TWINPEAKS

Nu flyver vi altså, men …

Ja, gu’ var det da en aprilsnar i går! 😉
Jeg kunne ikke dy mig. Hvis jeg en dag har en VIRKELIG vild nyhed – altså HVIS jeg nogensinde bliver gravid med tvillinger igen, eller noget i den stil, så kan I bande på, at jeg offentliggør det d. 1. april! Hehe! Det kunne satme være sjovt!

Men nej, vi flyver til Barcelona nu, og vi kommer hjem igen. Hjem til vores vidunderlige hus og til et forår, der forhåbentlig snart letter på kjolen og lader os titte ud. Eller ind – det bestemmer man selv i denne analogi.
Men grunden til, at jeg havde så nemt ved lige at hale den Barcelona-aprilsnar ud af ærmet er da sandt at sige, at det gad jeg virkelig godt! Jeg synes, at Barcelona er den dejligste by i Europa, og jeg gad virkelig godt bo der engang. Desværre er Jon ikke sådan ligefrem flydende i spansk, og så bliver det nok en kende svært for ham at ernære sig under de himmelstrøg. Men det KUNNE jo være, at han en dag fik en rolle i en lidt lunere version af ‘Game Of Thrones’, som ville betyde, at han i længere tid skulle bosætte sig udenfor Danmark. Så ville jeg og ungerne stå klar med pas i kulissen, kan jeg allerede nu afsløre!

Men det er altså ikke en del af planerne i denne uge. Nu skal vi bare ned og spise is, tapas og spanske donuts, lege lidt på stranden og de mange legepladser i byen og se, hvor meget Krapylernes ben kan klare uden klapvogn.

Påske-mys fra MM. <3

Vi har solgt huset

Nogle gange giver livet nogle muligheder, som man ikke havde regnet med – eller måske lidt tidligere, end man havde forventet. Og så må man jo gøre op med sig selv, om man vil gå til venstre eller til højre.

Heldigvis er den mand, jeg er gift med, ligeså eventyrlysten end jeg, så vi har valgt at gå til højre! OG JEG ER SÅ SPÆNDT!!

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi elsker Køge og det smukke drømmehus, vi købte sidste sommer og overtog i januar i år. Vi har verdens fedeste naboer, og det her hus passer simpelthen så godt til os.

Men vi har sgu solgt det! Vi har fået en mulighed for at flytte til Barcelona i fire år i sammenhæng med et skidesejt job, Jon har fået, og nu tager vi fandme chancen! Vi hopper ud fra femmetervippen med begge ben, hud, hår og museben! Det er også den virkelige grund til, at vi skal til Barcelona i morgen – for at se på huse og lejligheder i den spanske storby!

Heldigvis har vi ikke tabt penge på hussalget, men faktisk tjent en lille bitte smule, hvilket også får det til at føles endnu mere rigtigt, det hele. Jeg er så spændt på vores nye eventyr! Vi skal være ude af huset d. 1. juli, og så er planen at tage på sommerferie og måske bo en uges tid hos min far på Als i løbet af juli, så vi d. 1. august kan flytte endeligt til Barcelona, og Jon kan starte optagelser der i sensommeren! Børnene skal i løbet af efteråret starte i en international børnehave, og så har vi fundet en engelsksproget skole, de kan starte i, når den tid kommer.

Jeg kommer selvfølgelig til at blogge videre som altid – og stadig på dansk. 😉 Jeg håber sådan, I vil følge med!

Da et barn kastede vand efter mig i skolegården …


De oplevelser, jeg havde i de 48 timer, jeg var i Benin, sidder stadig uløseligt fast i mig, og det tror jeg altid, de vil gøre. Det håber jeg. Den dag, magien begynder at slippe sit tag, booker jeg straks en billet og flyver tilbage på visit.
Men indtil da føler jeg ikke, jeg kan komme videre herhjemme, før jeg har delt historierne fra alle de mennesker, hvis hverdag jeg fik lov at forstyrre og få et indblik i, mens jeg var i Benin.

På andendagen lagde vi ud med et besøg på en skole.
Jeg havde forventet, at der nok ville vente mig en oplevelse, der mindede om besøget i børnehaven, but boy, was I wrong. Da vi kørte ind på gårdspladsen foran skolen så jeg, at de i alt 600 børn og deres 6 lærere (jeps! 100 børn i hver klasse) stod på to rækker ude foran skolen. Imellem dem stod en pige med en stor balje vand.
“Nu skal du gøre dig klar til at holde en tale”, sagde min tolk. Jeg grinede og slog ham på skulderen, da jeg troede, han tog pis på mig. Men det gjorde han ikke. Han sagde, at når jeg kom tættere på, ville pigen med baljen kaste vandet ud på jorden, og så skulle jeg gå henover det. Det var et tegn på, at jeg var meget velkommen. Og det gjorde hun så. Et sekund håbede jeg, at hun ville ramme mig, for de 34 grader bagte virkelig ned på os alle sammen. Men hun virkede mere øvet end jeg, så hun kastede, og jeg gik.

Rektoren havde rullet seks kæmpestore højttalere ud på pladsen mellem skolebygningerne og modtog mig med lovprisninger, som han råbte højt i en mikrofon. Herefter sang børnene en sang for mig og fremsagde nogle vers, og det hele var så overvældende, at jeg kneb en tåre. Så fik jeg stukket mikrofonen lige i masken og blev bedt om at sige et par ord til forsamlingen. Jeg gjorde mit bedste for at fortælle børnene, hvor stort det var for mig at opleve, hvor meget de har opnået og til stadighed opnår hver eneste dag for de midler, sponsorerne fra BØRNEfonden sender dem. Rektor virkede tilfreds, og så blev jeg vist ind på hans kontor, hvor han fortalte, at de senere på dagen havde arrangeret en stor ‘handicap awareness day’ på skolen. Meningen var at hjælpe handicappede børn til forståelse fra omverden og sikre, at de også får mulighed for uddannelse. Så fint et initiativ!

Overalt i skolegården var der hængt plancher på med illustrationer, der viste, hvordan en kørestol har brug for ramper, og hvordan man sagtens kan deltage i undervisningen, selvom man eksempelvis mangler en arm. Herefetr strøg rektoren over i en af skoleklasserne og bad mig følge med. Han gik direkte hen til en lille dreng og bad ham rejse sig op, hvilket han gjorde, og så pegede han på drengens hånd og ben for at vise mig, at drengen var handicappet – men stadig deltog i undervisningen. Da vi atter var udenfor, spurgte jeg rektoren, om drengen kun havde et fysisk handicap, eller om hans begrænsninger også påvirkede hans åndelige formåen. Han svarede, at drengen også er mentalt handicappet, men at han deltager på lige fod med de andre børn. Lærerne taler bare lidt langsommere til ham. 
Børnene på skolen var, ligesom i børnehaven, meget alvorstunge. De smilede ikke, når der var voksne i nærheden, og min fornemmelse er, at de har lært, at de er nødt til at forholde sig roligt, da der er 100 børn i hver klasse. Jeg spurgte rektoren, og han sagde “They come here to LEARN”.
Men da rektoren smuttede udenfor lokalet, lod jeg mig gribe af musikken fra gården og gav mig til at danse oppe ved tavlen, hvilket fik børnene til at bløde op, grine og pjatte, og det var så fedt at se dem være børn – sådan som jeg bedst kender børn, i hvert fald. Vi tog også billeder, som jeg printede til dem på min lommeprinter, og dét var et hit!
Det er ret svært at kende forskel på drenge og piger i Benin, da de stort set alle sammen har fået raget håret helt af. Jeg gætter på, at det handler om hygiejne. Men de var smukke aaaaalle sammen!

Benin er helt sikkert et andet sted i forhold til Danmark, når det kommer til undervisning – og undervisning af handicappede. Men jeg synes, det er så fedt, at man sætter ind i forhold til de tabuer, der ellers har været i forbindelse med handicap. Og jeg synes, det er så SKØNT, at det sker på en skole fuld af børn, så de allerede tidligt lærer, at vi skal acceptere hinanden uanset vores forskellige forudsætninger.

Der er stor fattigdom i Benin, og min sponsorfamilie ejede ikke andre ejendele end deres tøj, nogle gryder og farens symaskine. Det kan være svært at undsige sig, at det får en til at tænke, at alt i livet så kun handler om at skaffe smør til brødet (eller rettere: majs til majsgrøden) og vand til overlevelse. Men det gør det ikke. I skolen lærer mit sponsorbarn, Mouchi, eksempelvis om verden, sine muligheder og om at bekæmpe fordomme og mange andre ting. Præcis som alle andre steder i verden. Min opfattelse af Benin er, at livet på mange måder er meget anderledes og meget mere enkelt her, end det er i Danmark (på ondt OG godt), men aspirationerne, drømmene og målene er ikke mindre af den grund.

Når man er sponsor for et barn gennem BØRNEfonden, er det barn sikret gratis skolegang. Det har en fuldstændig uvurderlig betydning, da min sponsorfamilie eksempelvis ellers ikke ville kunne lade Mouchi komme i skole. Men fordi, hun modtager undervisning og inspireres hver eneste dag, får hun en dag muligheden for selv at bestemme, hvem og hvad hun gerne vil være – i stedet for være nødt til at arbejde i marken allerede som barn, fordi hendes forældre ikke kan betale for skolegangen. Det gør mig stolt og glad, at jeg er med til at gøre den forskel.

Hvis man kunne tænke sig at blive sponsor for et barn gennem BØRNEfonden (det koster 230 kr. pr. måned og er fuldt fradragsberettiget!) kan man melde sig til HER!

På mandag rejser jeg igen! (Denne gang med familien)


Sidste år tilbragte Jon, ungerne, deres farmor og jeg 10 dagen henover påsken i en lånt penthouselejlighed i Barcelona. Vejret var storartet, selskabet selvsagt ligeså, og vi NØD sådan vores tur til kystbyen i det spanske. Så da påsken indhentede os igen i går, begyndte jeg at tænke på Barcelona og undersøge mulighederne. Desværre lå det ikke ligefor atter at låne lejligheden igen, men dem er der jo heldigvis masser af på Airbnb. Og efter lidt fedteri fik jeg Jons velsignelse til at google flybilletter. Hans mor har desværre kalenderen fuld af egne rejseplaner, så det bliver uden hende.
Tanken var at bruge ugen henover påske under varmere himmelstrøg. Men vi var tilsyneladende ikke de eneste med de drømme, for flypriserne var betragteligt høje. Jeg googlede og googlede, og til sidst erkendte jeg, at hvis vi valgte at rejse ugen efter påske i stedet, og hvis vi kun blev i tre dage i stedet for 10, ville flyveturen derned koste omkring en tredjedel. Og vi skal rejse igen i maj, så det blev kompromisset.

Så mandag morgen MEGET tidligt flyver vi til Barcelona alle fire! Det bliver ungernes første i over et år. Sidst, de var i luften, var da vi skulle hjem fra Mexico, og da var de netop fyldt 3 år, så det kan de ikke rigtigt huske. Vi har været i Barcelona med dem tre gange før, og selvom de ikke husker det sådan helt præcist, er det tydeligt, at de sammenkæder ‘Barcelona’ med noget positivt, for de glæder sig HELT vildt! Og det gør jeg også! Der skulle blive 18 grader nogle af dagene i næste uge, og med det vejr, vi har herhjemme, forekommer det jo fuldkommen HIMMELSK!
Det er OGSÅ første gang, at vi ikke skal have deres klapvogn med, og jeg er ærligt talt lidt spændt på, hvor meget vi får set og gået. Men det skal komme an på en prøve, og hvis alt andet glipper, køber vi donuts og frisk frugt i La Boqueria og smider os ned på stranden og graver huller i sandet. <3

Foråret starter med cirkus! Right …?

Jon havde fødselsdag, og vi skulle i cirkus! Han havde fået billetter til premiereforestillingen i Cirkus Arena i på Bellahøj Cirkusplads, og  det var hans valg, at aftenen skulle tilbringes således. Han havde et møde inde i byen, så jeg gjorde mig klar i Køge, hentede ungerne og kørte ud for at mødes med ham. Vi spiste aftensmad på McDonalds. Det var måske ikke lige den fødselsdag, jeg ville have holdt for ham (Jeg mener, sidste år fløj jeg ham til Barcelona), men Jon var glad, og det var mega-hyggeligt!

Jeg havde en hjemmearbejdsdag i går, så da klokken nærmede sig krapyl-afhentningstid, skyndte jeg mig i bad og gav mig til at fare vild i mit tøjskab. Her fandt jeg et splinternyt, lyseblåt jakkesæt fra Part Two, som jeg synes passede perfekt til en tur i cirkus. Og det er jo så NU, det viser sig som en ulempe, at vi har varme i gulvet.
Jeg trissede rundt indenfor, helt lun og happy, og forestillede mig, hvor elegant, det ville blive med mine bare ankler i det lyse sæt med Cirkus Arenas smukke farvetæppe som baggrund. Jon ville kunne tage oceaner af fine forårsbilleder af mig, som perfekt ville illustrere pointen med dette indlæg (jeg lover, jeg kommer til den snart). Så jeg iførte mig sættet samt mine nye sneakers med fartstriber, det blev endda også til lidt læbestift, og så strøg jeg afsted på ladcyklen for at hente unger og køre op til togstationen.

Og udenfor var det pissekoldt. Og sneen lå i sjappytter overalt på vejene. Jeg frøs allerede i løbet af de første 30 sekunder udendørs og følte mig selv som lidt af en cirkusklovn på ladcyklen med mine frostblå ankler, der matchede mit ditto sommersæt. Og da vi kom op til stationen og ind i toget, skulle jeg bruge uforholdsmæssigt meget tid på at forklare ungerne og derefter minde dem om, at de ikke skulle sparke til mig med deres mudrede sko.
Fremme ved cirkus måtte vi gå umanerligt langt fra parkeringspladsen til teltet, og da vi endelig kom frem, fik Jon knipset et enkelt foto, inden jeg LØB ind i varmen. Eller – der var heller ikke super-varmt, så mine ankler beholdt deres kulør aftenen ud.

Men, men, men! 😉
Aftenen i cirkus var magisk. Berta og Hugo havde en FEST, og jeg er ærligt talt dybt overrasket over, at særligt Hugo kunne bevare sin koncentration HELE vejen igennem! Berta faldt i søvn efter pausen, og så sad jeg dér med hende i armene og kyssede hende i panden i den sidste time, som var hun en lille baby igen, og det var simpelthen så hyggeligt!
Eneste lille minus ved aftenen var, at jeg har det virkeligt underligt med at se dyr optræde. Ham, der styrede elefanterne og også hende, der var chef for hestene, gennede dem rundt i manegen med en pisk. De slog dem ikke, men den hang der hele tiden som en påmindelse om, at de altså skulle gøre, som der blev sagt, for ellers … Det har jeg altså svært ved at klappe af. Jeg er sikker på, at Cirkus Arena behandler deres dyr helt efter foreskrifterne, men jeg synes bare ikke, at dyr høre hjemme i cirkus. Jo, på plakater og tegninger. Men når jeg kigger ind i de der brune hesteøjne, synes jeg altså ikke, at jeg ser en lykkelig ejermand.
Det er netop blevet forbudt at have elefanter i cirkus i Danmark – bortset så lige fra i Cirkus Arena. De har fået lov at beholde deres tre elefanter, til de går på pension, og det forventes de først at gøre om 30 år, når de er omkring 60 år gamle. Så der venter dem altså mange ture rundt i manegen, før de kan få ro for hvinende mennesker, spotlys og en mand i glimmertøj med pisk.

Nuvel, det er en anden snak.
Det, det skal handle om i dag, er grunden til, at jeg trodsede frostgraderne i går og iførte mig lyse farver!
Det valgte jeg nemlig at gøre for at hylde det faktum, at Femilet har en rigtigt fin undertøjslinje med selvsamme formål. Faktisk passer rigtigt meget af de undertøj, de laver, sig godt til at have på under alle de lyse farver, vi (i hvert fald jeg) hiiiiger efter at hoppe i, når Kong Vinter forhåbentlig snart indser, at han ikke har overholdt sin besøgelsestid og derfor som kompensation forhåbentlig giver os en rigtigt varm sommerårstid.
Mange tror, at når man har en hvid t-shirt på, er det bedst at have en hvid BH indenunder, hvis man gerne vil undgå, at undertøjet skal kunne ses igennem, men det kan faktisk snildt gøres bedre. Det, der er lettest at kamuflere under tøjet, er nemlig nude eller cognac-farvet undertøj. For selvom vi føler os hvidere end A4-papir, når april-solen rammer, så ér vi det faktisk ikke, sådan helt inderst inde.

Jeg har ret meget undertøj fra Femilet, og jeg vælger af samme årsag oftest det uden alt for mange blonder. Jeg har en ret lille barm, og jeg synes, den gør sig bedst i underspillet undertøj. Jeg er ret glad for, at jeg har fået taget mål af en professionel i en Femilet-butik (det er i øvrigt alle forundt – man skal bare bede om det. Og det er gratis!), for siden da har mit undertøj siddet virkelig godt, og det gør hele forskellen. Jon er i øvrigt også fan af, at jeg ikke kun går i trekants-BH’er længere, og jeg føler mig så dejlig elegant, når det med at klæde sig på starter helt indefra.

Jeg har eksempelvis Filippa her, som jeg er vildt glad for. Den runder min babs pænr, så jeg undgår den bananform, jeg ufrivilligt efter amning er sikker på at opnå, når jeg bruger mine trekants-BH’er, og så holder den sagerne lidt på plads. Desuden har den en glat overflade og er nude i farven, som gør den rigtigt god under lyse forårs-sager og tynde bluser eller kjoler.

Så ja, sneen vælter ud af himlene i dag, og mit lyseblå cirkussæt får lov at hænge i skabet nogle dage endnu. Tænk sig, at Jon og jeg havde vores første date påskesøndag for syv år siden, og den dag var der svimlende 27 grader i København. Det år lå påsken også en måned senere, så måske der er håb endnu? <3