Lad mor være mor bedst! :-)

skaermbillede-2018-01-05-kl-15-20-15
Mødet i banken gik sgu ret fint! Jeg vil ikke sige, at jeg som sådan er vanvittigt mådeholdende med mine gysser konstant og hele tiden, men samtidig har jeg Jon og jeg heller ikke særligt mange vildt dyre vaner, og vi er rigtigt gode til at skrue op og ned i forhold til, hvad økonomien tillader.
Men når det kommer til huskøb, er jeg åbenbart ret pessimistisk! Det kommer sig nok af, at jeg altid føler mig som en fattigrotte nede i banken, fordi jeg ingen faste lønsedler har, og den sidste gang, jeg var til møde i banken, inden jeg stiftede familie, var for at få forhøjet min kassekredit med 3.000 kr., så jeg kunne tage et smut til Barcelona. Og det fik jeg altså nej til.
Men banker hader ikke nødvendigvis selvstændige, viser det sig! Heller ikke selvom de er gift med andre selvstændige. Bare de sparer op og ikke bruger penge, de ikke har. Sidstnævnte er nok en meget god tommelfingerregel i det hele taget, men Barcelona-ture kan jo blive livsnødvendige – også for fattige studerende. 😉
Jeg skriver i næste uge et indlæg om vores endelige valg af lånetype. Vi beslutter os endeligt i da, nemlig.

Vi hentede Krapylerne lidt senere end vanligt i børnehaven i går, da vi efter bankmødet tog en tur på Arken. Der har jeg ikke været før, men Jon havde set sig lun på en Morten Kvium-udstilling, og den var virkelig også fin! Men det var rummet fuld af klovne, der virkelig tog mig med storm (hvis man er snap, kan noget af den snappes på min Insta-story). Jeg havde lyst til at slå en klapstol op og sidde der hele eftermiddagen. Farverne var så smukke, og i loftet var ovenlysvinduerne beklædte med farvet plast, sådan at de dannede den fineste regnbue. Alle klovnene så vildt virkelighedstro ud, som de alle sammen sad der og sov, og jeg synes, lokalet var så rart at være i. Jeg modtog dog omkring 70 beskeder på Instagram fra folk, der med gru så mine billeder og virtuelt nærmest skreg ad mig, hvor skrækslagne de var for klovne. Virkelig? Er folk dét? Jeg troede bare, det var noget, vi sagde for sjov! Er klovnefobi virkelig lige så udbredt som frygten for edderkopper eller slanger? I had no idea! Til jer med den aversion vil jeg ikke anbefale Arken, men til alle andre (med bil! Åh, jeg elsker allerede livet med bil!) vil jeg foreslå at slå et smut forbi derude snarest muligt.

Da vi var kommet hjem med ungerne, var de begge to ret mugne over forskellige ting, men da de fik øje på deres løbecykler lige inden for døren, fik deres liv atter mening. Løbecyklerne købte jeg på et loppemarked i Herlev i sommer formedelst 25 kr. stykket, og de har indtil i juleferien boet i koloen. Men fordi den er ved at blive afhændet (Jon står for salget, jeg kan ganske enkelt ikke bære det), har vi hentet dem hjem. Og det skulle vi måske have gjort noget før!
Vores gård er lille og skummel, så vi krydsede bygningen og gik ud i Fiolstræde (som er en gågade), hvor jeg satte mig på hug og forklarede mine poder, at her må man gerne cykle (for det må man. Det er sådan en slags gågade. Ligesom Strædet), men man skal kigge op og holde øje med dem, der går, for det foregår på deres præmisser. Ungerne er vilde med løbecyklerne og synes, at denne eftermiddags-ekskurtion var toppen, så de ville ikke risikere, at mor blev sur og inddrog muligheden, og derfor overholdt de mine formaninger til punkt og prikke. Vi drejede herefter ned ad Krystalgade, som grundet skyderierne og snart tre år siden, er afspærret i begge ender, således at ingen biler kan komme igennem. Men man må gerne cykle, så det gjorde vi. Herefter skulle vi rundt om et lille hjøne, krydse Købmagergade, og så var vi på den lille legeplads bag Kultorvet, som jeg aldrig rigtigt har forstået før nu. Den er nemlig meget interimistisk og moderne i sit udtryk, men den har en masse små, kunstige bakker, som er geniale til løbecykler! Her hyggede vi en halv times tid, før vi atter begav os hjem igen.

Ungerne havde cykelhjelme på.
Ungerne havde fornuftige jakker og handsker på.
Ungerne havde reflekser på jakkerne.
Ungerne cyklede kun på veje og gader uden biler.
Ungerne havde ikke refleksveste på.
Ungerne havde ikke lys på cyklerne.

Og de sidste to ting modtog jeg nogle lidt skarpt formulerede formaninger angående på min Instagram.

Men vigtigst af alt: Ungerne havde deres mor med. Deres mor, som efter 4 år i mor-manegen godt tør rette ryggen og sige, at måske råber hun lidt højt engang imellem, og måske er hun ikke verdens bedste til at fordybe sig i LEGO-byggeri hver eneste dag, men hun er fandme en god mor. Jeg har og jeg tager ansvaret for mine børn, og jeg passer bedre på dem end nogen anden i verden. Når jeg sover med ryggen til dem, vågner jeg automatisk i det sekund, én af dem lydløst åbner øjnene. Når de får feber, kan jeg høre det på deres åndedræt det 24 timer før, den bryder ud, og når de får lov at køre på løbecykel, er det fordi, jeg ved, at jeg har totalt styr på situationen.
Jeg elsker Instagram og blogging, fordi jeg elsker, at man kan komme i kontakt med en masse mennesker, man måske ellers aldrig ville være stødt på. Jeg ELSKER jer, der følger med, for at være søde til at komme med gode råd, når jeg spørger, og nogle gange også når jeg ikke spørger, og jeg elsker at stalke jer tilbage i det skjulte og hygge mig med jeres juletræer, jeres egne møgunger og jeres sommerferier. Og jeg liker lystigt, fordi jeg synes, det er så hyggeligt, dejligt og egentlig også vigtigt at dele ud af den gode, dejlige tone, jeg 99% af tiden får fra jer.
Jeg ved godt, mange skriver det, men jeg tror altså, jeg er den af os, der har ret: Mine følgere er de sødeste i verden. 🙂
Og fordi, I er så skidesøde og flinke og følger godt med i mit liv, vil jeg én gang for alle forsikre jer om, at jeg passer godt på mine unger. Så tak for de enkelte velmenende bekymringer, der lejlighedsvis dukker op omkring deres velbefindende, når de er i min varetægt. Om de er afbilledet siddende på køkkenbordet tæt på en kodeplade eller på løbecykel uden lys på. Jeg har styr på det, det lover jeg jer. Også selvom jeg nogle gange gør tingene på en anden måde, end I måske ville have gjort. Vi gør tingene forskelligt, og det er simpelthen så vigtigt, at vi bliver ved med det.

Når jeg brokker mig over, at Berta har tør hud, er tips om fiskeolie-tyggetabletter HJERTELIGT velkomne! Og når jeg skriver, at Hugo ønsker sig en flyver, man kan sidde i, bliver jeg simpelthen så lykkelig over at blive spammet med beskeder om, at man kan købe en saml-mal-selv-papflyver i Rema1000! Det er skidegod stil, og jeg bliver så glad for, at I tager jer tid. Og når jeg rejser i udlandet med mine unger, hvor de ikke altid har børnesæder i bilerne, og jeg så spænder én af ungerne fast under min sele på skødet af mig, bliver jeg meget lettet og taknemmelig, når nogen skriver til mig, at det er farligt, da den pågældende unge i tilfælde af et sammenstød vil blive mast mellem mig og selen. TAK fordi, I deler det, når I er klogere end mig. Det kommer mig virkelig til gode!
Og jeg kan godt se, at grænsen måske er ganske fin og nogle gange svær at vide præcis hvor går. Men vi mødre må overordnet set sgu stole på, at vi hver især gør vores bedste for vores egne unger på hver sin måde i stedet for at mistænke eller skælde hinanden ud over alt fra for cremefarvede børneværelser til hvorvidt vi kører med cykelhjelm eller ej. Eller festryger (mødrene, altså. Hvis jeg så et snap med en pulsende 4-årig, ville jeg nok også fare i det digitale blækhus ret hurtigt). Eller giver ungerne chokolade-julekalender eller den med frugtbidder.
På den måde sikrer vi forhåbentligt et fortsat mangfoldigt samfund fyldt med spændende, forskellige mennesker, som kan tænke selv, og som respekterer hinanden, også når vores unger skal til at lave unger engang. Og det gider vi jo godt, gør vi ikke? 😉

Økonomiske huskøbs-overvejelser og et møde i banken

image1
Jeg er sgu lidt spændt på i dag. Sådan tendenserende til klamme håndflader og lune armhuler. Jon og jeg nemlig skal til møde i banken angående vores huskøb, som jo ganske snarligt skal effektueres.

Det er selvfølgelig ikke det første møde, vi har i den forbindelse. Vi ér godkendt til lånet, selvfølgelig, men det er i dag, vi skal have det hele på plads og hitte ud af, hvilken type lån, vi skal have. Der findes jo efterhånden ret mange måder at låne penge på, og hvad man vælger afhænger i høj grad af, hvor risikovillig, man er.
Jeg er ret risikovillig på et personligt plan, men ikke specielt meget, når det kommer til penge. Jon og jeg har begge to jobs med meget svingende indtægter, som heldigvis har ladet os forsørge os selv og hinanden ret fint de seneste år, men vi har jo ingen sikkerhed for noget som helst. Derfor vil det mest fornuftige nok være at vælge et ganske almindeligt obligationslån, som lige nu har en rente på 2% (da mine forældre i start-80’erne købte hus i Mommark, var renten på samme type lån altså på svimlende 24%, til sammenligning).
Det var også det, vi hældte mest til i starten, men nu har vi rådført os med adskillige specialister, som alle sammen ved meget mere om lån og økonomi, end vi gør, men som selvfølgelig stadig ikke kan forudsige fremtiden. Sagen er jo den, at man også kan vælge en flexlånsrente, hvor renten er markant lavere, men til gengæld er der risiko for, at den pludseligt stiger. En F5-rente er lige nu nede og være ret tæt på 0%, hvilket nærmest er svært at forstå. Men problemet med en F5-rente, som gælder i 5 år, er jo, at vi ikke aner, hvordan det økonomiske landskab forholder sig om fem år, og så er renten måske steget helt vildt.

Vi har på nuværende tidspunkt tænkt os at vælge en kombination. At tage et fastforrentet obligationslån på en del af lånet og et flexlån på resten. Vi skal heldigvis kun have realkreditlånet og ikke et banklån. Man kan kun få realkreditbelåning på 80% af købssummen, og de sidste 20% skal man så enten selv stille med, eller også skal man låne dem i banken, og her er renterne nogle helt andre.
Men vi har selv sparet de 20% op. Og det er jeg sgu ret stolt af! Halvdelen af beløbet havde vi i forvejen, fordi jeg solgte min lejlighed på Nørrebro for snart fem år siden (havde jeg vidst bedre, havde jeg lejet den ud og ventet med at sælge den til i dag, og så havde jeg nok tjent betydeligt bedre, men man kan jo altid være bagklog. Og havde vi gjort det, havde vi ikke kunne købe kolonihaven), og den anden halvdel af beløbet har vi sparet op i løbet af de seneste fire år. Og vi har lige til øllet! Der er ingen likviditet tilbage i den Lei Lange’ske statskasse, men det føles så rigtigt, at de penge går til et hus! (Far, din opdragelse har virket, hehe).

Så jeg er spændt på i dag! På at få truffet en endelig beslutning og på at se puslespillet samle sig. Vi har nemlig ikke alle vores penge endnu, da vi først skal have gysserne for salget af kolonihaven ind på kontoen. Den har vi ikke tjent noget på at sælge, men det har været en vidunderlig måde at opbevare pengene for min gamle lejlighed på, når man nu alligevel ikke får renter af at have dem stående i banken.

Jep, et lidt taltungt indlæg i dagens anledning! Men der er tit folk her på domænet, der spørger lidt ind til mine økonomiske overvejelser, så jeg ville lige dele dem her. Hvis man står overfor at købe hus, er det måske relevant, og hvis man ikke gør, er man måske ikke nået helt herned i indlægget. 😉

Min 2018-jahat, lidt om fravær og at være en kliché

skaermbillede-2018-01-03-kl-14-29-31
Jeg starter året ud som en kæmpe kliché.
Jeg har et morgenmøde med mine Confetti-damer om 3 kvarter, og jeg har ikke spist morgenmad, så jeg har sat mig på Fars Dreng, som er åbnet i Rosengården, og selvom butikken her (som vel efterhånden kan kaldes en franchise) har fået hård konkurrence i caféen Sonny som bloggernes yndlings-go-to foodstagram-spot, så er der virkelig også mange billeder af Fars Drengs morgentallerkner på nettet. Og i dag kommer der altså et til.
Mindst. Ved bordet overfor mig sidder nemlig også en blogger, er jeg ret sikker på. Hun har møde med sin agent, og de har nogle ret højtrystede samtaler om hendes kommende samarbejder. Jeg overvejer lige at skrive de firmanavne, de nævner, ned, og give dem til min egen agent, hehe. 😉

Jon lod mig sove længe i dag. Igen. Vi havde i juleferien en lang snak om mit søvnunderskud, som er evigt-eksisterende. Ungerne sover nææsten altid igennem, omend de så aldrig sover til længere end klokken 6. Det sker bare ret tit, at de kommer ind og sover hos os om natten, hvilket jeg synes, de skal have lov til, men når jeg først bliver vækket, kan det tage timer på atter timer før, at jeg falder i søvn igen. Og når vækkeuret så ringer (læs: Hugo beder om havregrød), så er jeg mast som en blomme nederst i en dametaske.
Og Jon har ikke noget arbejde lige nu. Derfor har han tilbudt at gøre alt, hvad der står i hans magt, for at hjælpe mig på den front. Det eneste, han kræver er, at jeg siger til, når behovet er der. Det har været lidt svært for mig tidligere, da jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg altid skal sove længe. Alle (voksne, i hvert fald) kan jo lide at sove længe – også Jon. Men han har fri i løbet af dagen, hvor han kan tage en lur, og så har han brug for meget mindre søvn end jeg, har vi via egen empiri over de seneste 4 år konstateret, så han tager altså én for holdet. Vi har talt om, hvor “spændende”, det kunne være, hvis vi kunne være, hvis vi kunne nå til et punkt i vores liv, hvor jeg ikke er træt. Så det er vores fælles mål lige for tiden. Og derfor stod jeg først op klokken 8.30 i morges, da begge ungerne var inde og vende i dobbeltsengen i nat, og jeg på den foranledning lå og gloede ind i væggen i et par timer.

Jeg har været relativt inaktiv på bloggen henover juleferien, og det både glæder og ærgrer mig. Jeg havde en masse indlæg planlagt, som så ikke kom ud. Jeg ville lave en oversigt over de mest læste indlæg i 2017, mine rejser i 2017 og selvfølgelig nogle indlæg om vores nytårsaften. Men de indlæg glimrer altså i deres fravær.
Det skyldes sådan set, at ungerne ikke længere sover lur. Den her juleferie var den første i vores liv, hvor ungerne ikke længere lige napper en skraber på et par timer midt på dagen, og oven i det er de kommet en del senere i seng, end de plejer. Og når ungerne først er puttet ved 21-tiden, har jeg haft mere lyst til at snakke med familien, vi har besøgt i Klampenborg og på Als, eller Jon, end at hive skærmen frem.
Så bloggeren i mig ærgrer mig lidt over det, der blev forsømt, mens real life MM egentlig har hygget sig meget godt med at være til stede der, hvor hun var. Og nu er ferien slut, og jeg er fuld af krudt! 🙂

Det billede af min morgenmad må man imidlertid tænke sig til. Jeg har ridset kameraet i min iPhone, således at den laver en ufrivillig og ikke insta-gunstig lysdetalje på alle billeder, og jeg har glemt mit kamera derhjemme. Den t-shirt, jeg har på, tænker jeg er ret fin at starte det nye år ud med, yes? Den er fra Samsøe Samsøe. Købte den, da jeg var på udsalgsjagt inden nytår og selvfølgelig kun forelskede mig i ting, der ikke var nedsat.

Med ønsket om en dejlig onsdag! Her i København sløv-regner det, men det er ikke særligt koldt. Og om 12 dage overtager vi Drømmehuset i Køge, så held og lykke med at skyde igennem mig! 🙂

Mine (og Jons) nytårsforsætter inkluderer skønhedsrutiner og mobiltelefoner …

image1
Jeg har normalt ikke lagt de store nytårsforsæt, da jeg godt kan synes, den slags kan være lidt pres. Så kan man lige lægge året ud med at skuffe sig selv, hvis man kommer til at bruge sin weekend på basser, mælkechokolade og TV-serier i stedet for marathontræning, selleri og lunges. Og den dårlige samvittighed er sjældent særligt gavnligt for lysten til ting. Derfor vil jeg hellere lægge foreløbige planer – ikke lave løfter til universet.

Men jeg har faktisk alligevel lavet et par forsætter, og så har Jon og jeg et fælles nytårsforsæt for det kommende år. Sagen er nemlig den, at det er ved at være sidste chance i ‘monkey see, monkey do’-kategorien indenfor iPhone-brug i Langehjemmet. Vores unger ser egentlig ikke vanvittigt meget skærm derhjemme, og her er det jo en fordel at have to børn, der er lige gamle. Det sker mere og mere ofte, at de optages af en fælles leg, og så går tiden med det, og de og vi glemmer muligheden for at sumpe tegnefilm.
Men Jon og jeg er ikke selv for gode, hvis vi skal være totalt sandfærdige … Når ungerne er optaget af noget andet, og vi trænger til at hvile hjernen i et par minutter, ryger opmærksomheden straks ned på den lille, dumme, firkantede skærm, vi har i lommen eller i nærheden, og så sidder vi der og ligner to idioter.
Vi talte om det forleden, og noget af det mest irriterende ved at se på en anden, der sidder med sin telefon er, at man ikke aner, hvad de laver. Om de spiller spil, læser nyheder eller i mit tilfælde måske får arbejdet lidt, hvilket jo kan være meget fornuftigt. Der er noget andet og meget mindre ekskluderende over en person, der ligger på sofaen med en avis. Så kan det sagtens være, at man på telefonen læser præcis de samme artikler, men det ved de andre i rummet ikke. Der er så meget samlet på den telefon, at den bare er ekskluderende. Og det vil vi gerne være bedre til at lade være med at ty til. Især fordi, det er noget andet, vi gerne vil lære vores unger. OG os selv, for that matter.

Derfor har vi aftalt, at telefonerne skal ligge i skuffen i alle de timer, børnene er vågne (og hjemme. Er de i børnehave, må man gerne krydre røv på nettet, det siger sig selv). Og hvis jeg så skal foretage mig noget blog-relateret på nettet, må jeg fortrække til soveværelset med officiel besked om, at nu går jeg op for at arbejde. Også så ungerne forstår, at der er forskel.
Det er noget, jeg har glædet mig til at starte med, siden vi vedtog det, da samvittigheden har naget mig noget. Når jeg er monstertræt (hvilket jeg ikke er sjældent), så er jeg alt for nem til at bruge de momenter, hvor ungerne er optaget af noget andet, på at sumpe ind i min skærm og scrolle Instagram igennem. Og det irriterer mig, for det er ikke rigtigt et aktivt valg mere – jeg gør bare sådan. Og nu vil jeg så forsøge mig med at gøre noget andet i stedet. Vaner hænger også tit sammen med de omgivelser, man er i, synes jeg, så vi vil prøve at starte op med nye vaner i huset i Køge. Så “den stol” ikke nødvendigvis skriger “Wordfeuuuud!”

En anden plan, jeg har her i det nye år, er at opretholde dengode creme-stime, jeg var inde i i slutningen af 2017. Efter mit samarbejde med NIVEA startede op i oktober, havde jeg jo lovet nogle flinke mennesker at teste Q10 PlusC-serien HVER dag, og den slags løfter må man jo holde. Serien indeholder dagcreme, øjencreme og sleep cream, hvilket betød, at jeg hver aften måtte huske at fjerne al makeup (Også ‘no makeup-makeup’, som jeg ellers tit glemmer. Altså de dage, hvor jeg ikke har noget mascara på, men alligevel er iført consealer, måske foundation og puder), inden jeg påførte cremen. Min hud er aldrig kommet så tørheds-frit og irritationsfrit gennem overgangen til vinter, og jeg synes, den ser mere ensartet og pænere ud, end jeg synes, den har gjort længe. Den er gennemfugtet og uirriteret, så cremerne duer altså, må jeg konkludere. Og huden har mega-godt af de daglige ritualer med grundig afvaskning af makeup og urenheder fra dagen og påføring af rig fugtighedscreme. Så det vil jeg vedblive med i 2018!
Det er også sådan en dejlig måde at starte og slutte hver dag på. Lige at se sig selv i spejlet og bruge et par minutter på sig selv. For folk uden børn kan det måske lyde lidt tumpet, men jeg synes, bevidstheden om at vælge det til, er enormt rar i mit krapyl-fyldte liv. Så det vil jeg blive ved med! Det kræver ikke andet end lysten til at gøre det, og den har jeg,

Og den sidste ting, jeg håber på, er at kunne være lidt bedre til at styre det supersukkermonster, jeg startede i sommeren 2017, og som har boet i mig siden. Jeg vil gerne i gang med at træne igen, og så vil jeg gerne drikke mindre cola og spise mindre chokolade. Ja, jeg ved det godt. Jeg er efterhånden også træt af at høre mig selv sige det, hehe. Sagen er bare den, at det altså åbenbart tager mig nogle år at vænne mig til den krop, jeg har efter, at jeg har fået børn. Den tager på på en helt anden måde end den, jeg havde før, gjorde. Og det gør mig sgu ikke noget i perioder. Jeg har haft det ret fint med at veje 5-7 kilo ekstra henover sensommeren, efteråret og vinteren. Men jeg gider ikke blive ved.
Min veninde, Anne Mette Hancock, sagde det ret godt, da vi lå ved poolen i Barcelona i efteråret. Vi filosoferede over, om man ville være mest lykkelig, hvis man altid spiste sundt og trænede, så man havde en sund og stærk krop og en god samvittighed, fordi man så følte, man behandlede det hylster, man jo helst vil have et langt liv i, godt, og samtidig også godt kunne lide, hvordan man så ud. Eller om man i virkeligheden ville blive mest lykkelig af at elske de ekstra kilo, fordi det betyder, at man kan spise alt det, man bedst kan lide hele tiden, og mad og slik bliver man altså glad af. Til gengæld medfølger den dårlige samvittighed over, at kroppen kunne have det fysisk bedre, og man bliver nu i min alder altså også mere træt og dvask, når den bare står på cola, brun sovs, stivelse og E-numre.
Anne Mette sagde, at hun mente, lykken ligger i begge dele på forskellige tidspunkter. Nogle gange er vi i humør til at skide på supersundhed, stole på, at “så slemt står det sgu heller ikke til”, spise hvad vi har lyst til og acceptere de ekstra kilo. Og andre gange har vi lyst til at passe bedre på os selv, få hoppet og spjættet lidt imellem sofaliggeriet, få spist lidt sundere (fuck Cola Light, jeg holder mig altså til fuldfed. Alt med måde) og på den måde nyde tanken om, at vi bidrager til kroppens langtidsholdbarhed.
Og det her forår vil jeg altså primært gøre det sidste, da jeg brugte anden halvdel af 2017 på det første. 😉 Så kan jeg levende forestille mig, at jeg mødes med mig selv på midten af året og spiser mig en hvede-pukkel til i efteråret. Man skal jo også kunne stå imod vinteren, amIright? 

 

Julekalenderens heldige vindere eeeer ….

SÅ kan vi ikke trække den længere, og jeg kan ikke slippe afsted med at beholde præmierne, desværre. Jeg er ret sikker på, at det er strafbart.
Jeg har skrevet til alle vinderne, så er man typen, der ikke tjekker sin email eller sin indbakke på Instagram, så gør det lige. 🙂

Here goes …

Gavekort på 1.000 kr. til Organic Basics: (Jeg venter på svar fra Organic Basics).

Gavekort til et års-abonnement på Goodiebox: Vinderen blev fundet og kontaktet af Goodiebox d. 15. december.

Sprocket-printer fra HP (to vindere): @mariarisom og @sanniesv

Smykke-pakke fra Pilgrim: @svalen7900

Serum fra Aphro Celina (to vindere): Vippeserum: Sara Laursen og brynserum: Gitte Leth

Creme og læbebalsam fra La Mer: @pernille_boen

Winther Retreat hos Arndal Spa: @majsunde