TWINPEAKS

Oooooog vinderen er …


Så blev det mandag og hermed en uge siden, at jeg lancerede min amazing amerikaner-konkurrence! Lidt over 6.000 mennesker har deltaget i balladen på Instagram, hvilket betyder, at billedet er mit næstmest-likede billede ever (kun overgået at billedet af denne kjole) og det mest kommenterede nogensinde i hele verden på min Instagram. Det har faktisk næsten tre gange så mange kommentarer som det, der er på andenpladsen. Og præmiens samlede værdi er på under 300 kr. Crazy times! Jeg elsker, hvordan I ser på tingene, venner! We are truly soulmates! 😀

Jeg har gjort det helt tilfældigt og har bare valgt en kommentar, som min finger ramte. Og den kommentar er skrevet af @anneskovsgaard! Anne, for pokker! Du er seriøst nålen i høstakken! Hanen i hønsekurven! Frøen, der blev snavet om til en prins! Du er lykkens pamfilius, OG du er lækkerierne herover rigere!

TILLYKKE!!!

Nåh, hvad er det næste, I gerne vil vinde? Jeg må jo hellere følge den her succes op med noget, der bare er tilnærmelsesvis lige så fint! 🙂

Verdens dejligste mexi-bal i Køge!


Jeg aner simpelthen ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er så fuld af følelser af kærlighed og taknemmelighed, og samtidig finder jeg hele tiden mig selv spontant grinende over et eller andet, der skete i løbet af de tolv timer, vi holdt fest i den forgangne weekend. Det var den bedste fest, jeg nogensinde har været til, og så var jeg endda værten – sammen med ham, som jeg helt subjektivt betragter som det bedste menneske, der findes, som havde bedt mig om at gifte mig med sig. IGEN! Fem år, to børn og ualmindeligt meget leverpostej, magi, hverdag og romantik efter, at jeg gjorde det første gang. Og jeg kune umuligt finde på noget, jeg har mere lyst til, så det gjorde vi altså i lørdags!

Jon og jeg blev “rigtigt” gift d. 15. juni 2013 ved en havefest i Gilleleje, hvor min svigerfar bor. Det var en fantastisk dag (man kan læse om den og se vores bryllupsvideo her), og 14 dage efter blev jeg gravid med hele vores børneflok. I ugerne efter vores bryllup, hvor vi gik og var helt høje på kærligheden og livet, spurgte Jon, om vi ikke skulle blive gift igen hver femte år resten af vores liv. Jeg synes, det var en fantastisk idé, og det synes jeg selvfølgelig stadig, da vi så i år, fem år senere, er flyttet til Køge, har egen have og et dejligt hus, som vi vildt gerne ville vise alle vores venner.

Lige så snart, vi havde underskrevet slutsedlen på drømmehuset, begyndte vi at snakke om festen. Vi var enige om, at der hverken måtte komme børn eller “voksne” med – altså folk fra vores forældres generation. Og der skulle ikke være noget med bordkort eller taler. Vi ville bare have det sådan, at det føltes som om, at festen startede idet, man rejser sig fra middagen, og baren åbner! Og så ville vi invitere alle vores venner – både de nære og de lidt mindre nære, som vi vidste ville være sjove at feste med.

Jeg spurgte Jon, om vi ikke bare skulle droppe bryllups-delen og så kalde det en sommerfest slash housewarming, men han så lidt småskuffet på mig og sagde, at han bare meget gerne ville giftes med mig igen, og det synes jeg altså er ret vidunderligt! At det ikke er noget, han gerne vil for at gøre mig glad, men fordi, han gerne vil.
Og hvorfor ikke fejre kærligheden? I en omskiftelig verden, hvor det er lige så nemt at blive skilt, som det er at bestille en pizza, er det da en god idé at fejre den, man elsker, sammen med dem man elsker, så tit, man overhovedet har lyst (og råd) til det. Right? Bevares – mindre end et full on mexikanergilde kan også gøre det. Men hvis det er det, man har lyst til, kan jeg virkelig anbefale at give den fuld pedal, for hold nu din KÆFT, hvor var det sjovt!

Der var mange gode ting ved bryllup nummer to. Det ene var, at vi jo kendte hinandens venner markant bedre, end vi gjorde ved det første bryllup, hvorfor alt bare blev markant sjovere. Desuden havde jeg absolut NUL nerver på, som jeg havde ved vores bryllup i 2013 – jeg glædede mig bare og var allerede småfuld ved halv otte-tiden!

Vi havde jo valgt at holde festen i mexikansk tema. Både fordi, vi elsker Mexico (og tacos!), og fordi, vi synes, det var sjovt, festligt og farverigt. Jeg havde indrettet en bar i drivhuset, og så havde vi også én i køkkenet, og hertil havde vi lejet to bartendere, som lavede margeritas, daiquiry, dark’n’stormy og mojitos indtil klokken 4 om morgenen. Vi havde købt et telt, som heldigvis ikke blev nødvendigt, da den meget omtalte regn blev væk, og så havde vi lejet store højtalere, masser af langborde og inviteret alle naboerne.
Til middagen havde vi sørget for en food-truck, der kom og serverede tacos til alle gæsterne. Grundet en fejlkommunikation løb de tør for tacos efter en time, men så wingede de den og begyndte at servere burgere, og dét kunne selskabet kat’me også godt bruge til noget, så der var ingen ko på isen!

Selve vielsesritualet blev foretaget af Jons bedste ven, Nicolai, som selv er blevet gift med sin kone ved et indianerritual, da det er noget, de lever lidt efter. Og det var så smukt og kærligt, så vi havde bedt ham være vores “minestainer”. Han lavede en fin, lille ceremoni, hvor hele selskabet blev bedt om at stå i rundkreds rundt om mig og Jon, og så stod vi alle sammen med lukkede øjne (der midt i vores have. Så fint!), mens Nicolai sagde nogle ting, jeg ikke kan huske, og så var vi gift igen! Jon overraskede mig totalt ved at udleve min absolutte pigedrøm. Han er nemlig skidegod til at synge, og jeg håbede sådan, at han ville synge for mig til vores første bryllup, men da havde han ikke helt nerverne til det.


Det havde han så (næsten) i lørdags, så han begav sig op på terrassen, hvorfra han fremførte en karaoke-version af Rasmus Seebachs ‘Øde Ø’, som vi hørte rigtigt meget i tiden lige efter, at ungerne kom til verden. Det var så sjovt og sødt og pisserørende! Og resten af natten drak vi cocktails, dansede til Mr. Swingking, spillede beer-pong og skreg af grin. Jeg gik i seng klokken halv fem om morgenen, og da var de sidste ikke engang gået til ro endnu. Vi havde ti overnattende gæster, så søndag stod vi sent op, spiste morgenmad på terrassen og grinede over nattens udskejelser, og så kørte vi ned til havnebadet i Køge og hoppede i. Jeg følte det næsten som om, jeg lige var blevet student – bare tilsat meget mere kærlighed og tilfredshed med livet, end jeg havde som 18-årig.

Jeg har siden i går gået og grinet og småtudet kontinuerligt over, at jeg er så heldig at være gift med det menneske i verden, der passer aller-allerbedst til mig, har to sunde og raske børn, som er virkeligt fede det meste af tiden, bor i mit drømmehus omgivet af verdens bedste naboer, har råd til at holde et brag af en havefest (og har en have at holde den i!), og at jeg så har så mange gode, sjove, pinlige og grineren venner, som møder op og giver den FULD spade! Desuden var der en af jer, der følger med på Instagram, der skrev i lørdags, at hun synes, det var lidt sjovt, at hun kunne glæde sig så meget til en fest, som hun gjorde til min, selvom hun kun ville skulle med via Instagram. Det er fandme da også kærlighed!

Jeg føler mig så heldig og så lykkelig og meget, meget taknemmelig!
Og dagens tip fra mig må således være at fejre kærligheden. Både i form af store fester og små gestusser. Og både den til mænd, børn, veninder og katte. Kærligheden skal fejres! Det får den til at vokse, og det fede ved kærligheden er jo, at jo mere af den, man giver væk, jo mere har man selv tilbage. <3

Kjolen, Jon hader

Så er det i daaaag, at vi skal fejre vores bryllupsdag ved en mexicansk genbryllupshavefest i Køge! Ååååh, jeg glæder mig så koloenormt, sindssygt meget! Jeg har endnu ikke 100% styr på, hvad jeg skal have på, og det er ærligt talt fordi, at det ikke betyder helt vildt meget for mig lige præcis i dag. Vi skal bare have det sjovt! Jeg skal ikke imponere nogen, jeg skal bare kunne danse! Mit eneste kriterie for mit outfit er, at det gerne skal få mine gæster til at føle sig godt tilpas i deres valg.

Jeg hælder lige nu til en stribet kjole fra Vila, som jeg egentlig bare havde købt til hverdagsbrug, men med den accessory, jeg har planlagt, skal den nok markere både det chillede og det festlige. På skofronten har jeg købt et par højhælede sandaler med 90’er-hæl, som er lavet af sådan noget flettet bast-agtigt noget, på et outlet i USA til 100 kr., som jeg synes er gode til havefest. Men mon ikke man smider skoene ret hurtigt..

Det her er i hvert fald den kjole, jeg købte i Magasin i forgårs, som Jon slet, slet ikke forstår. Den er fra Baum und Pferdgarten, og jeg synes, at den SKRIGER fest! Måske ikke lige havefest, men med den rette styling… Men Jon synes, den er for sjov til at være flot, og så synes han ikke, den klæder min krop, og jeg skal da også være ærlig og sige, at den ikke gør en disse for kvindelige former. Det er ikke en mandekjole, kan man sige! Så den leverer jeg altså retur i næste uge og tager noget på, der krammer hofterne lidt mere. Det er jo kærligheden, vi skal fejre. 😜

Jeg vender nok lige tilbage senere med lidt party-detaljer! Skal bruge hele dagen på at plukke og købe blomster og pynte op!

Hav en dejlig lørdag! I know I will! ❤

Et par sandheder om optagelserne i lufthavnen …

Det er simpelthen så genialt for mig at opleve, hvor vildt, I, der er mine online-homies, har taget imod det faktum, at jeg er med i en reklame for Københavns Lufthavn! Jeg bliver så kisteglad, når I snapper mig billeder og tagger mig i ting, der har med kampagnen at gøre. Det gør mig så stolt! Både fordi, at jeg er glad for, at I kan lide den og fordi, at I sådan lige tænkte på mig dér midt i jeres hverdag og lod mig det vide (den slags er rendyrket overskud! TAK!), men også fordi, at der satme da er tale om et godt match, når I, som kampagnen jo er henvendt til, ligefrem er begejstrede! Det ér jo ikke al spons, der får dén modtagelse, og jeg er blæst gevaldigt bagover. TAK!

Og man kan jo også roligt sige, at der er tale om et big to-do! Filmen er lavet af nogle enormt professionelle folk, og så er den så spyttet ud over hele Danmark. På nettet, på Instagram, på mail, på fjernsyn og i biografen ! Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, om nogle af dem, jeg gik i folkeskole med, som jeg ikke har kontakt med mere, mon ser den og tænker “Det’ sgu da hende den magre (det var dengang, red.), der sad bag mig og snakkede hele tiden!” Det er lidt en løjerlig følelse at komme så langt ud med en reklamefilm. Jeg ved godt, at alle mine indlæg og billeder på blog og Instagram kan ses af alle overalt, men det kræver jo, at de vælger det til og klikker sig ind hos mig. Med kampagnen for Lufthavnen bliver jeg jo stoppet ned i halsen på folk, kan man sige! Men det er fandme en pæn film. Jeg er sgu stolt i at være med i den!

Og herunder kommer så endnu én, featuring Mamma Lei Lange. Den har til formål at illustrere, at man kan bestille alle de ting, man gerne vil have i Tax-Free, på nettet hjemmefra, og så får man det udleveret, når man ankommer. Det sparer stress og sikrer, at man får de sager, man er ude efter, til den gode pris.

Filmen blev optaget på den anden aften, hvor vi var på optagelser derude, og det var sgu ret akavet – omend grineren.  Som det kan ses i videoen, dimser jeg jo rundt i shoppen, fordi jeg har så pokkers god tid, idet jeg har bestilt mine varer hjemmefra (wink-wink!). Og instruktøren ville meget gerne have, at jeg snakkede med mig selv undervejs. Pænt akavet! Ha!
En anden lille sandhed er, at det der hvide suit jo naturligvis ikke holdt til at være med undertegnede på arbejde en hel nat. Midt på natten på den første optagedag, skete der ét eller andet i makeuppen, som gjorde, at jeg fik en lang, sort streg henover hele den ene lomme på jakken. Det betød, at jeg måtte gøre mit ypperste for at holde armene på en måde, så det ikke kunne ses, og resten har de så ordnet i Photoshop bagefter, går jeg ud fra. 🙂

Nåh, men jeg håber, I kan lide filmen her, selvom jeg ikke har selskab af de labre damer, Sus og Cathrine!
Og tjek eventuelt udvalget i Tax Free-shoppen online her.

God weekend, venner!
Nu vil jeg gå i gang med at panikke over den der fest i morgen … 🙂

Lidt flere detaljer om vores tur til Mallorca


Inviteret af Zafiro Hotels.
Som de, der følger mig på Instagram nok har opdaget, var Krapylerne, deres moster og jeg for ganske nylig på Mallorca i 5 dage. Op til afrejse var jeg faktisk meget lidt motiveret, idet ferien faldt to dage efter vores hjemkomst fra Californien. Og jeg følte mig som en utaknemmelig satan, at jeg sådan havde svært ved helt at glæde mig til en tur til Mallorca på et femstjernet all inclusive-hotel.
Og heldigvis blev min demotivation gjort uendeligt meget til skamme – meget hurtigt! Både ungerne og jeg led stadig af jetlag de første par dage, hvilket egentlig understregede det fine ved ferien fantastisk fremragende. Vi skulle nemlig ikke en skid. Dagene blev tilbragt ved en af de i alt 11 pools, der var til rådighed på det gigantiske resort, der var indrettet således, at I stedet for én eller to store pools, som således hurtigt i højsæsonen ville forvandles til en gigantisk klorsuppe, har de fordelt arealerne ud og indrettet dem forskelligt. Om formiddagen hang vi gerne ud ved de to børnepools, som (Det er den slags sjældent) ikke var vanvittigt køn og måske også derfor gemt lidt væk bag en af hotelbygningerne, hvilket jeg ret godt kunne lide. Zafiro Palace Hotel er et femstjernet hotel, og sådan set det ud. Det er en fryd for øjet at bevæge sig rundt på ejendommen, og det er sgu meget rart, at det hele godt stadig må se lidt labert ud, selvom der er børnevenligt! Generelt er det lidt nogle gange sådan, at man må vælge imellem labert eller børnevenligt, og sådan er det ikke her. Zafiro Palace Hotels henvender sig i dén grad til børnefamilier, men det kan man som udgangspunkt ikke nødvendigvis se.
 
Om eftermiddagen hang vi gerne ud ved én af de aflange pools, som hang sammen med de små swim up-pools ud for de suiter, der havde adgang til sådan en. Her var der ikke så mange andre mennesker, hvilket var meget rart, for så kunne vi få en lille smule ro i hovedet. På mange af mine billeder ser det ud som om, at der ikke er var andre mennesker, men der var altså en belægning på omkring 60%, så det skyldes snarere, at der var så meget plads at boltre sig på.
Den anden dag valgte vi at følge Krapylerne ned i børneklubben, hvor der sad nogle ansatte klar til at arrangere forskellige lege og konkurrencer. Vi var sygt jetlagged, og jeg trængte lige til en halv time med hovedet i en krimi, og jeg undskyldte mig med, at Krapylerne måske trængte til nogen andre end deres trætte mor at lege med. Min søster og jeg lagde os på solstole lige udenfor stedet, så de let kunne finde os, hvilket de gjorde efter en lille time, og dagen efter bad de sgu om at komme derned et smut igen. Sidst på eftermiddagen hver dag arrangerede børneklubben også minidisko i baren i hovedbygningen, og her fik dem, der havde deltaget i konkurrencerne om formiddagen, udleveret medaljer, og hotellets maskot, en stor bamse ved navn Yzzy, kom og dansede med ungerne. De dage, hvor jeg ikke selv var opmærksom på klokken, hørte Krapylerne tonerne fra mini-disco ved poolen og insisterede på, at vi indfandt os prompte! Det var ret sjovt at opleve, hvordan den der miniklub ikke kun fungerede som en “aflastning” for en baldret Langemor, men også som noget, ungerne synes var fedt at være en del af. De genkendte de andre børn og de voksne og synes, det var skægt at være en del af det, der foregik, sammen med dem.
 
Og åh, ja, der var all inclusive. Altså alt, vi spiste og drak, var betalt på forhånd. Ville man have en is, gik man bare op og hentede en, og når det var tid til frokost eller aftensmad, valgte man en af hotellets fem restauranter og indfri sine lyster i. Der var intet Ankara-buffet over all inclusive-konceptet. Den ene aften spiste vi sushi, den anden frisklavede, italienske pizzaer og den tredje fik vi hummer og sjusser. Overalt på stolene omkring os sad børn og småsov, fordi de havde banket afsted i swimmingpoolen hele dagen, og når jeg havde vredet min arv op og lagt dem i seng, satte min søster os op på vores private tagterrasse med egen jacuzzi (den virkede desværre ikke endnu, da hotellet endnu er så nyt, at alle officielle godkendelser endnu ikke er i hus) og så film og lagde ansigtsmasker.
Turen til Zafiro Hotels var måske dén mest afslappende ferieform, jeg nogensinde har prøvet med børn – og samtidig var der luksus på drengen. Jeg har lovet Jon, at vi vender retur en dag, hvor han også kan tage med – inviteret eller ej. Og det løfte har jeg i sinde at holde. Måske mest for min egen skyld. 😉