TWINPEAKS

Mit bryllup er med i ELLE!

20140204-115816.jpg

Åh, jeg er nødt til at anbefale alle med hang til romance og douche farver at købe ELLE, som kom på gaden i går. Temaet er bryllup og drømme, og med nogle måneder tilbage at krydse af i kalenderen, før det bliver forår, er det en god måde at fordrive tiden på.
Mit og Jons bryllup er også med i magasinet – ja, tvillingerne er sågar nævnt!
Det føles sgu meget godt, når man ligger derhjemme og føler sig lidt glemt! 🙂

ELLE fås også på iPad, hvilket jeg personligt er svært tilfreds med.

Middelmådige MM er en mean baby mashine!

20140203-123036.jpg

Jeg er nok, som folk er flest, det mest af tiden (bortset fra mine blokfløjte-skills og min mean hvidkålsstuvning).
Jeg fik 8,2 i gennemsnit til studentereksamen, jeg kunne godt slå et kraftspring i gymnastik, men jeg var ikke ude i noget med halv- eller helskrue, eller noget.
Jeg synger også nogenlunde rent i badet eller rundt om juletræet, men jeg synger ikke sådan rigtigt godt eller på nogen måde rørende.

Nu viser det sig så imidlertid, at jeg er sygt god til at bage børn, og at jeg bærer rundt på to overachievers!
“To vaskeægte stræber-unger”, som min fødselslæge sagde i fredags, da vi havde været til scanning på Rigshospitalet og fået at vide, at det, der æder sig godt og grundigt igennem ventetiden på at komme til verden, altså nu, små 6 uger før termin, allerede vejer 2 kg. pr. stk.

“Jeg tipper dig til at slå rekorden i størrelse af tvillinger født her på Riget!”, sagde lægen også, og da stoltheden over, at jeg tilsyneladende som en anden Jesus formår lave cola til kropsmasse, et øjeblik veg, ramtes jeg af en vis panik!
Er det egentlig en rekord, man gerne vil have? Adspurgt svarede lægen, at det betød, ungerne vil veje over 3600 gram hver.
Bevares, jeg ønsker mig for alt i verden sunde børn!
Men da jeg her til morgen opdagede det, jeg tror måske er mit første strækmærke, ønskede jeg i mit stille sind lidt, at jeg også bare kunne være helt almindelig og middelmådig til at lave tvillinger…

Stay tuned! Det bliver et vildt ride de næste uger!
Jeg har taget en tredjedel af min kropsvægt på og vejer nu kun 9 kg. mindre end min far.

Men graviditeten giver og tager: Mit hår har aldrig været mere skinnende, og mine babser har aldrig været større!
Halleluja! Glædelig mandag! 🙂

Landevejens lede løgnere

20140202-195720.jpg

Jeg er på vej til Als for at besøge mit faderlige ophav og har i den forbindelse valgt at benytte mig af Rødbillet.dks i mine øjne aldeles glimrende alternativ til DSBs skyhøje billetpriser og sygt dårlige sæder.
Rødbillet er et privat busselskab, som på udvalgte dage tager turen fra København til Jylland med de, der ønsker en sådan transport. Turen inkluderer et hyggestop på en rasteplads – hvilket totalt minder mig om barndommens bilferier ned gennem den tyske Autobahn.
Humøret er højt, indtil jeg træder ind i den udvalgte fynske Q8.
Her forefindes 11 reoler med slik, chokolade, chips og godter, og da jeg efter længere tids nøje eftertænksomhed udvælger mig en dobbelt-Snickers og rækker hånden ud, møder mit blik i samme øjeblik dette skilt, som er placeret over to små tarvelige kurve med bløde bananer og hårde pærer!
Jeg kan kun konkludere følgende: De lyver på Fyn!

Og om lidt er kaffen klar …

jonEndnu en  morgen, hvor søvnen ikke kan nå mig. Well, de siger jo, jeg lige så godt kan vænne mig til det …
I aften drager jeg til Sønderborg for at besøge min far nogle dage. Det gør jeg både, fordi jeg kan lide ham og savner sønderjysk mad, men også, så Jon kan have vores lejlighed for sig selv nogle dage og drikke sig stiv og spille PlayStation med sin bedste ven.
Han (altså Jon. Ikke hans bedste ven) er så fantastisk til at passe på mig, mens jeg ligger på sofaen og bager børn, så nu tager jeg mig selv og mine fede fødder ud af ligningen nogle dage, så han kan være lidt mandet.

Mange har her på bloggen spurgt, hvordan Jon og jeg mødte hinanden.
And well, let me tell you …
Det var mig, der fandt ham.

I 2011 blev jeg inviteret til premieren på filmen ‘Alle For Én’, som Jon har én af hovedrollerne i, af Ronnie Fridthjof, som var producent (tror jeg, det hedder) på filmen. Ronnie og jeg kender hinanden fra gamle dage i Sydhavnen. Different story.

Jeg havde før set Jon på film og har altid synes, at Gud må have været usædvanligt godt tilfreds efter at have stykket ham sammen, og den opfattelse blev den aften bestyrket.
Jeg skulle dog på job dagen efter, så jeg droppede premierefesten på Zen og gik hjem i seng som den pæne pige, jeg er.
Da jeg et par uger senere mødte Ronnie til Zulu Awards med et par gin/tonic i blodet, spurgte jeg ham henkastet, hvor man skulle ringe hen for at bestille en ‘Jon Lange’.
Ronnies kæreste var dejligt snap til at fortælle, at Jon i hvert fald var single, og hun lovede, at hun nok skulle spørge, om han var frisk på en date.

Nogle uger gik, og jeg hørte ikke noget fra hverken Ronnie, hans kæreste eller Jon. Jeg tænkte, at Jon måske havde fået forevist et billede af mig, slået en hånlatter op og frabedt sig yderligere opmærksomhed fra min side, og det hvepsebo havde jeg ikke lyst til at rode rundt i, så jeg lod det ligge.
Indtil jeg en onsdag stod i Københavns Lufthavn Terminal D kl. 6.30 om morgenen på vej til Berlin for at interviewe selveste Medina og fik øjenkontakt med JON!
Jeg var alt for genert til at flirte med ham, da jeg synes, at han, som han stod der med rodede morgenkrøller og søvn i øjnene, var mere lækker end en Brad Pitt/Orlando Bloom/Ryan Gosling-smoothie, men jeg kiggede, og han kiggede tilbage. Længe.
Så da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til Ronnie og forlangte, at han udbad mig en date med bemeldte hunk ASAP.
Og så fik jeg en mail fra Jon, der spurgte, om jeg ville med i biografen på søndag kl. 12.

Den pågældende søndag faldt i påsken 2011, hvor der nærmest var hedebølge i København, men vi mødtes da foran Grand kl. 11.45, lipsjeg på rystende knæ. De blev dog hurtigt bløde, da jeg opdagede, at Jon også var nervøs og i øvrigt det længste fra en smart-ass, jeg nogensinde har mødt.
Efter filmen spiste vi en sandwich overfor Thorvaldsens Museum, hvor han fortalte vittigheder og vandrehistorier, og på vej hjem ringede jeg til min veninde og sagde, at jeg var solgt.
Om aftenen skrev Jon, som den gentleman, han er, en mail til mig, hvor han takkede for vores date, og jeg var hurtig til at få en ny i kalenderen søndagen efter, hvor jeg tilfææældigvis skulle et smut igennem Odense, hvor han dengang boede og gik på skuespillerskole. Det var d. 1. maj – og siden da har vi været kærester.

Jeg er dødforelsket i den mand, som siden er blevet MIN mand.
Når han går ud af et lokale, er det tomt, og når han kommer ind, er det fuldt.
Når han vågner om morgenen, har jeg savnet ham, mens han sov.

Mange af jer har spurgt, hvordan jeg er så positiv så meget af tiden, og det skyldes i store dele Jon.
Jeg elsker at være sarkastisk og ironisk, men når det kommer til netop hám, kan jeg kun sige det, som det er.

And there, I said it! Midt på internettet en søndag morgen i mit nattøj med en Nutella-bolle imellem tænderne!

Kæmpe-aliens, voksen-mobning og modeuge

Jeg har været den mest chillede modeuge-deltager i år (hvilket nok er pænt naturligt).Jesper Høvring
Men i går morges havde jeg fedtet mig til en stol langs Jesper Høvrings catwalk.
Jeg har haft det vildeste kjole-crush på den mand, siden jeg startede på ELLE.
Første gang, jeg talte med Jesper, var til Danish Beauty Awards i 2011. Jeg var iklædt en lys nougatfarvet cocktailkjole, vi havde netop spist fyldte chokolader til dessert, og jeg var på vej tilbage til min stol efter at have hentet en gin/tonic i baren.
En eller anden stoppede mig og sagde: “Mette Marie, du skal lige møde Jesper Høvring”.
Jeg var momentært starstruck, stak ham lappen og præsenterede mig selv.
Jeg ville gerne virke tjekket og mode-rigtig, så jeg kunne gøre mig forhåbninger om måske at bære én af hans kjoler til en fest engang.

Jesper HøvringJesper Høvrings første ord til mig var: “Ehm, du har vist noget dér”, mens han pegede på højre side af min talje.
Jeg så ned og opdagede, at jeg må have tabt et stykke fyldt chokolade under showet, som langsomt og sikkert var smeltet under min arms kropsvarme og blevet gnedet godt og grundigt ind i min kjole. I bund og grund så det ud som om, nogen var løbet tør for toiletpapir og havde brugt mig i stedet … Hende har man da herre-meget lyst til at udlåne couture til, right?!
Måske har Jesper glemt alt om det, for jeg fik i hvert fald lov at bære en drøm af en kjole i hans navn til ELLE Style Awards 2013. (Se billedet til ventre).

Jesper Høvrings show på Nimb i går var storslået, fantastisk og eventyrligt!
Der var skinnende bling-bling, flydende, svævende gevandter og masser af taljeringer. Hvis jeg nogensinde ser min talje igen, skal den ned i én af de kjoler – om så bare for en time i et prøverum!

Jeg har de seneste par uger følt, at al det vand, jeg har i kroppen, har besluttet sig for udvidde forretningen og søge nye territorier. Og det klæder altså ikke mit ansigt …
Mine veninder og min mand har været enormt søde til at (lyve og) sige, at det i hvert fald IKKE passer, at jeg har fået egernkinder og dobbelthager.

modeugeMen hvis man vil have sandheden, skal man bare tage på Nimb i modeugen!
Under showet sad jeg ved siden ELLE-ingerne på den ene side, og på den anden havde jeg stylisten Kenny Aleksandr, som roste min maves storhed, men sluttede komplimenten med “Hvis man skærer dig fra brystet og op, får jeg lidt lyst til at ringe til et julemærkehjem …”
Efter showet mødte jeg en yndig veninde, der med en larmende latter blot pegede på mine kinder og skreg af grin.

Well, det kan lyde hårdt og nederen, men faktisk synes jeg, det er lidt rart!
Jeg kan jo GODT se, jeg har blødere kinder (og arme. Og hage. Og … You get the picture!) for tiden. Og når folk benægter det, virker det lidt som om, det er noget at skamme sig over. Det er det jo ikke! Jeg venter TO børn, som presser min krop til det yderste, så jeg må gerne bule ud. Lige hvor jeg (eller min krop) vil!

Efter showet mødtes jeg med én af mine bedste veninder, Stine, som skulle med mig til scanning. Jon var knust, men skulle desværre arbejde.
Jeg blev scannet for to uger siden og fik da den besked, at ingen af ungerne havde opdaget, at de var tvillinger og altså vokser helt med samme hastighed som enkeltbørn. Genialt!
Jordemoderen sagde også, at vi nok skulle regne med, at de ville tage 200 gram på hver om ugen, så jeg havde regnet med, at de nu ville veje omkring 1.700 gram hver. Så jeg blev ganske forbløffet ved beskeden om, at begge babyer vejer 2 kilo! HVER! De har begge taget 700 gram på i løbet af to sølle uger. De vil sgu da frem i verden!
Med seks uger til termin (som er i uge 38 med tvillinger, ikke i uge 40 som i en “almindelig” graviditet), kan jeg godt være LIDT spændt på, hvor meget baby, jeg ender med at skulle rumme.

Nogle af jer har spurgt, og yes, jeg planlægger selv at squize ungerne til verden! Hvilket de vist er med på, for oven i den store vægtforøgelse har drengen nu også vendt sig, så begge kids ligger med hovederne ned ad. Så sejt!