TWINPEAKS

Count down: 4½ uge tilbage …

maveFor mig at se, er det at smadre sin mobiltelefon noget, der rimer på ‘god bytur’!
Ikke på at ligge i sengen og være syg … Det er altså snyd!
Eftersom at Jon ikke er hjemme, har jeg i weekenden brugt hans side af sengen som praktisk opbevaringsplads for Kleenex, en flaske vand og min iPhone.
I nat, da jeg vågnede i et hosteanfald, tog jeg en slurk vand for at lindre mine lidelser, hvorefter jeg atter faldt i søvn.
Mine fede fingre har tilsyneladende ikke formået at skrue lågen ordentligt på flasken igen, hvorfor ganske få dråber vand er dryppet ned i min iPhone, som nu er død. COME ON!!
Hvis en iPhone skal dø grundet væske en lørdag nat, skal det sgu da enten være gin/tonic på SUNDAY, eller fordi man impuls-bader i Storkespringvandet! Det andet er da for nørdet!
Jeg er ret skuffet over mig selv. Og min iPhone.

Lørdagens gode oplevelse fik jeg hos PALMA Salon & Spa.
Jeg ville så gerne have nusset tæer, og en bekendt på facebook foreslog Palmas butik, så der smuttede jeg ned.
Jeg blev puttet i en morgenkåbe ved ankomst og fik nusset, masseret (blidt, så ingen fødsler blev sat igang), filet og puslet tæer i næsten halvanden time – og I tror, det er løgn, men da min søde behandler, Sahar, var færdig, stillede hun spørgsmålet:
“Kunne du tænke dig noget is?”
Og lidt efter sad jeg der med tykke, pæne tæer og en kugle passionsfrugtis på maven!
Jeg kunne græde! Så godt har jeg ikke haft det i mindst tre uger.
I øvrigt giver Palma 20% rabat på første visit, så alle I med og uden mave: Kom afsted!
Og lad mig lige tilføje, at dette IKKE er et sponsoreret indlæg, jeg var bare meget begejstret for mit besøg. 🙂

Lørdag eftermiddag kom min søde svigermor på besøg. Jeg havde købt fastelavnsboller hos Lagkagehuset i den anledning – og hun havde købt kage hos H.C. Andersens bageri i samme anledning. Kage-orgie. Perfekt!

Tiden som høj-frugtsommelig med twins i bugen begynder at synes mig noget lang.
I starten af min graviditet, når folk hørte, jeg skulle have tvillinger, blev jeg tit såret og skuffet over tit fremmede menneskers reaktion.
Folk på Strøget, samarbejdspartnere på jobbet, kolleger, familiemedlemmer har reageret med forskellige former for nedsættende kommentarer a la “Puh, godt, det ikke er mig!” eller “Ja, så kan I godt vinke farvel til forelskelsen, søvnen og livsglæden!”
Og når jeg har forsøgt mig med ét spagt “Vi synes nu, det er meget fedt …” er jeg blevet sat på plads med “Det siger du kun, fordi du ikke har børn”!

Og nu, hvor jeg mere og mere minder om en rødkælk i min fysiske udformning efter at have taget 22 kilo på, fået vand i hele kroppen, skin-tags, dobbelthager, karpaltunnelsyndrom, nældefeber og stoppet næse, og folk spørger, hvordan det går, starter jeg altid med et “Ungerne har det fantastisk derinde, så det går godt” og tillader mig så nogle gange et “Men jeg begynder sgu at være lidt træt ….”

Pludselig har piben fået en anden lyd. Nu må jeg IKKE være utilfreds med min situation. Tidligere skulle jeg ikke prise mig for lykkelig!
“Du skal da bare være glad for, at børnene har det godt!”, siger de. Eller “Det er hele prisen værd”. Eller “Du kommer til at savne at være gravid, bare vent!”

Så min konklusion er, at når man er gravid, må man ikke have det, som man har det, af årsager, som man endnu ikke selv har mulighed for at forstå. Nix, jeg har ingen børn, og jeg aner ikke, hvad der venter mig.
Folk taler om kærligheden til deres børn som noget himmelsk, guddommeligt, og jeg glæder mig til at opleve det!
Men som det er nu, selvom jeg næsten konstant mærker liv, der ikke er mit eget i form af én, der hikker, sparker eller mosler i min mave, føler jeg stadig, at ungerne er nogle, vi besøger oppe på sygehuset og som bor inde i den skærm, vi kigger på, når jordemoderen sætter scanneren til min mave. Og at vi har lavet dem, er bare for syret …
Det er alt for abstrakt. Jeg kan ikke rumme det endnu, og jeg tror først, 10-øren falder, når Knold og Tot er født og ligger UDEN på min mave.

Og nøj, hvor jeg håber, de får deres fars pæne, aristokratiske næse og lækre krøller, når det sker … <3

Fredag, fred og fine fødder (forhåbentlig)

Åh, Herre, Gud i himlen!
Jeg synes ellers, jeg plejer at være ret hardcore, og jeg har normalt en ret høj smertetæskel.
Jeg griner altid lidt (skjult) af min mand, når han er døden nær af en forkølelse og han liggende på sofaen med hundehvalpeøjne og dirrende stemme forkynder, at det er for tidligt at sige, om han klarer den denne gang …

Mig, da det så sortest ud i går ...
Mig, da det så sortest ud i går …

KÆFT, hvor var jeg glad for, at han ikke var hjemme i går!
At være højgravid med tvillinger og have scoret stort set alle symptomer i den kategori og så være forkølet samtidig, får mig lidt til at savne dengang, jeg blev kørt over af en cementblander. Eller da jeg faldt ned af trappen i vores opgang iført et par bukser kun lavet af knive …
Alright, det er så aldrig sket, men jeg er stensikker på, at det ville være mere behageligt!

I går gik jeg i seng kl. 21. Jeg vågnede en gang i timen og måtte have gang i min ‘nose buddy’ (Én eller anden: Please lav en næsespray til gravide, den der saltvands-satan virker jo ikke), men efter sammenlagt 12 timer på madrassen har jeg det marginalt bedre, og min taknemmelighed når højder, som når deltagerne i X-factor går videre til bootcampen.

Derfor har jeg besluttet, at dagens eneste opgave (udover at købe takeout til aftensmad) skal være at få en pedicure! Åh, at lade én massere mine fødder uden at skulle sidde og tænke på, om hun om lidt beder mig gengælde tjenesten.
THAT’s what I need! Også selvom det så åbenbart ikke kan gøres for under 500-700 kr. (Christ, er det bare mig, eller er det ikke pebret?)

Jeg håber, I alle får en god weekend!
Da jeg havde allermest ondt af mig selv i går, læste jeg nogle af kommentarerne på mine tidligere indlæg igen, og jeg kan ikke sige, det ikke var det, der gjorde, at vi stadig er så heldige, at jeg trækker vejret i dag. 😉

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook ? klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin? ? klik her.

London, snotnæse og Ryan Gosling i underbukser

Jon er i dag, som en meget glad mand, rejst til London for at besøge venner, se sit yndlingshold, Manchester United, spille kamp og drikke en masse pints (hedder det ikke det derovre?).
Fordi han har været så god ved mig, og flybilletterne til London var ustyrligt billige i januar, foreslog jeg, at han tog på herre-tur til London på fælleskassens regning. 😉
Jon er den sygeste fodbold-nørd. Han kunne se fodbold 24 timer i døgnet – og så bruge halvlegene til at spille FIFA på sin PS3.

Men han har aldrig set sit yndlingshold spille!
Og da han jo også gerne skulle have lidt overskud og god energi, når de dér aliens, jeg brygger på, kommer ud på den anden side, og jeg personligt ikke kan bidrage med så meget nyt til samtalerne, da det meste af mit liv foregår liggende (ikke på den frække måde), fik jeg sammen med en gammel ven fra Sønderborg arrangeret, at Jon skal med i deres “loge-box”, hvor der inden kampen serveres tre-retters menu, og det flyder med gratis fadøl.
Og fordi, jeg har mødt den danske målmand, Anders Lindegaards, fantastisk smukke kæreste et par gange, har hun været så sej at arrangere, at de skal mødes med ham efter kampen.

Jeg har prøvet at finde den feminine ekvivalent til den oplevelse, men det falder mig ikke helt let.
Jeg er lidt ude i noget med Ryan Gosling i underbukser med gratis flybilletter til New York og lommepenge i favnen …

Art Rebels IKEAJeg er desværre blevet drivende forkølet efter mit Jyllands-ophold.
Jeg vågnede kl. 1.30 i nat, og modsat andre nætter havde jeg ikke held til at falde i søvn igen, så jeg føler det som om,  jeg har tømmermænd. Efter en ond druktur, som involverede et ordentligt lag tæsk. Not funny!

En ting, jeg ikke kunne lade være med at fundere lidt over i min togtur fra Als til København i går:
Hvorfor tager det så langt tid for IC3s toiletdøre at lukke, når man er gået ind og har trykket på knappen …?
Seriøst, det tager 4-6 sekunder, og man står jo bare dér. Det er jo ikke sådan, at man sætter sig ned, inden døren lukker, og der er ikke rigtigt andet at give sig til.
Det har resulteret i nogle akavede øjenkontakter med andre tissetrængende, som er kommet et par sekunder senere til fasciliteterne end mig. Nærmest sådan en “Ha, jeg nåede det først, and I’m gonna take my damn time”-agtig stemning …

Jeg tilbringer dagen på denne, vores næsten nye sofa.
Puderne er i hvert fald nye – vi skyndte os i IKEA i lørdags, da Art Rebels samarbejde med dem blev sat til salg, og jeg er helt tosset med de dér harlequin-tern.
Til underholdning har jeg det nyeste ELLE, og jeg KAN ikke komme mig over, hvor labert, det er!

Tusind tak til alle jer, der har sendt mails og skrevet kommentarer med gode idéer til, hvordan jeg løser mine natlige vende-vanskeligheder! Jeg vil prøve dem fra enb ende af og siger til, når jeg finder én, der virker. 🙂

Hov! Husk også at deltage i  min allerførste KONKURRENCE!

Kvinde – kend dine vinkler!

20140205-154605.jpg

Kender I det, når man skal tage et billede og uforvarende kommer til at trykke på knappen, som vender linsen og ser sig selv se ud som på billedet til venstre?
Så kan sådan en ellers fin onsdag godt lige tage en drejning…

Hvis der er noget, Instagram og selfies har lært os kvinder, så er det sgu, at vi skal kende vores vinkler! 😉

Klar til finalerunden!

20140205-093526.jpg

Jeg har været på besøg hos min far og hans kone siden søndag, og nu trænger jeg også til at komme hjem i min egen seng igen.
Det skorter ellers ikke på servicen her i det alsiske! Jeg har fået serveret både lammekølle med flødekartofler og siden gyros med hvide ris og blandet salat. (I mit barndomshjem har ‘blandet salat’ altid betydet ‘frosne ærter’).

I dag er der fem uger til min termin, og min krop er ved at være træt af det her projekt. Jeg har ikke kunne vende mig i sengen siden november, og da det nu virkelig trækker tænder ud i så vid en udstrækning, at jeg skal kaste op, når jeg forsøger, idet beboerne i bugen maser min mavesæk og mine lunger, mens jeg flakser med benene som en anden Fred Astaire i forsøget på at dreje mig, opsøgte jeg i går en bandagist her i Sønderborg.
En anden tvillingemor har nemlig anbefalet mig et glidelagen. Jeg har googlet som en sindssyg og erfaret, at et glidelagen er noget, man bruger til ekstremt gamle eller ditto fede mennesker, så hjemmehjælpen i et snuptag kan vende dem i sengen, så de undgår liggesår, og kommunens udsendte undgår dårlig ryg…
I have never felt so elegant…! :-/

Desværre var Sahva i Sønderborg ej heller lagerførende i glidelagner, som butiksassistenten ellers var så sød at oplyse mig om plejede at ligge ovre ved siden af gummilagnerne (Dear God, help me!), så i nat blev det atter kun til et par timers søvn.

Kl. 12 tager jeg toget mod København, og normalt ville jeg se frem imod en transportabel lur, men jeg tør altså ikke …
To dage i sidste uge fortalte min ægtemand mig søvndrukkent ved morgenbordet, at jeg nu var indviet i familien som en ‘ægte fru Lange’.
Oversat: Jeg snorker helt vildt…
Endnu en charmerende sidegevinst ved at være udvalgt til at føre liv videre her på kloden.

Måske var det derfor, det i gamle dage var så vigtigt, at man blev gift, før man kastede sig ud i at lave levende kopier?
Fordi kvinden i graviditeten forandrer sig fra at være et fnisede, bette nips med lakerede tånegle og taljerede kjoler, til at være et altædende, larmende, snorkende, pruttende (oh, yes!), hormonforstyret, bevortet kæmpe-monster, der ikke har set sine tæer i flere måneder og derfor heller ikke har formået at barbere ben. Og i øvrigt er helt utiltalende ligeglad med den bette detalje.

Her er man nødt til at have en ægteskabelig kontrakt, der lover manden en plads i helvede, hvis han forlader det, der set i modlys med sammenknebne øjne måske stadig minder en lillebitte smule om den kvinde, han forelskede sig i, som kvinden kan vifte ham i ansigtet med, når han hændervridende og med vigende blik begynder at starte sine sætninger med “Kunne man forestille sig, at det var bedre, at vi….”

Heldigvis er min mand en drømmende eventyrer, som har fået ind i sit smukke hoved, at jeg er lækrere end nyfanget stenbidderrogn først på sæsonen, og det billede har siddet fast på hans nethinde siden 2011. Han har lyserøde briller på og synes, at det er usigeligt romantisk, når jeg beder ham hente hejseapparatet for at bugsere mig op af sofaen, eller når jeg prustende og sveddryppende må have en hvilepause imellem reolen med brød og den med mælk nede i Netto. (Hvis det bare er noget, han siger, indstiller jeg ham personligt til en Robert næste år for den præstation!)
Det har sine fordele at være gift med en kunstner trods den svingende indkomst og det faktum, at han kysser andre damer for penge.

Jeg prøver at se den næste måneds tid som sidste etape i et marathonløb (og her aner jeg virkelig ikke, hvad jeg taler om. Jeg løber kun efter bussen. Eller når der er udsalg eller store dyr efter mig).
Det er hårdt, men det bliver hårdere endnu, og bagefter bliver det så godt, så godt, siger de kloge.
Og modsat marathonløbere kan jeg komme igennem det med en krimi i hånden og en skål slik balancerede på maven, uden at nogen kan tillade sig at se skævt til mig! 🙂