TWINPEAKS

Tips til baby-søvn

20140625-204627-74787714.jpgKollektiv formiddagslur i dobbeltsengen!

Så er I advaret. For et år siden ville dette indlæg have kedet mig mere end en guidet tour på naturhistorisk lokalarkiv i Smørum Nedre. Men der er jo unægteligt sket lidt siden da … ?

Mange har spurgt ind til det der med, at vores unger sover igennem om natten. For det gør de, gu’dødeme. Fra kl. 21-ish til kl. 8-ish hver nat, og det har de gjort i omkring en måned – uden natmad.
Vi har fulgt principperne fra bogen ’12 Hours Sleep by 12 Weeks Old’, og indtil videre virker det for os.
Derudover skal siges, at vi har været heldige, at ingen af ungerne har kolik eller i det hele taget græder særligt meget, og så lader de til at være født med en døgnrytme, begge to.
Og det skyldes altså ikke, at Jon og jeg er specielt zen- eller overskudsagtige. Vi er begge to nogle ret gennemsnitlige mennesker, egentlig. Vi er hverken specielt rolige eller urolige, vi gætter en del og googler en masse (og fortryder det halvdelen af gangene, for på Google rimer alt på kræft). For fire måneder siden anede vi ikke en skid om at være forældre, men efter de fire måneder, hvor ungerne endnu trækker vejret og ydermere smiler og skider en masse, vokser selvtilliden liiiige så stille i takt med dem.
Og så vil jeg lige gentage, at jeg absolut ikke mener, at jeg sidder med de vises sten her. Hell no! Der findes sikkert lige så mange gode metoder til alting, som der findes folk, og jeg er ikke ekspert for en skid. Det her virker bare for os – lige nu. Og nogle har spurgt, derfor kommer der lidt detaljer her. ?
Bogens princip er, at de voksne styrer ungernes spisetider – ikke omvendt. Vi var lidt hjulpet på vej, om man vil, af tiden på neonatalafdelingen, for vores baryler kom jo lidt for tidligt og skulle derfor have sondemad, og den blev givet hver tredje time på slaget. Det holdt vi så bare fast i, da vi kom hjem og babserne tog over for slangerne.
Da ungerne vejede 4.500 gram hver, befalede bogen, at vi øgede tiden imellem hver madning til fire timer. Pointen skulle være, at ungerne derved ville vænne sig til at spise større portioner, når de “sidder ved bordet” i stedet for bare at gå og kaste kiks og vindruer i sig hele dagen, hvis I forstår. Madningen tager så altid imellem tre kvarter og halvanden time, men mine kids er ikke de hurtigste ved buffeten, og når vi nu tillader os at bestemme over deres spisetider, vil jeg satme også sikre mig, at de bliver mætte.
Der er i bogen en masse tips til, hvordan man kan strække tiden imellem måltiderne, hvis ungerne skriger i vilden sky af sult, men det er vi heldigvis næsten aldrig nødt til. Og de enkelte gange, hvor en af dem bliver sultne i utide, giver jeg dem et mellemmåltid. Bare lige hvad der svarer til en leverståhejmad. Kan sgu ikke klare, at de skal være sultne, når det ikke er nødvendigt.
Desuden sover de cirka en time (nogle gange lidt mere) om formiddagen og et par timer om eftermiddagen, men de må helst ikke sove (for meget) imellem de sidste to madninger. Så er de godt trætte efter sidste feeding og klar til at ryge i gryden.
Nat-amningerne skal så udfases over 14 dage. Det er lidt krævende for moren, but it worked like a charm herhjemme og tog faktisk kun 10 dage.
Nu vil jeg ikke sige mere, for jeg synes sgu, forfatteren har fortjent de dollars, bogen koster, så jeg vil anbefale, at interessenter dribler en tur på eBay og svinger kortet. ?

Dette indlæg er skrevet i sofaen foran ‘Bones’ på TV3 (I love that shit!) med to snorkende arvtagere i soveværelset og en svedig mand på en fodboldbane et sted på Amager.
Jeg overvejer at hjælpe mig selv til endnu en Kæmpe Eskimo fra fryseren, men da Jon lagde dem der, så han på mig igennem sine øjenbryn og sagde med alvorlig ryst, at han altså ville nå at have mindst to af de seks is, pakken indeholder, så måske jeg skulle spare den op til i morgen. Jeg har også Digestive og Marabou, men ikke flere skumfiduser, så S’mores er desværre også ude at billedet. Måske man skulle drøne i kælderen efter en fitness-Cola …

Hav en dejlig aften, derude!
Hvis nogle af jer har forslag til, hvad I gerne vil høre om i et fremtidigt indlæg, vær da ikke nærig i kommentarfeltet herunder!
Hvis det har interesse. ?

Gratis softice på en tirsdag and then some

Dette billede af Berta har som sådan ingen relation til indlægget her, men prøv lige at SE hende! :-D
Dette billede af Berta har som sådan ingen relation til indlægget her, men prøv lige at SE hende! 😀

Jeg kan ikke anbefale S’mores nok!
Jeg ved ikke, hvorfor det staves med apostrof, og jeg ved heller ikke, hvorfor jeg aldrig har smagt dem før, men nu kan jeg aldrig igen gå tilbage til bare at spidde en skumfidus og spise den direkte fra pinden. Det forekommer jo ligegyldigt i sammenligning!
Næh, nej, venner! Digestive-kiks, Marabou-chokolade (at den skal være lys, er vel selvsagt) og så skumfiduser, som i koldt udevejr snildt lader sig grille på en brødrister.
Donnerwetter, det er knas! ?

Jeg nåede aldrig i Tivoli i går, til gengæld ræveså jeg lidt fodbold med Jon, og derefter diskuterede vi, hvem af hinandens venner og deres kærester, vi hver især ville passe henholdsvis bedst og dårligst sammen med. Det kan godt tage et par timer, men det er god underholdning!

I dag har vi været til reception på Aller, hvor vi fik vist ungerne frem igen, hvorefter vi gik en tur på Fisketorvet, og her fik Jon lejlighed til at lufte sin indre jyde. På et opslag annonceredes det nemlig, at Fiskeren donerer gratis softice til de, der downloader deres app. Nu har Hr. Lange altid været mere til salt end sødt, men dén kunne han alligevel ikke sidde overhørig, så vi fik hentet app og spist softice og bagefter megashoppet babytøj i Føtex! Vidste I godt, de sælger de fineste baby-body’er i økologisk bomuld for blot 20 kroner?! Tip hermed videregivet!

På torsdag har jeg booket mig ind hos Sahar hos Palma Salon & Spa til nogle timers forkælelse af yours truely! Nu skal karosseriet sgu have en ordentlig omgang. I sidste uge var det massage, så nu er det tid til ansigts- og fodbehandling!
Vi er i gang med at nedtrappe amningen herhjemme. Nu da krapylerne lige napper den der 10-12 timers lur hver (evig, eneste!) nat, er mine babser blevet dovne, og det passer mig sådan set glimragende, for jeg er sgu aldrig rigtigt blevet bon-buddies med det syrenfarvede foderbræt.
Så nu skal jeg prøve at lade faren stå for min masseproduktions ernæring i ny og næ og dermed udnytte hans arbejdskraft, inden han starter på rigtigt job i august! Derfor står den også lørdag aften på endnu en middag med Kopiernes mor, Nina! Da når jeg dog den sidste aftenamning, hvorefter vi installerer fire unger og to mænd foran dummekassen, og så drøner vi på Restaurant Llama og glor på flotte folk og kulørte fliser! Jeg glæder mig!

Bortset fra det er planerne for tiden få og små herhjemme. De der unger, vi har lavet, bliver mere og mere grineren, så jeg nænner ikke, at de skal tilbringe alle deres vågne timer i en barnevogn. De vejer nu begge i hver sin udkant af seks kilo, og da de blev født, gik de kun deres nuværende jeg’er til knæene!
Hugo har smidt sit mørke hår og har anlagt en hårpragt så blond, at jeg ærligt talt et øjeblik var i tvivl, om Jon havde været mig utro.
Det er den vildeste sommer nogensinde, og aldrig har jeg tilbragt flere solskinstimer i skyggen – og det med glæde. At være mor til tvillinger tager al min tid. Mere tid, end jeg vidste, jeg havde. Men det er altså ikke hårdt. Der fik de sgu’tte ret!

Tillad mig at slutte af med en lille anbefaling! Da jeg i lørdags skrev et indlæg om, hvilke blogs, jeg følger, fik jeg til gengæld anbefalet Ditte K. Og hvor var det dog dejligt! Hun er en hel pre-teen yngre end mig, hun er mor til en 4-årig, og så skriver hun formidable!
Find hendes blog her!

Og så er der lidt nyt i KLÆDESKABET.

Følg Twinpeaks.dk:
Facebook – klik her.
Instagram – @mmleilange
Bloglovin’ – klik her.

Helstegt pattegris og bryllup på græs

20140623-193017-70217458.jpgSå blev det atter mandag, og sommeren synes at være forsvundet for en stund.
Men hvad betyder det, når man har tilbragt weekenden på en vikingeplads lidt udenfor Asnæs med at fejre indianerbryllup?
Det forekom mig en kende alternativt, da vi modtog invitationen. De to kærlighedskække indianere er nemlig to meget lyse, nordiske typer, begge af dansk afstamning og allerede borgerligt viet på Købenshavns Rådhus.
Og jeg kunne så få lov at æde min egen mistro sammen med den fantastisk lækre helstegte pattegris, der blev serveret ved frokosten efter den rituelle vielse. Jeg tudede af bevægelse cirka fem minutter efter ankomsten, og det blev jeg sådan set ved med resten af eftermiddagen. Det hele var så smukt og fuldt af blomster og kærlighed. Parret havde overnattet i hver deres lille hytte af pil, som deres bedste venner byggede til dem dagen før, og da de stod op og kom ud af hver deres lille blomsterbo, stod vi, venner og familie i hobetal, i en kæmpe cirkel rundt om dem, sang indianersange, klappede og ugh-ugh’ede. Jeg ville aldrig have været mit eget kirkebryllup foruden, men hvor er det dog røvligemeget, hvad man tror på, og hvordan man gør noget som helst, så længe kærligheden er i det, og man i øvrigt opfører sig ordentligt.
I stedet for gaver havde parret ønsket sig mad til festen, og jeg havde (selvfølgelig) sat mig på desserten, så jeg havde lavet petit fours. Alle mulige andre kom med alt muligt andet, så vi smovsede til den store guldmedalje i græsset rundt om den sydende pattegris hele eftermiddagen, mens solen skinnede. En af gommens venner havde taget sin hipstercykel med – en ladcykel med et påmonteret musikanlæg, der kørte på kraft fra påmonterede solceller – så folk kunne holde taler med mikrofonstyrke. En indianerforstærker, om man vil.
Det var så smukt og perfekt og helt i parrets ånd, og Jon og jeg blev revet med og lovede atter hinanden at forny vores egne bryllupsønsker hver tredje år. Eller i det mindste bare gentage festen!

I dag er det Sankt Hans aften. Jeg plejer aldrig at modstå muligheden for at fejre noget som helst, og da slet ikke en sommerfejring, men i år er der VM i fodbold, som Jon skidegerne vil se, og ungerne er trætte. Og når solen ikke engang selv gider komme til sin midsommerfest, så er der vel heller ingen skam i, at vi bliver hjemme.
For lidt siden ringede det på døren, og på den anden side af den stod en mand, som på vegne af glasfirmaet Riedel overrakte mig en kurv med speciallavede Coca Cola-glas af det pureste krystal ledsaget af alle ingredienser til S’mores i anledning af Sankt Hans: En lille bord-grill, kiks, chokolade og skumfiduser.
Så nu har jeg startet brødristeren, for det skal sgu ikke hedde sig, at jeg sidder sådan én over!
Når ungerne er lagt, og manden er hypnotiseret af aftenens anden fodboldkamp, har jeg en plan om at snige mig over i Tivoli, som traditionen tro byder på bål og lysshow. Så vil jeg spankulere mig en tur, måske spise en softice, holde mig selv i hånden og nyde ensomheden dér midt i vrimlen. Det kan nu også noget!

20140623-193107-70267556.jpg

Update kl. 22.10. Jeg nåede ikke Tivoli, men jeg nåede det her! Og det er kraftedme i orden!! ??

20140623-221050-79850473.jpg

Serviceinfo!

20140621-185855-68335831.jpgMin løbske affære med eBay kan jo lige så godt komme nogen til gode. ?
Ret mange har spurgt, hvor jeg har købt jakke, som ses herover.
Og den er altså købt på eBay for en slik! Jeg kan se, de har flere tilbage.
Jeg oplevede en kende ventetid, men jakken er så fin, at det var det værd.
Find den her!
Og nej, jeg tjener ikke en skid, om I køber den eller ej. Jeg er bare selv så træt af folk, som har købt ting, jeg gerne vil have, for ingen penge, men uden mulighed for, at jeg kan få nallerne i det, så nu vil jeg sende lidt shoppekarma ud i universet. ?
God aften!

Lidt om andre bloggere …

20140621-122116-44476653.jpg

Lige lidt lørdags-løjer. Flere har spurgt, hvilke andre bloggere, jeg følger, og det vil jeg sådan set hjertens gerne svare på.
For de, der er skideligeglade, kan dette indlæg være lidt kedeligt, det beklages hermed på forhånd. 😉

De kommer her i alfabetisk rækkefølge, da jeg egentlig kun følger folk via Bloglovin’.

Bastabum.dk – En blog skrevet af Michala Bastian, som jeg kender gennem LADY-LOGEN. Hun er en mega-sej lady, som blogger mest om livet som mor.

Beautyspace.dk – En blog af skønhedsorakel Anette Kirstine Poulsen, som jeg blandt andet kender som skønhedsskribent i ELLE.
Hendes tone er uhøjtidelig på den jyske måde, og så tror jeg, hun ved alt om sit fag.

By Funda – Funda er en modeblogger,  jeg er på kindkys med, mere kender vi sådan set ikke til hinanden sådan personligt, men hun er så gudesmuk, at jeg bare elsker at kigge på billeder af hende. Derfor. 🙂

Cute Carbs – En blog af søde Tora, som er lige så vild med søde sager som jeg selv og skiiide-dygtig til at tage billeder af dem! Vi kender hinanden igennem vores jobs som digitalredaktører i Aller, og hun er en dødcharmerende pige, som i øvrigt lige er blevet mor også.

Delance Fashion – Jeg kender Emilie Delance på kindkys-måden fra diverse modeuger og events og hygger mig med at følge med i alle de events, hun går til. Jeg er imponeret over, at hun kan nå så mange! 🙂

EmiliBlog – Jeg faldt over Emilies blog, da vi begge blev nomineret til Børn i Byens ‘Bedste Blog’ for en måneds tid siden. Hyggelig blog om livet som småbørnsmor.

Emily Salomon – Supersød PR-pige, som jeg har mødt oppe på NoisePR. Hun blogger uhøjtidligt om sit fashionable liv og smiler altid på sine billeder. I like!

Heiddisa – Jeg kender Heiddisa meget overfladisk fra vores vilde singledage, men jeg husker hende med meget stor sympati. Derfor er det sjovt at følge med fra sidelinien, nu hvor hun selv har fået (lækker) kæreste og smuk datter.

Into The Shades – Jeg kender Cindy, fordi hun tidligere arbejdede på ELLE som stylingredaktør. Hun er præcis ligeså grineren, som hun er tjekket, og så har hun en lækker stil og er smuk som en djævel.

It’s Fashion Baby – Også en blog, jeg faldt over, da vi blev nomineret til samme pris af Børn i Byen. Hyggelig blog om livet som mor og en interesse for mode.

Jackie Navarro – Det er god sofa-lir at følge med i Jackies liv med hurtige biler og smukke drengebørn, og hun er en af dem, der opdaterer flere gange om dagen. Der er flere billedindlæg end egentlige blogindlæg.

Look De Pernille – Jeg kender Pernille en lille smule fra modebranchen, og hun ér jo bare det tætteste, Danmark kommer på modeblogger-royalisme. Hun er skidepæn, trendy og så cutting edge, at det næsten er utroligt! Jeg er dybt benovet!

Lortemor – To dage efter, at jeg havde startet min blog, anbefalede Trine fra Lortemor den på sin egen. Det er så skidegod karma, og jeg hygger mig med at følge med i hendes ærlige fortællinger om livet som mor, kæreste, arbejdende og alt muligt andet -lady.

Mascha Vang – Maschas blog er også en af dem med mange daglige updates og flest billeder, og den er et hyggeligt afbræk, når man lige sidder der og ammer.

Nouvelle – Maikens blog er en rigtig modeblog fuld af det sidste nye fra Paris, Milano, Gucci, YSL og alle de andre store spillere. Godt, der er nogen, der holder fingeren på pulsen for én, når man er på barsel. 🙂

Pudderdåserne.dk – Fed skønhedsblog med masser af forbruger-loyalitet. De har en sjov skrivestil og taler lige ud af posen. Og så har jeg opdaget, at den ene af damerne også er gravid med tvillinger! Heldige asen!

Rockpaperdresses – Jeg mødte Cathrine, da vi for to år siden var på en pressetur sammen til Tanzania, men det er først nu, hvor jeg er kommet på Bloglovin’, at jeg er begyndt at følge hendes blog. Jeg elsker hendes SATC-agtige stil med masser af humor og farver i stedet for alle de ens sort/hvide modemadammer, der ellers er alt for mange af. Og så skriver hun skidegodt!

Sarah Louise – En blog om Sarahs hverdagsliv fyldt med børn, tanker, nye forretningstiltag og så videre. Også en af dem med flere daglige indlæg, mange billeder og masser af selfies.

Sneglcille – Verdens sejeste snegl startede på ELLE lige inden, jeg gik på barsel. Ærgerligste timing ever! Hun er så skæg, sød og dejlig, og så elsker hun måske dårlig chokolade lige så højt som jeg. Hun blogger om livet som mor til Otto, gin/tonics og masser af tanketorsk. I love it all!

Tankeskrald.dk – Carolines blog hed Estilo, da hun skrev og spurgte, om hun måtte interviewe mig til den, og siden har den så fået navneforandring, men siden da har jeg fulgt med. Hun er nu gået over til at skrive mindre om mode og mere om tanker.

YouBlush – Dejlig, personlig skønhedsblog fra Eurowomans skønhedsredaktør, som lige nu også dyrker barselslivet. Hun er snuk og fashionabel og almindelig og hyggelig på én gang. God kombi.

Det er altså dem, jeg har i min Bloglovin’-stream.
Kom meget gerne med idéer til flere blogs, man bør følge, i kommentarfeltet herunder.

Med ønsket om en velsignet weekend til alle som én! 🙂