TWINPEAKS

Lidt om søde sommersager

20140704-230218-82938573.jpgSådan sad jeg så i præcis 4 minutter. Resten af eftermiddagen blev brugt som levende uro for krapylerne under parasollen. Og ja, det er appelsinhud, der ses på mit lår. ?

Okay, jeg ved godt, at jeg kun er 32 år, og at jeg og folk i min alder er totalt til grin, når vi siger ‘Det var nu bedre i gamle dage’, men jeg har altså masser af eksempler på, at det er præcis sådan, det forholder sig!
Eksempler herpå kunne være en Filur-is, som i min spæde barndom kun kostede 3 kroner imod de nu op til 10 kr. Og i gamle dage var den tilmed meget større! Markant! Jeg kan huske, at når min søster og jeg fik overtalt vores far til at gå en aftentur på Mommark Havn, behøvede han blot tage en 10’er med, for at vi alle tre kunne få is.
Den der lille plade chokolade, som kan findes helt oppe ved kassebåndet i supermarkedet, en Mini Mælk, kostede dengang 1 kr. Nu koster den fandme 5.
Og da jeg flyttede til København i 2001, kostede én zone med bussen 8 kroner, og nu går den for 25 kr.! Altså! Det er over tre gange så meget, og så kan I tale inflation herfra og til Skagen, det forklarer altså ikke så voldsom en stigning.
Men én ting bliver jeg altid helt varm i maven af lykke over at se kontinuerligt blive større og større, nemlig vaffelis! Både softice og gammeldaws is med kugler i! Det er helt vildt!
Det, der er én kugle i dag, ville svare til tre-fire kugler i min barndom, og tilsvarende med softice – en ‘lille’ er jo gigantisk!
Jeg har lige spist en isvaffel på havnen i Gilleleje, og den ene kugle, jeg havde valgt, var med vanilleis, karamelsovs og små macarons i assorterede farver. Åh, Herre Jemini, det var godt! Og to kugler (med pink guf og flødebolle, naturligvis!) svarede i mæthed til en god, solid frokost! Sådan én med kødpålæg og groft brød, I ved.
Nåh, men hermed et bifald for vaffelisens udvikling igennem de forgangne 30 år!

Livet her i sommerhuset fordrives tiden med at stege kyllinger i kuglegrill, lave mega-S’mores af Divestive-kiks, Marabou-chokolade og kæmpe-skumfiduser fra USA, købt i Tyskland.
Jeg vil her advare: Størst er faktisk ikke bedst, når det kommer til skumfiduser og ristning af selvsamme. Man opnår nemlig ikke samme blødhed i fidusens kerne, når den er så stor.
Nej, gå hellere efter den almindelige skumfidus, som er på størrelse med en korkprop fra en mellemdyr rødvinsflaske, og så vil jeg også mene, at Marabou-chokoladen er for tyk. Selvom man ikke skulle tro det muligt.
Desserten synes meget mere elegant, når man går relativt ydmygt til værks.
Happy roasting! ?

20140704-230501-83101925.jpg

Fodboldfri!

20140702-232610-84370596.jpgPludselig gik tiden snapt, og et par dage blev til tre. Jeg har de forgangne af dem haft travlt med at lege det der mor, og jeg har været knap så digital, hvilket jo også har sin charme i ny og næ. Omend jeg rammes af akutte tarmkramper, når min iPhones netværk spasser ud, eller lortet løber tør for strøm mere end hundrede meter fra nærmeste strømkilde.
Jeg holder skam meget af at være offline, men jeg vil gerne selv bestemme hvornår. ?

I dag er vi drønet i sommerhus. Der er to dage til kvartfinaler i fodbold-VM, så vi kan lige nå at nyde solen blæsevejret i verdens nok mest analoge sommerhus i Gilleleje.
Sommerhuset ‘Tuen’ er et, jeg har giftet mig til, det har været i Jons familie siden hedengangne farmor Gerda, og her er, hvad der skal være, en brændeovn, køkken, bad, tilmed et toilet og en 65-70 år gammel sofa.
“Jamen, den har jo affektionsværdi…” Den har lopper! Det er, hvad den har! Jeg stemmer for at kyle lortet og købe en foldud-bandit fra IKEA og i øvrigt male hele huset i en dejligt knækket hvid fra ende til anden, men den ville ikke få flertal blandt Gerdas efterkommere. Og hul i det, i øvrigt, her er røvhyggeligt! Jeg har udelukkende pakket ’slow wear’ (fashion-ord for campinghabit!), min far og hans kone er kommet på besøg fra det sønderjyske med skumfiduser og colaer, jeg har købt jordbær, og de har nogle vildt gode vaffelis nede på havnen!

Min far ankom i øvrigt klokken lidt over seks her til aften, og vi bad ham parkere nede ved vejen, da træer og buskads langs grusvejen op til huset var vokset lidt tæt.
Inden klokken rundede 19.00, havde min far trimmet hele baduljen med en løvsaks, han fandt i et redskabsskur, hvis eksistens jeg ikke engang kendte til, og der stod jeg sgu så og rev blade og grene sammen iført Yvonne Koné-sandaler! Eddermug’me jysk effektivitët! ‘Lei & Lei Lange Landscaping’! Hva’behager! ?

Nu vil jeg gennemknalde nogle sagesløse brikker og glæde mig over, at jeg bad De Gamle købe franskbrød med til morgenmaden. De køber nemlig altid sødmælksbrød, og vi har også nutella. Og det feder jo ikke, når man ikke selv har købt det. ?

Pssst…: Følg gerne med på Instagram! @mmleilange ?

Weekend med all inclusive!

20140629-121959-44399125.jpgAltså umiddelbart har Jon og jeg haft et par yderst børnevenlige dage denne weekend. Fredag aften var vi i Tivoli, og lørdag eftermiddag tilbragte vi i Zoologisk Have.
Nu forholder det sig jo bare sådan, at vores krapyler stadig øer så forholdsvis tæt på fosterstadiet, at de endnu ikke kender forskel på deres egen og min hånd – let alone en softice, en tur i baljebådene og Christopher.
Men det sked vi højt og flot på og gjorde det alligevel for vores egen skyld.
Efter ungernes aftensmad faldt de straks i søvn, og så smed vi dem i barnevognen og styrede denne imod Tivoli! Den Gamle Have var smækfyldt med småliderlige (ja, undskyld!) teenagepiger! Der var komplet umuligt at svinge med håret uden at ramme en vatteret pushup-BH med ekstra fyld.
Men efter lidt tålmod fandt vi et bord på restaurant Påfuglens terrasse, hvor vi havde udsigt til pigerne på Plænen og ungerne i vognen, og restauranten havde gu’dødeme bøf/bernaise på kortet, så lykken var nær. Det føles virkeligt overskudsagtigt at sidde dér på en sommeraften og høre musik og spise mør ko, som var verden den samme som altid – men der i en barnevogn lå min kæmpestore fremtid og udgjorde den lillebitte forskel fra fortid til nutid. ?
Vi nåede kun at høre de første to linier af Christophers intronummer, for så havde vi tømt tallerknen, så vi skyndte os at smutte hjem, før alle Berlingoerne fra forstæderne kørte ind for at samle deres døtre op. ?

20140629-121447-44087102.jpgLørdag havde Ribena inviteret os i Zoo.
Ja, sgu! På date med en saftevand! Og Ribena er jo af den gamle skole, så den stod på megalækker frokost med alt, hvad dertil hører, pakket i den fineste madkurv. Vores naboer ved bordet så noget misundelige ud henover deres klemmer i staniol, da vi pakkede frugt, snacks, nutella, Ribena og små paptallerkner og matchende krus ud. Jeg kan blive helt barnligt entusiastisk over den slags. Jyden i mig flipper skråt over ziplock-poser med gulerødder og jordbær og noget så fint og overflødigt som sugerør!
Under hashtagget #skabgodeminder arbejder Ribena for at minde os om de gode ting i verden, og hvis man vil, kan man deltage i konkurrencen om månedlige præmier ved at bruge hashtagget på sine egne billeder og tagge @ribenadk. ?

Lørdag aften havde jeg atter allieret mig med Kopiernes mor, Nina! Vores plan var snedig, velgennemtænkt og i sidste ende ligeså vel udført!
I går aftes var er ottendedelsfinaler i VM, så Ninas kæreste og hendes lækre unger blev hældt af på Jon og vores krapyler, og da vi havde fået madet alle fire unger af, lod vi mændene om at sidde vagt, og så strøg vi ind på restaurant Llama! Det sted har jeg drømt om at besøge, lige siden Instagram begyndte at flyde over med billeder af deres smukke fliser i alle mulige mønstre og farver.
Og stedet er ganske enkelt fantastisk! Med farvede mønstre, smuk belysning og hyggelige afkroge overalt. Vi sad i baren og kunne se det hele!
Personalet var supervenligt og cocktails’ene gode. Maden sagde mig desværre ingenting.. Jeg bestilte perlehøne og modtog et stykke kød ikke større end en kvart RitterSport (Og hvornår har nogen nogensinde spist en kvart af anything?!) med en eller anden form for mayonnaise-sauce udover det hele.
Nu er jeg givetvis kendt som en kræsenpind, så I skal nok ikke tage mine ord for pålydende, men når jeg kommer igen, bliver det altså ikke for maden. Men jeg kommer stensikkert igen! Det var totalt New York møder Barcelona, og alle folk var skidevelklædte. Jeg elsker, når man kan få lov at dulle igennem på en lørdag! Der skal satme være forskel på hverdag og fest, lys og mørke og varme og kulde, eller kan man jo ikke mærke noget mere til sidst. ?
Efter Llama tog vi en halv drink på Balthazar. Bartenderen foreslog en cocktail, og inden han shakede den, spurgte han, om vi kunne lide basilikum. Jeg svarede, at jeg nok godt kunne finde på at gå hjem med basilikum for en aften, men at jeg ikke sådan havde lyst til et bindende forhold.
Han synes vist ikke, jeg var morsom, men vi fik vores grønne cocktail, drak halvdelen, og så satte vi kurs mod Vestergade og vores 5 gutter og bette jente. Vejen synes for lang, da mine fusser lavede en Askepot og ved midnatstid hævede op som små græskar, så vi hoppede i en cykeltaxa.
Vores mænd havde sagt, at vi ikke måtte komme ind ad døren derhjemme uden en bette skid på, og mens vi sad på cyklen, fik Nina heldigvis hikke, så vi fik lov at komme hjem.
Alle mini’erne sov som konfirmander under en højmesse, og efter at vi havde bøvset vores mænd af, sendte jeg Nina og Lasse mod Frederiksberg, kyssede de sovende mirakler og skyndte mig at finde dem derude i Sovstrup.

20140629-122906-44946106.jpg

Arbejd’, arbejd’ …

20140627-102203-37323612.jpgJeg blev færdiguddannet på RUC i september 2009. Da var jeg 27 år, og der skete sygt meget indenfor 14 dage: Jeg blev kandidat, da jeg forsvarede mit integrerede speciale på både psykologi og kommunikation, jeg gik fra min kæreste, som jeg boede sammen med, sådan at jeg blev hjemløs, og idet jeg var færdiguddannet, skiftede jeg nu også status fra ’studerende’ til ‘arbejdsløs’.
Jeg flyttede ind i en fremlejet lejlighed, som lugtede af lort, på Vesterbro Torv med en veninde, og jeg kan huske, at jeg følte, at bunden var nået, da jeg så mig nødsaget til at købe en Palmolive-håndsæbe til badeværelset. Fra Netto! Ikke engang Irmas øko kunne det blive til.
Jeg nægtede at gå på dagpenge, så jeg klarede mig ved at skrive lidt freelance-artikler for blandet andet Magasinet Q og tekster for et reklamebureau i Odense og så at suge på lappen. Man kan få en ret god lørdag ud af at drikke cola til middagen og så lige bunde fire Små Kolde ved midnat. Og det er billigere end Mojitos! ?

Jeg søgte en maaaasse jobs i alle brancher, blandt andet på PR-bureauer, som tekstforfatter og også et enkelt som webredaktør hos undertøjsfirmaet Change, og weekenderne henslæbte sig med massive drukture i LADY-LOGEN-regi sideløbende med, at min roomie, Tine, og jeg indførte Optimistisk Onsdag en gang om ugen.
Her lejede vi en røvfuld film i BlockBuster, som allesammen havde en lækker hovedperson og en kvælende sukkersød happy ending, vi poppede popcorn og købte cola (den billige toliters nede fra grønthandleren), og så inviterede vi alle de singler, vi kendte. Eller i hvert fald dem, vi gad hænge ud med. Adgangskravene var, at man medbragte noget, der feder, og at man dén aften skulle tro på kærligheden helt til kl. 23 og ikke måtte hvæsse af skærmen eller tale om det urealistiske i, at eksempelvis Matthew McCognahey og Kate Hudson forelsker sig i hinanden efter 10 dage i et kollektivt helvede.
Det var røvhyggeligt og kan varmt anbefales!

D. 23. december 2009 ringede ELLEs chefredaktør til mig klokken ni om morgenen. Jeg kan så tydeligt huske, at jeg lå der under dynen og var fattig, nederen og arbejdsløs, og pludselig havde jeg landets mest velklædte kvinde i røret. Hun havde modtaget mit CV fra en pige, jeg kender, som arbejdede i Aller, og inviterede mig til en samtale omhandlende jobbet som digitalredaktør. Jeg jublede og glemte alt om at spille kostbar og småskreg ind i røret, at jeg ville kunne starte dagen efter! Cecilie sagde, at da var det juleaften, så det ville ikke blive nødvendigt. Hun bad mig komme kl. 12 til en snak, og jeg var så forfjamsket, så jeg kom en time for tidligt (ret godt klaret min tøjkrise taget i betragtning). Det var min mest behagelige jobsamtale ever, Cecilie var præcis ligeså venlig, som hun var velklædt, og efter endnu en samtale i det spæde, nye år, fik jeg jobbet, og jeg tudbrølede i røret, da hun ringede for at fortælle mig det.

Og lad mig lige sige det med det samme: Modebranchen er altså ikke så snobbet, som den har ry for.
I bund og grund er det en masse folk, som er pissegode til det, de laver. Der er så mange, der gerne vil have de jobs, der er i den branche, så de, der klarer den, er som oftest dem, som brænder mest for det OG er dygtigst. I min erfaring har det ofte betydet, at de folk, jeg har mødt, godt er klar over deres eget værd og derfor ikke har brug for at hævde sig i kraft af andre, og dét er en behagelig kvalitet at finde i mennesker.
I starten skræmte det mig nok lidt, at folk var så satans velklædte. Men så erkendte jeg langsomt, at hvis jeg dømmer folk på deres tøj, så må det jo siges at være en kæmpe projicering af det, jeg frygter. Altså er det mig, der er snobben!
Når alt det er sagt, så er jeg nødt til at nævne modeugerne for sig. All bets are off here, og jeg er lige så slem som alle andre. Faktisk kan jeg jo med rimelighed kun tale for mig selv.
I første omgang var jeg død-taknemmelig for at få en baglomme sammen med mine kolleger og bare få lov at gnide skuldre og sippe gratis drinks med alle de mange tjekkede mennesker med Céline-tasker og store solbriller. Året efter blev jeg lidt fornærmet, hvis mit navn ikke stod kaligraferet på min egen invitation… (Ved de ikke, hvem jeg er by now?!) Eller hvis der (O, gru!) havde sneget sig en vildfaren bindestreg ind i mit navn!
Året efter blev det værre. Da ville jeg seates! (Altså have en stol …)
Og når først man starter på dét kapløb, så handler det jo om, hvor tæt på catwalken, man kan komme.
Det smitter ad helvede til, det lort! ?
Da dette forårs modeuge løb af stablen, havde jeg hvalfri (andre kalder det barsel), da det var en måned før ungernes arrival, så jeg var kun med til to shows og kun for hyggens skyld. Da var jeg blevet gemt lidt væk på anden række. Fair nok, egentlig. Jeg fyldte betydeligt mere end dem på første række. Hvor jeg sad, kunne der givetvis sidde 2-3 af dem, så det forekom vel egentlig rimeligt.

Jeg elsker, at jeg nåede at have to-tre år, hvor jeg tjente mine egne penge og kunne bruge dem på alle de stiletter, caféburgere, store bøffer og charterrejser med veninderne, jeg overhovedet havde lyst til, før jeg fik fællesøkonomi og sammenskuds-sofa. Det er ikke helt så hårdt at spare op til dagpleje, fordi det næsten føles rart at vide, at i det mindste nogle af ens penge går til noget ordentligt.
Måske lidt samme princip som mit forhold til Årstidernes low carb-kasse: Når jeg ved, jeg får ét sundt måltid om dagen, så er det da okay, at jeg spiser Nutella til morgenmad og vingummi foran fjerneren.

Jeg kan ikke svare på, hvordan man kommer ind i modebranchen, desværre. For mit vedkommende var det et sammenfald af timing og tilfældigheder og ikke noget, jeg aspirerede efter. Men ih, hvor kan jeg godt lide den branche! Så mange kreative kræfter, pæne mennesker, sjove events og farver og ballade.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at være i den samme branche resten af livet, men det må tiden jo vise.
Dette indlæg er skrevet i den ene ende af sofaen med en sovende Hugo på maven og udsigt til hans far og søster, der tager formiddagslur i den anden ende. Det er mit job lige nu. I have no complains! ?

Regn og slud + lækker hud

20140626-133327-48807511.jpgSå sidder jeg såmænd her på trappen i en opgang med glødende, lækker ansigtshud og velpedicurerede tånegle (altså mig, ikke opgangen) efter små tre timer i himlen på anden sal hos Sahar, som er spa-meister hos Palma Salon & Spa. Og det høvler seriøst ned udenfor med hagl så store som møllehjul!
Jeg er stor fortaler for charmen ved det skiftende temperament i den danske sommer, men SKAL det lige foregå den dag, jeg har glemt min paraply og skal hjem til mine mini-me’er, inden faren skal til møde ude i verden? ?

Det lyder som om, der er diskofest deroppe, og det lyner og tordner, som var selveste Gud igang med at samle IKEA-møbler.
Men jeg er ganske i zen (næsten). Sahar har masseret mit ansigt og mine arme og skuldre (en ansigtsbehandling er åbenbart ikke bare en ansigtsbehandling) med varme sten og olier, og så gav hun mine øjnområder ekstra kærlighed med særlige massager og skiftevis kolde og varme omslag. Det var for vildt! Jeg har aldrig før prøvet en ansigtsbehandling, der varede længere end 55 minutter. Og bagefter var der selvfølgelig is til dessert.
Jeg er så fan! ?
Jeg ønsker jer alle tørre kælderrum og varme fussetæer derude.
Klem fra konen på trappen!

20140626-133417-48857966.jpg
Og nope, dette er ikke en sponsoreret indlæg. ?