TWINPEAKS

Forelsket i København

IMG_6697.JPGHey, må jeg godt lige starte med at sige et stort “TAK!” for alle de søde, overskudsagtige og sjove kommentarer, jeg fik på gårsdagens indlæg om nullermænd og nærvær? Jeg ELSKER, at I gider tage jer tid til at kommentere engang imellem, det er så dejligt at læse, giver mig endnu mere gejst til at skrive videre og ofte også inspiration til, hvad jeg skal skrive om senere. I er bomben, jeg er vild med jer! 😀

I går havde vi her på matriklen besøg af Verdens Sejeste Farmor, og da ungerne var optaget af hende og deres fader, stak jeg uset af ud af bagdøren og løb de 200 meter over til Grand Teatret. Som jo ret beset ér en biograf.
Her havde jeg som en af de eneste i hele verden valgt at tilbringe den sidste rest af eftermiddagen. Sammen med tre pensionister så jeg ‘Forelsket i New York’, som var overdrevet god og slet ikke så klichéfyldt, som den åndede titel antyder.
Og hvor kan jeg dog ikke anbefale solo-bifture nok! Det giver altid en følelse af at være lidt alene i verden, men alligevel er man i godt selskab, fordi skærmen er fuld af gode mennesker.

Det er faktisk første gang, jeg tager ud og er sådan rigtigt alene, siden ungerne flyttede ind i lejligheden for snart et halvt år siden. En enkelt gang har jeg været til en ansigtsbehandling, men da foretog jeg mig jo ikke andet end at tale om krapylerne!
At sidde dér i biffen i halvanden time og forsvinde ind i en anden verden var altså ganske magisk. Og mindst lige så magisk var det at komme hjem til fire glade ansigter, hvoraf de to netop var blevet skiftet og havde fået flaske. Tænk, selskabet kører sgu rundt, selvom mor pjækker engang imellem!

I dag startede jeg så dagen med at spise brunch med Kopiernes mor, Nina, på Granola på Værnedamsvej. Jeg har sådan lidt et had/kærlighedsforhold til stedet, for jeg elsker, at det er så fint og fransk, men jeg hader, at akustikken er mere elendig end rastepladserne på Sydfyn, og at de ikke serverer cola. Hvad er det nu for noget hipster-hejs? Desuden kan jeg så berette, at de har erstattet deres yoghurt-skål med en skyr-skål … Jeg har det i øvrigt ret sjovt over skyr! Jeg føler, at jeg er den lille pige i ‘Kejserens Nye Morgenmad’, som er den eneste, der tør indrømme, at det bare er yoghurt! Ja, nuvel, det har 0,005 % færre kalorier, men er det virkelig nok til at give det et helt nyt navn og kultstatus oveni?

Jeg har i øvrigt sovet som en vinduespudser efter en arbejdsdag i Allerhuset de seneste nætter, og også her skylder jeg jer på den anden side af skærmene en tak! I hvert fald jer med børn, som læste mit indlæg om babyalarmer, noia og paranormal aktivitet, og som anbefalede mig at lægge alarmerne på hylden og stole på min nye supersoniske moder-hørelse. So I did!
Om aftenen, når vi ser fjerner, sover barylerne bag lukket dør i eget værelse MED alarm. Men når vi går i seng, åbner jeg dørene til begge værelser, og så går jeg sgu i seng! Og sover! Til klokken cirka 5, hvor der første gang skal gives sut, hvilket der så bliver et par gange, indtil de trækker grænsen lidt over syv. Det er i sandhed vidunderligt!

Lige nu sover begge mine arvtagere eftermiddagslur i henholdsvis dobbeltseng og slyngegyngevugge, og den eneste lyd, der høres, er den, opvaskeren laver, samt mit klimten i tasterne. I aften skal hele familien til middag hos et vennepar, og vi er blevet bedt om at stå for snacks, så jeg har været på rov i Nettos tilbudshylder. Jeg elsker, at de altid har rabat på poser fra Malaco, Engelsk Vingummi og Bridge Blanding. Og denne gang faldt jeg sørme over nogle for mig hidtil usmagte Daim-flødeboller, som i aften altså skal gøre det som dessert. Livet er en lang sommerdag lige for tiden, og jeg kan ikke rigtigt få nok af det.

Lidt om nærvær, vasketøj, sandhed og sminke

Og yes, det er altså mig på begge sider af næsen. ;-)

Jeg fik en kommentar til et indlæg forleden, som fik mig til at tænke lidt. Det var sådan set en skidesød kommentar, det er absolut ikke dét! Det var et spørgsmål, som fulgte mit indlæg om ungernes værelse. Jeg beskrev min glæde over, at stedet nu, hvor krapylerne er rykket derind om natten, er forvandlet til et rigtigt børneværelse – i stedet for bare at være der, der gives ren røv, og hvor vi sparker vasketøjet ind.
Den søde læser spurgte, om jeg måske kunne fristes til at vise lidt mere af mit hjem end blot det lille billede af en væg i børneværelset, som ses her. Hun skrev, at meget af det, folk kalder “blogland” kan virke blankpoleret, og at andre virker som om, de ikke sparker vasketøj til hjørne, sådan som jeg gør det.
Hun mener, at jeg nok har nogle gode og sunde meninger om boligindretning, og hun spørger, om jeg går ind for ‘poleret eller praktisk’?

Jeg synes, det er et interessant spørgsmål, og jeg har vendt det i bøtten.
Vi bor på 91 kvm. på Vestergade i Indre København. Det er en helt nyistandsat lejelejlighed i en gammel bygning, den er superlækker med sine tre værelser om end vi savner solens stråler noget så skrækkeligt.
Jon og jeg er begge nostalgikere og uden evne til at efterleve minimalismens doktrin. Vi kan tildele symbolsk værdi til selv et rivejern, fordi det har stået i vores barndomshjem eller blev købt i en hård periode efter et breakup. Næsten alt, vi ejer, har affektionsværdi, og selvom det kan lyde enormt hyggeligt og personligt, er det faktisk mest af alt rodet. Vores ting passer ikke sammen, og oven på alt, der kan stå noget på, står der noget. Ved siden af noget, det ikke matcher.

Da jeg studerede, boede jeg i mit fine forældrekøb på 42 kvm. på Meinungsgade på Nørrebro. Fantastisk, lille lejlighed med den dejligste have lige udenfor døren. Men jeg hadede at invitere gæster, fordi jeg synes, jeg boede så grimt. Jeg havde en sofa, jeg selv havde smækket sammen af en boxmadras, som balancerede på to gamle trækasser fra Carlsberg med tre store IKEA-puder op ad væggen. En løsning, jeg havde set udført til perfektion af en kunstmaler på Christianshavn i et boligblad, men som i min lillebitte studenterhybel kom til at se sørgelig og, well, hjemmegjort ud.
Da jeg begyndte at arbejde på ELLE og tjene nogle penge, købte jeg en sofa, der passede til lejligheden. Den var brugt, men SÅ pæn, og den blev det, alting tog udgangspunkt i, når jeg købte nyt. Jeg smed alt det gamle lort ud – undtagen de møbler fra mit barndomshjem, som havde særlig følelsesmæssig værdi, og nyt kom til, som passede til sofaen. Jeg endte med at være sindssygt glad for min lejlighed og alle de ting, jeg havde købt til den. Det var ikke dyre køb, men et par pæne spisestuestole, nogle pangfarvede HAY-bakker og lysestager, som stod i fin kontrast til det brune vidunder, sofaen.

Da jeg flyttede sammen med Jon i ny, fælles hybel, solgte jeg sofaen, fordi den ikke gjorde sig helt så godt som fællessofa.
Men jeg kunne selvsagt ikke få mig selv til at kassere alle de fine sager, jeg ellers havde købt og udvalg, sådan at de passede perfekt til sofaen, som nu ikke længere fandtes.
Så vores hjem er altså et løjerligt mix af ting fra begge vores barndomshjem, noget fra Jons studentertid i Odense og min tilværelse på Stenbroen. Et par gange om året går vi amok og smider helt vildt meget ud, men alligevel er det som om, der ikke rigtigt bliver større afstand imellem tingene.

Angående vasketøj, nullermænd og rod i hjørnerne, så ved vi jo alle sammen, at det er noget, vi alle sammen har. Med mindre vi har aupair. Og det har vi jo for helvede ikke. Men det er da ikke noget, jeg har lyst til at vise frem for gæster.
Når vi har inviteret venner, bruger jeg (som de fleste andre, tror jeg) det sidste kvarter, inden de kommer, på at fjerne ting, rydde ting op og lægge ting sammen, og når de har ringet på hoveddøren og er på vej op ad trappen, banker jeg puderne i sofaen og retter på lysestagerne på stuebordet.
Det er nok lidt ligesom med alt andet. Efter krapylernes komme har jeg fedtet hår oftere end ellers, og det sker flere gange om dagen, at jeg bliver skidt eller gylpet på af et af de tre mennesker, jeg elsker højst. Men når jeg skal et smut på café eller i Netto, sætter jeg da lige håret op og kamuflerer det med hårspray, og jeg skifter også den tilsølede bluse.

I den her nutid, vi er en del af, hvor der er så mange sociale medier og endnu flere billedredigerings-apps og filtre, man kan gemme sin kedelige virkelighed (og den har vi sgu alle sammen! Også Medina! Tror jeg …) bag, er det næsten blevet en dyd at vise “sit sande jeg” frem. Og jeg har ikke noget imod at indrømme, at mit maveskind stadig har samme form som bolledej, at vasketøjet samler sig i dynger eller at jeg nogle dage først får børstet tænder ved 15-tiden. Men jeg synes ikke, mit ‘jeg’ bliver mindre sandt, fordi jeg gerne vil gøre mig lidt umage, når jeg skal have gæster eller skal ud og møde verden.
Jeg har ikke lyst til at vise billeder af min opvask eller vasketøj på hverken Instagram eller bloggen her, og når jeg skal have gæster, rydder jeg op – både for deres og min skyld. Når jeg skal ud at spise med min mand eller en veninde, tager jeg gerne lidt makeup på og tjekker tøj og hår i spejlet. At gøre sig umage er ikke det samme som at ville skjule sig eller ikke at vise, hvem man i virkeligheden er, hvis I spørger mig. Det rigtige, “sande jeg” sidder jo indenunder alt det, og det er det, vi viser, når vi opfører os ordentligt, taler pænt til hinanden, hjælper hinanden og er nærværende der, hvor vi er, synes jeg.

Le Klint – The Ku Klux Klan Edition

IMG_6672.JPGNår man nu så ‘A Time To Kill’ i går, og ens unger er for små til, at Munitroldene er særligt presente i ens bevidsthed, så kan dette syn i Le Klints butiksvindue altså godt virke en kende dramatisk …
Jeg siger ikke, at det som udgangspunkt er en dårlig idé at lave en Mumitrold-lampe. Så vidt, jeg kommer i hu, er pågældende trolde nogle fine, finske skabninger med gode kvaliteter. Det var vist kun hende Lille My, der var lidt af en røv.
Til næste gang vil jeg blot foreslå en standerlampe eller måske en lyskæde, således at ligheden med den kutteklædte Ku Klux Klan mindskes… ?
(Og hey, på forhånd mega-sorry, hvis nogle af jer ejer og elsker eksemplarer af disse lamper).

Om angstens klamme hånd – og bananasplit

IMG_6668.JPGJeg kan lige så godt sige det, som det er: Min babyalarm freaker mig ud.
Vores unger har nu i tre nætter sovet i børneværelset, og i den anledning har vi indviet babyalarmen – altså det der device, der fungerer som en envejs-walkie-talkie.
Jeg skal lige vænne mig til, at de ikke sover lige ved siden af os, så jeg har de sidste tre aftner, efter de er lagt i seng, skruet volumen op på maksimum, hvilket betyder, at monitoren opfanger og viderebringer selv den allermindste lyd så som babyprutter, venden sig i sengen og deslige. Det betyd også, uden at lyve, at vi kunne høre det i babyalarmen i den anden ende af lejligheden, da Jon forleden aften klaskede mig i min flade røv, da vi var på vej i seng.

Natten igennem bliver min søvn for tiden altså forstyrret af meget høj, statisk støj, som med sin larmende tilstedeværelse ikke fortæller, om den er tilvejebragt at tabt baby-sut med behov for mors assistance, eller nogle kids, der i deres brandert nede i gaden smækker med døren eller måske giver en lidt for fresh bejler en berettiget flad.
Og nu kommer det creepy: Den statiske kratten minder mig totalt meget om den der scene i filmen ‘Den Sjette Sans’, hvor Bruce Willis skruer helt op for sin båndoptager og pludselig hører en grædende, spansk stemme fra et grædende, spansk spøgelse! Jeg sværger, jeg får kuldegysninger af at skrive det her!

De sidste par nætter har jeg således sovet ad helvede til. Dels fordi jeg er løbet til og fra ungernes værelse for at samle sutter op og putte dyne omkring babylår og dels fordi, jeg ligger badet i angstens kolde sved og venter på, at nogen fra det hinsides skal anvende mine børns overvågning til at komme med deres efterjordiske budskaber.

Tænk sig, jeg er nogens mor! Et helt kuld, sågar. Det er da heldigt, de har en rå og maskulin far, der lemper på dynen og tjekker under senge, når man savner natlig beskyttelse mod monstrene, ellers ville vi da alle sammen være prisgivet.

Bortset fra det med søvnen går det sgu ret glimrende. Jeg fik øje på en liter Premier-is i fryseren i går og sendte børnenes fader i Netto efter kogechokolade og piskefløde (38%), og så lavede jeg sgu bananasplit!
Vi gjorde os umage med at køre ungerne helt trætte imellem dagens næstsidste og sidste madning, så de faldt sgu i søvn, netop som de havde slugt den sidste dråbe i hver deres flaske, så de røg i kassen, og vi røg ind foran flimmeren med isdesserter og ‘A Time To Kill’! (Jeg ELSKER Ashley Judd!)
Jeg havde lavet tre gange mere chokoladesovs, end vi kunne spise, så den er sat i køleskabet, og så gentager vi dessertmenuen i aften. Look how well that turned out! ??

Jeg håber, I derude har nogle tømmermænd, der var det hele værd, eller hygger med familie, venner eller Netflix!
Gid dog, Netflix havde eksisteret, da jeg var single. Næh, du, da mor var ung, var man satme NØDT til at gå på gaden og ramme en BlockBuster, hvis man ville se film. Eneste upside på den: Så kunne man smutte forbi en McDonald’s på vejen …
God søndag! ?

DAGENS TIP:
I går faldt jeg på Instagram over en vaskeægte daddy-blogger! Han beskriver sig selv som rå, er fuld af tatoveringer og tydeligvis meget forelsket i både sin kæreste og sin datter, med hvem han deler en lejlighed på 38 kvm i Sydhavnen.
Og teenageren i mig er bare stadig til falds for en badass med en blød kerne.
Tjek Far Uden Filter her.

TIP: Gratis tøjloppis på Rådhuspladsen

IMG_6585.JPGLige et tip til de, der bor herovre omkring Kjøvenhavn. I morgen står Copenhagen Fashion Festival for et arrangement, som de ganske enkelt og på godt, gammelt dansk har valgt at døbe noget så mundret som ‘Copenhagen Fashion Week Global Fashion Exchange’! ?

Konceptet er ret cool. Penge har ingen værdi, man tager bare noget tøj med, som man gerne vil af med, og som andre kunne tænkes at få glæde af. Så får man således indgang til markedet og kan så tage alt det tøj, man kunne tænke sig, med hjem. Tanken er at give tøj nyt liv og på den måde undgå den miljømæssigt skidedårlige forretning mode er. Eller i hvert fald lempe lidt på det.
I år er børnetøj også velkomment, så jeg har selv pakket en pose med mit og barylernes brugte tøj og planlægger et drive by med Bugaboo’en i morgen.
Opfordringen er hermed givet videre! ?
Rigtigt god weekend!