London, snotnæse og Ryan Gosling i underbukser

Jon er i dag, som en meget glad mand, rejst til London for at besøge venner, se sit yndlingshold, Manchester United, spille kamp og drikke en masse pints (hedder det ikke det derovre?).
Fordi han har været så god ved mig, og flybilletterne til London var ustyrligt billige i januar, foreslog jeg, at han tog på herre-tur til London på fælleskassens regning. 😉
Jon er den sygeste fodbold-nørd. Han kunne se fodbold 24 timer i døgnet – og så bruge halvlegene til at spille FIFA på sin PS3.

Men han har aldrig set sit yndlingshold spille!
Og da han jo også gerne skulle have lidt overskud og god energi, når de dér aliens, jeg brygger på, kommer ud på den anden side, og jeg personligt ikke kan bidrage med så meget nyt til samtalerne, da det meste af mit liv foregår liggende (ikke på den frække måde), fik jeg sammen med en gammel ven fra Sønderborg arrangeret, at Jon skal med i deres “loge-box”, hvor der inden kampen serveres tre-retters menu, og det flyder med gratis fadøl.
Og fordi, jeg har mødt den danske målmand, Anders Lindegaards, fantastisk smukke kæreste et par gange, har hun været så sej at arrangere, at de skal mødes med ham efter kampen.

Jeg har prøvet at finde den feminine ekvivalent til den oplevelse, men det falder mig ikke helt let.
Jeg er lidt ude i noget med Ryan Gosling i underbukser med gratis flybilletter til New York og lommepenge i favnen …

Art Rebels IKEAJeg er desværre blevet drivende forkølet efter mit Jyllands-ophold.
Jeg vågnede kl. 1.30 i nat, og modsat andre nætter havde jeg ikke held til at falde i søvn igen, så jeg føler det som om,  jeg har tømmermænd. Efter en ond druktur, som involverede et ordentligt lag tæsk. Not funny!

En ting, jeg ikke kunne lade være med at fundere lidt over i min togtur fra Als til København i går:
Hvorfor tager det så langt tid for IC3s toiletdøre at lukke, når man er gået ind og har trykket på knappen …?
Seriøst, det tager 4-6 sekunder, og man står jo bare dér. Det er jo ikke sådan, at man sætter sig ned, inden døren lukker, og der er ikke rigtigt andet at give sig til.
Det har resulteret i nogle akavede øjenkontakter med andre tissetrængende, som er kommet et par sekunder senere til fasciliteterne end mig. Nærmest sådan en “Ha, jeg nåede det først, and I’m gonna take my damn time”-agtig stemning …

Jeg tilbringer dagen på denne, vores næsten nye sofa.
Puderne er i hvert fald nye – vi skyndte os i IKEA i lørdags, da Art Rebels samarbejde med dem blev sat til salg, og jeg er helt tosset med de dér harlequin-tern.
Til underholdning har jeg det nyeste ELLE, og jeg KAN ikke komme mig over, hvor labert, det er!

Tusind tak til alle jer, der har sendt mails og skrevet kommentarer med gode idéer til, hvordan jeg løser mine natlige vende-vanskeligheder! Jeg vil prøve dem fra enb ende af og siger til, når jeg finder én, der virker. 🙂

Hov! Husk også at deltage i  min allerførste KONKURRENCE!

Kvinde – kend dine vinkler!

20140205-154605.jpg

Kender I det, når man skal tage et billede og uforvarende kommer til at trykke på knappen, som vender linsen og ser sig selv se ud som på billedet til venstre?
Så kan sådan en ellers fin onsdag godt lige tage en drejning…

Hvis der er noget, Instagram og selfies har lært os kvinder, så er det sgu, at vi skal kende vores vinkler! 😉

Klar til finalerunden!

20140205-093526.jpg

Jeg har været på besøg hos min far og hans kone siden søndag, og nu trænger jeg også til at komme hjem i min egen seng igen.
Det skorter ellers ikke på servicen her i det alsiske! Jeg har fået serveret både lammekølle med flødekartofler og siden gyros med hvide ris og blandet salat. (I mit barndomshjem har ‘blandet salat’ altid betydet ‘frosne ærter’).

I dag er der fem uger til min termin, og min krop er ved at være træt af det her projekt. Jeg har ikke kunne vende mig i sengen siden november, og da det nu virkelig trækker tænder ud i så vid en udstrækning, at jeg skal kaste op, når jeg forsøger, idet beboerne i bugen maser min mavesæk og mine lunger, mens jeg flakser med benene som en anden Fred Astaire i forsøget på at dreje mig, opsøgte jeg i går en bandagist her i Sønderborg.
En anden tvillingemor har nemlig anbefalet mig et glidelagen. Jeg har googlet som en sindssyg og erfaret, at et glidelagen er noget, man bruger til ekstremt gamle eller ditto fede mennesker, så hjemmehjælpen i et snuptag kan vende dem i sengen, så de undgår liggesår, og kommunens udsendte undgår dårlig ryg…
I have never felt so elegant…! :-/

Desværre var Sahva i Sønderborg ej heller lagerførende i glidelagner, som butiksassistenten ellers var så sød at oplyse mig om plejede at ligge ovre ved siden af gummilagnerne (Dear God, help me!), så i nat blev det atter kun til et par timers søvn.

Kl. 12 tager jeg toget mod København, og normalt ville jeg se frem imod en transportabel lur, men jeg tør altså ikke …
To dage i sidste uge fortalte min ægtemand mig søvndrukkent ved morgenbordet, at jeg nu var indviet i familien som en ‘ægte fru Lange’.
Oversat: Jeg snorker helt vildt…
Endnu en charmerende sidegevinst ved at være udvalgt til at føre liv videre her på kloden.

Måske var det derfor, det i gamle dage var så vigtigt, at man blev gift, før man kastede sig ud i at lave levende kopier?
Fordi kvinden i graviditeten forandrer sig fra at være et fnisede, bette nips med lakerede tånegle og taljerede kjoler, til at være et altædende, larmende, snorkende, pruttende (oh, yes!), hormonforstyret, bevortet kæmpe-monster, der ikke har set sine tæer i flere måneder og derfor heller ikke har formået at barbere ben. Og i øvrigt er helt utiltalende ligeglad med den bette detalje.

Her er man nødt til at have en ægteskabelig kontrakt, der lover manden en plads i helvede, hvis han forlader det, der set i modlys med sammenknebne øjne måske stadig minder en lillebitte smule om den kvinde, han forelskede sig i, som kvinden kan vifte ham i ansigtet med, når han hændervridende og med vigende blik begynder at starte sine sætninger med “Kunne man forestille sig, at det var bedre, at vi….”

Heldigvis er min mand en drømmende eventyrer, som har fået ind i sit smukke hoved, at jeg er lækrere end nyfanget stenbidderrogn først på sæsonen, og det billede har siddet fast på hans nethinde siden 2011. Han har lyserøde briller på og synes, at det er usigeligt romantisk, når jeg beder ham hente hejseapparatet for at bugsere mig op af sofaen, eller når jeg prustende og sveddryppende må have en hvilepause imellem reolen med brød og den med mælk nede i Netto. (Hvis det bare er noget, han siger, indstiller jeg ham personligt til en Robert næste år for den præstation!)
Det har sine fordele at være gift med en kunstner trods den svingende indkomst og det faktum, at han kysser andre damer for penge.

Jeg prøver at se den næste måneds tid som sidste etape i et marathonløb (og her aner jeg virkelig ikke, hvad jeg taler om. Jeg løber kun efter bussen. Eller når der er udsalg eller store dyr efter mig).
Det er hårdt, men det bliver hårdere endnu, og bagefter bliver det så godt, så godt, siger de kloge.
Og modsat marathonløbere kan jeg komme igennem det med en krimi i hånden og en skål slik balancerede på maven, uden at nogen kan tillade sig at se skævt til mig! 🙂

Mit bryllup er med i ELLE!

20140204-115816.jpg

Åh, jeg er nødt til at anbefale alle med hang til romance og douche farver at købe ELLE, som kom på gaden i går. Temaet er bryllup og drømme, og med nogle måneder tilbage at krydse af i kalenderen, før det bliver forår, er det en god måde at fordrive tiden på.
Mit og Jons bryllup er også med i magasinet – ja, tvillingerne er sågar nævnt!
Det føles sgu meget godt, når man ligger derhjemme og føler sig lidt glemt! 🙂

ELLE fås også på iPad, hvilket jeg personligt er svært tilfreds med.

Middelmådige MM er en mean baby mashine!

20140203-123036.jpg

Jeg er nok, som folk er flest, det mest af tiden (bortset fra mine blokfløjte-skills og min mean hvidkålsstuvning).
Jeg fik 8,2 i gennemsnit til studentereksamen, jeg kunne godt slå et kraftspring i gymnastik, men jeg var ikke ude i noget med halv- eller helskrue, eller noget.
Jeg synger også nogenlunde rent i badet eller rundt om juletræet, men jeg synger ikke sådan rigtigt godt eller på nogen måde rørende.

Nu viser det sig så imidlertid, at jeg er sygt god til at bage børn, og at jeg bærer rundt på to overachievers!
“To vaskeægte stræber-unger”, som min fødselslæge sagde i fredags, da vi havde været til scanning på Rigshospitalet og fået at vide, at det, der æder sig godt og grundigt igennem ventetiden på at komme til verden, altså nu, små 6 uger før termin, allerede vejer 2 kg. pr. stk.

“Jeg tipper dig til at slå rekorden i størrelse af tvillinger født her på Riget!”, sagde lægen også, og da stoltheden over, at jeg tilsyneladende som en anden Jesus formår lave cola til kropsmasse, et øjeblik veg, ramtes jeg af en vis panik!
Er det egentlig en rekord, man gerne vil have? Adspurgt svarede lægen, at det betød, ungerne vil veje over 3600 gram hver.
Bevares, jeg ønsker mig for alt i verden sunde børn!
Men da jeg her til morgen opdagede det, jeg tror måske er mit første strækmærke, ønskede jeg i mit stille sind lidt, at jeg også bare kunne være helt almindelig og middelmådig til at lave tvillinger…

Stay tuned! Det bliver et vildt ride de næste uger!
Jeg har taget en tredjedel af min kropsvægt på og vejer nu kun 9 kg. mindre end min far.

Men graviditeten giver og tager: Mit hår har aldrig været mere skinnende, og mine babser har aldrig været større!
Halleluja! Glædelig mandag! 🙂