Når turen til Marrakech tager 10 timer og 20 minutter …

De seneste to-et-halvt år, hvor vi har boet i Nørregade i København, 10 meter fra nedgangen til togene på Nørreport Station, har jeg altid sat allermest pris på det faktum, når jeg skulle ud at rejse. Jeg kunne nøjes med at stå op en halv time før, jeg skulle være i lufthavnen, og som oftest brugte jeg 90 kr. på ‘fast track’ og trak tiden under dynen mest muligt.

Those days are OVER! I dag letter den flyver, der har mit navn på passagerlisten, kl. 8, og jeg har af samme årsag måtte stå op kl. 4.40! Mothafucka, mayn! Først måtte jeg tage en taxa fra vores hus til Køge Station, da det endnu ikke er lykkes mig at bestride kunsten af cykle med en rullekuffert på styret. Her måtte jeg så vente 14 minutter på et A-tog (sådan et, som stopper på aaaaaalle peroner). Men ventetiden var ingenlunde kedelig! Jeg blev underholdt af adskillige unge mennesker med ødelagt sminke, dårlig ånde og slørede øjne, som forsøgte at forklare mig ting af en vigtighed, som i min ædruelighed var aldeles tabt på mig.

Inde i toget brugte jeg den fornødne tid på at finde den togvogn, der lugtede mindst muligt af en umiskendelig blanding af McDonalds og det resultat, det giver, når alle de øller, man har drukket i løbet af en nat, fortryder nede i maven og udbryder “Ved du hvad, der er sgu alligevel ikke plads til McDonalds …!!!”. Og her sidder jeg nu. Og det skal jeg gøre i sammenlagt 53 minutter (jeg medregner her ikke eventuelle forsinkelser, idet jeg håber, at det tidlige tidspunkt afstedkommer, at dørene har fri passage til at lukke ved de forskellige stationer og ikke møder horder af mennesker, der tvinger dem åbne længere end de på forhånd afsatte tidsrammer).

Og SÅ ankommer jeg til Nørreport! Det, der indtil for 10 dage siden ville være mit udgangspunkt for rejsen… Og her skal jeg så med en metro, som skal stå for den sidste del af min transport til Københavns lufthavn.

Og her stopper transport-moroen i øvrigt ingenlunde. For Nina, min rejsemakker, og jeg var jo noget sene i vores billetbestilling. Idéen om at tage til Marrakech denne lørdag ramte os først i tirsdags, så billetmulighederne var ikke vidtrækkende. Derfor skal vi mellemlande i Helsinki. I Finland! Som ligger længere væk fra Marrakech, end Danmark gør! Så vi starter simpelthen rejsen ud med at flyve den stik-forkerte vej i halvanden time, og efter en times pause til lige at konsumere det faktum, vender vi så snuderne mod Marrakech og flyver 5,5 time i den rigtige retning.

Og jeg elsker ærligt talt hvert sekund af den her lidt klodsede rejse! 😄 Når man har børn, starter ferien i det sekund, man tager hjemmefra. (Når de ikke er med, altså …) Jeg sidder her i mit S-tog og mores over mine medpassagerer, og tiden er kun min. I lufthavnen venter en af mine allerbedste veninder, og første punkt på dagsordnen er at købe boller i Lagkagehuset, inden vi sladrer hinandens ører af. I min håndbagage har jeg både ørepropper og sovemaske og den seneste krimi fra Anna Grue, og når man smiler pænt i et fly (og betaler, bevares), kommer der folk og serverer cola og snacks for en, uden at man overhovedet behøver at lette måsen!

Og klokken 15 ankommer vi til Marrakech! Den smukkeste by, jeg kender! Jeg får sommerfugle i maven blot ved tanken! Jeg elsker at planlægge ferier i rigtigt god tid, fordi at ventetiden på den måde bliver lang og sød. Men de gange, hvor jeg laver finten med at bestille under en uge før afrejse, er tiden optil altid endnu mere ladet. Det føles så mægtigt og livsbekræftende at sidde i Afrika fire dage efter, at tanken kom til én. At man sådan kan træffe en beslutning om at ændre sin hverdag – blot for et par dage – og gøre noget eksotisk så impulsivt, får farverne til at stå endnu klarere frem for mig, og jeg glæder mig så meget til at komme ud af lufthavnen, hoppe ind i en ny taxa og køre ind mod Marrakech med det tørre landskab på begge sider, min homie ved min side og min familie i maven.

YAY! Turen er i sandhed begyndt! Også selvom jeg i skrivende stund kun lige har passeret Jersie, og fyren overfor mig lige har bøvset så højt, at jeg i flere sekunder frygtede for, om der skulle komme andet end forgiftet luft med op.

GOD WEEKEND! 💕✨🌴❤️

Perlende kinder og 50 Shades Of Grey

Livet i Køge behandler mig godt. Virkelig godt! Hver morgen (når solen skinner, forstås) ser jeg solen stå op over villakvarteret, Krapylerne er efterhånden ved at være kørt ind i børnehaven, som de allerede er rigtigt glade for, og i går sidst på dagen tog jeg altså turen til København! Jeg skulle først til et event, som Christina Dueholm var med-vært på, og bagefter skulle jeg til forpremiere på tungeslaskeren ’50 Shades Of Grey’.
De seneste uger har jeg gået rundt derhjemme i huset og set noget nusset ud. Det tog mig fire dage at finde min deodorant i en kasse, og mit glattejern dukkede faktisk først op i forgårs. Så dagens anledning taget i betragtning i går, havde jeg lidt lyst til at gøre mig lidt laber!

Og det passede timingsmæssigt mega-godt med, at jeg for nyligt var til møde hos NIVEA, som jeg har indgået et samarbejde med for 2018. De har en masse nyheder klar, som skal rulles ud i løbet af året, og jeg GLÆDER mig til at vise de ting, de har hittet på. Der er nogle virkelig labre nyheder på tapetet, som alle har råd til, og den kombination bliver jeg aldrig træt af.

Med til den Q10 PlusC-serie, som jeg har været superbruger af det seneste halvår, hører åbenbart endnu en perle, som jeg først nu er blevet introduceret for. Det er en perlende perlemors-serum, der påføres inden dagcremen, og som både tilfører C-vitamin og Q10, men som også giver en øjeblikkelig virkning i form af, at huden får et smukt shine, som får én til at se friskere og mere udsovet ud – også når man ikke er det. Den klistrer ikke, men er bare blød og laber, og man kan også og med fordel duppe lidt af den på kindbenene og næseryggen igen efter, at man har påført sin foundation, vil jeg lige nævne.

Den serum er jeg blevet rigtigt glad for, og jeg bruger den stort set hver dag – også uden makeup. Den giver lige det der lille pift til huden.

Med masken fuld af krudt og iført silketrøje og sorte jeans ankom jeg til eventet, som udformede sig en kende anderledes, end jeg havde forventet. Før jeg vidste af det, sad jeg i skrædderstilling på en yogamåtte, og da yogalæreren spurgte, om vi var vant til at lave “kasajasana” (det tror jeg, det hed …), svarede jeg, at jeg altså var mere vant til at lave drømmekage. Men jeg kom igennem prøvelserne, og hvis man er i humør til at se, hvordan en dame ser ud, når han laver yoga (filmet nedefra) kan man med fordel tjekke min story ud, inden den udløber. 😊

Til forpremieren på 50 Shades lidt senere på aftenen blev min veninde og jeg mødt af to halvnøgne køleskabe. Sådan kom vi i hvert fald til at tænke om dem, da de var så uhyre veltrænede, at deres brystkasser nærmest var kvadratiske. De havde ingen trøjer på, og de var friske på at få taget billeder (faktisk tilbød den ene af dem det uopfordret), så jeg blev foreviget evigt akavet, som jeg er overfor at komme i nærkontakt med fremmede, halvnøgne mænd.


’50 Shades Of Grey – Fri’, som er filmens fulde navn, var bedre, end jeg havde forventet, men jeg gav virkelig heller ikke meget for dens forgænger. Jeg har aldrig læst bøgerne og er ikke stor fan af Jamie Dornan, men i den her film har han en klædelig tan, da filmen starter ud med en bryllupsrejse til solrige egne, og den kombineret med, at hans skæg er en kende mere scruffy, og han ofte optræder i jeans og bar mave, så er han en del mere lækker, end han plejer at være. Og vi kom jo ikke for plottet anyway! 😅

Jeg har gjort noget meget, meget impulsivt …

Okay, for ikke at komme til at tro, at jeg har tabt mine marmorkugler fuldstændig, er I nødt til lige at have forhistorien:
Jeg har jo den her veninde, Kopiernes Mor. Før hun fik tvillinger, hed hun mest Nina, men så skete der altså det, at hun blev mor til enæggede drenge. Det skete blot fem uger inden, at jeg blev mor til Krapylerne, og siden er hun gået under det måske noget upersonlige tilnavn – i hvert fald her på domænet. Nina og jeg var veninder inden, vi fandt ud af, at vi begge rugede dobbelt, men det var da dén information ramte os, at vi rykkede ekstra-godt sammen i bussen, og siden da har hun været et af de mennesker, jeg allerhelst vil bruge min tid sammen med. Både sammen med vores familier, men også bare hende og jeg.
Det med at ses har nogle gange været en kende udfordret. Ikke så meget fordi, vi har så mange børn imellem os, men mere fordi, at Nina er børnelæge, og hendes baby-daddy er pilot. Og det er altså to skemaer, der nogle gange er ret svære at forene med, at den ene part har en veninde, der står på sidelinjen og hopper op og ned for at lave ballade!

Og Nina og jeg har de seneste fire år løbende talt om, at vi en dag skulle tage en weekend til Marrakech – bare os to. Jeg har jo været der mange gange efterhånden, men det har hun ikke, og det gad hun virkeligt godt. Det er bare endnu ikke blevet til noget. Nu var meningen så, at vi skulle rejse et par dage i marts, men i går ringede Nina og aflyste dén plan. Eller det gjorde hun ikke, men de eneste dage, hun ville kunne forlade København, ville være henover Langemandens fødselsdag, og det er jeg alligevel ikke frisk på.

Jeg ærgredes så vederstyggeligt, men livet går jo videre, så vi begyndte at snakke om den forestående weekend. Jeg gik ud fra, at hendes mand var i luften, som piloter jo ofte er, men Nina fortalte, at han faktisk var hjemme fra fredag til onsdag. Og Nina har fri. … Så den løb jeg med!

Den kommende weekend er altså den eneste weekend, hvor der er nogle sammenhængende dage, hvor Nina og jeg kan tage på den tur til Marrakech, som vi har talt om i FIRE ÅR! Til april starter hun ansættelse på et nyt hospital, og så kommer hun til at være mere ophængt, og jeg ved, at hvis det ikke sker nu, så sker det ikke, før børnene er på efterskole. Min kære veninde er knap så impulsiv som jeg, men det gen er til gengæld noget, jeg har lykkeligt til fælles med hendes ægtemand, så efter et godt samarbejde mellem ham og mig, hoppede hun sgu med på idéen, og så fik vi købt billetter i samme sekund!
Så vi flyver altså til Marrakech på lørdag kl. 8 og hjem igen tirsdag kl. 10.45! JA, MAND! Jeg skal til Marrakech OM TRE DAGE! Med min yndlings-veninde! JEG ELSKER DET!

Og så kan man jo sidde tilbage at tænke, om det måske ikke er en kende hastigt sådan at flyve til Afrika på forlænget weekend mindre end to uger efter, at man har købt et hus. Som stadig indeholder en del utømte flyttekasser, i øvrigt. Men Jon bakker heldigvis beslutningen op 100%, og han glæder sig til lidt solotid med ungerne. Og så har jeg en undskyldning for at købe endnu flere lækre gulvtæpper, puder og lamper til vores fine, fine hus! <3

YAY! Jeg har sommerfugle i maven – og det havde jeg altså i forvejen! 🙂

Hvis man selv pønser på at rejse til Marrakech, vil jeg for det første anbefale det til fulde. OGSÅ med børn!
Jeg har været der 7-8 gange efterhånden og en enkelt gang med Krapylerne. Oftest rejser jeg derned alene.
Jeg har skrevet et indlæg hér med mine anbefalinger, når man rejser til Marrakech, og jeg har skrevet et andet indlæg hér med svar på de spørgsmål, jeg oftest får omkring rejser til Marrakech.

Sidst, jeg var der, var i november. Da mødtes jeg med en bekendt dernede, og vi spiste efter anbefaling fra en læser her på bloggen på restauranten Bo-Zin. Det er første gang, jeg har spist et fancy sted i Marrakech, hvor de også serverede alkohol. Det var SÅ cool og tjekket – både indretningsmæssigt, og så fik vi den lækreste, asiatiske mad.

Nu skal jeg så afsted på venindetur, så det er nu, jeg gerne vil høre fra jer, my friends!
Hvis nogen sidder inde med anbefalinger på cool, lækre restauranter, der serverer cocktails og er lidt fancy i det, så smid MEGET gerne en kommentar! Vi kommer til at spise masser af tagine, som jeg også elsker, men lige lørdag aften kunne det da være helt sjovt at gøre en ting ud af at prøve det andet.

Lidt af en øjenåbner …

Jeg har lært en del de seneste par uger – fra forskellige kanter. Jeg har lidt gået og gøet af Jon de seneste år over, at det kun er min krop, der har forandret sig, siden vi fik børn. Ungerne er lige så meget hans, men den eneste, de har givet en flad røv og større vinkeskinker, det er mig!
Bevares, han var flink nok til at tage 13 kilo på i sympati, da jeg var gravid, men dem smed han jo igen. Ligesom at jeg smed mine graviditetskilo med hjælp fra Lotte Arndal tilbage i 2015. Men da jeg så havde trænet hos hende i otte måneder, lignede jeg mig selv igen, og så tænkte min dumme hjerte, at så havde jeg jo gennemført træning. Var nået i mål! Og derfor kunne jeg godt gå hjem igen, hvilket jeg så gjorde. Og kiloene fulgte med. 😉
Lige nu vejer jeg 8 kilo mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid. Det er egentlig ikke så slemt, de klæder mig sgu ret godt (især på babserne), og jeg har nogle bukser tilbage, jeg godt kan passe.
Jeg talte med selvsamme Lotte Arndal om det for en uge siden, og jeg forklarede min vægtforøgelse med, at sådan er det jo at fylde 30 år og få børn. Hun rystede på hovedet, gjorde hun. Som om hun havde hørt det mange gange før og stadig blev lidt træt hver gang.
“Det passer altså ikke”, sagde hun. “Forbrændingen daler med 2% hver tiende år. That’s it. Du bevæger dig bare mindre og spiser mere, end du gjorde, da du var i 20’erne”.

Det udsagn er blevet slået fast med verdens største hammer i løbet af de forgangne 14 dage, hvor jeg har talt mine skridt i forbindelse med Tæl Skridt, som er Firma Idræts kvartalsvise initiativ, som har til formål at få danskerne til lige præcis at bevæge sig noget mere.
Sidst, jeg talte skridt, var jeg på barsel, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg dog kunne leve i den vrangforestilling, at jeg stadig bevæger mig så meget, som jeg gjorde dengang. Jeg troede faktisk, at jeg gik tæt ved 10.000 skridt hver dag (som det anbefales), men det gør jeg på ingen måde, opdagede jeg. Med mindre jeg virkelig tager mig sammen og gør en ting ud af det. Og det giver jo god mening.

1) Jeg sover så længe, jeg kan (hvilket oftest er til omkring kl. 6) om morgenen, og derefter tøffer jeg rundt i nattøj, indtil ungerne skal afleveres i børnehaven.
2) Ungerne blev, da vi boede i København, afleveret på en elladcykel, som ikke kræver specielt megen energiudladning for den, der fører den. Nu bor vi så tæt på børnehaven, at det næsten er snyd at tælle turen med som motion.
3) Så cykler jeg på kontoret, hvor jeg som oftest sidder med måsen i sædet i seks timer. Måske med en enkelt frokostpause – tit inkluderende dessert eller som minimum en eftermiddagssnack. Nu, hvor vi bor i Køge, kommer jeg til at tage toget ind, men udover den ekstra cykeltur ned til stationen, er der ikke megen ekstra motion i det.
4) Ungerne hentes og transporteres hjem, og her sidder jeg så med måsen i gulvet og leger med LEGO eller spiller Uno resten af dagen. Og hvis ungerne en sjælden gang underholder sig selv, laver jeg så lidt som muligt imens.
5) Aftensmaden spises tidligt.
6) … Hvilket giver plads til en lækkersult, der rammer ved 19/20-tiden. Altså cirka samtidig, som jeg dødtræt rammer sofaen med en fjernbetjening i den ene hånd og noget kalorieholdigt i den anden.

Den er jo god nok!
Inden jeg fik børn, var det ikke mange andre aftner end søndag, jeg brugte foran fjernsynet med guf i en skål. Jeg lavede alt muligt med venner og veninder og tog til events. Og i mine tyvere arbejdede jeg i øvrigt som bartender og tjener ved siden af universitetet, hvilket vil sige, at jeg spænede rundt de fleste timer i døgnet. Når jeg en weekend ikke skulle arbejde, brugte jeg tiden på at danse natten væk. Jup, klart mere bevægelse i at være barnløs. Omend jeg er meget trættere nu, hvor jeg åbenbart sidder ned hele tiden! Go figure … 😉

Jeg synes, Tæl Skridter et ret fint initiativ, som giver en (for mit eget vedkommende) velkomment fokus på, hvordan man får lidt magelig motion ind i sit liv. Jeg har skrevet lidt sammen med nogle af jer, der hoppede med på mit hold i denne Tæl Skridt-udfordring, og de fleste af dem, der går mange skridt hver dag, har truffet et bevidst valg om det – netop fordi, det er en ret god måde at dyrke motion på. Det kommer ikke af sig selv i den hverdag, mange af os har.
Heldigvis er min familie og jeg jo netop flyttet til et område fuld af gode muligheder for masser af gåture! Det var faktisk et af incitamenterne for at flytte, så nu er planen at løbe foråret tyndt i Åsen i måsen på Krapylerne og deres løbecykler! Og jeg har næææsten fået solgt Jon på idéen om, at vi skal have en hund også, og selv min far siger, at den slags er god motion! Og vi mangler faktisk mælk, så min plan er at GÅ ned og købe den i Netto i stedet for at hoppe i bilen eller på cyklen.

Jeg vil lige minde om, at Tæl Skridt-konkurrencerne kører fire gange om året! Næste start går d. 23. april, så man kan snildt gå i gang med at sale sit hold af kolleger eller venner allerede nu. Og hvis man gik med i denne omgang, så sparer man jo 33% på tilmeldingsgebyret (som første gang er på 75 kr.) anden gang.
Læs mere og sign eventuelt op her! Så får du besked, når tilmeldingen åbner næste gang.

Mandag i Køge …


Jeg sidder i sofaen i vores stue og misser med øjnene, fordi solen strømmer ind gennem den tredobbelte terrassedør, som åbenbarer sig mod øst. Nogle ville måske finde det irriterende at blive blændet, mens man sådan forsøger at forfatte sig digitalt. Men for én, der de seneste fem år har boet i en baggård og kun er blevet mødt af solen stråler udenfor hjemmet, føles dette som en luksus uden lige!

Desuden er jeg alene i huset, hvilket også er første gang. Jon har tilbragt natten på et billigt hotel tæt ved Hovedbanen, da han i nat fejrede filmbranchen ved årets måske sjoveste fest, Robert Prisen. Sidste år havde jeg det så sjovt, at min læderbukser sprak, og jeg måtte vende hjem med røven bar. Heldigvis boede vi dengang noget mere centralt, så min walk of shame var knap så lang.
I år tog Jon alene afsted, da jeg ikke synes, ungerne skulle passes så tidligt i vores Køge-liv, men også fordi, at jeg ikke ville kunne komme hjem efter festen – med mindre, jeg tog hjem inden midnat, og det, har jeg erfaret, er en dum investering til netop dén fest. Og nogen skal jo altså stå for indkøringen af ungerne i børnehaven, og da det jo ér Jon, der arbejder i filmbranchen, og som var med i MERCUR, der var nomineret i kategorien ‘Årets Danske TV-serie’, så var det nu nok mest rimeligt, at jeg blev hjemme.

Torsdag og fredag i sidste uge var de i børnehave et par timer, og Jon og jeg var med pånær de sidste 20 minutter. Det vil sige, at Jon og jeg faktisk ikke har haft nogen alene-tid i huset, siden vi flyttede ind i tirsdags, hvilket har gjort det ret svært at pakke ud. Vi prioriterede at indrette ungernes værelser som noget af det første, så de kunne få adgang til deres legesager, men det har ikke hjulpet stort. De har ikke været interesserede i at foretage sig noget som helst uden voksen opbakning. Fysisk. Jublende tilråb har ikke kunne gøre det – de har forventet og krævet 1:1 mandsopdækning døgnet rundt. Jeg betvivler ikke, at det til dels skyldes de mange omvæltninger, og jeg har gjort mig umage for at være rummelig og nærværende. Men jeg må indrømme, at jeg ikke er et større menneske, end at jeg kom til kort i lørdags. Jeg løb ganske enkelt tør for overskud og rummelighed efter at have været oppe siden kl. 5.45 og ikke haft et eneste sekund, hvor jeg ikke var i fysisk kontakt med et andet menneske fra familien – som i øvrigt ikke var min mand. Og oven i det er særligt Hugo inde i en periode, hvor han skælder mig ud over alt. Meget af tiden tager jeg det voksent og modent, og her nåede jeg altså til et punkt, hvor jeg endte med at galpe op som en dum unge. Et par gange. For helvede … Heldigvis skete det cirka samtidig med, at jeg fandt den 2-liters Hendrick’s-flaske, jeg VIDSTE, vi havde et sted i en kasse, og klokken var gudskelov så moden, at det ikke ville falde nogen for brystet, at en mor tog sig en sjus. Og sådan går det til, når alkohol nogle gange redder liv og forstand. 😉

Men lige nu er de i børnehave. De skulle på tur i dag – noget, de er hver mandag i den her nye børnehave. Det har de aldrig været med den børnehave, de gik i i København, så det synes de var ret spændende. Aftalen er, at de skal spise frokost i børnehaven i dag, og så henter jeg dem kl. 11.30. Men jeg anede på madplanen, at den i dag står på blomkålssuppe, så jeg må hellere stå klar med et par rundn’ommere.

Nu vil jeg gå i kælderen og flytte ind i det skønheds-glasskab, som Jon samlede til mig i weekenden. Der er nu ikke noget, der får det til at føles som hjem, som når man ved, hvor ens øjencreme og vatpinde befinder sig! <3

Med ønsket om en solskinsfyldt mandag fuld af smil, slapperi, støj eller stilhed – alt efter, hvad man er til!