TWINPEAKS

Flashback til en reboundferie

Det var det herrens år 2009. Det var sommer, solen stod højt på himmelen i hele Danmark flere måneder i træk, og jeg var arbejdsløs, hjemløs og single. Min status havde ændret sig 100% på 14 dage, hvor jeg var gået fra at bo sammen med min kæreste og være specialestuderende på RUC til, at vi slog op, jeg flyttede ud, og jeg nu arbejdede som vikar gennem TempTeam efter endt eksamen. Jeg sad på ydre Nørrebro i tre uger og rettede elev-adresser på en produktionsskole, mens jeg langsomt døde indefra og græd mit hjerte ud i frokostpausen, mens jeg spiste ostemadder. Jeg havde boet nogle uger i en venindes lejlighed, mens hun var 6 uger i Hong Kong, og nu crashede jeg hos min søster, som boede i en etværelses lejlighed.

Den sommer besluttede jeg, min søster og min papsøster at tage på fælles afbudsrejse! Det skulle være billigt og varmt – andre krav havde vi ikke. Åh, jo, så skulle det være den sidste uge i juli. Og snart fandt vi ud af, at så kom vi i hvert fald ikke afsted for 1.700 kr. inklusive morgenmad, som vi havde håbet på.

Men vi kom afsted! Jeg kan underligt nok huske, at billetterne kostede 4.200 kr. pr. snude, hvilket inkluderede flytransport, transfer, hotel i en uge og morgenmad. Hotellet lå i udkanten af byen Heraklion på det nordlige Kreta, og på stranden var der komplet øde og helt vindstille. De eneste, der befolkede stranden, var mine søstre og jeg og så en tjener fra restauranten overfor, som tog imod vores ordrer, når vi manglede noget. Og intet på deres ganske udmærkede menukort kostede over 5 Euro. Jeg havde fire krimier i tasken, som jeg alle nåede at læse, da jeg gjorde alt for ikke at tænke på mit knuste hjerte, og samtidig lå vi altså og stegte og brankede i solen.

Og dét, mine damer og herrer, var den første sommer nogensinde, hvor jeg brugte solcreme! Ever! Jeg var 27 år gammel og voksede altså op i en tid, hvor solen skulle dyrkes og nydes, når den endelig var at se, så vi smurte os ind i olie for at fremme brankningen snarere end at beskytte os imod den. Rød blev af mange opfattet som den farve, huden havde inden den blev brun, og den prikkende, småsvidende fornemmelse, man havde i skuldrene efter en lang dag i solen, var simultan med en følelse af velvære og ferie.

Men denne gang var jeg afsted med min lillesøster, Fie, som altid har været lidt mere på forkant med sundhed end jeg. Hun spiser mange flere grøntsager og har (vist nok) heller aldrig spist bland-selv-slik til aftensmad. Hun havde i vores ungdomsår også meget mere styr på pengesager end jeg, og hun var altså hoppet med på solcreme-bølgen. Hun anbefalede mig at smøre mig ind i den blå NIVEA-dut, hun havde medbragt, og at gøre det i rigelige mængder. Jeg undskyldte mig med, at jeg altså var nyslået single, og jeg havde brug for at se brun og lækker ud – ikke hvid og trist! Men Fie hev stikket hjem ved at forklare mig, at når man bliver gradvist og langsomt brun på en sund måde ved at bruge solcreme, holder den brune farve længere. Så jeg bed på, og da Fies dut var tom, købte vi en ny i kiosken. NIVEA solcremer har altid kunne købes over alt, og vi ved, de virker!
Jeg blev simpelthen så brun den sommer. Jeg havde samme farve på maven som min veninde med afrikanske rødder, og hun og jeg tudede af grin, da jeg kom hjem og opdagede det. Min hals var dog, i skærende kontrast, kridhvid, fordi jeg havde brugt hele igen på at sidde med bøjet hoved og glo ned i en krimi. Men pyt!

Siden da har jeg brugt liter og atter litervis af NIVEA-solcreme. Jeg har også brugt andre mærker, men når jeg har følt, at et produkt ikke virkede, er jeg altid vendt tilbage til NIVEA, fordi den altid gør.
I år har jeg allerede mærket solens gavmilde stråler ved fire separate rejser allerede. Jeg har henover foråret været i Marrakech to gange, og så har jeg været i Benin og nyligt i Barcelona – og alle steder har solcreme været nødvendigt. Faktisk gør man jo klogest i at bruge solcreme i ansigtet året rundt, hvis man gerne vil undgå rynker og ældningstegn, men det husker vi altså ikke alle sammen altid. Jeg glemmer dog aldrig solcreme om sommeren. Og i år har jeg brugt masser af NIVEA allerede – dog næsten uden parabener!

Den fine og lækre, ufedtede ansigtssolcreme til venstre i billedet har ganske vist stadig en parabene eller to, men det har stort set alle ansigtsprodukter, jeg bruger i forvejen altså også, og det skræmmer mig ikke. Jeg plejer bare altid i videst mulig udstrækning at undgå parabener i min kropspleje.

Og det er altså også en mulighed hos NIVEA nu! De ruller flere og flere parfume- og parabene-fri produkter ud, og der er allerede nogle stykker at finde blandt solcremerne. Vores yndlings her i familien er indtil videre de to øvrige her på billedet. Det er egentlig børnesolcremer, og det betyder jo sådan set bare, at de er ekstra milde, uden parabener og med nogle fine tegninger på. Så dem bruger jeg med lind hånd! Især har de været god på mine seneste rejser, hvor jeg kun har rejst med håndbagage, da de fint passer indenfor lufthavnens regulativer. De kan også være i tasken så nemt som ingenting, og de er ikke klistrede, som jeg synes, solcremer med høj faktor var for nogle år siden. Den i midten er en roll-on! Den fungerer efter fuldkommen samme princip som en deodorant, og ungerne synes, det er grineren, så det tager kegler, da de ellers synes, at hele solcremes-showet er noget kedsommeligt!

Så NIVEA holder sgu stadig! Og mere og mere, faktisk. 😄👌🏻

De 10 bedste ting, jeg har gjort for mig selv

Ja, jeg savner også det lange, mørke hår, jeg havde engang,men det er altså gråt nu. Jo, det er. Seriøst! Så jeg kan altså ikke få det tilbage, med mindre jeg vil farves hver 2. uge, hehe.

Lige præcis i dag runder jeg 36 1/2 år, og jeg ville ikke ønske at skrue tiden bare så meget som et par måneder tilbage. Jeg går aldrig og ønsker, at jeg kunne tage mine 20’ere om eller få et par af de år, jeg har levet, tilbage.
Det, at jeg ikke er bange for at blive ældre (jeg synes, at ret mange i min bekendtskabskreds eksempelvis ser frem med gru mod deres 40-års fødselsdag)  er faktisk noget, jeg takker min far for.
Han har altid glædet sig over at blive ældre. Da han gik på pension sagde han, at han sådan glædede sig til sit livs længste sommerferie, og sådan som han har levet de sidste snart 7 år, må man sige, at han har efterlevet sine egne ord. Han og hans kone gør præcis det, der passer dem – hverken mere eller mindre – og der går stort set ikke en måned, hvor de ikke enten er på rundrejse i LA eller på weekendtur til Harzen.

Jeg nød mine 20’ere. Meget af tiden. De var også hårde – jeg mistede min mor en måned efter, at jeg fyldte 20, og så var der lige en uddannelse, der skulle tages, et hjerte, der skulle lære om kærlighed, mænd og sådan noget, en bankbog, der konstant var flad og nogle år med nogle kummerlige leveforhold i eksempelvis et klubværelse i Sydhavnen. Så jeg har tit sagt, at det bedste, jeg har gjort for mig selv, var at fylde 30.
Jeg er meget mere rolig i dag. Jeg tror mere på mig selv, jeg tjener mine egne penge, jeg har skabt min egen, fantastiske familie, og for nylig har jeg jo endda købt et hus! Jeg ved ikke, hvorfor 20’erne er så moderne! 30’erne er efter min mening MEGET federe! Og hvis de bare er en trailer for 40’erne (som mine insidere faktisk spår), så har vi da absolut intet at frygte!

Min altså, det med, at ‘det bedste, jeg har gjort for mig selv, er at fylde 30’, fik mig forleden til at tænke på, hvad de bedste ting, jeg har gjort for mig selv gennem livet, egentlig er. Hvad er det for nogle gange, hvor jeg har stået på en korsvej og har valgt den ene vej fremfor den anden – for senere at opleve en følelse af, at det altså var det rigtige og gjorde en forskel. Det modsatte er (sikkert) også sket en del gange, men den slags kan man jo ikke bruge til noget sådan at hænge sig i.

Så her kommer de 10 gode, altså!

  1. At jeg gik til psykolog i et år efter, at jeg mistede min mor.
  2. At jeg flyttede til Berlin i 2007 som udveksling med psykologistudiet på RUC, stod på egne stænger i et nyt land (som lå dejligt tæt på mit fædrende) og fik den semi-universitets-pause som gjorde, at jeg ikke droppede ud af universitetet før tid.
  3. At jeg gjorde mit studie færdigt. Det har betydet så meget for mig, at jeg har den uddannelse i et samfund, hvor mere og mere afgøres i likes og statusupdates. Det giver mig en ro i min kerne, at jeg ved, at jeg har gennemført det. Også selvom jeg ikke bruger min uddannelse i mit arbejde. Lige nu. Måske er det samme følelse nogle har, når de har løbet et marathon. Jeg er stolt af, at jeg har gennemført det, og ingen kan tage den sejr fra mig.
  4. At jeg altid er gået efter mavefornemmelsen i kærlighed. Og i singlelivet. Jeg har slået knæerne rigtigt mange gange, men alle de oplevelser, jeg har haft, har jeg haft mig selv med i, og de har alle sammen ført mig i samme retning. Derfor er de dejlige og sjove at tænke tilbage på i dag.
  5. At jeg ikke gik på kompromis og “settlede” for tidligt, da folk omkring mit blev gift og fik børn, selvom jeg virkelig også gerne ville være dér i mit liv. At jeg ikke valgte at få børn med ham, som ellers ville have været en skidegod far og fantastisk kæreste – når jeg nu ikke var forelsket i ham – fordi jeg stadig havde en fornemmelse af, at jeg ville møde én, hvor ting ikke blev overvejet i forhold til regnestykker, for/imod og kolonner, men hvor det hele bare gik op.
  6. At jeg giftede mig med Jon, selvfølgelig. Og at jeg ringede til instruktøren af ‘Alle for Én’ og fik ham til at sætte os op på en date in the first place … <3
  7. At vi købte kolonihaven i Skovlunde dengang i 2015. De oplevelser, vi har haft derude, var SÅ gode for vores familie, og samtidig var det en god stall’er for mig, der gerne ville i hus. OG det viste sig så at være en modningsproces for Jon, der pludselig var klar til at flytte i hus meget tidligere, end vi havde talt om.
  8. At Jon og jeg begyndte i parterapi, selvom det ikke føltes hamrende nødvendigt. Vi går cirka en gang hver 2-3 måned alt efter, hvornår vi synes, vi har noget at snakke om, og det sætter altid gode ting i gang. Gode snakke, gode tanker, en stærk fællesskabsfølelse og stor taknemmelighed for det, vi har.
  9. At jeg stadig tager på solo-ture efter, at jeg er blevet gift og har fået børn. Det være sig en tur alene i biografen eller en tur alene til Marrakech. Det får mig til at føle mig i kontakt med mig selv, at jeg stadig “tør” vælge det og mig selv til, selvom min familie betyder alt for mig. For jeg er også vigtig for mig selv, og mit forhold til mig selv skal også plejes.
  10. At jeg har klinket skårene med alle dem, jeg har været sådan rigtigt uvenner med i mit liv. Listen er ikke lang, men den har gjort ondt, og det at man indser, at livet er for kort til at gå og være gal og i stedet vælge at lytte, tale, høre andre sider af historier og i sidste ende tilgive. Det føles dejligt og forløsende.

Ret dumt og lidt sjovt …

Når man er blevet så gamle og satte, at man har grå hår i næsen, fast ejendom, børn i flertal og er medlem af forældrerådet i børnehaven, sker det ikke så vanvittigt tit, at fuldemandshistorierne som sådan ligefrem står på skuldrene af hinanden. Måske derfor er det lidt hyggeligt, når man laver en kollektiv brandert-bommert, snarere end at det giver anledning til flere af de føromtalte grå hår.

I går var jeg ude at spise med en gammel veninde. Vi var på Gran Torino på Nørrebro, og jeg cyklede derned fra mit kontor i Nyhavn. Jeg havde eyeliner og store øreringe på, Gilli i ørene, forårssolen lige i masken, og da jeg krydsede søerne med udsigt til massevis af folk, der drak øl og hang ud, fik jeg en SMS fra min veninde om, at hun havde bestilt en Spritzer til mig, og jeg fik sgu helt forårssommerfugle i maven.

Pizza blev til sjusser, der blev til cocktails på baren ved siden af, og da ungernes farfar agerede børnepasser, var Jon faktisk også ude med nogle venner. Min veninde og jeg havnede på The Barking Dog ved Skt. Hans Torv med nogle fyre, vi havde mødt tidligere på aftenen, og her stødte Jon og co. til os. Vi drak flere sjusser og havde det mere sjovt, og ved 2-tiden kørte Jon og jeg på cyklerne mod S-toget. Her gik jeg ud af elevatoren og lige ind i en krammer fra en bloglæser, og så erkendte vi, at der var hele 26 minutter til næste afgang mod Køge. Det havde jeg ikke tålmod til, og i vores brandert blev Jon og jeg enige om, at det da var nattens bedste idé at tage til Høje Taastrup med det næste S-tog og så bare tage en taxa derfra. Med begge vores cykler …

Turen mod Høje Taastrup var lang nok til, at tågen lettede og vi indså, at vores trafikale eventyr var lidt af et selvmål. En god halv time senere stod vi så på stationen og fandt en taxa, der kun kunne have én cykel med, og således står min cykel altså stadig på Høje Taastrup Station, og Lei Langes kassebeholdning er 700 kr. fattigere i taxapenge. Og vi kom 25 minutter senere hjem, end vi ville have gjort, hvis vi bare var gået på maccen, mens vi ventede på toget mod Køge … 😅

Men farfar lod os sove længe, og vi vågnede til endnu en omgang strålende solskin (Barcelona er fed, men INTET slår dansk forårssol efter en lang og kold vinter), vores nabo kørte på McDonalds og hentede fritter og cola til os, da han hørte om vores tilstand, og i morgen har vi inviteret gæster til årets første grillaften på terrassen (maden spises nu nok indendørs, men GRILL, mand!!)

Det er forår, jeg er forelsket, og livets lethed synes nærmest øredøvende i dag. Selv med tømmermænd! ❤️

Link til vores lejlighed i Barcelona!

Åh, de tre dage, vi tilbragte i Barcelona i denne uge, var altså vidunderlige. Jeg elsker Barcelona! Den by har jo det hele: Godt vejr, shopping (både dyr og billig) lækre restauranter (samme parentes), fedt natteliv OG strand! Det kan mange storbyer altså ikke prale af! Og efter, at jeg har fået unger, har jeg opdaget, at byen også har en helt masse gode legepladser, som er behændigt omgivet af caféer og restauranter, hvor voksne således han henslænge sig, mens...
Læs mere

Se lige det fine stof, jeg har købt i Benin!

Fordi vi endte med at komme et døgn senere til Benin end forventet, blev tiden, jeg havde til at købe stof på markedet i Cotonou, også halveret! Det føltes altså lidt som at være med i et realityshow! "Du har nu 3 kvarter og 500 kr., og nu skal du købe stof, som selveste Jesper Høvring kan sy en gallakjole af, på dette marked i Benin! GO!" Jeg rev til mig i lind strøm! Det var næsten pinligt, for min tolk og min guide, som begge var lokale, kunne...
Læs mere