TWINPEAKS

Instagram på sommer-blus

Sommerferiestemningen er over os alle – det arbejde folk som de ferierende! Morgentrafikken ind mod byen er formindsket, salget af vaffelis på marinaen er forstørret, solen banker ned og forvandler grønne græsplæner til afsvedne brakmarker, og vi glinser alle af solcreme og grillkylling! Åh, min GUD, hvor kan jeg grave det!!

I næste uge er Krapylernes børnehave lukket. Derfor napper vi en uge med ferie herhjemme, og ugen efter kører vi sydpå – med overnatninger i Tyskland, Tjekkiet og Østrig – og så ender vi på Union Lido Camping i Italien, hvor vi skal spise pizza og slikke sol i ni dage. Inden turen går hjem over Schweitz og Tyskland. It will be grand!

Jeg er jo online hver dag – også i ferier. Og jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Men jeg har kigget lidt på, hvordan jeg kan skrue lidt ned for mit telefonforbrug i ferien. Til hverdag har jeg jo arbejdstiden til at få slidgigt i tommelfingrene, og jeg har ikke rigtigt lyst til at komme hjem fra Italien med sveden pande og hvid hals, fordi jeg har siddet og kigget ned hele ferien. På en måde også lidt for familiens skyld. 😜

Jeg vil ikke undvære at skrive indlæg, og jeg vil heller ikke undvære at lægge billeder op og interagere med jer, jeg “kender”, på Instagram – omend måske med lidt mindre hyppig frekvens. Men et sted, hvor jeg faktisk noget nær bruger allermest tid, er på at svare på privatbeskeder sendt til mig i min Instagram-indbakke. Folk, der reagerer på mine stories. Åååååh, jeg freaking ELSKER det!!! Det er så hyggeligt og personligt, og jeg er på røven over, at I giver jer tid! Men her henover resten af sommeren har jeg altså i samråd med Langemanden besluttet, at jeg slår den feature fra. Så fra nu af, og til vi kommer retur fra Italien, kan man altså ikke sende privat-beskeder til mig på Instagram. Det er viiirkelig ikke fordi, jeg ikke vil læse dem!! Det er ganske enkelt fordi, at jeg får for dårlig samvittighed over, at folk skriver, når jeg nu ved, at jeg de næste tre uger ikke får svaret.

Derfor håber jeg, at I vil skrive kommentarer til billeder og blogindlæg i stedet for, og så svarer jeg alle dem, jeg kan nå, ind imellem spisning af pasta, besøg i Venedig, plaskeri i badeland og forhåbentlig et par glas Spumante, eller hvad det nu hedder i Italien, med Langemanden, mens ungerne sover om aftenen! For jeg ELSKER jeres engagement og jeres kommentarer! ❤️

God sommer! ⭐️

Bør min moral være højere end din, fordi jeg er blogger?


Et spørgsmål, jeg har modtaget et par gange i min spørgerunde (og TUSIND tak for det! Spørgsmål er stadig velkomne i kommentarfeltet her!), og som jeg også modtager løbende i min indbakke er noget a la “Føler du ikke, du som blogger og influent har et ansvar overfor miljøet?”. De mails starter tit med ordlyden “Nu er det ikke fordi, jeg selv er hellig, eller noget …”

Jeg synes, det er lidt noget løjerligt noget. For jeg oplever det løbende i takt med, at min blog og min Instagram er vokset i størrelse og antal besøgende. At der er en efterspørgsel efter en høj moral hos mig. Helst højere end den, folk selv har, faktisk. Og det er dét, jeg synes, er lidt weird.
På den ene side har jeg en fornemmelse af, at der er rigeligt plads til, at man kan vise lidt af det hele. Både fine billeder af fine kjoler på fine sommerdage, men der er heldigvis også masser af plads til kiksede billeder taget på surprise-mode med selfie-kameraet i sofaen. I hvert fald hos mig, og det ELSKER jeg, for jeg er jo satme ikke perfekt! Og det er I, der læser med, fa’me heller ikke! Lad os deles det, vi er fælles om – ikke det, som adskiller os. Vi ligner alle sammen fordøjet æblegrød om morgenen, og de fleste af os har deller på maven, og samtidig elsker vi også smukke sommerdage og fotogene jordbær.

Men selvom de fleste af os, der læser blogs, gerne vil have inspiration af et menneske, som ér et menneske, så er der alligevel nogle, der samtidig efterspørger, at bloggere har en højere moral, end de selv har. Og det problematiske er jo så imidlertid også, at det er ret forskelligt, hvordan den moral opfattes, og hvad god moral ér.
Når jeg her henover sommeren lidt for mange gange har vist billeder af mig selv iført mine solbriller fra Gucci, så er det næsten stensikkert, at der på tredjedagen venter mig en mail med en opfordring til at huske at vise ting, vi alle sammen har råd til. Og når jeg har lavet et indlæg med links til kjoler, der koster under 500 kr., eller måske endog har vist mig i en kjole fra Vila til min bryllupsfest, som kostede 299 kr., så modtager jeg ligeledes mails, der gør mig opmærksom på, at alt har en pris, og når jeg ikke betaler mere for mit tøj, så gør miljøet. Og da jeg forleden viste et billede af en ansigtsmaske fra Normal, som koster en tredjedel dér i forhold til det, jeg havde betalt andetsteds, blev jeg bedt om at forholde mig til, at Normals medarbejdere ikke bliver tilbudt en overenskomst i forbindelse med deres ansættelse.

Jeg elsker, at folk, der læser med på min blog, er både økonomisk, miljømæssigt og samfundsmæssigt engagerede og vidende! Jeg synes også bare, at man nogle gange måske skal huske på, at vi er kun ét menneske hver, og det er jeg også. 🙂 Jeg kan ikke mene, synes og stå på mål for det hele – det ville blive noget rod. Og det ville ikke være mig.
En vigtig pointe er jo også, at jeg ikke skal gøre reklame for noget, jeg ikke kan stå på mål for. Jeg skal ikke mene noget, jeg ikke mener 100%. Det gør jeg ikke, når jeg får penge for det, og det er vel mindst lige så vigtigt, at jeg heller ikke gør det, når jeg IKKE får penge for det. Ikke?

Jeg er ambassadør for PLAN BØRNEfonden, fordi det er en organisation, jeg er fuldkommen vild med, og jeg håber virkelig at kunne være med til at kreere endnu flere ringe i vandet for deres arbejde ved at lægge noget energi her. Til gengæld har jeg sagt nej til at være ambassadør for andre internationale organisationer, da jeg synes, det mudrer vandene. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad med alle andre, men jeg har valgt, hvor jeg vil lægge mit fokus.
Jeg lukker altid køleskabet efter mig og andre, der skulle glemme det, i supermarkedet, jeg sparer altid på vandet derhjemme, jeg sorterer mit affald, jeg komposterer, jeg køber genbrugstøj til både mig selv og børnene, og mange, mange ting i vores hjem er købt på DBA eller i Røde Kors. Desuden samler jeg altid skrald op i skoven på mine løbeture og tager det med til den nærmeste skraldespand, ligesom at jeg tager mine restaurantrester med og giver dem til en hjemløs på vej hjem for at undgå madspild. Og jeg vælger altid offentlig transport frem for bilen, når jeg kan – ligesom at vores unger altså var 4 år, før vi overhovedet fik bil. Til gengæld elsker jeg at rejse – også på korte ture (særligt nu, hvor jeg har fået børn, som jeg savner efter to nætter væk hjemmefra), og selvom det ikke er særligt gunstigt for miljøet, så flyver jeg tit. Og jeg spiser ikke udelukkende økologisk, og jeg elsker oksekød.

Nu er det ikke for at blive dramatisk, men altså: Jeg er jo et menneske! Et HELT et. Med hud, hår, fejl og subjektive meninger, og de skulle jo ikke meget gerne ændre sig ikke, fordi jeg er begyndt at dele de meninger med nogle flere en blot min umiddelbare omgangskreds. Og det har I sgu heller ikke lyst til – for hvis de gjorde det, ville jeg blive til en glat overflade, og det gider I slet ikke! Be honest! 😉 (Og jeg forudser, at jeg ville dø af kedsomhed eller implodere på max fire dage!)
At jeg ér blogger og mødes med de her spørgsmål tit og ofte, betyder selvfølgelig, at jeg tager mere stilling, end jeg gjorde tidligere, og dét er jeg glad for, så bliv endelig ved! Jeg vil bare bede om, at man husker, at jeg er, som jeg er, og hvis jeg var 100% politisk korrekt og perfekt, ville I sgu nok miste appetitten. Og I er, som I er, og I er heller ikke det hele og alt det gode på én gang altid.

Det er skidedejligt, hvis vi kan inspirere hinanden, men lad os lige pakke de løftede pegefingre væk, og så lad os ikke forvente mere af andre, end vi gør af os selv. Det virker fair, synes jeg.
Vi må alle sammen se os i spejlet og være den forandring, vi gerne vil se i verden (Tak, Michael Jackson!). På den måde står forskellige mennesker op for forskellige ting, og så kan verden forhåbentlig blive ved med at have så mange forskellige dejligheder, som den har, og vi kan blive inspireret af hinanden. <3

Man har forsøgt at udnytte mig online …

Jeg har aldrig fået tilsendt et såkaldt dick-pic på nettet, og det er jeg for sin vis både skuffet og lettet over! Jeg ved, at mange af mine gifte ligesindede har haft den oplevelse, men der er åbenbart ikke nogen mænd, der indtil videre har fundet det umagen værd at sende mig et foto af deres lem. Nu jeg tænker over det, er jeg nok mest lettet.

Til gengæld har jeg de seneste dage haft en oplevelse lidt i samme boldgade. Okay, måske ikke helt samme gade, men så en sidevej, da. Jeg får engang imellem en besked i min Instagram-indbakke fra mænd fra eksotiske steder i verden, og dem plejer jeg at afvise. De fleste skriver noget i stil med ‘Hi’, ‘What’s up’ eller ‘Hello’. Ikke videre inspireret, men på den anden side er det jo meget smart lige at teste vandene, før man kaster den dyre madding ud.

I sidste uge fik jeg adskillige greetings fra den samme konto tilhørende en mand, der (angiveligt) kom fra Frankrig, (angiveligt) hed Henry og (angiveligt) så tæskegodt ud – hvis man skulle tro billederne på hans profil. Det skal jeg dog være ærlig at sige fra starten, at det gjorde jeg ikke. Men jeg svarede til sidst på hans besked ud af nysgerrighed. Hvad vil de egentlig, de der udenlandske gutter, der ender i min indbakke? De kan med al tydelighed i mit feed på Instagram se, at jeg er gift og har børn, så det kan vel næppe være en sommer-romance, de efterspørger.

Det blev en form for lokumsbeskæftigelse, hvis De forstår. Jeg svarede, når tiden kom til mig …

Jeg delte et udsnit af det første af min korrespondance med denne “Henry” på Instagram, og efter den udveksling skrev jeg til ham, at jeg ikke var interesseret i at fortsætte korrespondancen. Til det svarede han, at han var forretningsmand og ikke interesseret i at påbegynde noget romantisk med mig. Han var blot meget åben som person og ville gerne have mange venner, og det ville være en god idé for mig at pleje digital omgang med ham, idet jeg nok en dag ville finde det fordelagtigt at gøre brug af hans kontakter. Til trods for disse fristelser ønskede jeg ham dog fortsat en god dag, foreslog at han brugte sit udadvendte væsen på at finde nogle venner IRL og holdt fast i mit endeligt.

Et par dagen senere var han der igen i min indbakke – med fuldkommen samme hilsen som den allerførste. Jeg tror, staklen havde glemt, at han havde rundet mig én gang, og jeg skrev, at jeg fortsat ikke ønskede kontakt. Han svarede, at hvis jeg kunne gøre ham en hurtig tjeneste, skulle han nok fri mig for nogensinde at høre fra ham igen. Jeg grinede lidt ved mig selv, vel vidende, at den luksus havde jeg jo selv i hånden, da jeg blot kunne blokere ham, men spurgte, hvilken tjeneste han mente.
Og var det, at “Henry” åbenbarede, at hans søster var dødeligt syg, og at han skulle bruge 3.000 Euro til hendes hospitalsregninger. Jeg svarede, at hvis han manglede penge, synes jeg, at han skulle sælge den båd, han ifølge sine billeder ejede, eller måske den bil, der så ud til at være i hvert fald nogle tusind Euro værd. Han svarede, at han havde solgt alt og meget gerne ville redde sin søster.
Jeg vidste selvfølgelig godt, at “Henry” var fuld af løgn. Han hedder ikke Henry, det er ikke ham på billederne, og der er ikke nogen syg søster. Og til trods for det var det på én eller anden måde alligevel ikke rart at læse om den syge søster. Folk overalt i verden har trange kår og syge søstre, og den slags går ind. Dog var der ingen tvivl for mig om, at “Henry” var en snyder. Det var tydeligt, at de fleste hans svar til mig var copy/pastede fra et dokument, jeg tror, han har liggende på telefonen, som han arbejder ud fra, så han kan skrive med flere mennesker på en gang. Flere gange sendte han mig det samme svar tre gange i træk i samme besked.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg blev ved med at svare, men jeg havde på én eller anden måde lyst til at få manden til at indrømme, at han var fuld af løgn. Jeg kan sagtens forestille mig, at ham, jeg i virkeligheden har skrevet med, ér en meget arm mand, som virkelig godt kunne bruge pengene, men at forsøge at snyde sig til penge fra folk ved at lyve og manipulere – og så lige smide en dødsyg søster oveni – det er der så meget dårlig karma i, at jeg næsten ikke kan rumme det.
Jeg bad ham sende mig en selfie, hvor han holder søsterens hospitalsregning i hånden, så jeg kan se, at han er den, han udgiver sig for, og at regningen var legit. Han svarede, at hans kusine havde regningen nu, men han ville få fat i den i morgen, hvis jeg på forhånd ville love at overføre pengene mandag eftermiddag. Jeg svarede, at jeg ikke ville love en fløjtende fis, men hvis han ville have penge fra en komplet fremmed, måtte han lægge lidt knofedt bag.
Til sidst googlede jeg hans profilbillede og fandt ud af, at han har stjålet fotos fra en smuk, fransk model ved navn Olivier Dion. Jeg spurgte så “Henry”, om han kendte en mand ved det navn, og dertil svarede han, at det gjorde han ikke. Da jeg sendte ham et screendump fra Olivier Dions Instagram, svarede han “That’s me!” Til det svarede jeg, at i og med, at han netop har været med i en reklame for Aqua Di Gio, burde han ikke have de store økonomiske kvaler.

Her knækkede “Henry” så og sagde, at alt, jeg behøvede at vide var, at han var en fattig mand, der gjorde, hvad han kunne her i livet. Jeg svarede, at selvom det meget vel kan være, så er det simpelthen for lavt at lyve for folk, og så kan jeg simpelthen ikke se henover, at man bruger forklaringen om en dødsyg søster for lokke penge ud af folk, og så bad jeg ham om aldrig at kontakte mig igen.

Jep, jeg har muligvis brugt for langt tid på at out’e en svindler på Instagram, og dem er der givetvis rigtigt, rigtigt mange af. Jeg har hørt om kvinder, der lader sig narre at mænd, de tror vil komme og besøge dem – de skal bare lige bruge et lille lån til billetten, fordi deres platinkort sidder fast i en brevsprække. Jeg burde måske ikke være forarget, men det er jeg knagme! Og samtidig synes jeg selvfølgelig, at det er vanvittigt synd for de mennesker, der ikke føler, de har andre udveje for at skaffe til dagen og vejen, for det kan da ikke være den måde, noget menneske ønsker at komme igennem livet. Forestiller jeg mig.

Men altså, hvis Henry Lopez skriver til jer på Instagram, så vil jeg ikke opfordre til at forfølge det bekendtskab.
Jeg har skrevet til Olivier Dion, at nogen forsøger at lokke penge ud af damer ved at gøre brug af hans nydelige ansigtstræk, men jeg regner ikke med, at han ser det. Han har 365.000 følgere på Instagram og anser det sikkert for sandsynligt, at jeg er ude på enten at presse penge af ham eller vise ham billeder af mine kønsdele… 😉

Den dag, MM blev kvalm i de sydfranske bjerge …

I dag er det præcis en uge siden, at jeg Kim hjem efter en 24 timers pressetur sammen med Ford i anledning af lanceringen af den nye Ford Focus. Jeg har i min tid som blogger og forinden da som ELLE-ing, været til min del af presseevents. I modebranchen, nuvel. Det her var ganske, ganske anderledes! På både godt og ondt! 😅

Jeg er vant til ved lanceringsparties at mødes af en sværm af velklædte og duftende kvindfolk i henkastet modetøj tilsat hestehaler, stiletter og svinedyre håndtasker. Vi kindkysser så og går ombord i cupcakes, cocktails, eller matchalatte og gulerodsstænger (alt efter eventet), mens vi hygger, tager selfies og tjekker produktet ud.

Sådan var den her tur IKKE. Jeg var en ud af to kvinder, og jeg var den absolut eneste, som ikke var motorjournalist. Jeg delte Ford Focus med Lene fra Ford, som jeg kender i forvejen, og jeg glædede mig meget til de to-en-halv times køretur, der ventede os. Planen var, at vi skulle køre en meget scenisk rute i bjergenes hårnålesving, og jeg tænkte naivt, at det nok skyldtes, at vi således kunne lave små pitstops og fotografere den nye Focus med fantastisk natur i baggrunden. I was wrong.

Ruten skyldtes, at motorjournalister forventer en mulighed for at teste, hvordan sådan en ny drønnert rigtigt kører, og det gør de ved at køre hurtigt i hårnålesving, blandt andet. Desuden kører de en hel del hurtigere end jeg. En hel, hel del. Så da jeg havde tøffet afsted mormor-style cirka 50 kilometer under hastighedsbegrænsningen (det virkede rimeligt for mig. Der var seriøst langt ned), bad Lene mig om at bytte plads, så vi kunne nå frem i tide til middagen … Frokosten var vi nødt til at springe over, for det havde jeg med min sneglefart forpurret! Og så trådte hun på speederen og fór afsted, som var hun en franskmand!

Da vi omsider kom frem til vores overnatningssted, var jeg bleg som et lagen og kvalm som Jon efter vores genbryllup for fire uger siden. Den tur, det åbenbart tog “voksne mennesker” 2,5 time at køre, ville have taget mig omkring 6 timer. Jeg er ikke skabt til bjergkørsel! (Men det er den nye Ford Focus heldigvis! 😜👊🏻)

Det var en sygt fed tur, og da vi om aftenen spiste middag, følte bloggeren i mig sig i det rette element, da denne blev indtaget på en storslået terrasse med udsigt over trætoppene og solnedgangen.

Dagen efter kørte skulle vi retur til lufthavnen i Nice, og Lene fra Ford havde så meget situationsfornemmelse, at hun omlagde vores rute, så vi tog den mere direkte vej. Det betød, at jeg fik lov at køre hele vejen OG fik prøvet bilen lidt af på motorvejen. Jeg holdt mig til mit mormor-tempo, mens jeg fik lov at teste nogle af bilens funktioner. Blandt andet finder jeg det enormt sejt OG nyttigt, at Ford har en funktion, som gør, at bilen selv retter ind, hvis man er ved at skride ud over kridtstregerne i kanten af vejbanen. Opdateringen i den nye Ford Focus er på det punkt så, at den nu ikke længere leder efter kridtstregerne, men på én eller anden for mig uforståelig måde retter ind efter midten af vejbanen. Man behøver næææsten ikke holde på rettet – den sørger selv for, at man følger vejens forløb. Det er sådan noget, der gør, at jeg virkelig tror på, at førerløse biler er indenfor rækkevidde.

En anden smart ting er, som jeg kender det fra den Ford Mondeo, vi kører rundt i herhjemme, at den kan parkere automatisk og helt selv. Man trykker bare på en knap, og så parkerer den selv bilen, mens man sidder og stritter med hænderne. Den feature er også opdateret, så man nu ikke engang selv skal styre pedalerne imens og køre frem og tilbage, når den beder om det. Den kan det HELE.

Jeg har løbende samarbejdet med Ford, mens jeg har haft bloggen her, og siden vi flyttede til Køge har vi leaset en bil gennem Ford. De har netop fået nye privatleasing-aftaler, og Jon og jeg snakker allerede om at undersøge de muligheder til efteråret, da det ser ret overbevisende ud.

Jeg er selv vokset op i en familie med skodbiler. (Ja, undskyld, far, men du har selv sagt, at en bil ikke skal have andet end et rat og fire hjul, altså! 😄). Og det er også helt cool! Men efter at have kørt rundt i en Ford det seneste halve år, har jeg sgu svært ved at gå tilbage til turistklassen, må jeg indrømme. Der er så meget kvalitet og sikkerhed på drengen, at jeg ikke længere helt kan forestille mig at tage på bilferie i andet. Og om 14 dage smutter vi således til Italien i vores Ford. Yahoooo!!

Årsagsforklaring: Derfor kalder jeg Hux og Bertie for ‘Krapylerne’

Dette indlæg blev i en lidt anden version faktisk bragt allerede for små fire år siden. Men siden er der jo kommet et par nye læsere til (eller tre), og derfor har jeg fundet på lige at bringe det igen. Så hvis man lige gik og undrede sig, kan man herved finde svar. 🙂

Venlige sjæle har på skrift eller in person udbedt sig en forklaring på, hvorfor jeg kalder mine søde og i øvrigt højt elskede tvillinger for ‘Krapylerne’ her på bloggen. Tyer man til Google i jagt på en definition på begrebet, er adjektiverne, der supporterer betegnelsen absolut ikke positive.
Og hvorfor så kalde mine elskede arvtagere dét og ikke eksempelvis ‘de kære små’, ‘nuttemonaderne’ eller noget tredje med noget mere kærlig karisma?

Netop derfor. Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen, men jeg blev i min graviditet enormt træt af, at folk pegede på min mave og talte om ’smuklingerne’, ‘elskningsbørnene’, ‘miraklerne’ og mere i samme sukkerflydende boldgade. Mens de stadig lå i maven, refererede jeg oftest til børnene som mine ‘aliens’, fordi det bedst beskrev den følelse af abstrakt-hed, jeg endnu havde til indholdet af min kæmpe-vom. Og da jeg skrev et af de første indlæg, efter de blev frigivet, omtalte jeg dem som mine og Jons ‘kærligheds-krapyler’. Og det hang så ved – blot i den forkortede version ‘krapylerne’.

Hvis ordet ‘krapyler’ var et, der ofte blev anvendt i daglig tale for at kritisere eller udtrykke ringeagtelse overfor andre mennesker, havde jeg ikke valgt det. Jeg kunne for eksempel ikke finde på at referere til dem som ‘mine små svin’ …
Men ‘krapyler’ er så sjældent anvendt i det danske sprog, at der knytter sig lige tilpas megen humor og ironi til betegnelsen, at jeg synes, den er fint anvendt her.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, og det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvad det betyder.
Det er bare for sjov!
Gak, løjer og narrestreger! 🙂