10 ting, der passer, om MMLeiLange

  1. KÆFT, det undrer mig, hvor mange, der ryger i deres biler! Det har jeg opdaget, efter at vi har fået bil. For lukkede vinduer! EW!
  2. Der er virkelig også mange, der kører for hurtigt OG overhaler indenom på motorvejen. Det troede jeg faktisk, ligesom ovenstående, var blevet umoderne?
  3. I dag skal jeg på spaophold på Marienlyst med en veninde. Det kom i bogen inden turen til Marrakech, og det føles næsten lidt pjække-agtigt sådan at stikke af fra min familie igen allerede. Meeen jeg glæder mig.
  4. Mine krapyler har fødselsdag på fredag. De siger, de begge to vil have en banankage, og Hugo ønsker sig noget så lowkey som en banan-flamingo på toppen. Mkaaay …
  5. Vi har fået en ny sofa, som er meget, meget større, end vi troede. Jeg skal liiige vænne mig til den, men jeg viser den frem i næste uge! Så kan I være med til at afgøre, om vores stue nu ligner et venteværelse eller ej …
  6. Faktisk skal jeg rejse vanvittigt meget dette forår. Om en måned skal jeg på en pressetur til freaking Marrakech, og i slutningen af marts skal jeg til Benin i Vestafrika sammen med BØRNEfonden, som jeg er ambassadør for. Og i påskeferien overvejer Jon og jeg at tage ungerne med til Barcelona ligesom sidste år. OG i maj skal vi til USA! Fandme da usmart at købe hus, når man alligevel aldrig er hjemme, hehe!
  7. Alle de, der sagde til mig, at børnene aldrig kommer til at bruge deres værelser, fordi de ligger på første sal, har indtil videre ret. Vi er alle sammen i stueetagen. KonSTANT.
  8. I vores køkken er der en indbygget espressomaskine. Men hverken Jon eller jeg drikker kaffe, så nu går vi og overvejer, om vi skal pille den ud og få plads til en mikroovn, eller om vi skal beholde den til kaffedrikkende gæsters glæde.
  9. I morges startede ungerne og jeg dagen med at gå i skoven. Hugo ville virkeligt nødigt med i starten, og da jeg spurgte til hans modstand, gik det op for mig, at han har hørt lidt for godt efter, når han har fået oplæst Den Lille Rødhætte, og han var således skrækslagen ved tanken om “det sted i skoven, hvor træernes toppe mødes, så intet lys kommer ned”, som han udtrykte det.
  10. Til gengæld sagde han også, at han gælder sig til foråret, hvor “græsset breder sig som et tæppe under os, og fuglene synger fra trætoppene” … Han er ganske lyrisk minded, min dreng. <3

Detaljer om præcis hvilke lån, vi valgte, da vi købte Drømmehuset


Jeg skrev et indlæg om vores tanker i forhold til banklån lige inden, Jon og jeg skrev under på det stykke papir, som på én og samme gang gjorde os nogle millioner rigere OG nogle millioner fattigere – alt efter, hvordan man ser på det. Og det indlæg blev faktisk læst ret mange gange. Det kom en kende bag på mig, da jeg selv synes, at tal som udgangspunkt er kedeligt (og svært at forstå), men det viser nok, at mange af jer, der læser med her hos mig, måske befinder jer lidt i samme situation som jeg. Og det overrasker mig ikke. 🙂
Måske er I ikke alle sammen ude på at flytte til Køge, men der er nok mange i “vores alder” (de fleste af jer, der læser med herinde på bloggen, er mellem 25 og 35 år gamle), der stifter gæld for at købe bolig. Eller nærmer sig det sted i livet, i hvert fald.

Jeg blev sprogligt student, og jeg er enormt dårlig til tal – OG pinligt bevidst om det faktum. Jeg skal have lommeregneren frem ved bare de mindste matematiske hovedbrud, og jeg har ingen interesse i at regne for sjov. Min moster underholdt i mine unge dage tit med historien om, hvordan jeg havde været med hende og mine kusiner i biffen engang, og da vi kom for tidligt, gav de andre sig til at regne ud, hvor mange mennesker, der potentielt ville kunne sidde i salen, ved at gange antallet af stole på langs med antallet af stole på tværs, og jeg skal angiveligt have udbrudt noget i retning af “Om jeg begriber, at I gider at regne i jeres fritid!” Og den udtale står jeg for så vidt stadig ved.
Men når det kommer til at låne en helt masse penge i banken, slår jeg alligevel lyttelapperne ud og sætter mig ind i sagerne, og det har faktisk været ret spændende. Jeg har holdt møder med forskellige mennesker, som er langt klogere end mig, og så har jeg lagt mig fladt ned på jorden og bedt dem om bogstaveligt talt at tegne tingene for mig, så jeg kunne forstå dem. Jeg er ikke helt med på det med kurstab og hvordan, man investerer i den henseende, men bortset fra det er jeg sgu ret godt med! Og ret stolt derved!

Det første, vi gjorde, da vi vidste, at vi ville købe et hus, var at tage et møde med vores bank for at se, hvor mange penge, vi kunne få lov at købe for. Vi har Sydbank, som vi altid har været godt tilfredse med. Jeg havde en anden bank, da Jon og jeg blev kærester, men da vi besluttede os for at få fællesøkonomi, insisterede han på, at jeg rykkede over til Sydbank, da han havde et mere nært forhold til dem, end jeg havde til min bank, og sådan blev det så.
Vi var begge ret spændte på mødet, og vi havde meget lave forventninger, da ingen af os jo kan mønstre en lønseddel. Jon har altid været “selvstændig” og har løbende perioder uden arbejde, og jeg har ikke haft et fast arbejde siden 2014. Dog har vi sparet godt op henover de seneste par år – netop fordi vi ikke regnede med at kunne få lov at låne mere end 80% af en eventuel købesum, når den dag kom. Det er jo nemlig sådan, at man kun kan låne 80% af en boligs værdi i realkreditinstituttet (det er den del af lånet, der har den gode, lave rente), og de sidste 20% skal man selv stille med. Enten fordi, man selv har dem, og ellers kan man låne dem i banken. Men altså til nogle ganske andre renter, hvilket jo gør, at ens månedlige ydelse bliver noget højere, og så er der færre penge til leverpostej og ture til Marrakech.

Vi havde dog ikke behøvet være så nervøse, Jon og jeg, for det møde. Vores bankrådgiver grinede en lille smule af vores undskyldende attituder og fortalte, at det altså ikke handler alene om at kunne præsentere en lønseddel. I Sydbank kigger de på folks individuelle økonomier og tager en masse forskellige ting i betragtning. Hvordan er deres forbrugsvaner, sparer de op, hvad tjener de (hvis de er selvstændige) i deres små virksomheder og så videre. Vores bankrådgiver havde sat sig virkeligt godt ind i vores situation og forhold på forhånd og kunne derfor være med til at rådgive os i forhold til i hvilket økonomisk spænd, det nok ville være fornuftigt at kigge efter hus. Og vi blev altså på den måde allerede fra starten forhåndsgodkendt til et beløb, der var noget højere, end vi havde forventet, og så kunne jagten begynde!

Da vi havde fundet Drømmehuset (som nu er vores! YAY!) sendte vi salgsopstillingen til Sydbank og bad dem komme med et bud på, hvor meget det ville koste at tage lånet gennem dem og deres realkreditinstitut, Totalkredit. Vi fik tilbudet et par dage efter og sendte det til min far, der er gammel bolig-jurist, og han fik sin svoger, der er ejendomsmægler, til også at kigge det igennem. Og de kom efter lidt reseach frem til, at det sgu nok ikke kunne gøre meget billigere. WIN! Hvis det kunne, ville vi nemlig have skiftet bank, men det er nu så bøvlet, og vi har altid været glade for Sydbank, så det ville have ærgret mig.
I januar skulle lånet så endeligt tegnes. Vi havde inden da haft et møde med vores fælles revisor, som anbefalede os at lave en lidt blandet belåning, og det var også det, banken rådede os til. Vi mødtes med vores bankrådgiver i Sydbank på Frederiksberg, og så talte vi det hele igennem i en time. Han og hans kollega fra Sydbank København, som jeg også har haft en del at gøre med, og som derfor var sød nok til også at deltage i mødet, tegnede og fortalte, viste ting på computeren og forklarede det hele ned til mindste detalje og 30 år ud i fremtiden.

Vi valgte at dele vores lån op. Det vidste jeg slet ikke, at man kunne, men det kan man altså, og det er ret smart. Så får man også tilgodeset både sin fornuftige side og den lidt mere gambler-agtige.
De 20% af købssummen havde vi selv på en konto, så vi slap for et lån i selve banken. Altså skulle vi kun tegne et realkreditlån på 80% af købssummen. Og vi har så gjort det på den måde, at vi har lånt 40% af beløbet (altså af de 80%)med en fast rent på 2%. Et såkaldt 30-årigt obligationslån! Renten stiger aldrig, og vi betaler af på den del af lånet hver måned. Helt igennem fornuftigt og lige det, min far ville have anbefalet.
De resterende 60% af realkreditlånet har vi så til gengæld lånt gennem et F5-lån. Renten her sejler i øjeblikket rundt nede på omkring 0,25%, hvilket jo er latterligt billigt! Der er den så i fem år, og herefter ved kun guderne, hvordan situationen ser ud. Så i værste fald stiger renten helt vildt, og så må vi altså til lommerne! Dog kan man sige, at den kan stige næsten 100%, før den rammer de 2%, den anden del af vores lån er på, og den stigning har vi råd til. Oven i det har vi valgt at gøre brug af vores 10 afdragsfrie år på denne del af lånet, så det betaler vi ikke af på.
På den måde sidder vi relativt billigt her i vores hus i Køge. Og det er smart, da vi begge to er selvstændige, for det betyder jo, at vi ikke skal trække så mange penge ud af vores firmaer hver måned, som vi skulle, da vi boede i København. Det havde jeg heller ikke tænkt på, før vores rådgivere pointerede det!

Så et banklån er ikke bare et banklån, og en lønseddel er ikke bare en lønseddel. Alt hænger sammen, og det er virkelig smart at bruge lidt tid på at sætte sig ind i, hvad der passer til ens private økonomi.
Så jeg vil sige, at når man handler bolig, er det altså en god idé at have en bank, der gider at lytte til én, svare på ens spørgsmål og tegne ting på papir. Jeg har været meget positivt overrasket over, hvor subjektive og personlige Sydbank har været i deres vurdering og rådslagning med os – og det var altså for en god ordens skyld længe inden, vi besluttede at lave et samarbejde. Det kom først på banen, fordi de blev inspirerede af det her indlæg til at give “det der blogging en chance”. 😉

Næste skridt er, at Jon og jeg her i foråret skal have et nyt møde med vores bankrådgiver på Frederiksberg (ham giver vi altså ikke slip på, selvom vi er rykket til Køge). Nu, hvor vi har samlet udbetalingen til huset, skal vi nemlig i gang med at spare op til pension og have en snak om det, de kalder “risikodækninger”. Altså tab af erhvervsevne, kritisk sygdom og andre alvorligheder. Og dét kan også gøres på et utal af forskellige måder, kan jeg forstå, når jeg lytter efter ude i verden. Og det er også en liiille kende røvkedeligt – men en virkeligt god idé at sætte sig lidt ind i. Derfor er jeg sgu ret glad for at have en bank, der tegner, fortæller og sætter sig ind i lige præcis min økonomi i stedet for bare at se mig som et nummer på en computerskærm. Så må vi bare håbe, at min rådgivers kreative talent også rækker til at kunne tegne pensioner på en måde, så selv jeg kan følge med. 🙂

MMs 3-dages-guide: Marrakech for begyndere!


Jeg har været i Marrakech en del gange efterhånden, men alligevel var det lidt som om, at den tur, jeg lige har været på, var den bedste. Selskabet og vejret gjorde selvsagt sit. Det er koldt om aftenen og om natten, men i løbet af dagen kom temperaturerne op på 20 grader, så vi sad i T-shirts med lukkede øjne og nød at mærke varmen i ansigtet, mens vi spiste frokost alle dagene.

Jeg tænkte, mens vi var afsted, at når jeg kom hjem, ville jeg lave en guide! Sådan en “hvis du ikke ved, hvad du skal lave i Marrakech, så tag udgangspunkt i det her”! Sådan nogle læser jeg tit om andre storbyer, og jeg tænker, at den også er god at have i baglommen, hvis man skal på tur til Nordafrikas fineste by.
Hvis man tager børn med, hvilket jeg på ingen måde vil fraråde, vil jeg måske ikke følge lige dénne guide, men jeg tænker, at den er god, hvis man er på veninde- eller kærestetur på en 2-3 dage.

Nina og jeg bestilte billetter på Norwegian, og så bookede vi hotel på Booking.com. Vi boede på Riad Challa, hvor jeg ikke har boet før, og der var både fordele og ulemper.
Til den gode side lå det virkelig centralt. Kun 3 minutters gang fra den store plads, Djeema el-Fna og indgangen til souken. Desuden var der virkeligt rent og varme på værelserne (det er der altså ikke alle steder), og så var det ret billigt. Vi gav 1.200 kr. for tre nætter for to personer. Altså 200 kr. pr. nat pr. dame.

Det, der trak lidt ned var, at den her riad var en del større end dem, jeg normalt bor på. Det gjorde det hele en del mere hotel-agtigt, end jeg er vant til i Marrakech. Jeg foretrækker riads med 5-6 værelser, hvor det er ejerne selv, der står for det hele. Det er så hyggeligt! Værelserne i Riad Challa var også mere hotel-agtige med hvide vægge og hvidt sengetøj, hvor jeg er mere vild med de steder, hvor de har gejlet det hele lidt mere op. Desuden var morgenmaden ikke inkluderet. Den kostede så kun 6 Euro, men den var ikke særligt god. De var meget stolte af at have omfavnet buffetkonceptet, men i Marrakech vil jeg sgu’tte have cornflakes og juice fra karton. Jeg vil have frugtsalat og marrokanske pandekager og friskpresset juice. 🙂
Men! Det var billigt, rent, pænt og enormt centralt!


Dag 1 – souk, god mad og bytur
Vi ankom sidst på eftermiddagen, men heldigvis boede vi jo så centralt nok til, at vi kunne tjekke hurtigt ind, drikke en kop myntete og så stæse ned i souken! Det er den perfekte måde at akklimatisere på, og det føles så vildt at stå dér mellem handlende og kilovis af safran, håndlavede lædertasker og pulverfarver i alle verdens afskygninger og mærke solens stråler i nakken og tænke på, at for bare få timer siden stod man faktisk og småfrøs udenfor en flyver i København. Vi fik købt lidt læbepomade og sonderede terrænet for tæpper og diverse, og efter et par timer bevægede vi os ned til caféen NOMAD, som ligger på den lille plads med alle krydderierne, Place Des Epices.
Her fik vi lidt lækkert at spise og endnu en kande sød te, mens solen gik ned over minareterne, som sang i baggrunden.
Tilbage i riaden tog vi os et bad og sprang op i stiletten (det er første gang, jeg har taget sådan nogle med til Marrakech), og så fik vi vores riad til at stå for en taxa ud til restaurant Bo-Zin, som viiiirkelig er et besøg værd. Vi havde fået et bord kl. 22.30, og der skulle faktisk gå yderligere en halv time, før vi kunne blive seatet. Restauranten, der er asiatisk inspireret, var fyldt til randen med mænd i jakkesæt og kvinder kjoler og mavebluser. Der var homoseksuelle mænd og letpåklædte kvinder, og alle de tanker, jeg havde om muslimske normer, måtte pænt træde i baggrunden, mens vi drak fantastiske cocktails, spiste vanvittigt lækker mad og gloede på resten af selskabet, til vores øjne var ved at trille ud af hovederne på os.

Dag 2 – souk, hammam, massage og hygge
Vi startede dagen langsomt ud med at sove længe (mest Nina) og læse krimi (mest mig), og så spiste vi morgenmad i fred og ro på riad’en, inden tullede ned i souken, hvor jeg købte en lampe udformet som en globus.
Til frokost besøgte vi Terrasse Des Epices, som har samme ejere som NOMAD, hvilket tydeligt ses. Den ligger dybt nede i souken, men er alligevel relativt nem at finde – især med iPhone. Det er så dejligt et sted at sidde og få en pause fra larmen og balladen i souken. Man sidder på terrassen og spiser udendørs, og så kan man få udleveret en stråhat, hvis solen er for skarp. De har et fint udvalg af både marokkansk og mere europæisk mad, og menukortet har været det samme i de seks år, jeg er kommet der. Don’t change a winning team!
Efter endnu en tur rundt i souken, hvor vi for vild og endte i en ende, jeg aldrig har set før, smukkede vi retur til Riad Challa. Et andet plus, jeg ikke fik nævnt, er nemlig, at de har eget spa. Mini-spa, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre god! For 350 kroner fik vi først en traditionel hammam med indsæbning og en scrub så grundig, at jeg er sikker på, at jeg har tabt i hvert fald 300 gram. Derefter blev vi smurt ind i en rassoul-kropsmaske, og så blev vi skyldet af og pakket ind i en badekåbe. Herefter fik jeg en manicure OG en pedicure, hvilket tog omkring 45 minutter, mens Nina fik det, hun efterfølgende kaldte en af sit livs 5 bedste massager, og så byttede vi. Det var SÅ dejligt, og efter endt luksus, kunne vi jo behændigt trisse op på værelset og slappe lidt af med vores bøger. Behandlingerne tog sammenlagt små tre timer, og det var så dejligt! Og billigt.
Om aftenen hoppede vi igen i stiletterne og tog en taxa til restauranten Comptoir Darna. Vi havde fået et bord klokken 19, hvilket måske var lidt tidligt, selvom det faktisk var søndag. Men vi hørte, at der kl. 22 ville komme mavedansere og ildspydere. Noget, jeg egentlig synes lyder ret turistagtigt, men sådan tror jeg egentlig ikke, restauranterne dernede opfatter det. Det synes bare, det er cool.
Vi fik lækker mad, og der var fint, men hvis jeg skulle vælge, ville jeg altid nappe Bo-Zin. Og næste gang vil jeg forsøge at nå at spise en middag på Buddha Bar. Men vi var trætte, så selvom området faktisk lagde op til fuld basarm, smuttede vi tidligt retur til vores bløde senge.

Dag 3 – hemmelige haver og udendørs aftensmad
Vi vågnede ret tidligt på den tredje dag, og så droppede vi morgenmaden på hotellet og smuttede ned på Place Des Epices allerede ved 9-tiden. Det var ret sjovt at se byen vågne langsomt og mærke, hvordan solen lige så stille fik mere og mere fat i dagen. Vi satte os på tagterrassen på Café Des Epices (igen samme ejer som Terrasse Des Epices og NOMAD, men en kende mindre flashy), hvor vi bestilte klassisk morgenmad med pandekager, yoghurt og æg samt kaffe og myntete, og så sad vi og kiggede ud over pladsen og byen i i hvert fald en time. SÅÅÅ dejligt!
Herefetr hoppede vi i en taxa (de koster altså ikke det store i Marrakech) og tog ud til Jardin Majorelle, som er Yves Saint Laurents berømte have. Vi var blevet anbefalet at komme tidligt, og da vi kom klokken 11.30, forstod vi hvorfor, vi burde have taget den anbefaling til hjerte. Køen var flere hundrede meter lang, og det orkede vi ikke. I stedet spadserede vi tilbage til medinaen, hvor vi så ankom fra den anden ende, end man gør fra pladsen. Derfor fik vi set en masse stader, som ikke er forbeholdt turister, men mere de lokale. Stader med kyllinger, der lå klar, plukket og salgsklar på en disk ganske uden is eller kulde. To meter bag dem stod levende kyllinger på skuldrene af hinanden og skræppede op og ventede på at blive slagtet. Velsagtens en noget billigere form for opbevaring end en fryser. Og lidt mere makaber og uhygiejnisk. Vi zigzaggede rundt i medinaen i et par timer, og til sidst endte vi atter på NOMAD til frokost. Jeg er en kende mere eventyrlysten, når det kommer til lokal spise, end min rejsemakker, og på disse etablissementer er man ikke i tvivl om, at maden er tilberedt til perfektion. Vi fik squash/feta-frikadeller og tagine, og solen gav os fregner på næsen imens.

Efter frokost begav vi os ned til Le Jardin Secret, som ligger nede i souken, og det skulle vise sig som en fin erstatning for Jardin Majorelle. Den yndigste have med små plateauer og også et par caféer, hvis man skulle have lyst til et hvil. Jeg vil anbefale at besøge en af disse haver, da der er noget ret skønt ved at erstatte den larmende bymidte med noget så smukt og tyst for en stund.
Til aftensmad delte vi den lidt op. Vi var begge for trætte til at skulle have stiletter på, og da vi skulle tidligt op næste morgen, måtte det også godt være lidt nemt og hurtigt. Derfor gik Nina først med mig op på Djeema el-Fna, der om dagen huser henna-malere, slangetæmmere og andet godtfolk, men om aftenen er propfuld af spise-stader, hvor der grilles kød og grøntsager på spyd og serveres sodavand, te og søde, marokkanske kager til. Jeg fik mig en ‘mixed grill’-tallerken og en cola, og vi nød virakken og de mange “facere”, som konkurrerede med hinanden om, hvem der kunne skaffe flest folk til deres egen biks. Bagefter gik vi på en lidt mere etableret restaurant, hvor Nina bestile en burger, som var så kedelig, at McDonalds synes labert.


Marrakech er ALTID et besøg værd! Og jeg har set mere af byen den her gang, end nogensinde før. Og ja, jeg vil helt klart også anbefale en tur derned med poder, men sådan en venindetur er nu svær at overgå! 😉

Fra Marrakech til Køge!


Så er jeg retur efter tre dage i Marrakech!
Selvom jeg har været i den marokkanske by en del gange efterhånden, var den her tur nok den bedste. Måske også fordi, at jeg havde følgeskab af Nina, som jeg elsker at hænge ud med. Hvor jeg efterhånden er nærmest vant til at drage på små smutture ud i verden uden mine Krapyler, var det faktisk Ninas første gang. Til gengæld har hun så den luksus, at hun engang imellem kan stryge en kæresteweekend med sin mand uden unger, fordi ungernes bedsteforældre gerne napper dem i et par nætter i træk, og lige dén oplevelse har Jon og jeg endnu til gode. Men alle familier, arbejdsskemaer, unger, forældre og situationer er forskellige, og heldigvis er de fleste, jeg kender, glade for den måde, tingene fungerer på hjemme hos dem. Og det samme er jeg. I dén grad!

I dag skulle ungerne egentlig have været i børnehave, da jeg har en del mails, jeg trænger til at få svaret på og noget arbejde, der kræver min opmærksomhed, men sådan er det altså ikke blevet. Hverken ungerne eller jeg har mod på at tage afsked med hinanden her til morgen, så vi bliver hjemme, og så har jeg en plan om, at vi skal undersøge, om vi kan finde ud af at bage fastelavnsboller. Jeg ved godt, jeg er vanvittigt priviligeret, at jeg har et liv, der tillader, at jeg tager på venindetur til Nordafrika i det, der for de fleste mennesker er arbejdstiden, for så at komme hjem og lige nappe en yderligere fridag med mine unger. Og jeg lover Dem, kære læser, at det ikke er noget, jeg tager let på. Den luksus og frihed noget, jeg værdsætter og sætter pris på hver evigt eneste dag, og det er noget, jeg ville ønske for alle og enhver.

Møs fra en taknemmelig MM med udsigt til en rimfrost-glinsende have og en nylig erindring om et solskinsfyldt Marrakech. Der er nu ikke noget som modsætninger, der kan få hverdagens finesser fremhævet på fineste vis. Nu vil jeg spise noget havregryn med letmælk, og i aften vil jeg forsøge at genskabe de squash-frikadeller, jeg fik til frokost i går på en tagterrasse i Marokko. <3

Se min smukke lampe!

Okay, jeg har altid troet, at jeg var en god souk-forhandler! Jeg synes, jeg er relativt benhård og god til at stå fast på mit – også selvom jeg nogle gange bøjer af, inden jeg når mit økonomiske mål for argumentationen.

Enter Nina! Shit, den dame er god at have i baggagen, når man er ude efter en dims i Marrakech! Hun formår at forblive aldeles rolig, mens hun ser sin modpart direkte i øjnene, og bestemt og afdæmpet kræver hun det, hun vil have. Og får det.

Og hun fik den smukke lampe, som kan ses på det øverste billede, og som forestiller hele verden på én gang, forhandlet hjem til mig til en pris, jeg ikke selv var nået ned til. For jeg ville virkelig gerne have den, og det er altid et dårligt udgangspunkt for en forhandling. Men Nina er egentlig ikke specielt vild med den, så måske er det derfor, hun var bedre, hehe. 😊

Jeg endte med at betale 1.000 danske kroner for lampe, som måler omkring en halv meter i diameter og skal stå i stuen i vores fine hus. Og 1.000 kr. er mange penge i den marokkanske souk, så den tandløse berber, vi forhandlede med, har helt sikkert også haft en god dag, og så er det jo win/win for os alle sammen!

Vi har den dejligste tur til Marrakech og får oplevet en masse ting, jeg ikke har prøvet før hernede, samtidig med at vi også lystigt pløjer igennem klassikerne, og det er fantastisk! Jeg tænker, at jeg efter hjemkomst vil lave en guide til en Marrakech-venindetur, så man, hvis man overvejer at gøre os kunsten efter, bare kan tegne efter prikkerne!

Med ønsket om en dejlig mandag! Solen skinner, og i dag skulle der blive 21 grader. Jeg føler mig meget heldig! 🌴💕✨