TWINPEAKS

20% rabat på alle nyheder hos Boozt indtil midnat!

Indlægget er fuld af reklamelinks! I har bedt mig sige til, næste gang Boozt giver 20% rabat. TIL, for pokker!! TIL!!! 😆Jeg ved det desværre aldrig på forhånd. Det sker en sjælden gang imellem, at jeg får lov at dele en rabatkode med 15% rabat på t-shirts eller sko, men det der med 20% på heeeele udvalget, ved jeg altid først samme dag - højst aftenen før. Og det er altså i dag! Med koden WOW20 får man 20% rabat på alle nyheder og udsalgsvarer! OGSÅ på...
Læs mere

En lillebitte hilsen fra Samsø

Jons mormor, Krapylernes oldemor, bor på Samsø, og vi er her slet ikke nok. Hidtil har det været besværligt, da vi ikke har haft bil, hvilket har gjort det bøvlet at komme frem herovre med to småbørn med klapvogn og bleer, og hvad ved jeg.

Men nu har vi bil og ingen hverken bleer, klapvogn eller sådan rigtigt småbørn! I denne weekend er to af ungernes små fætre har også, og for første gang sidder jeg i en forsamling med flere børn og føler, at jeg har det NEMMEST! Jeg fastholder stadig stædigt, at det ikke var så hårdt at få tvillinger, som propagandaen proklamerede i sin tid, men samtidig står jeg nogle gange med en følelse af, at det måske alligevel gav flere små udfordringer, end jeg indså dengang (og skål for lyserøde briller i øvrigt! No regrets!). I hvert fald i bakspejlet. Så mærkbart lavtsiddende som mine skuldre føles for tiden, må det betyde, at de har været relativt anspændte for relativt kort tid siden.

Her er så smukt og dejligt, og fuglene kvidrer overalt. Det gør de nok også i Køge, men i haven kan vi ikke høre dem for bilerne på vejen i baghaven, og når jeg løber i skoven har jeg et mix af amerikansk gangster-rap og Basims greatest i ørene, så…

Klokken er i skrivende stund halv ti, og det er kun næsten mørkt. Den her sommer kommer snigende som afslutningen på et tigerspring. Man havde næsten givet op, og på baggrund af den følelse, føles det hele nærmest dobbelt så magisk! 💖

MMs fifs til instagram-venlige bikini-billeder

Nu er jeg jo ingen Mathilde Gøhler, når det kommer til Instagram. Det er ikke fordi, jeg bilder mig ind at have verdens mest snack’able feed, og jeg har heller aldrig været bikinimodel eller det, der ligner.
Men altså – jeg har været på Instagram, siden jeg var 29 år. De første to-tre år delte “man” ikke sådan bikinibilleder eller selfies. Det var ikke velanset – jeg tror, Jante havde lidt mere at skulle have sagt dengang. Men siden den næste generation er kommet med på bølgen (altså dem, der er mellem 18 og 22 år nu og har maver så flade som min bankkonto var i samme alder), og de har rykket lidt ved det mønster – på godt og ondt, og så har Helle Thorning samtidig været med til at indføre ordet ’selfie’ i den danske retskrivningsordbog. Nu er man nærmest en undviger, hvis man ikke lægger billeder op fra sin ferie, og det lægger jo unægteligt et  vist pres på mange af os.

Jeg har ikke nogen modelkrop. Og det ved jeg, for der var engang i min spæde ungdom, hvor jeg drømte lidt om netop dén karriere, men det måtte jeg altså skyde en hvid pil efter af selvsamme årsag. Og siden dengang har jeg taget 10-15 kilo på. Og alligevel poster jeg bikinibilleder på Instagram. Nogle gange tager jeg selvironiske billeder af mit til tider ganske bulede maveskind, som særligt flæsker ekstra-meget efter en god ferie i et land med mindre hvede-lede, end vi har herhjemme (Ammmmmm!). Og andre gange lægger jeg mig lidt mere i selen og sørger for, at jeg tager mig bedst muligt ud.
Jeg følger en del profiler med kvinder, der viser mest af det første og også en del, der deler mest af det sidste. Jeg synes, begge dele er lige godt. Vi kan ikke alle sammen være ens – hverken lige insta-venlige eller lige selvironiske. Og internettet er stort nok til, at der er plads til begge dele.

Men altså. Med nærværende indlæg er det min hensigt at dele de fifs, jeg selv har til, hvordan man sørger for at tage sig mest gram ud (ungdomsslang for ‘imstagramable’) på de dage, hvor man har mest lyst til det. Det modsatte burde jo være en smal sag for de fleste af os, så det behøver man nok ingen vejledning.

1. Sid ned på billeder – eller hvis du kan slippe afsted med det: LIG halvt ned.
Tyngdekraften kan være din ven, hvis du arbejder med den. I liggende position flades mavedeller ud, og hager forsvinder som en kold øl på en festival. Eneste ulempe: Bryster havner (hvis de ikke indeholder plastik) gerne i armhulerne. En position liggende på en strandstol, hævet op på albuerne, kan fungere rigtigt godt, men vær opmærksom: Så skal halsen strækkes GODT ud, så man ikke ender med flere hager, end man havde i forvejen.

2. Skær fødderne af.
Jeg har korte ben, og jeg lærte ret tidligt, at en god måde at kamuflere det faktum på, er skære fødderne af billedet. Beskær de sjovere lige netop dér, hvor skinnebenet er slankest – så vil det syne som om, at dine lange, slanke stænger fortsætter i det uendelige.

3. Placér armene bag dig.
Mine arme er min arkilleshæl. Jeg burde måske lave pushups, men jeg gider ikke, og jeg kan ikke finde ud af at løbe på hænder. Når jeg får taget billeder med siden til uden mit vidende, ser mine overarme (i min optik) enorme ud. Men hvis man placerer armene bag sig – eksempelvis stående op ad et gelænder eller som vist ovenfor siddende på en trappe, så forsvinder de! Like magic!

4. Tag solbriller på.
Mange af os ligner Chandler Bing på sit bryllupsfoto, når vi får taget billeder i solen. Derfor er solbriller en god idé. Men også fordi, at solbriller får alle til at se lige en anelse mere cool ud. Og når man er cool, er der ingen, der lægger mærke til, om der er noget, der buler.

5. Hvis du sidder ned: Spænd i maven.
Nogle gange kan det at spænde i mavemusklerne i det sekund, at ens insta-buddy trykker på kameraknappen, have den modsatte effekt af det ønskede, synes jeg. Så synes maven mere kompakt, end hvis man bare slappede af. Hvis man suger maven ind, havner luften på en eller anden måde oppe i skuldrene, og så kommer man til at se bred og faktisk også en lille smule forstoppet ud. Not good.
Men hvis man sidder ned, er det en god idé at spænde i maven. Da vandrer luften tilsyneladende ikke lige så højt op.

6. Marker skuldrene.
Sørg for at holde rundt om en kammerat, hæng i en palmegren eller sæt albuerne på noget bag dig. Markerede skuldre får taljen til at synes slankere. Og det samme gør stort hår (Evigt tak til Fran Fine!)

7. Tag billedet oppefra.
Den evigtgyldige regel – tag altid billeder oppefra. Åh, alt er så meget smukkere fra oven! Det største vil være dine øjne, dernæst dine babser og det mindste dine hofter. What’s not to like?

Men altså – det vigtigste er at huske, at alt det, der står ovenfor, er komplet lige meget! Kroppen er et mirakel så længe, den fungerer og har det godt. Og hvis du føler dig tyk i din bikini, så køb én, der er større og læg kameraet væk! <3

Balladen om MyPosture …

Okay, venner! Jeg har gjort mit allerbedste for at finde ud af, hvad der er hoved og hale i de anklager, MyPosture fik i mit kommentarfelt i forbindelse med det reklameindlæg, jeg lavede i sidste uge. Jeg har af flere omgange forsøgt at få nogle svar direkte fra MyPosture, men det er endnu ikke lykkes, og nu vil jeg altså ikke vente længere. Derfor er jeg tyet til en artikel i Aarhus Stiftstidende, som en af jer, der læser med her, har været så skidesød at sende mig. I den udtaler både MyPosture og konkurrenten Anodyne sig, og det er de svar, jeg læner mig op ad.

Den helt store anklage i mit kommentarfelt var jo, at Anodyne påstår, at MyPosture engang har stjålet billeder og tekster fra deres hjemmeside og brugt det på deres egen hjemmeside til promovering af deres eget produkt, og det viser sig altså at være sandt. Det erkender MyPosture selv i interviewet. De forklarer sig med, at det var en ansat, der ikke længere er hos dem, der forestod lovovertrædelsen, men altså – det hjælper jo ingenlunde på ansvaret. Det er forbudt og i høj grad forkert og fusket. MyPosture har fået en bødedom, og den er betalt.

Den anden påstand, der figurerede i mit indlæg, var, at MyPostures produkter ikke har dokumenteret effekt og gør mere skade end gavn. MyPosture siger selv i interviewet, at deres produkter ganske rigtigt ikke har dokumenteret effekt, men det påstår de heller ingen steder, hvilket er ganske sandt, så vidt jeg har kunne se. Og det betyder jo rigtigt nok ikke, at produkterne ikke HAR effekt. Anodyne siger at kunne afhjælpe rygskader. Det gør MyPosture ikke – de påstår kun at kunne afhjælpe en dårlig holdning.

Så vidt, jeg har kunne læse mig frem til, har Anodyne lagt civilt sag an mod MyPosture. De har forsøgt at få Forbrugerombudsmanden til at gå ind i sagen, men hun tager kun affære, hvis klagerne kommer fra forbrugere – ikke konkurrenter – og indtil videre har hun ikke valgt at engagere sig.

Så, ja. Sagen er den, at MyPosture for et år siden brugte Anodynes billeder og tekster. Ydermere optimerede de deres SEO efter Anodynes søgeord, hvilket ikke er ulovligt, men er med til at skabe forvirring omkring, hvilke brands der kan og lover hvad, og man kan argumentere for, at det er smådårlig markedsføringsskik – omend ret smart. Det stod dog kun på i tre dage.

Ville jeg have valgt at reklamere for MyPosture, hvis jeg havde vidst, at de havde den her historie? Nej, det havde jeg ikke. Burde jeg have googlet firmaet inden? Måske, men i alle mine år som blogger, har jeg aldrig oplevet noget lignende, så jeg anede sgu ikke uråd. Synes jeg, at min t-shirt fra MyPosture hjælper på min dårlige holdning, selvom den ikke har dokumenteret effekt? Ja, det gør jeg. Ret meget. Jeg er også begyndt at løbe i den periode, hvor jeg har testet den, så tingene taler nok sammen, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg er rankere, og jeg bruger den stadig.

Jeg har genudgivet mit indlæg om MyPosture, og jeg har slettet alle de kommentarer, der var til indlægget. Jeg kunne på ingen måde lide tonen i dem til sidst. Svarede jeg måske en kende sarkastisk tilbage på nogle af dem, der var ekstra grove? Jep, det kan vi godt blive enige om, og det må jeg beklage. Jeg skal gøre mig umage for ikke at lade det gentage sig.

Det var lidt om det, folkens! Jeg håber, I får en fantastisk dag i solen – med eller uden holdningskorrigerende t-shirt på! 😆🤘🏼

Lidt om det med at få børn uden at blive mor (for første gang) …


Det her er ikke det første indlæg, jeg har skrevet om emnet, og kun guderne ved selvsagt, om det bliver det sidste. Det er lidt over et år siden, jeg skrev mit sidste indlæg med tanker om familieforøgelse, og dengang havde jeg to blebørn, der stadig sov lur hver dag. Nu har jeg to 4-årige, som både er små og store på samme tid. Men de henter selv mælken i køleskabet, når de er tørstige, går på toilettet, når de skal tisse, og jeg kan gå i bad, mens de er vågne, uden problemer.

Grunden til, at jeg er kommet på at skrive dette indlæg netop i dag er, at Sneglcille har skrevet et rigtigt godt indlæg om netop dét, og det gav mig til tænke. Dét og så det faktum, at Jon og jeg faktisk havde en samtale om netop det med flere børn i sidste uge.
Jeg har de seneste tre år haft en hormonspiral, men i sidste uge opførte min krop sig på en måde, som gjorde, at vi tog snakken. Og en graviditetstest – som var negativ, i øvrigt. Det skulle den også gerne være, når nu jeg har sådan en kobber-laban i underlivet, men livet er en forunderlig størrelse, og man ved fandme aldrig.

Efter at være blevet sikre på, at der ikke lå endnu en Lange-lømmel (eller to) og kogte i mit indre, satte vi os ned og havde en snak med netop den mulighed som centrum. Vores unger er 4 år nu, overskuddet er der, og hvis vi gerne vil have flere børn, er det nok egentlig også en ret god idé at sætte projektet igang snart. Jeg fylder 37 i år, og hvis den næste unge skulle have en chance for at bonde med sine ældre søskende, ville det jo heller ikke gøre noget, at aldersforskellen i hvert fald ikke blev større. Hvis man selv kan være med til at bestemme timingen, that is.
Og det var faktisk en snak, der gjorde, at min stemme knækkede flere gange. Jeg vil ikke supergerne have flere børn lige nu, men jeg synes, det er skidesvært at beslutte, at den del af vores liv er slut. At vi vender ryggen til det mirakel, at vores krop kan skabe liv, og bare laver noget andet. Og sidst, men ikke mindst, så vil jeg rigtigt gerne opleve at få et barn uden at blive mor af det …
Jeg synes på mange måder, det var et vanvittigt projekt at blive mor, og jeg kæmper stadig nogle gange med min selvtillid i den henseende, fordi jeg så gerne vil gøre alt rigtigt, selvom ingen i bund og grund aner, hvad der er det rigtige. Flere kvinder, jeg kender, der har haft det på samme måde med at blive mor første gang, har haft en nærmest terapeutisk oplevelse ved at blive mor anden gang, og dén tanke har jeg svært ved at slippe. Jeg gad godt prøve at blive mor igen – men med den bagage og viden, jeg har nu, efter at have formået at få hele to små vidundere til at overleve livet i Langehjemmet.
Men er den lettere egoistiske trang nok til at sætte et barn mere i verden?

Jon, den gode mand, satte sig ned og bad mig remse op, hvorfor vi ikke skulle få flere børn. Jeg nævnte en masse begrundelser, og han tilbageviste dem alle sammen. En efter en. Han gjorde det ganske enkelt muligt for mig at vælge endnu et barn til.
Og det var som om, at det, at han gav mig muligheden for at være til stede i følelserne og overvejelserne omkring virkelig at tænke det hele igennem, gjorde, at jeg kunne mærke, at det vil jeg ikke. Jeg har ikke lyst til en ny baby. Jeg har ikke lyst til flere børn. Jeg elsker den konstellation, vi har. Jeg vil gerne beholde mit og vores relativt nyvundne overskud og kanalisere det ind i de børn (og voksne), der allerede ér i familien.
Og det, at jeg fantaserer om, hvordan det mon er at blive mor for anden gang eller at prøve kun at blive mor til én ad gangen, er muligvis at sammenligne med, at drengemødre måske nogle gange forestiller sig, hvordan det er at få en pige, eller mødre til piger ind imellem godt kunne tænke sig at prøve livet som mor til en dreng.

Det betyder jo absolut ikke, at vi ikke er lykkelige for det, vi har. For det er jeg i sandhed. Mere end nogensinde før, faktisk. Men det, at jeg er så heldig, at jeg (så vidt vides) har muligheden for at sætte flere børn i verden, kan gøre det svært nogle gange at holde fast i mit nej til netop det. Og derfor er det så dejligt, at det er tilladt at tvivle, sige det højt, genoverveje og i sidste ende skifte mening, hvis det skulle komme til det. Det tvivler jeg meget stærkt på, at det gør, men jeg kan godt lide, at det er okay.