TWINPEAKS

Små sejre, lange nætter, chokolade og fredag!

12939494_10153916239101886_487203575_n

Jeg har sovet ni næsten uafbrudte timers søvn i nat, og umiddelbart før jeg gik til ro, nød jeg en Magnum-is med karamel og dobbeltlag chokoladeovertræk. Ydermere ser jeg frem til her klokken 10 at skulle modtage en times helkropsmassage hos Jons og min fælles frelser, Sahar. Og solen skinner. Og jeg har jordbær og småkager. SÅ alt i alt vil jeg sige, at fredag formiddag præsenterer sig fra en overmåde pæn side!

Vi har de seneste uger haft lidt udfordringer på søvnfronten derhjemme. Siden hjemkomst fra Sri Lanka har Berta været ret uengageret i at tilbringe natten i sin egen seng. Hidtil har Jon og jeg jo høstet meget ros (særligt fra hinanden) over, at vi har været så konsekvente i forhold til Krapylernes søvnrytmer (takket være Biblen), hvilket har resulteret i, at ungerne har sovet omkring 11 timer hver nat fra de var 4 måneder til før ferien. Plus/minus det løse og sygdom, forstås.
Men da vi masserede Biblens teknikker ind, var der heller ikke nogen, der græd. I hvert fald ikke særligt indædt eller med bas i, og det gør de altså nu. Eller hun gør, Berta. Hugo lader sig gladeligt pakke ind i dynen og forsvinder så bag sine meget store øjenlåg og suser til Drømmeland. Berta græder med snot og indlevelse, og på meget kort tid bliver min rygrad transformeret til en strimmel kogt pasta, og så ligger hun dér midt i ægtesengen. Og det går ikke, for pludselig vågner Hugo og ser, at Bertie er væk, og så vil han også med ind i sengen. Men han vil ikke sove – han vil hoppe. Og det spiller bare ikke for 21. nat i træt …
De seneste nætter har jeg været standhaftig, har hevet min dyne med ind på klapsammenmadrassen ved siden af Bertas seng, og her har jeg så holdt hånd i timevis, til frøkenen omsider viselullede. Min teori er, at hendes hjerne har udviklet sig hurtigere end hendes sind, fordi hun jo altså ér to år, og derfor vågner hun og er bange for ting, hun ikke forstår. Derfor er det min opgave at give hende tryghed, men på en måde, hvor hun kan eases ind i en hverdag (eller rettere: hvernat), der ligner den, vi kom fra.

Og i går lykkedes det! (7-9-13, don’t jinx me!). Begge unger lagde sig efter højtlæsning af tre bøger og relativ skønsang af fem børnesange pænt til at sove uden palaver, og nattens eneste afbrydelse var, da Hugo i søvne skulle have en hånd til at hitte en sut! HURRA! Vi fejrede med pandekager til morgenmad! 🙂

I morgen, lørdag, skal vi i børneteatret for første gang. Det er på Zangenbergs Teater i Pilestræde.  Jeg har, siden jeg så mine ufødte børn i Jons øjne dér på den københavnske kaj en forårsdag for 5 år siden, glædet mig til at skulle se dem opleve teater. Jeg elsker nemlig teater, og det gør deres far i sagens natur også.
Da jeg var barn, gik jeg tit i kirke med min far om søndagen. Han var ikke sønderligt troende, min far, men han holdt af kulturen og var venner med præsten. Her fik jeg så at vide, at jeg skulle holde min bøtte af respekt for det, der foregik.
Jeg holder stadig meget af at gå i kirke, men jeg kommer sjældent til gudstjenesterne. Jeg vil hellere sidde alene og nyde stilheden eller tænde lys for dem, jeg savner. Men jeg vil gerne have ungerne med i teatret og på samme måde lære dem respekten for, at man nogle gange skal være stille, fordi der foregår noget fint. Man behøver ikke nødvendigvis være topengageret i det, der sker på scenen, men man skal respektere, at andre er, og at de har gjort sig umage.
Bevares, nu er Krapylerne endnu blot to år, så det er stadig lidt vel tidligt for moralprædiken, men dette teaterstykke er altså for de 0 – 5-årige, så der er da en sandsynlighed for, at det fænger.

Apropos ingenting:
Jeg skrev i går på Instagram om den første gang, Jon så mig. I et fly på vej til Berlin. Og nej, den historie har jeg faktisk ikke delt her på bloggen. Jeg skrev for to år siden på Valentines Day om, hvordan vi mødte hinanden, hvilket kan læses her. Men den anden historie vil jeg egentlig også gerne dele. Den kommer snart. 🙂

Lalalei on the way og snegl med Hux

imageEfter at jeg havde udgivet gårsdagens indlæg om lanceringen af Lalalei som “in house pop-up blog shop”, om man vil, kunne jeg slet ikke lade min telefon være. Selvom Langemanden og jeg har relativt klare retningslinjer for brug af mobiler, mens ungerne er til stede. Men jeg var som en 16-årig, der lige har givet sit nummer til en flot 3. g’er, og selvom jeg tilbragte eftermiddagen i legeland med mine minier, tjekkede jeg løbende kommentarer og bestillinger. Og jeg er heeelt sat af! YAHOOOO!! I er (mange af jer, i hvert fald …) lige så pjattede med orientalsk glimmer som jeg! Iiiiii KNEW it!! I første omgang har jeg de varer, jeg har, så vi kører selvsagt efter det klassiske mølle-princip.

De første ordrer bliver sendt ud i dag eller i morgen, og jeg glæder mig helt sygt til at besvare mails, skrive kort og pakke bestillinger! Der er blot sket det, at Hugo igen har fået feber. Derfor har jeg holdt formiddagen fri for at kunne ledsage ham til lægen, hvilket gik ganske smertefrit. Det havde jeg egentlig også regnet med, men efter Sri Lanka vil jeg gerne være helt sikker. Efter lægevisit delte den korteste Hr. Lange og jeg en snegl hos Lagkagehuset. Noget, vi i sandhed kan sætte pris på, og som hverken  eller Berta ville misunde os. The weirdos! 😉

Jeg håber, I har en for vild torsdag derude på den anden side af skærmene! Jungletrommerne lyder på op imod 16 graders varme i weekenden, og forestillingen alene er nok til at gøre mig i godt humør på forhånd!

Et post-påske-mirakel: Lalalei genopstår! :-)

12931018_10153909516656886_926122497137793860_n

SÅ! Mine børn er fyldt to år, i skrivende stund er ingen syge udover de vanlige 11-taller, som hører tilsom en del af dresscoden, når man går i vuggestue, og jeg har atter mærket den dér sitren i maven. 🙂
Jeg elsker at blogge, lad der ikke herske nogen som helst tvivl om det. Men på det seneste har jeg mærket lysten til at fylde den del af mit lille liv, som ikke er koncentreret om Krapylerne, madlavning, indkøb og TV-kiggeri, med noget mere end at fortælle jer, der læser med, om førnævnte her på domænet. Og derfor giver det jo helt eminent god mening at nappe endnu et kig på mit næææsten hedengangne projekt, Lalalei, som har været skrinlagt siden sidste forår. 🙂

Som den faste læser måske kan erindre, drog jeg i april sidste år to dage alene til Marrakech, hvor jeg købte alt, jeg kunne bære og hjembringe af armbånd i alverdens funklende farver! Efter hjemkomst fik jeg taget flotte image-billeder (som det hedder) af armbåndene i selskab med min veninde Lois (det er også hende, der har stylet min header). Derefter fik jeg designet et logo til Lalalei af min daværende grafiker-sidekammerat i Townhouse, og sidst, men ikke mindst, fik jeg indkøbt domænet lalalei.dk og 300 kuverter, som skulle bruges til at sende glimmer-lækkerierne ud i.

12931158_10153909516601886_9041035302195563174_n
Og der knækkede filmen så lidt for undertegnede … 😉
Det var ikke helt så let sådan lige at oprette en webshop, som jeg troede (i hvert fald ikke for mig), og som jeg kom godt i gang med at være fuldtidsblogger, blev tiden også knap for mig, da jeg jo helst vil forlade min pind tidligt for at hente ungerne i vuggeren.
Så armbåndene har ligget glimtende i skuffen sammen med små postkort til hilsner, jeg påtænkte at skrive til køberne, inden jeg proppede armbåndene i de fine kuverter og sendte dem ud i Danmark. Og tanken har fortsat summet i bøtten på Langemor.

Og i weekenden tog jeg så ud til Anders, som har HandchaftedCPH for at hente den halskæde, jeg gav Jon i fødselsdagsgave. Og her blev jeg altså inspireret! Anders har i over to år formået at drive en yderst succesfuld virksomhed, hvor han sælger hjemmegjorte smykker til damer verden over – og det til trods for, at han ikke har en webshop! Anders’ primære salgskanal er Instagram og facebook, og når kunden skal betale, gøres dette ved hjælp af Mobile Pay! Siden har Anders åbnet en butik på Sdr. Boulevard, hvor han sælger gamle møbler og selvfølgelig også sine smykker. Og også hér foregår al betaling ved Mobile Pay.
Hvis han kan, kan jeg da i hvert fald også give det et skud! Så here goes saftsuseme!!
Jeg starter lige så stille og u-angstprovokerende ud med en blog/insta-webshop, og hvis der er gang i løjerne, kan det være, jeg tager næste skridt.

De armbånd, jeg i første omgang sætter til salg, er dem i de sorte, grå og metalic nuancer, som ses her på billederne. Er der noget, man gerne vil erhverve sig, kan dette gøres ved at sende en mail med navnet på det eller de armbånd, man ønsker, samt antal, til mmleilange(a)twinpeaks.dk. Man skal også sende et mobilnummer med, så jeg kan lave en MobilePay-anmodning. Når denne er accepteret, sender jeg armbåndene. Jeg sender forsendelserne ud løbende (Langemanden kommer nok også til at bruge nogle formiddage herinde på kontoret i den anledning), og der er selvfølgelig en lille hilsen fra mig med i alle forsendelser på de små Lalalei-postkort. 😉
Har man forelsket sig i et andet armbånd, man har set på Instagram eller bloggen, er man også meget velkommen til at forespørge på disse. Ellers kommer de til salg løbende!

Da jeg lagde ud med dette projekt for et år siden, var mange af jer, der læste med, ret interesserede, og jeg er simpelthen SÅ nysgerrig efter at se, om der er nogle af jer tilbage, hehe! Eller om jeg er for sent ude.
Jeg tænker, at timingen er perfekt, da foråret (og sommeren!!) er lige om hjørnet, og der er nu ikke noget, der klæder solskin som glimmer!

Alle armbånd koster 75 kr.! Forsendelsen koster 8 kr. uanset hvor mange, man køber. 🙂
12896243_10153909535326886_2001773842_o

Sølvarmbånd med store kugler og tre små, guldfarvede khamsa-hænder + små ringe med similisten.
Fås også med små kugler og tre guld-farvede khamsa-hænder.

12919224_10153909536876886_1261513149_n

De klassiske sorte armbånd med små perler og tre guldfarvede khamsa-hænder.

12899626_10153909538891886_1692100804_o

Benzin-farvede armbånd med små perler og gulfarvede khamsa-hænder.

12899562_10153909537211886_682999402_o

Gennemsigtige perler. Fås med små perler og tre guldfarvede khamsa-hænder eller blot med én stor khamsa-hånd.

12915149_10153909537326886_830396512_o

Tætsiddende guldfarvede armbånd med en enkelt khamsa-hånd.

Noget om at give gaver, man ikke selv ønsker sig

12919071_10153906435616886_847048949_n

Jeg kan huske, at der engang i 90’erne var en InWear-reklame med en masse talemåder, der alle startede med ‘Living is …’.
Den eneste, jeg kan huske, var et billede med en pige, der har revet en æske chokolader med en stor sløjfe på op, og dem sidder hun så og gumler på. Henover billedet står der “Living is never giving presents, you wouldn’t like yourself’. Og jeg tror, at den eneste grund til, at jeg kan huske den kampagne er, at jeg var hamrende uenig i det udsagn.
Når man giver gaver, handler det jo netop om at være uselvisk og sætte sig ind i, hvad modtageren godt kunne tænke sig. Og det må man sige, at jeg har levet op til i år i anledning af Langemandens fødselsdag i mandags! For et par år siden gav jeg ham en halskæde med vores bryllupsdato graveret på i romertal. Jeg synes selv, den var ret fed, og Jon var også glad for den, men i bund og grund betød den måske egentlig mere for mig end for ham. Og nu er der faktisk sket det, at han ikke kan finde den mere …

Han kan dog ret godt lide at gå med halskæde. Ikke én, man sådan nødvendigvis kan se, men én, som hænger ned under t-shirten.
Jeg skrev i ugen op til hans fødselsdag et opslag på Instagram, hvor jeg bad om hjælp til kreativiteten udi, hvilken gave jeg skulle vælge til mit livs kærlighed, og jeg modtog en maaasse gode idéer (Tak for det!). Men da min veninde sendte mig en facebook-mail med et billede af en halskæde, hun havde fået lavet til SIN kæreste hos HandcraftedCPH, som forestillede et fodboldholds logo i en sølvkæde, vidste jeg, hvad Jon skulle have.
Min mand er boldfan udover det normale, vil jeg mene. Hvis han af en eller anden grund ikke kan se Manchester Uniteds kampe, så optager han dem på video og ser dem, når han kommer hjem. Hugo er døbt i en Manchester United bodystocking under sin dåbskjole, og når Jon ér hjemme til Manchesters kampe, skifter han til spillertrøje.
Altså, jeg er også pænt glad for ‘Sex and the City’, men i de seks år, serien løb over skærmen, har jeg nu alligevel aldrig skiftet sko, når TV3 blændede op for Carrie og co! 🙂

Pssst …: Filmen ‘De Standhaftige’, som jeg skrev om i sidste uge, har lige haft premiere! Læs om den her, hvis det er.

Derfor tog jeg fat i min gode ven, Anders, som har HandcraftedCPH, og da han også kender Jon, blev han meget begejstret for opgaven! Så nu er Jon en håndlavet halskæde med sit fodboldholds logo rigere! Han grinede lidt, og måske synes han, jeg var LIDT fjollet, men han kunne godt sætte pris på mit engagement i sit engagement!
Så jeps, jeg mener altså, at ‘LOVING is giving presents, you wouldn’t like yourself’! 😉

På Jons fødselsdag tog vi ungerne med i biffen for første gang. De er kun lige fyldt to, så jeg var ganske bekymret for, om de kunne holde to timer i salens mørke ud uden at splitte alt ad, men nu var det altså sådan, at vi lå inde med fribilletter til ‘Bien Maja’, så vi gav det chancen og tog madpakker med. Og ungerne overraskede positivt med deres interesse i projektet. Måske er det fordi, de ikke får lov at se så meget TV derhjemme, måske skyldes det skærmens størrelse, og måske var det bare på grund af popcornene. Men vi hyggede os gevaldigt, og Langemanden og jeg havde dugget øjenkontakt flere gange i fælles benovelse over, hvor store vores Krapyler pludselig er blevet.

12899950_10153906435751886_153577771_n
(Sidste del af indlægget er sponsoreret af Homemate)
Vi sluttede dagen i alvorligt godt selskab – nemlig sammen med Jons forældre samt hans søster og hendes kæreste, som i fællesskab venter en fætter til Krapylerne. Vi fik mad fra Homemate, som jeg er blevet ret glad for. Jeg er ikke så stor fan af almindelig takeout, fordi det tit er halvkoldt, når man sætter tænderne i det, og derfor er konceptet her smart, da man selv skal putte retterne i ovnen i 15 minutter. Det er lidt dyrt at gøre hver dag, så det er kun, når vi skal forkæles.
På denne aften havde gæsterne selv valgt hver deres ret, så alle fik det, de helst ville. Min tanke var naturligvis at fotografere det glade og spisende  fødselsdagsselskab til internet-dokumentation, men det tog mig halvanden time at få Berta overbevist om at suse til Drømmeland, så det glemte jeg fuldstændig. Men jeg fik selvfølgelig bøf med bearnaise-smør. Det siger vist sig selv. 😉

Noget med parader, reklamer, glat hud og forventninger

12910575_10153906232941886_1856079034_n
Jeg synes, det er dejligt, at vi alle sammen har forskellige meninger, og i den her verden, som den er for tiden, er det usandsynligt vigtigt, at der er plads til dem alle sammen. Også selvom det drejer sig om noget så relativt uvigtigt som filtre og fotoshop.
Og da dette her jo er min blog, vil jeg benytte lejligheden til at komme med min egen mening om netop det! Og I, der læser med, skal være helt vildt velkomne til at benytte kommentarfeltet til at komme med jeres. 🙂

Grunden til dette indlæg er, at jeg i weekenden delte et screendump af en reklame i mit Instagram-feed, som gjorde mig enormt irriteret. Reklamen forsøgte at få mig til at hente app’en FaceTune, som kan bruges til på ret professionel vis at redigere selfies, inden man poster dem på de sociale medier. Den måde, de prøver at lokke på, er ved at skrive “Ever wonder why your friends’ selfies look so good?”. De hopper altså lige op på ryggen af de kvindelige Instagram-brugere og rykker hårdt i det dårlige selvværd, som vi nok alle har oplevet nu og da, når vi ligger i sofaen med dobbelthagerne hængende ned ad skjorten og chokolademousse på overlæben, mens vi scroller os igennem vores perfekte bekendtes super-sol/strand-selfies med lange ben, lige næser, lydefri hud og en muffintop, der glimrer i sit fravær.

På den ene side, som en pige skrev til mit billede på Instagram, kan det være, at opdagelsen af FaceTune-app’en kan restaurere noget selvtillid, da vi får øjnene op for, at andre måske også ligner lort, men bare har maskeret det faktum ved at gøre ansigtet slankere, næsen mindre, øjne og tænder hvidere og håret blankere. Og så videre.
Men på den anden side synes jeg simpelthen, det er topmålet af snyd, hvis vi begynder at redigere vores SELFIES! Jeg troede, et selfie var et øjebliksbillede, hvor vi viser “Se mig, som jeg ser ud lige nu!” – ikke noget, der først skal spartles, klippes og farves, før det kan vises frem.

Tillad mig at sammenligne ovenstående problematik med Markedsføringslovens §4 stk. 2. Jeg ved, det kan virke lidt søgt, men følg med lidt endnu.
Jævnfør Markedsføringsloven er det ulovligt at benytte sig af skjult reklame. Men begrebet “skjult reklame” kan gradbøjes. For når et trykt magasin forhandler reklamer, er det helt almindeligt, at magasinet så vil være mere tilbøjelig til at vise varer fra annoncørens hylder på andre sider i magasinet også. Altså på de redaktionelle sider, som ikke er sponsorerede. Og man skal ikke andet end bladre igennem et hvilket som helst magasin for at gendrive den påstand.
Egentlig betaler annoncøren kun for at have sin reklame for eksempelvis træningstøj på side 18 i bladet, men reelt set bliver der også vises et par træningsbukser på side 27, hvor træningsredaktøren viser denne måneds favorit-gear samt et par sko i en artikel om behageligt fodtøj, som en journalist har forfattet til bladet. Det eneste sted, der står “reklame” er på side 18, men de to andre produktvisninger var ikke forekommet, hvis ikke annoncøren havde købt en annonce. Altså er det reklame.

Det må man ikke som blogger.
Hvis jeg skriver et sponsoreret indlæg (som jeg markerer som “sponsoreret” på min blog) om eksempelvis en æske farveblyanter, som jeg bliver glad for og derfor viser i brug på Instagram, skal jeg ifølge Ombudsmanden markere billedet som “sponsoreret” også. Og det til trods for, at billedet på Instagram ikke indgik i aftalen. På samme måde er jeg som blogger forpligtet til at skrive “sponsoreret”, hvis jeg modtager en gave eller en vareprøve fra et firma. Får jeg tilsendt Elizabeth Ardens nyeste duft og bringer et billede af den på nettet, skal jeg skrive, at det er sponsoreret. Det skal magasinerne ikke – så ville der nok stå “sponsoreret” en del flere steder på eksempelvis skønhedssiderne i modeblade.

Og hvorfor denne forskel?
Det spurgte jeg en advokat fra KromannReumert om, da jeg var med hende ude for at holde foredrag om netop lovgivningen indenfor reklame på blogs. Og forskellen skyldes, siges det fra Ombudsmandens bord, at man som forbruger er vant til, at man ser reklamer overalt i modemagasiner. Man er vant til at blive bombarderet med ting, man forventes at ville købe, og man køber magasinet fordi, man gerne vil inspireres til køb. Sådan er det ikke med blogs. Når man læser en blog, mener Ombudsmanden, så gør man det, fordi man hygger sig. (Min formulering – ikke hendes), og derfor har man paraderne nede. Og dérfor er man mere modtagelig for skjult reklame. Og altså netop derfor skal bloggere gøre opmærksom på enhver tænkelig form for markedsføring. Også selvom den er indirekte eller uopfordret.

Fordi jeg befinder mig på bloggernes side af hegnet, om man vil, synes jeg selvfølgelig, at det er lidt træls, at reglerne ikke er ens. Reklame er da reklame, og lovgivningen burde læses på samme måde uanset hvem, der læser den.
Men hvis vi kan holde fast i den anskuelse, som Ombudsmanden har på forskellen i, om man har paraderne oppe eller nede, så synes jeg, at det samme gør sig gældende i sociale fora på internettet. Det billede, jeg bragte i mit Max Factor-indlæg tidligere i dag, er manipuleret af både lys, makeup, et godt kamera, en frisør og sikkert også noget retouchering. Og det kommer nok ikke bag på særligt mange, der ser billedet. Sådan er det tit med professionelle fotoshoots, og det er ret tydeligt, når man kigger på billedet.
Men her er det jo så, at jeg synes, det er anderledes med selfies. Når jeg ser en selfie på Instagram, er mine parader nede. Nuvel, jeg er godt klar over, at man ser bedst ud i naturligt modlys med let løftet hage, og det er sådan, de fleste selfies bliver fotograferet, men jeg forventer altså ikke retouchering. Og når man først begynder at ændre ansigtets form, udglatte huden og rette på håret, synes jeg, det begynder at blive komplet åndssvagt. Så kan vi jo lige så godt nøjes med at læse modemagasiner, og så ender vi jo med ikke at kunne kende hinanden på gaden.

Derfor vil man altid fremover kunne læse under mine portrætter, hvordan de er behandlet. Om der er brugt filter (og i så fald hvilket), og om det er redigeret (det er det ikke). Jeg synes, det er helt okay, at man kun fremstiller huset, haven og håret fra sin bedste side på nettet, og sådan er jeg jo også selv noget af tiden, men der må altså være en grænse. Og min går så her.
Jeg er godt klar over, at min pointe ville have været mere tydelig, hvis jeg så perfekt ud på det redigerede billede til venstre øverst i indlægget, men så dygtig er jeg desværre ikke med FaceTune, og så kunne jeg på ingen måde stå for muligheden for at se mig selv med Kelly Taylor-bryn. 😉