TWINPEAKS

Beslutningen er truffet: Krapyl-pension no longer pending

13342441_10154035028826886_249544599_n
Jeg skrev for en rum tid siden et indlæg om, at jeg overvejede at lade mine unger pensionere fra bloggen. Og jeg fik simpelthen så mange gode, konstruktive, inspirerende kommentarer fra folk, der læser med her på bloggen. De fleste skrev, at hvis jeg har det bedst med tanken om ikke længere at lade ungernes ansigter vise på nettet, så skulle jeg gå med den følelse, for det er det, det handler om. Andre skrev, at de ville savne ungerne, og så var der nogle, der skrev, at de tror, jeg overreagerer lidt. Altså, de skrev det på en virkelig ikke-fordømmende og forklarende måde! Og jeg er faktisk enig.

Det, der blev skrevet, var, at fordi jeg har den alder, jeg har, er jeg lidt splittet omkring hele den her “nye” verden af internet og sociale medier. For jeg har været voksen både før og efter. Og det er ganske sandt.
Vi fik internet hjemme hos mig, da jeg var 18 år gammel, og jeg fik en mobiltelefon (en Mobilix MayDay, som vi købte hos BlockBuster) da jeg var 17 år. Den kunne hverken sende eller modtage SMS, og jeg tror, det kostede omkring 5 kr. i minuttet at ringe fra den. Den skulle primært bruges til at modtage opkald.
Første gang jeg fik en mobil med kamera, var jeg 22 år, og jeg fik én med internetadgang (eller rettere: Facebook), lige efter at jeg var fyldt 28.
Derfor kan jeg huske tiden før, “alt” vi gjorde blev fotodokumenteret, og den tid er forbundet med en vis ro og tryghed. Og det vil jeg jo naturligt nok gerne give Krapylerne.
Men som der blev skrevet i mit kommentarfelt, så er det slet ikke den tid, mine børn vokser op i. De kommer til at være vant til sociale medier, og de kommer aldrig til at have haft et liv før internettet og Instagram. Desuden har alle deres venners mødre også delt deres babynumser og æblemos-insmurte ansigter med venner, bekendte og fremmede, så de har ligesom lige meget på hinanden. Derfor vil de ikke føle sig udstillet på samme måde. Og det, tror jeg, er sandt.

Men så alligevel …
I torsdags, da jeg spiste morgenmad på Ystad Saltsjöbadet sammen med de 11-13 andre bloggere, talte vi om Johnny Depp og Amber Heards skilsmisse. Jeg er jo yderst sladdersplate-entusiastisk, så jeg bidrog med en masse dumme bemærkninger, fordi jeg har en mening om alt for mange ting. Og en halv time senere kunne jeg se, at en af de andre bloggere havde optaget en del af den samtale og udsendt det på sin SnapChat. Det anede jeg ikke, og jeg synes, det var ret ubehageligt. Alene det, at jeg ikke anede, hun optog, og at jeg ikke var herre over, hvem der fik mine meninger at høre.
Jeg bebrejder hende sådan set ingenting, for sådan er mediet jo, og vi var jo på bloggertur. Det fik mig bare til at reflektere lidt (mere) over, at mine børn jo heller ikke kan sige fra overfor mig, når det kommer til min Instagram. Eller SnapChat, for den sags skyld.

Nu er det jo ikke fordi, jeg kommer til at fjerne ungerne helt fra bloggen – jeg viser dem stadig, bare ikke deres ansigter. Og det, synes jeg, giver dem lidt af det privatliv tilbage, som jeg indtil nu har rådet over. Jeg går ikke drastisk til værks, men jeg gør noget i et omfang, der føles rigtigt for mig.
Desuden er mine unger nu nået en alder, hvor de forstår flere ting. Eksempelvis kameraer. Og jeg vil meget nødigt have skabt en vane, hvor deres hverdag eller leg skal afbrydes, fordi de ser søde ud, og mor lige skal have det dokumenteret til bloggen. Vi tager stadig billeder til familie-foto-arkivet, men det sker jo ikke dagligt. Og det kan jeg godt lide, faktisk.

Så jeg står ved min beslutning. Fra nu af viser jeg kun Krapylerne bagfra eller langt fra, når jeg afbilleder dem til blog og Instagram. Det har jeg faktisk gjort i to måneder nu, og jeg synes sgu, det spiller meget godt. Jeg skriver stadig om dem, for det kan jeg ikke lade være med, så længe jeg blogger. Og jeg føler sådan set ikke, der mangler noget herinde. Jeg kan sagtens fange de stemninger, jeg gerne vil beskrive, selvom ungerne ikke kigger og smiler ind i linsen, men er optaget af tegnefilm, regnorme, LEGO eller noget helt fjerde, som for dem sikkert er ret meget sjovere end www.twinpeaks.dk.

Og lad mig for en god ordens skyld lige gentage, at jeg ikke prøver at skubbe min mening over på andre. Jeg synes absoLUT ikke, at vi alle sammen skal hale vores børn væk fra de sociale medier og alle sammen handle på samme måde. Man skal gøre det, man synes er rigtigt for én selv og dem, man er forældre for. Man skal bare tage stilling og tænke over det, synes jeg. Det sy’s jeg sgu.

Tak for jeres mange kommentarer og villighed til at dele ud af jeres tanker. Det er den fedeste følelse, når jeg får en fornemmelse af, at I forstår, hvad jeg mener, og gider forholde jer til det. Også selvom I ikke nødvendigvis er enige. 🙂

Ugens hjertestarter #3

Skærmbillede 2016-06-03 kl. 09.06.12
YES, mand!! Freaking YES!
Jeg læste kommentarerne om denne video på facebook, inden jeg selv så den, og jeg må indrømme at synes, at folk da godt nok var lige lovligt rørstrømske på sådan en fredelig fredag formiddag, hvis de kunne tude til en dansk Momondo-reklame. Men jeg tudede også! Det er så FINT!

Momondo har lavet en reklame, hvor de har inviteret en masse mennesker af hver sin nationalitet, som alle er ret stolte af at være fra det sted i verden, de nu mener, de kommer fra. Særligt er der en brite og en islænder, som ikke mener, at noget kan måle sig med deres herkomst. Og de mener samtidig, at de er 100% “race-rene”, for nu at bruge et lidt ækelt udtryk.

Men de bliver klogere. Og de kan faktisk godt lide det, hvilket næsten er det smukkeste ved videoen. Det bedste, der kan ske, er nogle gange, når vores fordomme tager røven på os. Det hjælper os til at se alt i livet på en ny måde.

Se lige den her fine video! Jeg bliver sgu helt stolt på Momondos vegne over, at de har tænkt SÅ meget ud af boksen i en tid, hvor det her budskab virkelig gerne må spredes som en steppebrand. <3
Så del, del, del!

Jeg havde en plan om at lave ‘Ugens Hjertestarter’ til en ugentlig ting (obviously), men det er sgu nemmest og mest reelt, når jeg lige falder over noget, der går i tikkeværket på mig. 🙂
De to første hjertestartere kan ses her og her.

Lidt om vores køkken!

13336339_10154033741286886_532935473_n

Indlægget indeholder affiliate.
Jeg har haft hundehamrende svært ved at hitte ud af, hvordan vores køkken skal indrettes. Det er ret stort, og samtidig er femkantet med et vindue på den ene tværside og tre døre. Men nu begynder jeg at have knækket koden, synes jeg!
Det vigtigste, der er sket, er at vi har fået en blå “Harry“-sofa fra Sofakompagniet – en fætter til Herman, som vi har i kolonihaven. Jeg har længe været vild med Sofakompagniet, fordi jeg synes, deres sofaer er meget pænere, end de er dyre.
Udover det har vi i sinde at sløjfe en billedvæg, vi har, som jeg ikke gider at vise, fordi jeg simpelthen ikke synes, den spiller. I stedet har vi planer om at fise i Silvan og købe en masonit-plade magen til den, jeg har på kontoret, male den i en kæk farve og bruge den som en overdimensioneret opslagstavle, der skal gå fra gulv til loft (der er næsten tre meter) og være fyldt med billeder, børnetegninger og andre ting, der er (nogenlunde) seværdige, i et stor organiseret rod.

13330495_10154033741191886_262174905_n
I køkkenet har vi derudover fået en dinner-planer fra FuturePlanner, og jeg synes, den er så pæn i den fine guldramme! Lige da vi flyttede sammen, var Jon og jeg mega-gode til at lave madplaner og kun købe ind en gang eller to om ugen. Og efter ungerne er der kommet struktur på SÅ meget andet, men det med maden roder. Det sker oftere end ikke, at en af os ringer til den anden ved 16-tiden og siger “Hvad med mad?” Det resulterer i, at vi køber ind i Netto næsten dagligt og derved bruger mange flere penge på mad end tidligere, selvom vi spiser det samme. Og det er sure penge. Så det skal der styr på! Vi har aftalt, at jeg skal stå for madplan, og så skal Jon købe ind. Madplanen kan skrives direkte på glasset og så tørres af, hvis man skifter mening – ja, eller måned. Sgu fikst, hvis De spørger mig! Jeg er ikke nået så langt med planlægningen endnu, som det ses. 😉
Daniel, som står bag FuturePlanner, har givet mig rabatkoden ‘TWINPEAKSISAWESOME’ (lidt sej kode, hehe), som giver 15% rabat på de fine plannere her på JustSpotted.dk. Man kan også få én til arbejde, som jeg også har på kontoret, faktisk. Og til træning, familieplanlægning og flere andre ting. Jeg får i øvrigt ikke penge for at tilbyde denne rabatkode – det er blot et tilbud, men linket er affiliate. Så er det vist på plads. 😉 Plannerne leveres med sort ramme og en tusch at skrive med. Så kan man eventuelt skifte rammen til kobber eller guld, som jeg har gjort. Dem sælger de også på JustSpotted.dk.
13330246_10154033739841886_971923835_n

Derud over har vi købt et RUNDT spisebord på Den Blå Avis som erstatning for det grimme bord, der har været i Jons familie i århundreder, men som virkelig burde være smidt ud for mindst 50 år siden. Jeg er ret sikker på, at det bliver nøglen til hygge i rummet, og det kommer sågar med plader, der kan sættes i, når vi får gæster. Bordet bliver leveret på lørdag, og jeg glæder mig! Der skal altid (som om!) stå friske blomster midt på det bord!
Jeg lover flere billeder, når køkkenet er helt oppe at køre. Indtil da blot disse små kig. Jeg snapchatter i øvrigt også lidt herhjemmefra i ny og næ, hvis man er til det. Mit brugernavn er mmleilange.

Hav en vidunderlig aften fuld af Distortion, DR3, dansemusik, druk eller diller-daller! 🙂
Og hey, jeg er nysgerrig – er I, som læser med derude, gode til sådan noget med madplaner??

 

Hvor skal vi bo?

13342463_10154032964201886_1671922254_n

I dag er der 13 dage, til jeg stiger ombord på en Norwegian-flyver og tøffer hele vejen til Barcelona sammen med en af mine bedste og ældste veninder! Altså, det, jeg mener, er, at jeg har kendt hende længere, end jeg har de fleste, men ret beset ér hun faktisk også en af dem, der har haft fødselsdag flest gange. 😉

Stine, som hun hedder, og jeg har været i Barcelona sammen af flere omgange, dengang vi var unge og fattige, og seneste gang var for præcis ti år siden. På min opfordring tilbragte vi en måned i den solrige by, hvor vi drak os fyldere end nogensinde, blev mere solbrændte end nogensinde og spiste flere bikini-toasts end nogensinde. Det var før Airbnb (hell, det var før freaking facebook!), og vi kunne selvfølgelig ikke betale for et hotel i en måned, men jeg havde mødt én eller anden hollandsk model på nettet, som boede lige udenfor Barcelona, og som var væk i netop den måned. Så vi skulle bare betale hans husleje og vande hans planter, og således kunne vi altså få arrangementet til at løbe rundt.

Vi boede i landsbyen San Andreu, og i den lille Spar-købmand, som lå ved siden af vores lejlighed, kunne man købe en flaske cava for 55 cent. Jeg ved godt, det er 10 år siden, men det var altså heller ikke mange penge dengang! 😉 Den smagte ganske udmærket, så vi fik et fint ritual op at stå med lige at bunde sådan en krabat i fællesskab, inden vi hoppede i stiletterne og tog undergrundsbanen ind til byens natklubber og barer. En aften sprang der en sikring, så lyset gik i vores lejlighed, og vi var altså ikke teknisk bevendte nok til at tage os af det. Heldigvis var der en elevator med et spejl i bygningen, så vi kørte op og ned i en halv times tid, mens vi fik sat hår og lagt makeup. Åh, det var tider. 😉

Da vi kom hjem fra Barcelona, blev min veninde kærester med manden i sit liv, og til august skal de giftes i Gråsten Slotskirke på Als, og jeg glæder mig åndssvagt meget til festen, som jeg ved bliver komplet tumpet. Siden vores månedlange sommerferie i Barcelona og omegn, har Stine og jeg talt om at tage tilbage, og det er endnu ikke blevet til noget, da vi begge to har fået to børn og et arbejdsliv siden da. Men nu sker det! D. 15. juni tager vi afsted, og vi kommer retur fredag d. 17.! To døgn med dullerier, sladder, solskin og sjusser!
Jeg blev så entusiastisk, da jeg faldt over de billige billetter på Norwegians hjemmeside, at jeg bare skyndte mig at købe dem. Og således helt glemte, at Jon og jeg har bryllupsdag d. 15. juni. Ups! Men jeg skal selvfølgelig nok sørge for, at det bliver fejret på behørig vis. 😉

Og nu kommer mit spørgsmål: Hvor i Barcelona skal vi bo? Vi skal overnatte to gange i et delt dobbeltværelse, og det må højst koste 1.500 kr. pr. nat – altså 3.000 i alt for os begge. Vi vil helst bo på hotel i stedet for Airbnb, for når den nu endelig står på ferie, må det godt være lidt luksus-agtigt. 🙂
Er der nogle af jer seje rejsetyper, der læser med, som lige har allertiders staldtip til et hotel, vi bør leje os ind på? I så fald vil jeg MEGET gerne høre om det i kommentarfeltet! 🙂

 

Fra Sverige til vidunderlige sommer-KBH med Krapyler i solskin!

13340404_10154031916466886_1795507522_o
Billedet til venstre er i øvrigt hapset fra Christina fra Impressions PR’s Instagram. 🙂

Så er jeg atter hjemme i Nørregade efter 24 timer som inventar på Ystad Saltsjöbadet. Ungerne sover, og deres flotte far er i teatret et sted på Vesterbro. Min altandør står åben, og jeg har gedigen optur over, at det kan lade sig gøre. Det er d. 1. juni, og i dag for præcis 35 år siden blev mine forældre gift med hinanden på Frederiksberg Rådhus. Min mor havde mig i maven og en rød kjole på, og de havde kendt hinanden i under et år. Efter vielsen tog de hjem til deres hund, Fussi, og åd store bøffer og drak rødvin (Det måtte man gerne i 80’erne), og da naboerne hørte, at de var blevet gift, holdt de impulsiv fest for dem i haven.

Min dag er gået med at returnere fra Sverige, købe en ordentlig bunke sommertøj til ungerne i H&M, hvilket viste sig som en god investering, da jeg hentede dem en halv time senere og fandt Hugo iført t-shirt og blemås, da de altså ikke havde nogen shorts til ham dernede, og hans lange bukser var blevet for lune.

Resten af dagen har Krapylerne og jeg tilbragt til Børnedistortion i Ørstedsparken! Et i mine øjne fremragende initiativ, som betød, at deres yndlingslegeplads var fyldt til randen med mennesker, ballonmænd, DJs og pynt. Ungerne synes vist egentlig mest, det bare var træls, at der var flere om at stå i kø til gyngerne, end der plejer.
Vi spiste middag på Tony’s med et vennepar og deres unger, og her stødte Jon, der har filmet hele dagen, sig til os til Hugos absolutte begejstring. Jon havde også et arrangement i går, hvorfor farmoren tog sig af deres forplejning og generelle omsorg, mens jeg spiste bøffer i Sverige. Hugo umanerligt stor optur over gensynet med sin far, og hvor han og Berta plejer at slås om en plads på mit skød, kunne ingen i aften konkurrere med farmand i Hux’ øjne.
Hvilket var lidt ærgerligt, da jeg skulle forestå putningen, så Jon kunne komme i teatret. Mens jeg skiftede ble på Berta, løb Hugo ud i køkkenet, og efterfølgende kunne jeg ikke finde ham. Jeg opdagede så, at hoveddøren var åben, og så fandt jeg lillemanden nede på den næste repos i blerøv, med sut i munden og plys-sæl i hånden på vej ud efter far … <3

Nu sover de begge to heldigvis sødeligt efter en halvtimes skønsang fra morens side. Jeg tog denne aften imod requests, hvilket kom til at indebære, at jeg har sunget “Lille Peter Edderkop” 4 gange og “Se Min Kjole” i hvert fald 5 gange.
Nu vil jeg investere lidt tid i at se, om jeg kan finde mig en ny serie et sted på en af de mange streamingtjenester, vi efterhånden har. Det kunne være fedt at have én for mig selv, som jeg kan binge, når Jon ikke er hjemme. Forslag modtages med kyshånd i kommentarfeltet! 🙂

Hav en vidunderlig aften og tak fordi, I altid er så skidesøde, i øvrigt!