TWINPEAKS

Postkort fra sommerlandet

img_3946.jpg

Jeg befinder mig i vandkants-Danmark et sted på Sjælland, hvor jeg i selskab med Nina, Kopierne og sidstnævntes far samt min egen familie leger en form for tvillinge-mini-festival, mens vi griller pølser og burgere. Mens vi spiste aftensmad i den lune aftensol indførte vi, at vi skulle skåle hver gang, der ikke huserede kaos ved bordet. Der blev væltet mælk, revet i hår, nevet lidt og tudet over en tabt agurk, men vi fik satme også skålet mange gange, så allerede nu er arrangementet en kæmpe-succes.

Mens mændene spulede ketchup af børnene, kørte Nina og jeg ind til byen og købte is, og nu, hvor ungerne sover, skal vi drikke gin/tonic og spise Marabou, mens vi glor på, at solen går ned over Kattegat. Jeg elsker, hvordan vi som nation kan gå fra at hive os kollektivt og arrigt i håret over at, “Det fucking sner i april?!” til ligeså kollektivt med saligt sammenknebne øjne og et post-coital semi-smil udånder et “Det er sommer i maj!!” lige bagefter. Absolut ingen brok herfra! Alt er godt. Helt fantastisk godt! 🙂

Tanker om børn, sociale medier og en pending Krapyl-pension …

13141026_10153979487641886_152862586_n
Jeg har altid været lidt af en internet-nørd. Længe før Tinder, Happn og alle andre af disse nymodens score-apps blev moderne, havde jeg en profil på Dating.dk, hvor jeg ivrigt høstede unge mænd, med hvem jeg gik ture om søerne. Faktisk blev jeg kæreste med en enkelt, men det holdt kun i et par måneder.
Jeg havde også en MySpace-profil, som jeg pimpede med forskellig musik alt efter, hvilket humør, jeg var i, og her delte jeg også billeder, som jeg synes reflekterede, hvem jeg var. Efter MySpace kom Facebook, og min TimeHop-app har nogle gange næsten LIDT for travlt med at dele alle de tåkrummende statusopdateringer, jeg havde travlt med at skrive allerede i 2007, hvor man hverken kunne ‘like’ eller kommentere på hinandens update. Faktisk var det først året efter, at man overhovedet kunne skrive på hinandens wall!
Jeg var ikke super-hurtig til at komme på Instagram, for det med at tage billeder sagde mig ikke det helt store. Jeg har altid synes, at ord var sjovere. Men jeg hoppede selvfølgelig med på toget, og siden dengang i 2010 er det blevet til næsten 4.000 billeder på @mmleilange (i starten hed jeg dog @frk.lei). 🙂

Jeg ELSKER de sociale medier, og jeg elsker at kommunikere med folk på nettet. Det har jeg altid gjort, og det var også grunden til, at jeg blev digitalredaktør på ELLE, og det er HELE grunden til, at jeg har min blog. Jeg synes, at internettets hurtighed er sjask-charmerende, for den betyder, at jeg på et øjeblik efter at have postet et billede, en artikel eller et blogindlæg kan se, om og hvordan der bliver reageret. Samtidig gør de sociale medier og min blog det muligt for mig at skrive, sladre og hygge mig med en masse mennesker, som jeg føler, at jeg semi-kender, fordi jeg har bloggen her. I love it!

Og nu har jeg jo så fået børn. To styks, endda.
Pludselig er det ikke længere kun mig selv, jeg skal kunne se i øjnene i mine selfies på nettet, men også dem. Jeg har det ret afslappet med, at de kommer til at vokse op med en mor, der gør sig selv til grin med jævne mellemrum på internettet, men det faktum, at jeg eksponerer dem også, er noget, der fylder mere og mere hos mig. Jeg synes, det er komplet weird, at folk, jeg aldrig har mødt, “kender” mine børn. Og jeg aner ikke, om de kommer til at vokse op og få nedtur på over, at jeg sådan går og deler ud af det, der jo også er deres liv.
Jeg har i al min tid som mor og blogger haft nogle ret klare retningslinjer for, hvad jeg ikke vil dele, når det kommer til Krapylerne, men i løbet af de seneste måneder er jeg blevet mere og mere i tvivl om, om jeg bør dele noget overhovedet. Billedmæssigt, tænker jeg på. Det er jo umuligt for mig at styre, hvor billederne ender henne, når de først er røget online, og jeg kan ikke beskytte mine unger imod at blive om ikke kendte, så i hvert fald genkendte.

Derfor har jeg den seneste måned faktisk ikke vist ungernes ansigter på bloggen og Instagram. Og faktisk havde jeg besluttet, at de skulle på pension. Men det føles mærkeligt … Jeg har den seneste uge haft en følelse af, at jeg holder bloggen ud i strakt arm, og det er en prikær følelse, når jeg nu driver en blog, som er ret personlig. Jeg har en klar linje imellem mit blogliv og mit privatliv, men når jeg på den måde slår en tydelig streg ned midt i det hele, og fortsat fortæller om mit liv med Krapylerne, men ikke viser deres ansigter, føler jeg, at jeg har givet mig selv håndjern på. Eller har malet mig op i et hjørne.

På den ene side kunne jeg godt tænke mig, at mine unger aldrig nogensinde mere skulle vises nogen steder, for på den måde kan de, når de bliver gamle nok, helt selv træffe valget, om de ønsker at være en del af cyberspace. Men på den anden side har jeg sgu svært ved at være den blogger, jeg nu engang er, hvis jeg ikke viser billeder af de mennesker, jeg elsker højst. Dilemma! 🙂
Jeg har naturligvis diskuteret dette med folk, jeg kender, og vigtigst af alt med den kloge mand, der har giftet sig med mig. Vi har talt for og imod, og vi har diskuteret, hvad det egentlig er, vi gerne vil opnå. Eller undgå. Det er jo ikke sådan, at mine unger vil blive genkendt i skolegården som var de Prins Christian og Prinsesse Isabella. Til det er jeg alt for ukendt, og der er alt for mange andre bloggere og mennesker i det hele taget, der sludrer om deres unger online. Det er jo heller ikke sådan, at bloggens primære fokus er ungerne – det har det sådan set aldrig været. Det er jo mig, der er den selvfede, der tager udgangspunkt i mig selv i alt, jeg skriver. Og hvis jeg nu lukker mine blog om nogle år (jeg har ingenplaner herom, men hvem ved), så er de og jeg nok glemt igen relativt hurtigt, da mediestrømmen er så massiv, og der konstant kommer nye ting, mennesker, apps, reality-TV-programmer og bloggere til.
Og samtidig – hvis jeg IKKE havde haft bloggen, ville jeg jo have delt masser af billeder af mine børn på de sociale medier ligesom alle mulige andre gør det. Og skylder jeg dem så mere at lade være med det, fordi der er flere, der læser med?
I syvende og sidst gør mit “job” som blogger det muligt for mig at være meget mere sammen med mine unger, end jeg ville kunne, hvis jeg havde et mere almindeligt arbejde. Og hvis prisen så er, at de bliver vist på selvsamme blog, er det så måske et offer, der er værd at bringe?

Jep, det er altså de tanker, jeg går og gør mig for tiden. Og det synes jeg egentlig, alle vi, der har både børn og internet-adgang bør gøre os nu og da.
Og jeg vil meget gerne høre det, hvis I, der læser med, har nogle tanker om alt det her. Og ja, ungernes pensionsplaner er stadig pending, kan man sige. 🙂

Lidt om larmende stilhed …

Fotografi den 23-04-16 kl. 14.29
Faktisk er det noget, jeg har haft i mange år, men det var først for et par måneder siden, at det gik op for mig, at der ligesom var en form for diagnose. At det ikke er noget, alle har.
Jeg spurgte nemlig en dag Jon, hvilken lyd, han hører, når der ingen lyde er. Han så lettere betuttet ud og svarede, at når der ingen lyde er, kan han jo i sagens natur heller ikke høre nogen!? Jeg grinede lidt dumt og sagde, at det vidste jeg da godt, men jeg mente bare, hvilken tone, han havde i hovedet, når han ligger på puden og skal sove. For i mit hoved lyder det som når et køleskab afrimer. Eller hvis et TV er tændt i det andet rum. Eller som når man sidder i et fly med ørepropper i.
I mit hoved er der aldrig stille. Når alt omkring mig er, kan jeg høre en helt konstant lyd af støj, som fylder mit hoved ud, om som jeg har vænnet mig så meget til, at jeg troede, det var noget, alle oplevede. Men det skulle såmænd vise sig, at jeg har tinnitus. Hvilket i sig selv er lidt ironisk, da jeg i gymnasiet af de ældre elever faktisk blev kaldt Tinnitus, fordi jeg snakkede så meget. Og så højt, velsagtens.

Jeg fandt ud af, at det var kronisk, da jeg en formiddag faldt over BTs spiseseddel med overskriften ‘Sådan slipper du af med støj i hovedet – hver 6. dansker lider af det’. Jeg købte avisen og måtte selvfølgelig sande, at journalisten ikke havde en kur. Blot nogle forslag så som at gå en tur, sætte musik på ved sengetid og andre ting, man kunne sige sig selv. Men jeg kunne læse mig frem til, at én ud af seks danskere lider af Tinnitus i mild, medium eller svær grad, og at det aldrig kan forsvinde. Der bliver forsket i hele verden, og alle disse forskere mødes nu og da og sammenligner noter. Man har forsøgt sig med at genskabe de skader i øresneglen, som er skyld i, at hjernen fejlagtigt modtager melding om en lyd, som ikke findes, men det er ikke lykkes endnu.

I starten blev jeg ramt af en form for panik. Selvom lyden aldrig har forvoldt mig særligt stor gene, kunne jeg pludselig ikke fokusere på andet, og jeg blev helt ked af det ved tanken om aldrig at skulle opleve absolut stilhed igen. Jeg turde ikke google ‘tinnitus’, for jeg var bange for at finde ud af, at det bliver værre og værre. For den tinnitus, jeg har, kan jeg kun høre, når der ikke er anden støj omkring mig. Som jeg skriver det her, kan jeg høre tonen, men når jeg sidder og taler med folk, kan jeg ikke. Og jeg var hundehamrende-angst for at skulle erkende, at lyden gradvist ville forværres, indtil jeg til sidst en dag ikke kunne blive fri for den – uanset hvad der foregik omkring mig.

Men til sidst tog jeg mig sammen og spurgte Google pænt ad. Jeg fandt ud af, at jeg har den mildeste form for tinnitus, hvilket er den version, de fleste tinnitus-ramte lider af. Og der stod på Google, at denne gruppe lever uden eller næsten uden mén og gener. Og desuden bliver det ikke værre. De fleste oplever faktisk en forbedring, når de lærer at leve med lyden og derved ikke bemærker den så meget mere.
Fra den dag besluttede jeg, at når Google sagde, at jeg levede uden gener, så var det dét, jeg ville indstille mig på. Og det virkede! Desuden vil jeg meget hellere lide af tinnitus end af så meget andet, man kan lide af nu om dage, så set med dé briller på, er jeg nærmest taknemmelig.
Desuden fortalte jeg en ven om min tinnitus, og han svarede, at det havde han også. Han fortalte endvidere, at han også var gået lidt i panik i starten og havde rådført sig hos sin far, som havde fortalt ham, at han OGSÅ havde tinnitus. Og han havde spurgt min ven “Helt ærligt – mærk lige efter. Generer det dig virkelig? Nej, vel?” Og siden havde han også lagt irritationen fra sig.

Jeg har besluttet mig for, at min tinnitus faktisk hjælper mig til at falde i søvn om aftenen, for når jeg fokuserer på min “indre lyd”, bliver jeg ikke forstyrret af, at der er en dør, der smækker eller nogen, der råber nede i gården. Og i løbet af en dag skal jeg faktisk gøre mig umage for at høre den. Jeg har vænnet mig så meget til lyden, at jeg har fået den mast godt og grundigt i baggrunden. og der befinder den sig vist fint. 🙂

Kære Dagbog …

13115641_10153977808141886_599364707_n-1

Jeg har glædet mig til dette moment siden efteråret 2015! ENDELIG er anden sæson af DR3s ‘Kære Dagbog’ gået i gang – faktisk var der premiere i mandags. Det hele er klippet lidt op, så vidt jeg kan forstå, så selvom den kvikke seer måske har spottet Jon blandt publikummerne allerede nu, så er det altså først d. 16. maj, at jeg er med.

Det var seriøst noget af det skæggeste, jeg har oplevet, at være med i det program!
For det første krævede det, at jeg læste alle mine gamle dagbøger fra min gymnasietid i Sønderborg fra 1997 til 2000 igennem, overdrog dem til en tilrettelægger, som udvalgte nogle passende passager, og til sidst skulle jeg læse disse op for en hel masse fremmede mennesker en aften i Kødbyen. Jeg GRÆD af grin! Det var så sjovt og pinligt, og jeg blev ved at få øjenkontakt med min søster og mine veninder, som jeg havde inviteret med, og deres reaktioner gjorde det latterligt svært at holde masken. De kendte mig nemlig også dengang og kan huske dele af det, jeg beskrev, bare med andre fortegn.

Noget af det fedeste ved oplevelsen er, at den slentretur ned ad hukommelsens allé fik mig til at tage kontakt til ‘the boy in question’, nemlig Steffen, som jeg brugte samtlige tre gymnasieår på at være dødeligt forelsket i. Han er faktisk det eneste, mine dagbøger handler om. Vi har mødtes nogle gange siden, når jeg har været på Als, og det har været så sindssygt hyggeligt, for han stadig er skidesød. Men også vildt interessant, fordi han har været venlig nok til at fortælle mig, hvad HAN gik og tænkte om mig og ham og det alt sammen dengang!

Billedet ovenfor sendte tilrettelæggeren mig, da de var igang med at klippe programmet. Hun har pauset optagelsen lige idet, jeg lukker min dagbog og fortæller, at jeg altså ikke blev gift med Steffen, men derimod med Jon, som sidder lige dér… 😉

Man kan se ‘Kære Dagbog’ på DR3 hver mandag kl. 21.30. Og jeg er altså med d. 16. maj.

Solskin og cykelture!

13162336_10153977614386886_2007078572_n
Jeg synes simpelthen, at det er så vanvittigt smuk timing, at Ham deroppe over skyerne lige venter til d. 1. maj, hvor han så skruer op på fuld styrken for solen! Jeg mødtes i morges til venskabelig morgenmad med mine gamle “kolleger” hos Bloggers Delight på Steak Royal på Kongens Nytorv, og de store vinduer ud mod pladsen, hvor solen bragede ind, skabte en stemning af sauna på en fancy fortorvs-beværtning! Det var aldeles vidunderligt.

Tirsdagen havde faktisk en ret fin begyndelse i Langehjemmet i dag. Det er ellers ikke skrevet i sten for tiden, da Hugos humør er noget svingende i disse dage (læs: måneder). Men i dag sov ungerne helt til kl. 7, og vi fik pandekager til morgenmad. Jeg skulle lige til at hælde Krapylerne i vognen, da Jon og jeg blev enige om at indvie de nye cykelsæder i stedet. Berta fik en tur i sidste uge, men Hugo havde grundet sygdom endnu sin jomfrutur til gode. Begge unger blev iklædt cykelhjelm, og så blev Berta hejst op på Jons børnesæde og Hugo på mit. Jeg har jo fået sådan en stol, som er monteret på mit styr, så ungerne sidder mellem mine arme og kan kigge ud på verden i stedet for på det nederste af mine rygstykker, og dét tog satme kejler! Jeg er næsten 100% overbevist om, at Hugo var af den klare opfattelse, at det var HAM, der cyklede og MIG, der sad bagpå, og han hvinede af fryd hele vejen til vuggestuen.

Derfor har vi besluttet, at hvis vejret holder, henter vi i eftermiddag ungerne og cykler til Hellerup og spiser aftensmad et sted derude. Så kan vi også lige spise en is på stranden, inden turen atter går hjem til Indre By! Jeg får helt kriller i maven ved tanken, så jeg kan næsten ikke bære, hvis DMI får ret, og eftermiddagen byder på skyer og regn. Fingers crossed. 🙂

Billederne ovenfor er (til venstre) fra min morgenmad og nederst fra weekenden, hvor Krapylerne og deres lækre far besøgte farfaren i Gilleleje.