TWINPEAKS

Lidt om larmende stilhed …

Fotografi den 23-04-16 kl. 14.29
Faktisk er det noget, jeg har haft i mange år, men det var først for et par måneder siden, at det gik op for mig, at der ligesom var en form for diagnose. At det ikke er noget, alle har.
Jeg spurgte nemlig en dag Jon, hvilken lyd, han hører, når der ingen lyde er. Han så lettere betuttet ud og svarede, at når der ingen lyde er, kan han jo i sagens natur heller ikke høre nogen!? Jeg grinede lidt dumt og sagde, at det vidste jeg da godt, men jeg mente bare, hvilken tone, han havde i hovedet, når han ligger på puden og skal sove. For i mit hoved lyder det som når et køleskab afrimer. Eller hvis et TV er tændt i det andet rum. Eller som når man sidder i et fly med ørepropper i.
I mit hoved er der aldrig stille. Når alt omkring mig er, kan jeg høre en helt konstant lyd af støj, som fylder mit hoved ud, om som jeg har vænnet mig så meget til, at jeg troede, det var noget, alle oplevede. Men det skulle såmænd vise sig, at jeg har tinnitus. Hvilket i sig selv er lidt ironisk, da jeg i gymnasiet af de ældre elever faktisk blev kaldt Tinnitus, fordi jeg snakkede så meget. Og så højt, velsagtens.

Jeg fandt ud af, at det var kronisk, da jeg en formiddag faldt over BTs spiseseddel med overskriften ‘Sådan slipper du af med støj i hovedet – hver 6. dansker lider af det’. Jeg købte avisen og måtte selvfølgelig sande, at journalisten ikke havde en kur. Blot nogle forslag så som at gå en tur, sætte musik på ved sengetid og andre ting, man kunne sige sig selv. Men jeg kunne læse mig frem til, at én ud af seks danskere lider af Tinnitus i mild, medium eller svær grad, og at det aldrig kan forsvinde. Der bliver forsket i hele verden, og alle disse forskere mødes nu og da og sammenligner noter. Man har forsøgt sig med at genskabe de skader i øresneglen, som er skyld i, at hjernen fejlagtigt modtager melding om en lyd, som ikke findes, men det er ikke lykkes endnu.

I starten blev jeg ramt af en form for panik. Selvom lyden aldrig har forvoldt mig særligt stor gene, kunne jeg pludselig ikke fokusere på andet, og jeg blev helt ked af det ved tanken om aldrig at skulle opleve absolut stilhed igen. Jeg turde ikke google ‘tinnitus’, for jeg var bange for at finde ud af, at det bliver værre og værre. For den tinnitus, jeg har, kan jeg kun høre, når der ikke er anden støj omkring mig. Som jeg skriver det her, kan jeg høre tonen, men når jeg sidder og taler med folk, kan jeg ikke. Og jeg var hundehamrende-angst for at skulle erkende, at lyden gradvist ville forværres, indtil jeg til sidst en dag ikke kunne blive fri for den – uanset hvad der foregik omkring mig.

Men til sidst tog jeg mig sammen og spurgte Google pænt ad. Jeg fandt ud af, at jeg har den mildeste form for tinnitus, hvilket er den version, de fleste tinnitus-ramte lider af. Og der stod på Google, at denne gruppe lever uden eller næsten uden mén og gener. Og desuden bliver det ikke værre. De fleste oplever faktisk en forbedring, når de lærer at leve med lyden og derved ikke bemærker den så meget mere.
Fra den dag besluttede jeg, at når Google sagde, at jeg levede uden gener, så var det dét, jeg ville indstille mig på. Og det virkede! Desuden vil jeg meget hellere lide af tinnitus end af så meget andet, man kan lide af nu om dage, så set med dé briller på, er jeg nærmest taknemmelig.
Desuden fortalte jeg en ven om min tinnitus, og han svarede, at det havde han også. Han fortalte endvidere, at han også var gået lidt i panik i starten og havde rådført sig hos sin far, som havde fortalt ham, at han OGSÅ havde tinnitus. Og han havde spurgt min ven “Helt ærligt – mærk lige efter. Generer det dig virkelig? Nej, vel?” Og siden havde han også lagt irritationen fra sig.

Jeg har besluttet mig for, at min tinnitus faktisk hjælper mig til at falde i søvn om aftenen, for når jeg fokuserer på min “indre lyd”, bliver jeg ikke forstyrret af, at der er en dør, der smækker eller nogen, der råber nede i gården. Og i løbet af en dag skal jeg faktisk gøre mig umage for at høre den. Jeg har vænnet mig så meget til lyden, at jeg har fået den mast godt og grundigt i baggrunden. og der befinder den sig vist fint. 🙂

Kære Dagbog …

13115641_10153977808141886_599364707_n-1

Jeg har glædet mig til dette moment siden efteråret 2015! ENDELIG er anden sæson af DR3s ‘Kære Dagbog’ gået i gang – faktisk var der premiere i mandags. Det hele er klippet lidt op, så vidt jeg kan forstå, så selvom den kvikke seer måske har spottet Jon blandt publikummerne allerede nu, så er det altså først d. 16. maj, at jeg er med.

Det var seriøst noget af det skæggeste, jeg har oplevet, at være med i det program!
For det første krævede det, at jeg læste alle mine gamle dagbøger fra min gymnasietid i Sønderborg fra 1997 til 2000 igennem, overdrog dem til en tilrettelægger, som udvalgte nogle passende passager, og til sidst skulle jeg læse disse op for en hel masse fremmede mennesker en aften i Kødbyen. Jeg GRÆD af grin! Det var så sjovt og pinligt, og jeg blev ved at få øjenkontakt med min søster og mine veninder, som jeg havde inviteret med, og deres reaktioner gjorde det latterligt svært at holde masken. De kendte mig nemlig også dengang og kan huske dele af det, jeg beskrev, bare med andre fortegn.

Noget af det fedeste ved oplevelsen er, at den slentretur ned ad hukommelsens allé fik mig til at tage kontakt til ‘the boy in question’, nemlig Steffen, som jeg brugte samtlige tre gymnasieår på at være dødeligt forelsket i. Han er faktisk det eneste, mine dagbøger handler om. Vi har mødtes nogle gange siden, når jeg har været på Als, og det har været så sindssygt hyggeligt, for han stadig er skidesød. Men også vildt interessant, fordi han har været venlig nok til at fortælle mig, hvad HAN gik og tænkte om mig og ham og det alt sammen dengang!

Billedet ovenfor sendte tilrettelæggeren mig, da de var igang med at klippe programmet. Hun har pauset optagelsen lige idet, jeg lukker min dagbog og fortæller, at jeg altså ikke blev gift med Steffen, men derimod med Jon, som sidder lige dér… 😉

Man kan se ‘Kære Dagbog’ på DR3 hver mandag kl. 21.30. Og jeg er altså med d. 16. maj.

Solskin og cykelture!

13162336_10153977614386886_2007078572_n
Jeg synes simpelthen, at det er så vanvittigt smuk timing, at Ham deroppe over skyerne lige venter til d. 1. maj, hvor han så skruer op på fuld styrken for solen! Jeg mødtes i morges til venskabelig morgenmad med mine gamle “kolleger” hos Bloggers Delight på Steak Royal på Kongens Nytorv, og de store vinduer ud mod pladsen, hvor solen bragede ind, skabte en stemning af sauna på en fancy fortorvs-beværtning! Det var aldeles vidunderligt.

Tirsdagen havde faktisk en ret fin begyndelse i Langehjemmet i dag. Det er ellers ikke skrevet i sten for tiden, da Hugos humør er noget svingende i disse dage (læs: måneder). Men i dag sov ungerne helt til kl. 7, og vi fik pandekager til morgenmad. Jeg skulle lige til at hælde Krapylerne i vognen, da Jon og jeg blev enige om at indvie de nye cykelsæder i stedet. Berta fik en tur i sidste uge, men Hugo havde grundet sygdom endnu sin jomfrutur til gode. Begge unger blev iklædt cykelhjelm, og så blev Berta hejst op på Jons børnesæde og Hugo på mit. Jeg har jo fået sådan en stol, som er monteret på mit styr, så ungerne sidder mellem mine arme og kan kigge ud på verden i stedet for på det nederste af mine rygstykker, og dét tog satme kejler! Jeg er næsten 100% overbevist om, at Hugo var af den klare opfattelse, at det var HAM, der cyklede og MIG, der sad bagpå, og han hvinede af fryd hele vejen til vuggestuen.

Derfor har vi besluttet, at hvis vejret holder, henter vi i eftermiddag ungerne og cykler til Hellerup og spiser aftensmad et sted derude. Så kan vi også lige spise en is på stranden, inden turen atter går hjem til Indre By! Jeg får helt kriller i maven ved tanken, så jeg kan næsten ikke bære, hvis DMI får ret, og eftermiddagen byder på skyer og regn. Fingers crossed. 🙂

Billederne ovenfor er (til venstre) fra min morgenmad og nederst fra weekenden, hvor Krapylerne og deres lækre far besøgte farfaren i Gilleleje. 

Noget om fester og fejringens tre faser

Mother
Indlægget er sponsoreret af Bownty.dk

Jeg har hele ugen op til den forgangne weekend været en lille smule træt af, at Mors Dag lige skulle falde på d. 1. maj, da vi allerede havde fyldt dagen op med fejringer. D. 1. maj er nemlig den dag, Jon og jeg blev kærester tilbage i 2011. Det fejrede vi jo i Nice for et par uger siden, så derfor takkede vi gladeligt ja, da min faster inviterede på lagkage i anledning af sin fødselsdag (hun er mean i et køkken og også ret sympatisk) netop i går, d. 1. maj.
Så selvom der var lagt op til en hyggelig dag, ærgrede det mig, at jeg ikke fik lejlighed til at fejre Mors Dag. Indtil Jon fortalte mig, at Mors Dag altså først er næste søndag, d. 8. maj. HURRA! Endnu en fejring i udsigt! 🙂

Jeg har aldrig været typen, der har båret julen ud eller i det hele taget skippet en fejring. Jeg elsker at glæde mig til ting, og der er ofte nogen, der siger, at jeg skal passe på, om det, jeg glæder mig til, nu kan leve op til forventningerne. Og det er lidt noget fis, for det kan det altid. For mig har glædelige oplevelser tre faser.
1) Glædningsfasen, hvor man ser frem til det, man skal. Forestiller sig, hvordan det bliver og håber på godt vejr og planlægger med forventning i maven.
2) Event-fasen, hvor man oplever det, man havde glædet sig til. Et bryllup, en middag ude, en 24-timers tur til Nice, en vaffelis på Langelinje – whatever!
3) Minderne. Også en yndlingsfase for mig, for i minderne gemmer jeg sjældent det, der ikke lykkedes. Fra vores tur til Nice husker jeg ikke tilbage på, at jeg synes, det var lidt weird at være væk fra ungerne, og at vi sov ad H til, fordi sengen var for blød og vi begge to var blevet forbrændte. Jeg husker, at solen skinnede, at det var svinehyggeligt at spise frokost i de små gader, at vi vandt penge på casinoet, og at vi bestilte en is på roomservice som det sidste den  dag.

Og derfor, mine damer, synes jeg, vi bør fejre noget mere!
Eksempelvis Mors Dag! Jeg ved godt, mange anser Mors Dag som noget amerikansk og kommercialiseret nonsens, men det er altså kynisk, synes jeg. Jeg synes, det er skønt, der er en dag, hvor man bliver mindet om at hylde sin mor. Om man så er typen, der køber blomster, skriver en sang eller inviterer på frokost – bare man gør noget, der bryder med hverdagen og skaber en plads til noget ekstra og lidt magisk.

Bownty.dk er for dealsites, hvad momondo.com er for flyrejser. På Bownty.dk har de meget belejligt lavet den fineste oversigt med forslag til oplevelser, man kan give sin mor i anledning af Mors Dag. Eksempelvis kan man give et gavekort til en klipning og efterfølgende føn og styling hos en frisør på Frederiksberg for kun 299 kr. (normalprisen er 990 kr. Det er da meget vildt, alligevel). Man kan også give en lækker middag for bare 99 kr. eller en ansigtsbehandling for 250 kr. Mulighederne er mange og meget mor-egnede. Nu ér jeg jo selv mor, så det tør jeg godt skrive under på. 😉

Så der er ingen grund til at være vag omkring det! Gå all in og fejr MOAR på søndag! Jeg har allerede underrettet Jon og ungerne om, at jeg vil i kolonihaven, og så vil jeg sådan set overlade dagens øvrige overraskelser til dem.

Danish Beauty Awards og kluns!

13152776_10153975609471886_1369900558_n

I fredags havde jeg fået lov at hale Jon med til Danish Beauty Awards, som blev afholdt for 10. gang ever!
Det er altid en hyggelig og sjov aften med god mad og lækre drinks, men sådan en prisuddeling, der byder på 31 priser til forskellige cremer, deodoranter og typer af solpudder, kan virkelig godt blive lidt lang til sidst, hvorfor jeg var vanvittigt glad for at se, at Peter Frödin og Ellen Hillingsø var tilbage som værter. De forestod også løjerne de første par år, men rygtet havde det, at de blev skiftet ud, fordi de havde en humor, der bevægede sig lidt vel meget under bæltestedet. Hvilket jeg jo personligt ret godt kan lide. 😉
Da jeg modtog min invitation for halvanden måneds tid siden, spurgte jeg, om jeg måtte tage Jon med, og det måtte jeg gerne, hvis han ville uddele en pris. Det ville han gerne, og han skulle så stå for ‘Årets Herreprodukt’. Ellen og Jon spillede teater sammen sidste forår, så hun gav ham en lummer introduktion som den flotteste mand syd for Alperne, mens Peter Frödin gentagende gange kaldte ham flot og HØJ! Hvorfor det var lidt synd, at Jon så steppede op på scenen og måtte sande, at mikrofonen var sat for højt til ham. 😉
Men han klarede det supergodt og lignede selvfølgelig en million på scenen, selvom han var ganske nervøs for sådan at skulle derop uden at spille en rolle.

13113180_10153975609441886_571801811_o
Efter prisuddelingen tog vi en taxa hjem til Nørregade, og i samme nu, som vi skulle til at dreje ind i vores opgang, mødte vi en masse, vi kender, som skulle til åbning af Remees nye natklub, så vi smed vores jakker ind i opgangen og gik med på disko. Jeg tror, vi var der i 12 minutter, før vi måtte kapitulere efter en uge med syge børn og voksne, så vi kravlede tilbage over vejen, og klokken lidt i midnat faldt vi i søvn som to gange overtrætte Torneroser. Jeg sov i cirka tre kvarter, før Hugo vågnede, og så driblede jeg rundt med ham til kl. 4.30 næste morgen. Men jeg fik da 2,5 times sammenhængende søvn, inden vi stod op kl. 7. 😉 #lifewithkids
13149878_10153975609451886_2053229837_n

Min fine buksedragt er fra Gestuz! Jeg ville egentlig have haft kjolen i samme stof, men så synes jeg pludselig, at buksedragten var en del sjovere. Og det blev jeg glad for, da der var ikke mindre end TO kvinder i selvsamme kjole, og jeg var den eneste, der havde valgt dragten i stedet. 🙂
Den er enormt behagelig at have på – man skal bare lige holde øje med babs og nutte, som har en del mere adgang til fri luft, end i hvert fald mine er vant til. Mine sko er mine yndlings fra freakin’ Buffalo! (Det forstår jeg stadig ikke) købt hos Sarenza.dk. De har dem vist desværre ikke derinde mere – havde ellers tænkt mig, at jeg ville have dem i alle farver.