TWINPEAKS

En velsignelse af en gave fra Guds eget land!

13633287_10154108888501886_834397399_o
Jeg har en vidunderlig papsøster, som bor i San Francisco. Som udgangspunkt sutter det ret meget røv, da det jo betyder, at vi ses alt for sjældent. Hun er hjemme i to uger til jul og ditto i juli, og jeg holder sgu lidt for meget af hende, til at det er nok.

Det gode ved det er, at hun tit tager små gaver med hjem, når hun så ér på besøg. Og fordi, vi har kendt hinanden, siden vi var børn (vi blev først papsøstre, da vi var i starten af 20’erne, men var veninder indtil da), kender hun mig ret godt. Og USA er et GODT land at købe gaver til en sukker-holiker i! Sidste sommer havde hun nogle sindssyge S’Mores-treats med meget a la Barù-fiduserne (som jeg anmeldte her), men bare enklere og bedre.

I år har hun overgået sig selv. Kort efter ankomst til Sønderborg, overrakte hun mig en lille papirspose. Det første, jeg så, var to små, enormt cute t-shirts i krapyl-størrelse, som bragte stor begejstring hos både dem og mig. Derefter øjnede mit blik en transparent flaske, som jeg i første omgang forvekslede med badesalt. Ved nærmere inspektion opdagede jeg selvfølgelig, at min pap-søs heller ikke denne gang skuffede. Snarere tvært om. Hun havde simpelthen fundet, erhvervet og hjembragt en flaske S’Mores Ice Cream Topping! Jeg er ret sikker på, at den slags ikke engang produceres i Danmark, hvilket får mig til at føle mig toTALT speciel.

Alt, jeg skal gøre, er altså bare at købe en liter vanilleis, have tålmod nok til at lade den smelte sig godt blød og så mose den til softice med en gaffel. (Ikke en af dem med træskaft. De har det med at knække, hvis tålmodigheds-fasen er for kort, og det er den jo). Og så skal jeg overhælde isen med denne himmelske drys fra Guds eget land! HUR-freaking-RAAAA!!!

Opskrift: Moster Ruths psykopatiske sommerdrøm!

Skærmbillede 2016-07-06 kl. 21.18.41

I går fik jeg en sød kommentar fra en læser, der skrev, at hun var overmåde glad for, at jeg havde anbefalet Miriams Blok her på min egen endog flere gange, for den var hun blevet stor fan af. Hun skrev, at hun savnede dengang, jeg kastede banana split og skumfiduser i mig på daglig basis. At det altså var den primære årsag til, at hun fulgte min blog, men at hun nu brugte Miriams blog til sjov og spas og min til de mere voksne indlæg.

Jeg kluklo lidt af kommentaren og svarede straks “Du følger mig vist ikke på Instagram” … 😉
De, der gør, vil nemlig vide, at jeg spiser præcis lige så mange desserter, som jeg alle dage har gjort, og jeg er ingenlunde blevet mere nærig med offentliggørelsen af de kalorier, jeg sætter til livs. I dag er det onsdag, og jeg har lige spist ugens tredje dessert siden mandag. TO portioner.
Men som jeg også skrev, så kan man jo kun dele den samme opskrift en enkelt gang, og jeg har beskrevet, hvordan jeg laver både S’Mores og banana split. Og det er faktisk det, jeg gør. Stort set hver gang. Jeg kan godt lide variation i min hverdag, men når det kommer til spise, kan jeg nu engang godt lide mine klassikere.

Men i aften tog Jons Moster Ruth røven på mig med et udyr af en efterret! Hun har teaset for den hele ugen, og i dag blev jeg så sendt op på førstesalen for at hente den i ekstra-køleskabet. Og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg kom ned med, men jeg kunne som udgangspunkt ret godt lide synet.
Det skulle vise sig at være en ‘Sommerdrøm’. Og det er ikke noget dumt navn, hvis De spørger mig.
Desserten indeholdt både makroner, flødeboller, friske bær, creme fraiche OG chokolade! Det svarer til at smide en hel børnefødselsdag i en blender og trykke på “start”!

Jeg har forespurgt på opskriften, og det her er sådan cirka, hvad Ruth svarede:

Først dækker man bunden med knuste makroner.
Så smadrer man en masse flødeboller med bunden opmed ned oveni.
Derefter tilsætter man bær efter valg. (Her er brugt jordbær skåret i stykker).
Så pisker man en kvart liter piskefløde i én skål og en røvfuld creme fraiche svarende til der samme i en anden. De to blander man så sammen, tilsætter en rigtigt god vanille og hænder det udover hele molevitten!
Til sidst lægger man hindbær ovenpå, og så kan man eventuelt dryppe lidt flydende chokolade henover for effekt.

Det er sygt og syndigt, og vi tømte hele fadet! 😀

Vi stikker (måske) af!

539594_10150904057076886_1578355853_n
Jon på campingpladsen Les Pinedes lidt udenfor Nice, som i øvrigt for sygt kan anbefales.

Jeg kan ikke rumme endnu en sommer fuld af regn, nys og host. Can’t. Do. It!
Planen er/var, at vi skulle tilbringe hele juli måned og det meste af august med fast sommer-adresse i kolonøjseren! Jeg så lange dage for mig med plaskende krapyler i forhaven, mens Langemor haler ukrudt op i baghaven og Langemanden muligvis ved hjælp af en dåseøl overtales til at male en væg i havestuen.
Men tanken var jo for pokker, at Krapylerne skulle plaske omkring i svalt vand fra vandhanen, som ved hjælp af en haveslange var transporteret op i et badebassin! Ikke at de skulle plaske i vandpytter og hale sig hver sin forkølelse indenbords grundet utilstedeligt efterårsvejr midt i ferien!
croatia-overview-rogoznica-large

Derfor er jeg nu begyndt at google … Vi har jo bil de næste tre måneder. Og for fire år siden købte Jon og jeg et telt (vores første fælleskøb, der oversteg værdien af en pizza) på Den Blå Avis. Den sommer lånte vi min fars bil og tilbragte små tre uger i Sydfrankrig for de penge, vi havde opsparet på at leje min lejlighed ud på Airbnb, mens jeg så crashede hos ham. Det var FANTASTISK, og efter en barndom som datter af en camping-tosset mor, er fuldkommen forelsket i at bo i telt.

Jeg har googlet hele nordeuropa, og først var min tanke at smutte ned ad Prag til, da Tjekkiet ikke er superlangt fra Rostock, som man kommer til, hvis man sejler fra Gedser. Altså en ganske overskuelig rejse for folk med småfolk.
Men ifølge vejrprognoserne ser det sgu heller ikke for godt ud i Tjekkiet. Og satme nej om jeg gider køre til Prag og omegn for at sidde i et TELT og kigge ud på regnen! Derfor er mine ambitioner nu vokset i takt med, at ungerne sådan set gebærder sig meget fint på bagsædet her på den første jomfrutur, som har bragt os til Samsø og som i overmorgen byder på Als og ringridning i Sønderborg.
71

Først legede vi med tanken om at køre til Italien eller Sydfrankrig. Men det har man ligesom også set før. Så jeg googlede videre og fandt ud af, at der er cirka lige så langt og miiindst lige så smukt i Kroatien og Slovenien, hvor man i øvrigt kommer markant længere for sine stakater! Jeg har søgt og ledt efter billeder af strande med krystalklart vand og smukke bjergsider med grønne vækster. Og nu er det, jeg gerne vil købe en konsonant OG bede publikum om hjælp!
Er der nogen her, der har camperet i Slovenien eller Kroatien? Og hvad kan I i så fald anbefale? Hvor skal man bo, hvad skal man vide, og hvad bør vi undgå? Vi ønsker bare chill, hygge, strand og gerne pool og for alt i verden børnevenlige forhold. Vi har lige 10-12 dage at spendere af, inden Jon starter sit tidlige efterår op med kurser og optagelser, så der skal bare slappes, leges og hygges.

I har hjulpet mig før, kære læsere, så jeg håber, I gider gøre det igen.
Kærlig hilsen, MM og hendes veninde, Google. 😉
2011.10.31-590x392

Regnvåd sommerdag med fine minder in spe

Skærmbillede 2016-07-05 kl. 20.33.49

Jeg har de seneste år gjort mig umage med at værdsætte de forskellige årstider, vi er velsignet med her i Danmark. Jeg var slet og ret røv-træt af at blive små-efterårs-deprim, når min fødselsdag i oktober var forbi, julen var overstået, og jeg gloede lige ind i nakken på det, der oftest bliver fire måneder fuld af sjap, snask, kolde fingre og røde næser.
Derfor satte jeg mig for at se og nyde de små pluspunkter, som alle årstider har hver især – i stedet for bare at bruge ni måneder om året på at glæde mig til sommeren. Og det har betydet, at jeg er begyndt at sætte pris på det særlige lys, alle årstider har med sig, men som altid er forskelligt. Foråret er blåhvidt, sommeren er tisgul, efteråret er orange-varmt, og vinteren er hvid. Jeg arbejdede på Aller, dengang jeg fik den her idé, og cykelturene ud til Havneholmen, hvor mediehuset ligger, var aldrig smukkere end under en iskold vinterdag. Solen stod lavt og knivskarpt, og isen blev brudt af skibene, der sejlede i kanalen, hvilket skabte den flotteste og mest pittoreske grødis med revner og sprækker, som lignede noget, der hørte hjemme oppe omkring Grønland og ikke dér lige mellem Se & Hørs redaktion og kendis-hotellet STAY.

Anyway. Det, jeg vil frem til, er, at jeg har øvet mig i at elske alle årstider for det lige præcis DE formår. Og det, jeg elsker sommeren for, er altså SOLSKIN! Lange aftner på terrassen, lune dage i haven, is, der smelter ned ad armen (mest på ungerne) og bikinimærker på stranden. Og derfor bliver jeg denondenlyneme ond i sulet af at skulle sidde her på skønne Samsø og glo ud på noget, der mest af alt minder om oktober – bare uden min fødselsdag til at mildne den!!

“Heldigvis” vågnede ungerne vanen tro klokken 5.45 i morges, og da skinnede solen, så vil brugte morgen og formiddag på at nyde naturen på øen, fodre kaniner og geder på en campingplads og spise is ved den tid, hvor andre mennesker spiser krydderboller. Eftermiddagen har budt på et væld af vand. Udsigten er grå, og græsset er vådt og koldt. Men der var dog et par timer, som KUN var grå, og dem brugte ungerne yderst fornuftigt på at svine sig selv og hinanden voldsomt til i det grønne overfor Oldemors hus, da de sammen spænede ud og blev væk i kartoffelmarken. Jeg nåede lige at hæve en pegefinger i vejret, da jeg kom i hu, at jeg i går så en bondemand sprøjte nabomarken med gift, men jeg sænkede den igen og tænkte på, at det var præcis den måde, jeg tilbragte de fleste af mine sommeraftner i Mommark midt i 80’erne. Og dengang brugte de nok ikke færre sprøjtemidler. Og jeg er da indtil videre blevet 34. 😉
Så jeg lod Krapylerne drøne afsted med formaninger om at holde sig i rillerne ved siden af kartoflerne, så de ikke ødelagde bondemandens høst og dermed min mulighed for at spise Samsø-kartoflerne hele vinteren. Og da jeg sad der og gloede på dem og hørte dem skrige af grin over et eller andet, jeg ikke kunne høre, fik jeg endnu engang (det sker oftere og oftere) gedigen optur over, at jeg åbenbart har så mange superkræfter, at jeg laver to børn af gangen. <3

 

MM, VR og Lille Peter Edderkop

13569778_10154102248251886_234267669_o

Indlægget er sponsoreret af Samsung

Og nu er vi så kommet til anden episode i den lille føljeton, ‘MM og Lille Peter Edderkop’.
Jeg var hjemmefra meget spændt på, hvad forsøget, som Samsung havde inviteret mig til at deltage i, ville udgøre. Jeg vidste, at man ville gøre sit bedste for at lindre min frygt for edderkopper, og at dette skulle ske ved hjælp fra virtuel reality. Og jeg vidste, at virtuel reality er en form for ny teknologi, der gør det muligt at se 360 grader af en computerskabt virkelighed. Se. Altså kunne jeg regne ud, at jeg skulle se på edderkopper – noget, jeg ellers plejer at gå ret langt for at undgå i min hverdag.

Jeg havde gjort mig mange forfærdelige forestillinger om videoer med kasser fulde af edderkopper, som ville blive vendt på hovedet lige ned i skærmen på mig, så jeg blev ualmindeligt lettet, da jeg erfarede, at det hele var tegnefilm! Virtuel reality er vel skridtet videre fra 3D-film – bortset fra, at man slet ikke er så langt i forhold til kvalitet. Heldigvis, i dette tilfælde! Derfor var alle de edderkopper, jeg blev bedt om at nidstirre, meget animerede og pixelerede, hvilket gjorde det hele meget mere overskueligt for mig.
Jeg skulle igennem 10 baner i spillet, og hver bane bød på en ny edderkop. Den første havde røde sneakers og en sød kasket på, og så havde den (kun) to store øjne og et venligt smil. Desuden var den lyseblå. Helt igennem nuttet og meget lig dem, jeg nu og da ser på Youtube, når ungerne ser sanglege. Den næste edderkop var også lyseblå, men havde ingen kasket eller sneakers. Den næste var mørkeblå, så blev den sort, og så videre. Gradvist øgedes klamhedsgraden af dyret, indtil den var aldeles livagtig, og herefter blev jeg så præsenteret for forskellige racer indenfor edderkopper.
Hver bane havde tre etaper. I den første skulle jeg bare kigge på edderkoppen. Ret længe, faktisk. Jeg var tvunget til at glo på dyret, mens det kravlede rundt omkring, og jeg skulle følge den med øjnene. Langsomt gjorde den opgave, at jeg på en måde forstod princippet med de otte ben, som af en eller anden bizar årsag er grunden til min frygt. I den næste etape skulle jeg hjælpe edderkoppen med noget. Den skulle krydse en dam, og jeg skulle lave en lille sti af åkander, eller dens små babyer stak af, og jeg skulle hjælpe dem tilbage til deres mor. Jeg skulle altså hjælpe edderkoppen med at overleve – det stikmodsatte af det, jeg plejer at gøre, når jeg møder sådan én i det fri. Imens jeg løste opgaven som edderkoppe-livredder, var der en venlig stemme, der gav mig en masse fine facts og god viden om edderkopper. Eksempelvis ved jeg nu, at de er meget asociale og neurotiske dyr, at stort set ingen edderkopper er farlige, og at nogle af dem faktisk er yderst sympatiske overfor deres ynglinge.
Den sidste etape bød mig at følge edderkoppen med øjnene, mens den kravlede over sit spind fra A til B. I de første par film var både A og B placeret meget langt fra mig, men til sidst i programmet var det nødvendigt for edderkoppen at kravle henover mine lår eller op forbi mit ansigt for at nå sit mål.

Det var helt genialt. I starten af programmet sad jeg og dansede rundt på stolen og kloede mig over det hele, og da jeg på et tidspunkt mærkede en ledning fra headsættet strejfe min arm, kunne jeg have kastet op af gru! Men som timerne gik, blev jeg mere og mere rolig og koncentrerede mig egentlig bare om at komme igennem opgaverne. Jeg beskæftigede mig ikke længere så meget med det faktum, at det var edderkopper, jeg dealede med – jeg så det bare som et computerspil.

Hvordan det endte, kan ses i weekenden, hvor jeg poster den tredje video i føljetonen. Stay tuned. 😉
Første udgave kan ses her.