Danish Beauty Awards og kluns!

13152776_10153975609471886_1369900558_n

I fredags havde jeg fået lov at hale Jon med til Danish Beauty Awards, som blev afholdt for 10. gang ever!
Det er altid en hyggelig og sjov aften med god mad og lækre drinks, men sådan en prisuddeling, der byder på 31 priser til forskellige cremer, deodoranter og typer af solpudder, kan virkelig godt blive lidt lang til sidst, hvorfor jeg var vanvittigt glad for at se, at Peter Frödin og Ellen Hillingsø var tilbage som værter. De forestod også løjerne de første par år, men rygtet havde det, at de blev skiftet ud, fordi de havde en humor, der bevægede sig lidt vel meget under bæltestedet. Hvilket jeg jo personligt ret godt kan lide. 😉
Da jeg modtog min invitation for halvanden måneds tid siden, spurgte jeg, om jeg måtte tage Jon med, og det måtte jeg gerne, hvis han ville uddele en pris. Det ville han gerne, og han skulle så stå for ‘Årets Herreprodukt’. Ellen og Jon spillede teater sammen sidste forår, så hun gav ham en lummer introduktion som den flotteste mand syd for Alperne, mens Peter Frödin gentagende gange kaldte ham flot og HØJ! Hvorfor det var lidt synd, at Jon så steppede op på scenen og måtte sande, at mikrofonen var sat for højt til ham. 😉
Men han klarede det supergodt og lignede selvfølgelig en million på scenen, selvom han var ganske nervøs for sådan at skulle derop uden at spille en rolle.

13113180_10153975609441886_571801811_o
Efter prisuddelingen tog vi en taxa hjem til Nørregade, og i samme nu, som vi skulle til at dreje ind i vores opgang, mødte vi en masse, vi kender, som skulle til åbning af Remees nye natklub, så vi smed vores jakker ind i opgangen og gik med på disko. Jeg tror, vi var der i 12 minutter, før vi måtte kapitulere efter en uge med syge børn og voksne, så vi kravlede tilbage over vejen, og klokken lidt i midnat faldt vi i søvn som to gange overtrætte Torneroser. Jeg sov i cirka tre kvarter, før Hugo vågnede, og så driblede jeg rundt med ham til kl. 4.30 næste morgen. Men jeg fik da 2,5 times sammenhængende søvn, inden vi stod op kl. 7. 😉 #lifewithkids
13149878_10153975609451886_2053229837_n

Min fine buksedragt er fra Gestuz! Jeg ville egentlig have haft kjolen i samme stof, men så synes jeg pludselig, at buksedragten var en del sjovere. Og det blev jeg glad for, da der var ikke mindre end TO kvinder i selvsamme kjole, og jeg var den eneste, der havde valgt dragten i stedet. 🙂
Den er enormt behagelig at have på – man skal bare lige holde øje med babs og nutte, som har en del mere adgang til fri luft, end i hvert fald mine er vant til. Mine sko er mine yndlings fra freakin’ Buffalo! (Det forstår jeg stadig ikke) købt hos Sarenza.dk. De har dem vist desværre ikke derinde mere – havde ellers tænkt mig, at jeg ville have dem i alle farver.

Zigzag-uge og en ny frokostklassiker

13084170_10153970281821886_1714690671_n

Indlægget er sponsoreret af Schulstad

Vi har haft en super zigzagget uge, som på den ene side har været spækket med syge børn og voksne, men på den anden side også har været ret fed. Vi har jo været hjemme alle sammen meget af tiden, og tid spenderet med Krapylerne er altså bare grineren for tiden. Berta har lyttelapperne slået til konstant og gentager alt, vi siger. Og så har hun forstået betydningen af ordet “også”, som hun presser ind i alle de sætninger, hun overhovedet kan komme til. Og hun udtaler det, så selv Susse Wold ville give hende et anerkendende nik.
Hugo har sovet det meste af ugen, og jeg ville nok være blevet bekymret, hvis ikke det var fordi, jeg havde det præcis som ham. Vi hoster i kor som to sælhunde.

Som jeg nævnte i dette indlæg har jeg på det seneste gjort en lille smule af en indsats for at leve lidt sundere. Jeg har sådan set ikke skåret ned på mine flødeboller eller guldkarameller og har ej heller planer herom – jeg vil bare gerne spise sundere og mere velovervejet, når jeg så spiser rigtig mad. Også fordi, jeg jo går ret meget op i, hvad jeg propper i Krapylerne.
Derfor har jeg hele ugen startet dagen med min hjemmelavede acai-skål, som jeg efter tip fra jer her på bloggen har piftet op med både spinat og avokado. Og til frokost har jeg spist den nye Hi House-klassiker: En chia-bolle med fyld!

Da jeg startede i Townhouse (før vi flyttede over gaden og blev til Hi House) blev jeg smittet af deres frokostvaner, som dengang bød alle at spise en tallerken med parmaskinke, avokado, tomater og mozzarella. MAYN, hvor har jeg spist mange af dem, og jeg har ikke ét ondt ord at sige om netop den anretning. Et lille PS skulle dog være, at jeg ikke helt synes, jeg bliver mæt nok.
Derfor er jeg nu begyndt at putte det samme fyld i en chia-bolle, som inden da lige har fået en tur i brødristeren og et godt lag smør, som er smeltet på den lune bolle. Det er satme kræs, skulle jeg hilse og sige!

Som bevis for min påstand binger jeg hermed et uredigeret billede af køleskabet på Hi House. Udover skyr findes ikke meget andet end skinke, tomater, pesto og mozzarella. ;-)
Som bevis for min påstand bringer jeg hermed et uredigeret billede af køleskabet på Hi House. Udover skyr findes ikke meget andet end skinke, avokado, tomater, pesto og mozzarella. 😉

Resten af Hi House er fulgt trop, så hver dag omkring kl. 12. dufter der af ristede chiafrø i hele opgangen! Jeg ved ikke, om det er nedskrevet andre steder, men lad mig lige føre til protokol, at chiafrø smager fuldstændig awesome, når de er blevet ristet.
Chia-frø er blevet en ny yndlings-ting i den Lange’ske husholdning, da de er nemme at bruge og er fuld af alt muligt knald-sundt. Eksempelvis indeholder chiafrø 15 gange så mange antioxidanter som broccoli, fire gange så mange kostfibre som i hørfrø og seks gange så meget kalk som i freaking sødmælk. Så at putte dem i boller, som man så putter i en brødrister, er kun en god idé!. 😉

13090291_10153970281796886_249214980_n
Til min fotogene frokost har jeg brugt en halv avokado, to skiver parmaskinke, en håndfuld halverede cherrytomater, og så kan man jo fyre op for en pesto også, hvis man er den slags pige, men jeg kan nu bedre lide smør. 🙂

13081720_10153970281841886_373060392_n

 

Når skindet bedrager …

Fotografi den 28-04-16 kl. 16.49 #2

Jeg troede i går, at jeg var ved at være fresh igen, så jeg tog til premiere på ‘Mother’s Day’ i Imperial med en veninde, og efterfølgende spiste vi fish.taccos på Madklubben Steak ved Rådhuspladsen. Det smager i øvrigt helt latterligt godt.
Men da jeg hørte mig selv afvise dessert, kunne jeg godt regne ud, at noget ikke var helt, som det burde, så jeg skyndte mig hjem i seng med stoppet næse og gåsehud over hele kroppen.
Her lå jeg imidlertid ikke særligt længe, da ungerne havde det lidt på samme måde, tror jeg, og det ville de (særligt Berta) meget gerne dele med mig.

Der bliver hostet en hel del, og Hugo sover, sover og sover. I nat lå han under dynen fra kl. 18.30 til 9.45!?
Jeg er ikke længere på selvmordets rand over influenza-symptomer – jeg er bare slatten og smadret, og den eneste grund til, at jeg ser ud som på billedet ovenfor (sminken, mener jeg), er, at jeg i dag kl. 15.30 kørte ind på kontoret, da Jon kom hjem fra arbejde, for at få taget et billede til ALT for Damerne. Fotografiet skal ledsage et interview, jeg har givet omkring min tid med LADY-LOGEN, som kommer i bladet engang til maj. Men skindet bedrager virkelig, for jeg er slet ikke så kæk, som jeg ser ud i dag. 😉

Men nu vil jeg trække stikket, køre ned og købe ind og drøne hjem og hjælpe min mand med Krapylerne. I aften har vi planlagt at spise regnbueis og se ‘Mord Uden Grænser’ i dobbeltsengen, når ungerne sover, hvilket jeg ser mere frem til, end jeg gjorde til den seneste sæson af ‘Homeland’. Ahr, okay, næsten.
Beklager, at jeg er sådan lidt til-og-fra her på domænet i denne uge. Vi skal lige over vuggestuepesten, så er jeg tilbage som en mis. Guaranteed. Jeg glæder mig mest! 😉

Det er bedst at være to!

13091823_10153967077446886_247702672_o

Indlægget er sponsoreret af Twix.

(Jep, jeg har verdens fedeste job. Jeg får penge for at spise CHOKOLADE!)

Mens jeg arbejdede på ELLE, var jeg tit lidt træt af, at jeg ikke drak kaffe. Eller røg – men rygning stinker er noget værre noget, og jeg har altid elsket duften af kaffe, selvom jeg simpelthen ikke kan med smagen.
Jeg ville gerne drikke kaffe, fordi kaffedrikkere er så gode til at få lagt små, legitime pauser ind hist og her, hvor de slår bøtterne fra og snakker om noget ganske andet. Og som oftest spiser noget sødt til, og det er som om, det ikke feder, hvis det er til kaffen. (Det gør det i hvert fald ikke i Jylland).
Siden dengang har jeg lært mig at skabe de pauser anyway – bare uden kaffe. Man kan snildt slappe af et kvarter med en Twix og et Se & Hør, skulle jeg hilse og sige, og selvom det ganske sikkert ikke siger noget specielt pænt om mig, så KAN jeg ikke lade være med at være fuldkommen opslugt af at læse alt om Grevinden og Playboyens skilsmisse. Mit karma-orienterede retfærdighedsgen slubrer det i sig, når sladderjournalisterne i farverige vendinger formidler, hvordan den bedragede Alexandra sidder tilbage med alle millionerne, mens Martin ikke har råd til at betale regningen på sin bil.

Nåh, det er ikke det, det skal handle om her. 😉
Og så lidt alligevel! Twix, som hører hjemme på top-5 listen over favorit-chokolader i min optik (Bevis: Se min header her på bloggen), har lavet en super-grineren ny kampagne, som har til formål at gøre opmærksom på fordelene ved at være to. Hvilket jeg i min position som tvillingemor jo absolut ingen skrupler har ved at skrive under på.
I jagten på at bevise dette, satte de kreative folk fra Twix skjulte kameraer op i en lille café, som ligger lige overfor Kongens Have, og så fyldte de lokalet op med enæggede tvillinger. I ens tøj. Som tager selfies og vender blade i avisen på samme tid. (Det ser så grineren ud). Og så ventede de ellers bare på, at en uanende, kaffehungrende københavner skulle komme forbi for at nyde sig en lille pause med en kop mocca (og formentlig en Twix i dagens anledning). Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde drukket kaffe den dag, den film blev optaget, for dem, der er gået i nettet, må altså have fået sig lidt af en oplevelse.

Se den fine film her! Eventuelt med en kop kaffe og en Twix on the side. 😉

 

Dag to på langs og den der serie

image

Christ, hvor er det dog umanerligt meget nemmere at tage sig af et sygt barn, når man ikke selv er det. Syg, altså.

Dagen i går var lidt noget rod herhjemme. Jon og jeg var begge to godt baldrede, og timerne synes at snegle sig afsted. Jeg var alene med vores kuld det meste af dagen, da han var ude og lægge stemme til tegnefilm, og både min og Hugos tålmodighed og overskud var nærmest ikke-eksisterende. Vi endte med at lægge ungerne i seng en halv time før tid, hvilket de heldigvis var med på.

I morges stod Jon, der atter var på toppen, op med begge unger, og da tiden var moden til, at han skulle cykle Berta i vugger og sig selv på job, kom han ind og lagde Hugo ved siden af mig, og så sov vi et par timer til. Da vi vågnede, havde jeg det 100 gange bedre, så vi delte en avokado og en portion havregrød og spankulerede en tur i nabolaget. Og nu har jeg omsider overskud til at være en lidt federe mor, end jeg var det i går. Damn, jeg er ikke meget værd, når sådan en portion vuggestuepest sætter tænderne i mig. Jeg får selv den mest influenza-inficerede mand til at ligne en superhelt!

Hvorom alting er har jeg jo nævnt en serie, Jon og jeg er begyndt at udfylde vore aftner med. Den ligger på Netflix og hedder ‘The Team’. Man har valgt at oversætte den til dansk med følgende, noget uoriginale påfund: ‘Mord Uden Grænser’. Dobbelttydigningen ligger i, at serien udspiller sig i flere europæiske lande samtidig, hvor nogenlunde ens mord er begået, så de forskellige politifolk må så arbejde sammen på tværs af landegrænser.

Serien er OK spændende, men det er altså ikke noget af det bedste, jeg har set. Ikke alt skuespil er fantastisk, og nogle af pointerne bliver tydeliggjort lidt for meget, så man som seer føler sig lidt set ned på – ligesom i ‘How to get away with murder’. Bare ikke helt så grelt, bevares. Men nogle gange er der nu noget afslappende i at se noget, der ikke alt sammen er på niveau med ‘Homeland’, så hvis man kan klare sig med mindre, kan jeg godt anbefale serien. Især hvis man skyller den ned med McFlurry med Daim og karamel, som vi gjorde det i går aftes. Det kom vi på, fordi vi så en reklame for Kinder Pingui, hvor en far har været alene hjemme med sine børn og har haft en lortedag, for det er han åbenbart ikke vant til, men så bliver han glad igen, fordi konen kommer hjem og giver ham en Kinder Pingui. Så vi blev enige om, at vores medicin måtte være sukker. 😉