“Det er enormt smart at have tvillinger, for så har ens børn altid en legekammerat!” 

Den sætning har jeg hørt rigtigt mange gange – allerede dengang, jeg var gravid, og særligt det seneste halve år er den blevet helt utroligt og vidunderligt sand! Min fætter har også tvillinger (dog enæggede), og selvom de kun er to år gamle, leger de allerede meget sammen og har gjort det længe.
Det gjorde Krapylerne satme ikke i den alder – det var faktisk først, da de var tre-et-halvt, at de sådan rigtigt begyndte at blive optaget af ting, der kun involverede de to. Men siden har det taget en voldsom fart, og særligt efter, at både vi og solen er kommet til Køge, er det stukket totalt af! Og jeg får så styg optur på af at sidde i lænestolen i mit drivhus og se på de to fistre grinende rundt og have gang i noget sammen. Både fordi, at de har det godt, holder af hinanden og nyder hinandens selskab, men satme da også fordi, at min mås nu pludselig er placeret i en lænestol! Det var altså ikke der, den befandt sig allermest de første 3-4 år af det her børneprojekt!

Jeg har altid holdt fast i, at jeg ikke synes, det har været hårdt at få børn – omend jeg synes, det har været rigtigt hårdt at blive mor. Og det mener jeg stadig. Men lyset i bakspejlet er altid gerne ulideligt klart, og her kan både Jon og jeg nogle gange godt nærmest grine over, hvor vanvittigt travlt, vi faktisk har haft! NØJ, hvor har vi spænet rundt med de to, som altid skulle underholdes, altid skulle sættes i gang, altid skulle hales ind fra en eller anden gesims, de var ved at lave et hovedspring ud fra!
Og nu er bordet altså vendt. Nu kan jeg se på alle dem, der har fået børn forskudt, at de havde meget mere tid, før nummer to kom til verden, end vi havde, og den tid får vi så nu. Den tid, den ro, det overskud. (Og ja, jeg taler selvfølgelig i generelle termer, for hverken børn eller forældre er ens, det er klart).

Vi bor på en blind villavej, og vores to genboer har også børn. Så når Hugo og Berta bliver trætte af at lege med hinanden, kan de krydre tingene lidt ved at hale en ekstra spiller ind fra sidelinjen. Måske derfor er vi endnu ikke helt så flittige til at arrangere legeaftaler for ungerne.
Men de er heldigvis relativt entreprenante, så det står de da bare selv for! Hugo er den mest udadvendte af de to, og han får meget hurtigt skaffet sig nye venner og finder på lege, som andre gerne vil indgå i. Berta er en lille smule mere tilbageholdende, omend det er noget, hun virkelig ikke skal høre meget for længere. Men alligevel blev jeg ret lettet og glad, da hun allerede i løbet af de første par dage i den nye børnehave i vinter blev gode veninder med en pige fra stuen. Selvom pigen nu er rykket ind i en anden stue, da hun er et halvt år ældre end ungerne og skal i skole næste år, leger de stadig sammen hver dag på børnehavens store legeplads.
For et par uger siden, da Jon hentede ungerne i børnehave, meddelte de, at de havde aftalt, at de skulle hjem og lege hos deres veninde, og sådan blev det så – og ugen efter var hun på visit her. De leger supergodt sammen alle tre, og det er der jo ingen grund til at ændre på.

Og så lidt alligevel.
På den vej, hvor vi bor, er der masser af børn, men på nær en lille pige på 2 år, er de alle sammen drenge. Og alle mine veninders børn i samme alder er stort set også drenge! Og det er jo altså ikke fordi, at drenge og piger ikke kan lege sammen – det kan de, og det gør de også. Men alligevel bliver tingene tit lidt mere vildt, end Berta lige har fidus til, og så kan hun godt ryge lidt ud på fløjen. Desuden er Hugo meget hurtig til at få nye venner, hvor tillid spiller lidt mere ind hos Berta. Hun har det bedst, hvis hun føler, hun kender den, hun leger med, har jeg på fornemmelsen. Vi talte med pædagogerne i børnehaven om det, og de synes også, det var en god idé, at Berta fik lov at have nogle alene-dates med sin veninde, så hun, ligesom Hugo, når han fiser over til genboen i tide og utide, får nogle oplevelser, hun er alene om, som hun så kan komme hjem og berette om.
Og sådan en have hun altså i går! Hun var morderligt stolt og glædede sig helt vildt, og Hugo var relativt knust og følte sig valgt fra. Jeg forklarede ham alt det, jeg kunne komme igennem med, at det ikke handlede om ham, og til sidst kunne han godt se fordelene ved en eftermiddag alene med mig. Jeg foreslog ture på havnen, playdate med genboen og store is, men det eneste, han havde lyst til, var at sidde på gulvet og lege med Ninja Turtles på sit værelse sammen med mig hele eftermiddagen og så spise aftensmad på McDonalds. Så det gjorde vi – og det skal vi altså gøre igen!

Berta kom hjem mere baldret, opkørt, udkørt og glad, end jeg måske nogensinde har set hende, mens Hugo efter vores dag var mere rolig, varm og kærlig, end han plejer. Så det der med at ændre lidt på det, der måske er allermest oplagt og naturligt, er altså ikke nogen dum idé, lader det til.

Damn, jeg har store børn lige pludselig! ❤️