Et spørgsmål, jeg har modtaget et par gange i min spørgerunde (og TUSIND tak for det! Spørgsmål er stadig velkomne i kommentarfeltet her!), og som jeg også modtager løbende i min indbakke er noget a la “Føler du ikke, du som blogger og influent har et ansvar overfor miljøet?”. De mails starter tit med ordlyden “Nu er det ikke fordi, jeg selv er hellig, eller noget …”

Jeg synes, det er lidt noget løjerligt noget. For jeg oplever det løbende i takt med, at min blog og min Instagram er vokset i størrelse og antal besøgende. At der er en efterspørgsel efter en høj moral hos mig. Helst højere end den, folk selv har, faktisk. Og det er dét, jeg synes, er lidt weird.
På den ene side har jeg en fornemmelse af, at der er rigeligt plads til, at man kan vise lidt af det hele. Både fine billeder af fine kjoler på fine sommerdage, men der er heldigvis også masser af plads til kiksede billeder taget på surprise-mode med selfie-kameraet i sofaen. I hvert fald hos mig, og det ELSKER jeg, for jeg er jo satme ikke perfekt! Og det er I, der læser med, fa’me heller ikke! Lad os deles det, vi er fælles om – ikke det, som adskiller os. Vi ligner alle sammen fordøjet æblegrød om morgenen, og de fleste af os har deller på maven, og samtidig elsker vi også smukke sommerdage og fotogene jordbær.

Men selvom de fleste af os, der læser blogs, gerne vil have inspiration af et menneske, som ér et menneske, så er der alligevel nogle, der samtidig efterspørger, at bloggere har en højere moral, end de selv har. Og det problematiske er jo så imidlertid også, at det er ret forskelligt, hvordan den moral opfattes, og hvad god moral ér.
Når jeg her henover sommeren lidt for mange gange har vist billeder af mig selv iført mine solbriller fra Gucci, så er det næsten stensikkert, at der på tredjedagen venter mig en mail med en opfordring til at huske at vise ting, vi alle sammen har råd til. Og når jeg har lavet et indlæg med links til kjoler, der koster under 500 kr., eller måske endog har vist mig i en kjole fra Vila til min bryllupsfest, som kostede 299 kr., så modtager jeg ligeledes mails, der gør mig opmærksom på, at alt har en pris, og når jeg ikke betaler mere for mit tøj, så gør miljøet. Og da jeg forleden viste et billede af en ansigtsmaske fra Normal, som koster en tredjedel dér i forhold til det, jeg havde betalt andetsteds, blev jeg bedt om at forholde mig til, at Normals medarbejdere ikke bliver tilbudt en overenskomst i forbindelse med deres ansættelse.

Jeg elsker, at folk, der læser med på min blog, er både økonomisk, miljømæssigt og samfundsmæssigt engagerede og vidende! Jeg synes også bare, at man nogle gange måske skal huske på, at vi er kun ét menneske hver, og det er jeg også. 🙂 Jeg kan ikke mene, synes og stå på mål for det hele – det ville blive noget rod. Og det ville ikke være mig.
En vigtig pointe er jo også, at jeg ikke skal gøre reklame for noget, jeg ikke kan stå på mål for. Jeg skal ikke mene noget, jeg ikke mener 100%. Det gør jeg ikke, når jeg får penge for det, og det er vel mindst lige så vigtigt, at jeg heller ikke gør det, når jeg IKKE får penge for det. Ikke?

Jeg er ambassadør for PLAN BØRNEfonden, fordi det er en organisation, jeg er fuldkommen vild med, og jeg håber virkelig at kunne være med til at kreere endnu flere ringe i vandet for deres arbejde ved at lægge noget energi her. Til gengæld har jeg sagt nej til at være ambassadør for andre internationale organisationer, da jeg synes, det mudrer vandene. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad med alle andre, men jeg har valgt, hvor jeg vil lægge mit fokus.
Jeg lukker altid køleskabet efter mig og andre, der skulle glemme det, i supermarkedet, jeg sparer altid på vandet derhjemme, jeg sorterer mit affald, jeg komposterer, jeg køber genbrugstøj til både mig selv og børnene, og mange, mange ting i vores hjem er købt på DBA eller i Røde Kors. Desuden samler jeg altid skrald op i skoven på mine løbeture og tager det med til den nærmeste skraldespand, ligesom at jeg tager mine restaurantrester med og giver dem til en hjemløs på vej hjem for at undgå madspild. Og jeg vælger altid offentlig transport frem for bilen, når jeg kan – ligesom at vores unger altså var 4 år, før vi overhovedet fik bil. Til gengæld elsker jeg at rejse – også på korte ture (særligt nu, hvor jeg har fået børn, som jeg savner efter to nætter væk hjemmefra), og selvom det ikke er særligt gunstigt for miljøet, så flyver jeg tit. Og jeg spiser ikke udelukkende økologisk, og jeg elsker oksekød.

Nu er det ikke for at blive dramatisk, men altså: Jeg er jo et menneske! Et HELT et. Med hud, hår, fejl og subjektive meninger, og de skulle jo ikke meget gerne ændre sig ikke, fordi jeg er begyndt at dele de meninger med nogle flere en blot min umiddelbare omgangskreds. Og det har I sgu heller ikke lyst til – for hvis de gjorde det, ville jeg blive til en glat overflade, og det gider I slet ikke! Be honest! 😉 (Og jeg forudser, at jeg ville dø af kedsomhed eller implodere på max fire dage!)
At jeg ér blogger og mødes med de her spørgsmål tit og ofte, betyder selvfølgelig, at jeg tager mere stilling, end jeg gjorde tidligere, og dét er jeg glad for, så bliv endelig ved! Jeg vil bare bede om, at man husker, at jeg er, som jeg er, og hvis jeg var 100% politisk korrekt og perfekt, ville I sgu nok miste appetitten. Og I er, som I er, og I er heller ikke det hele og alt det gode på én gang altid.

Det er skidedejligt, hvis vi kan inspirere hinanden, men lad os lige pakke de løftede pegefingre væk, og så lad os ikke forvente mere af andre, end vi gør af os selv. Det virker fair, synes jeg.
Vi må alle sammen se os i spejlet og være den forandring, vi gerne vil se i verden (Tak, Michael Jackson!). På den måde står forskellige mennesker op for forskellige ting, og så kan verden forhåbentlig blive ved med at have så mange forskellige dejligheder, som den har, og vi kan blive inspireret af hinanden. <3