Dette indlæg blev i en lidt anden version faktisk bragt allerede for små fire år siden. Men siden er der jo kommet et par nye læsere til (eller tre), og derfor har jeg fundet på lige at bringe det igen. Så hvis man lige gik og undrede sig, kan man herved finde svar. 🙂

Venlige sjæle har på skrift eller in person udbedt sig en forklaring på, hvorfor jeg kalder mine søde og i øvrigt højt elskede tvillinger for ‘Krapylerne’ her på bloggen. Tyer man til Google i jagt på en definition på begrebet, er adjektiverne, der supporterer betegnelsen absolut ikke positive.
Og hvorfor så kalde mine elskede arvtagere dét og ikke eksempelvis ‘de kære små’, ‘nuttemonaderne’ eller noget tredje med noget mere kærlig karisma?

Netop derfor. Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen, men jeg blev i min graviditet enormt træt af, at folk pegede på min mave og talte om ’smuklingerne’, ‘elskningsbørnene’, ‘miraklerne’ og mere i samme sukkerflydende boldgade. Mens de stadig lå i maven, refererede jeg oftest til børnene som mine ‘aliens’, fordi det bedst beskrev den følelse af abstrakt-hed, jeg endnu havde til indholdet af min kæmpe-vom. Og da jeg skrev et af de første indlæg, efter de blev frigivet, omtalte jeg dem som mine og Jons ‘kærligheds-krapyler’. Og det hang så ved – blot i den forkortede version ‘krapylerne’.

Hvis ordet ‘krapyler’ var et, der ofte blev anvendt i daglig tale for at kritisere eller udtrykke ringeagtelse overfor andre mennesker, havde jeg ikke valgt det. Jeg kunne for eksempel ikke finde på at referere til dem som ‘mine små svin’ …
Men ‘krapyler’ er så sjældent anvendt i det danske sprog, at der knytter sig lige tilpas megen humor og ironi til betegnelsen, at jeg synes, den er fint anvendt her.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, og det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvad det betyder.
Det er bare for sjov!
Gak, løjer og narrestreger! 🙂