Der er flere af jer, der læser med hos mig, der har spurgt til forskellige dele af vores fest. Hvor er pynten fra, hvad gjorde I med bartendere, og hvordan får man fat i et par kæmpestore højttalere.
Så jeg har sgu samlet det hele her! Hvis man har lyst til at gøre os kunsten efter, er det således bare at copy/paste den her liste. Gæstelisten må man så altså selv sætte sammen. 😉

Maden
Vi lejede en foodtruck via Tastytown.dk. Jeg googlede bare ‘mexikansk foodtruck’, og så dukkede de op. Jeg har haft superfin kontakt med Britt fra Tastytown, som var meget fleksibel, og så synes jeg altså også, at prisen er ret rimelig. Aftalen var så, at de skulle blive i to timer, hvor gæsterne så frit kunne forsyne sig. Det var fedt, hyggeligt og uhøjtideligt, og så bakkede den fine foodtruck jo godt op om vores tema.
Dog havde der været en lille fejlkommunikation internt i firmaet, så halvvejs igennem de to timer løb vognen tør for tacos. De havde simpelthen taget for lidt mad med, og det panikkede jeg lidt over, da vi bevidst havde bestilt mad til alt for mange – netop for at undgå den her situation. Heldigvis var manden bag disken meget servicemindet, og han foreslog, at de kunne lave burgers til gæsterne i stedet. Jeg var lidt loren ved det, men da jeg viderebragte oplysningen til folk, blev de mildest talt begejstrede og strømmede ud til vognen igen – som blev en halv time længere. Fint reddet!

Pavillion
Vi har købt vores pavillion hos Harald Nyborg. Der er sider til, man kan sætte på, men det gjorde vi ikke. Det kostede lige under 800 kr., og nu har vi det jo til al fremtid (hvis det holder så længe. Det er fino, men kvaliteten er jo ikke sådan helt sindssygt god) og kan låne det ud til naboerne.

Borde, bænke og lyskæder
Vi havde nogle lyskæder i forvejen og lejede så yderligere 60 meter hos telt.dk. Næste gang vil jeg nu foretrække at købe en masse kulørte lyskæder i stedet for, for det kostede 645 kr. at leje de tre lyskæder, som i øvrigt ikke kunne sættes sammen, hvilket var lidt bøvlet. Og man kan altså få mange kulørte lyskæder i Tiger for 645 kr.
Til gengæld lejede vi 8 sæt borde og bænke for 900 kr. Det er jo ikke specielt pricy – men altså, transporten kostede så 800 kr. oveni. 🙂 Hvis man selv har muligheden, kan man måske lave en selvhenter og spare lidt der.

Bartendere
Vi lejede bartendere gennem Barbooking.dk. De hjalp også med at sammensætte en indkøbsliste udfra de cocktails-ønsker, vi havde, og det, vi ikke selv kunne finde, kunne vi købe gennem dem til en ikke uoverskuelig sum. Eksempelvis gav vi 25 kr. pr. liter passionsfrugtjuice, og det var af en eller anden grund betydeligt dyrere i INCO. Vi endte med at give lige omkring 5.000 kr. for bartenderne inklusive kørselsudgift, og så kom de en time før og stillede op og serverede cocktails og drinks fra kl. 17.30 til kl. 4 om natten. Som en bonus var de helt enormt cool og søde! Når de synes, der var for længe imellem, at folk kom i baren, gik de lige rundt med en bakke med shots eller drinks. Desuden var de flinke til at gå og rydde brugte plastikkrus op, og når folk bestilte cocktails, bad de dem om at gå ud og hygge sig, og så fandt de folk med drinken, når den var klar. Der var simpelthen så meget service på drengen, og dagen efter kunne man overhovedet ikke se, at de havde været der. Hele drivhuset og køkkenet var fuldkommen cleanet! Mine varmeste anbefalinger til d’herrer fra Barbooking.dk.

Dessert og snacks
Vi ville meget gerne undgå, at tingene skulle blive for formelle, og samtidig ville vi rigtigt gerne have, at alt var festligt og lækkert. Til dessert havde vi en masse chokolader fra Hotel Chocolat, som vi serverede i æskerne og i små skåle rundt omkring på bordene. Vi var i sandhed lige ved at glemme det, da festen overtog os begge to ret tidligt. Desuden havde vi fra starten stillet tortilla-chips og salsa ud på alle bordene, så det var en fin blanding af sødt og salt, og det meste blev da også spist!

Anlægget
Jon havde lejet to store højttalere, en mikserpult og en mikrofon gennem darkmoon.dk. Det var faktisk ikke så dyrt, som jeg havde troet, og som oftest skal man jo nok bare bruge højttalerne.

Pynt
Jon havde købt nogle mexicanske guirlander på Etsy.com! Det søde væsen! Dem har jeg ledt efter overalt i USA, men ikke fundet. Og han siger, at de kom vildt hurtigt.
Desuden var jeg så heldig, at en sød læser skrev til mig i ugen op til festen og spurgte, om hun måtte forære mig en lille kasse med pynt fra sin nye fest-butik, Camilles Confetti! Det takkede jeg ja til, og baggrunden bag vores selfiebox er således pyntet med sølv og guld hjemkøbt fra Amerikas land og fine vifter, som Camille kommer til at sælge i sin shop, og som indtil da blandt andet kan købes herfra (reklame/gave).
Desuden havde jeg købt lanterne med LED-lamper i Tiger til 10 kr. De hang i æbletræet og inde i drivhuset. Man kan slet ikke se lyset, når der er lyst, men så snart solen går ned, lyser de så fint.Selfieboks
Egentlig er det ikke en boks, men et slags kamera med skidegodt lys! Man bestiller den på Myselfie.dk, modtager den om torsdagen og sender den retur om mandagen. Billederne modtager man som et link dagen efter. Det er helt genialt og meget anbefalelsesværdigt!

Blomster
Jeg havde pyntet alle bordene med kørvel, som jeg elsker. Og det gjorde jeg, fordi det også var dem, der stod på bordene til vores rigtige bryllup i 2013. De er smukke, lette, sommeragtige og fine uden at være fancy. Og gratis!
Jeg havde også plukket en masse grene i min nabos have (han er ret ligeglad med sin have, hvilket er fedt for mig!) og bundet dem op inde i pavillionen, så den blev mere integreret i haven, på en måde.