Nu er det snart halvandet år siden, at jeg fik min første tatovering i en alder af 35. Jeg har faktisk drømt om at få én, siden jeg var 20 år, og når man siger det på dén måde, er det måske svært helt at forstå, at det alligevel var en relativt impulsiv beslutning.

Årsagen til, at jeg inden februar 2017 ikke havde ladet nogen ridse blæk ind i huden på mig var, at jeg i start-tyverne lavede en aftale med mig selv. Jeg havde set alt for mange grimme tatoveringer derude, og jeg havde hørt alt for mange sige, at de havde fortrudt deres ink. Derfor aftalte jeg med mig selv, at hver gang, jeg fandt på et motiv til en tatovering, jeg gerne ville have, og et sted på kroppen, den skulle sidde, skulle jeg tænke på den i TO år. Hvis jeg efter to års overvejelser stadig gerne ville have den siddende på min krop, skulle jeg bestille en tid hos en tatovør. Og det skete aldrig … Den sommer, jeg tilbragte på stranden i Barcelona, drømte jeg eksempelvis om at få evighedstegnet en  guldsmed (altså sådan en sommerfugle-én, ikke? Ikke håndværkeren) på ribbenene under min ene babs i venstre side. Men vi nåede altså ikke gennem vinteren, før jeg synes, det alligevel ikke var nogen skidegod idé.

I årene efter, at jeg mistede min mor, tænkte jeg også meget på at få tatoveret noget, der symboliserede hende, men det gik jeg bort fra af flere årsager. For det første var min mor typen, der aldrig gik med makeup. Hun lakerede heller ikke negle og havde ingen huller i ørene. Hun barberede heller ikke ben. Hun mente ikke, at man skulle ændre på sin krop for at tækkes moden eller andres opfattelse af, hvad der var pænt. Det vigtige ligger indeni. (At hun så farvede hår, har jeg ingen fornuftig forklaring på, men jeg kan sgu meget godt lide, at hun ikke var REN princip, hehe). Så med andre ord ville min mor aldrig bifalde en tatovering – og derfor ville det være noget fis at gøre i hendes navn. Jeg kunne så selvfølgelig vælge at gøre det for min egen skyld, som et minde. Og det gik jeg bort fra, fordi jeg gerne selv ville bestemme, hvornår jeg skulle tale om den store sorg, det særligt de første mange år var, at hun ikke længere var her på jorden. Og hvis jeg havde en tatovering, der symboliserede hende, ville jeg ikke kontrollere, hvornår folk pegede på den og spurgte “Hvad står dén for?”. Derfor lod jeg være.

Men i februar 2017 lod jeg være med at lade være! Siden vores bryllup i 2013 har jeg gerne ville have en tatovering med Jons navn. Jeg drømte om at få tuschet hans navn et sted på min krop med blåt blæk inden den store dag, således at tatoveringen kunne være mit something blue. Men det kunne jeg jo ikke nå, for der skulle jævnfør min egen aftale med mig selv gå to år …
Men i februar sidste år besluttede jeg mig for at få den tatovering med Jons navn. Jeg vågnede en morgen og havde drømt, at den skulle være formet som et hjerteslag på sådan en hospitals-monitor, og samme aften gik vi ned i pisserenden og fik gang i en af de der tatovører, der har været med i det der tatovør-program på TV3. Det tog lige omkring 3 minutter og gjorde ikke særligt ondt – og nu sidder den der.

Har jeg fortrudt?
Lidt …
Jeg griner lidt, hver gang, jeg tænker på det, for det er altså lidt sjovt at have været så velovervejet omkring tatoveringer hele sit liv, få en lillebitte én og så fortryde lidt. Jeg er slet ikke mega-ked af den, men synes bare lidt, det er noget pjat. En form for knock-knock-joke, der nu sidder fast på min underarm. Fordi den sidder, som den gør, ser folk den tit, og jeg kommer således til at virke “mere tatoveret”, end jeg er.
Jeg må sige, at jeg har fortrudt, at jeg ikke holdt fast i min aftale om at vente to år. Det var sgu en fin deal! Men jeg har ikke fortrudt mere, end at jeg jo gerne ville have tegningen med på det her billede. 😉
Det er Jons navn, og det kan jeg aldrig fortryde sådan helt. Jeg tror bare, jeg havde været lige så glad, hvis den ikke sad der, hvis det giver mening.

Vi talte faktisk om at få en tatovering sammen i forbindelse med vores genbryllup. Det har vi talt om siden efteråret. Jon vil gerne have én mere, og hell, nu er jeg jo i gang, kan man sige. Men vi har  aftalt at holde fast i min gamle aftale. Så nu har vi fundet motivet, og hvis vi stadig kan lide det til min fødselsdag i oktober næste år, så får vi dem lavet.

Men altså – min mor har jo ret. Det vigtigste er indeni! 🙂