Der er kommet så umanerligt meget godt ud af, at vi er flyttet til Køge! Min lovprissang vil ingen ende tage, og selv Langemanden er lykkelig, selvom han vist anså sig selv som lidt mere af en storbyssnob, end han så heldigvis har vist sig at være! Vi har stadig præcis lige så mange dates på Indre By, som vi havde før, Jon går lige så meget til fodbold på Nørrebro, som han plejer, og jeg elsker min togtur til og fra kontoret de dage, jeg tager derind.
Og når vi har fri, har vi ikke fri i en lejlighed med en altan, der vender ud mod en stinkende baggård. Så har vi et kæmpe-hus, en have og nogle freaking vidunderlige naboer. Epic win!

Ungerne, derimod. Deres verden ligner på ingen måde sig selv mere. De er jo de eneste i familien, der har fået “nyt job”, kan man sige. De er blevet flyttet væk fra dem og det, de kendte, i den gamle børnehave, og over i noget nyt. Hugo taler ret tit om sin BFF, Theodor, som vi heldigvis stadig ser (hans forældre er også nice), men ellers er de gået all in på Køge. Vi bor meget tæt på børnehaven og er som nævnt rigtigt gode venner med alle vores umiddelbare naboer. Det betyder, at ungernes verden er skrumpet. De får udvist mere tillid, forstået på den måde, at de selv må løbe over vejen for at besøge deres venner, når de vil, og det står dem frit for at lege i haven eller på børnehavens legeplads, når de lyster. Det er altså en ret stor forandring fra at bo på Nørreport Station, hvor den første sætning, der blev ytret, når vi forlod hjemmet, altid var “Unger… UNGER! SÅ! Det er fucking farligt, kan I SÅ stå stille og ikke løbe fra mig på fortorvet!”
Særligt Berta, der altid har været den mest generte af de to, har lavet en drejning på tæt ved 180 grader. Fordi meget færre ting er farlige, og fordi hun konstant møder ansigter, hun kender, er hun blevet meget, meget mere tryg og glad. Ikke kun herhjemme i hverdagen – det er som om, hendes opfattelse af verden er ændret lidt, så det kunne også ses, da vi eksempelvis var på roadtrip i Californien. Hun ser folk i øjnene og tør godt hilse på, sige tak og den slags. (Der har Hugo nu altid været. Jo mere, han kan få fyret af til fremmede, des bedre. Især til blondiner, har jeg opdaget. Seriøst.).

En ting, der også har ændret sig i kraft med, at de er kommet på græs, så at sige, er deres rumlige opfattelse. Og Rom tog jo som bekendt et par uger om at blive stablet på benene, så det er sket i etaper. Det, jeg mener, er, at de skvatter meget. Især i starten! Pludselig var afstandene længere og mulighederne for at løbe hurtigt flere, og de er blevet mødt med krum hals. Hugo har konstant skrabede knæ, og Berta har kviste i krøllerne – og for tiden lidt af en hudafskrabning på hagen af alle steder. Og det sker der jo ikke noget ved! Børn skal slå sig, så de kan lære, at man skal rejse sig op igen (Tak til Batmans far for den visdom), og fordi det er den eneste måde, hvorpå de lærer at risikovurdere. Hugo var en dag på legepladsen med vores genbo, og her faldt han ned fra vippen. Hun bragte ham hjem, stortudende, og jeg trøstede. Dagen efter gik vi på legepladsen igen, men på vej ud af døren, forsvandt Hugo. Da han vendte retur, var det med sin cykelhjelm under armen. Det er da risikovurdering! 🙂

Jeg har det seneste års tid kendt til A-DERMAs SOS-pleje, som ses herover, og jeg har brugt serien til både ungerne og mig selv. Produkterne, som dækker over en cleansing foam, en barrier cream, en repair cream, en stick og en cytelium drying spray, duer til aaaalt muligt forskelligt – også småskrammer, meget apropos.

Stick‘en er også god til aaalt muligt! Den lindrer ubehag efter mødet med brændenæller og det samme med myggestik. Den er også god til at fremskynde helingsprocessen ved små sår og rifter, og det er jo altså sådan nogle, vi har mange af i Langehjemmet denne sommer. Den er lidt en koncentreret version af repairing creamen, som er knaldgod, hvis huden er irriteret og kløende, hvilket jeg tit synes, jeg oplever hos enten den ene eller den anden herhjemme. Mine skinneben er særligt udsatte i foråret, hvor de klør og er vinteragtige, og også her er den god.
Cytelium-spray‘en var der (RIGTIGT!) mange af jer, der læser med hos mig, der anbefalede mig, da ungerne (særligt Berta) i vinter var plaget af skoldkopper, og den virkede upåklageligt. Den fik kløen til at dæmpes og knopperne til at tørre ud! True story. Så tak for hjælpen. 🙂 Den er generelt udviklet til let væskende eller fugtig hud, så den er ligeså god til eksempelvis vabler eller babyers hudfolder.
Cleansing foamen er god til at forebygge irriteret eller meget tør hud i ansigtet allerede i badet. Hvis det eksempelvis er isvinter som den, vi oplevede for ikke mange måneder siden, faktisk, er det en god idé at preppe huden i badet, så man ikke tørrer komplet ud, som jeg ellers gør hver vinter.
Barrier creamen er lidt samme princip. Hvis man ved, at huden på én eller anden måde bliver udfordret i løbet af dagen, er det en hammergod idé at smøre sig ind om morgenen. Det være sig kulde, klorvand eller andre strabadser, man udsætter sin beklædning for. Barrier creamen lægger sig som en usynlig hinde på huden og forsvarer den mod alle irritationer. Også nikkel-påvirkning og den irritation, nogle mennesker oplever ved mødet med vaskemidler og parfume.

Hvis man skulle udvælge nogle favoritter blandt A-DERMAs Dermalipour+-produkter, vil jeg pege på stick’en og barrier cream’en, som jeg synes er en ret god kombi i kampen mod ydre påvirkninger og ubehag. Cytelium-sprayen har jeg ikke sådan normalt på lager, men jeg ville have svært ved at forestille mig at overleve ungernes skoldkopper uden – så hvis I har unger, der endnu ikke har haft det, så køb spray’en, så den står i skabet, når det sker. Jeg ville også ønske, at jeg havde kendt til den, da ungerne var spæde, og Hugo havde op til adskillige deller på halsen. 🙂