Vi er inviteret på denne tur af Visit California.

Vi har nappet et par slapper-dage her i Lon Beach! Jetlagget har lagt sig, men vejret er ikke detfedeste lige i disse dage. På den måde ligner Californien tilsyneladende Køge (og resten af Danmark). Den ene dag ligger vi ved poolen og plasker, og den næste dag trækker vi i lange bukser og sommerjakke.
I går regnede det lidt, så vi besluttede os for at bruge den tid, det tog, i bilen for at køre til Hollywood Boulevard og kigge lidt på stjerner. Altså dem, der pryder fortorvene. Og damn, der var mange! Vaaandvittigt mange! Jeg mener, Ryan Seacrest har fået en stjerne!? Jeg fandt Ryan Reynolds, som jeg tog et billede af. Det virkede værdigt!
Alle, jeg kender, som har været i LA, har spist frokost på Urth Caffé (okay, alle PIGER, jeg kender), og der skulle efter sigende være en god chance for at spotte kendisser, så det fik jeg familien på. Det var en rigtigt hyggelig café med masser af sund mad, og folk, der var der, havde helt sikkert gjort noget ud af sig selv. De var meget slanke og sminkede, og særligt Jon spottede et par damer, der havde fået hjælp til forpartierne. Højdepunktet var dog, da en dame åbnede bagagerummet på sin bil lige ved siden af vores bord, så hendes to Cavalier King Charles-spaniels kom til syne. Ungerne og jeg fik lov at ae dem, og det gjorde vi så i umanerligt langt tid. Vi havde egentligt tænkt os at ville anskaffe os netop sådan en hund her til sommer, men fordi vi holder så meget af at rejse, har vi besluttet at vende, til børnene starter i skole. Da bliver vi alligevel noget mere stavnsbundne.

Køreturen tilbage til Long Beach tog næsten to timer, fordi der havde været to uheld på motorvejen, og det er altså ikke noget sjældent forekommende fænomen. Vi hørte soundtracket til både Løvernes Konge og Vaiana et par gange, og hvis nogen har forslag til øvrige soundtracks i den lige, må I meget gerne sige til. Det gider nemlig både børn og voksne lytte til, og vi er alle fire lidt ved at dø på de to, vi kender. 😉
Vi spiste aftensmad på Michael’s Pizzaria, hvor børn spiser gratis, hvis de laver deres egen pizza! Gorms Pizza i Danmark, hører du efter? Det her er altså genialt! Begge unger fik en klump dej, som de så skulle forme til en pizzabund ved bordet. Så hentede tjeneren den, og når ungerne fik den retur, havde den fået tomatsovs og ost på og var røget en tur i ovnen. Stoltheden ville ingen ende tage! En anden ting, de er gode til på spisestederne herovre er, at der er tegneting alle steder. Der er altid en lille bog med opgaver og nogle farvekridt, som gør, at man føler, at det er helt okay at have sine børn med. De eneste, der tilbyder det i Danmark, er nærmest Jensens Bøfhus. Og hvorfor er det? Vil vi helst ikke have børn på restauranterne i Danmark, egentlig?

Nåh, men Jon og jeg fik også pizza. Vi besluttede os for at dele én, og så sad Jon i et godt stykke tid og overvejede, om han skulle bestille en portion kødboller også. Vi diskuterede dilemmaet igennem med vores i øvrigt topcharmerende tjener, og hun sagde, at hun ville tjekke ind på os midt-pizza, så han kunne beslutte sig da. Jon følte på det tidspunkt ikke, at der var plads til mere mad, så da tjeneren kom tilbage, kunne jeg ikke dy mig for at sige:
“My husband changed his mind, so could you tell the chef to hold his balls …?”
Da pizzaen var forsvundet (jeg var mere sulten end først antaget) var Jon dog endnu ikke mæt, så da tjeneren kom tilbage for at tjekke til vores ernæringsmæssige tilstand,  sagde jeg:
“We changed our minds – would you mind grabbing my husband’s balls?”
Anyway, vi synes selv, det var ret sjovt, hehe. Og tjeneren synes gudskelov det samme. Da vi var klar til at betale, sagde jeg, at før hun ringede til myndighederne skulle hun lige vide, at vores børn altså ikke forstår engelsk!

Vi bor på Hotel Maya her i Long Beach, og det er et virkeligt fedt hotel helt ned til vandet og en lille lystbådehavn. Det er opdelt i fire bygninger, og vi bor i det tættest ved poolen. Imellem alle bygningerne er der indrettet med sand og strandstole og små “firepits”, hvor man kan riste smukfiduser. Ved ankomst modtager man nemlig en lille æske, der indeholder skumfiduser, mælkechokolade og grahamskiks! Ungerne er helt oppe at ringe over det, for man kan ikke få grahamskiks i Danmark, og de har set i Bubble Gubbies, at til ægte S’mores skal man altså bruge grahamskiks! I går regnede det desværre for meget til risteriet, så vi sætter pengene på, at vi kan nyde skumfidusernes sprøde skæbne over sagte ild i aften i stedet. Ved en fejl har hotellet givet os TO S’mores-æsker, men vi har ikke sagt noget, for vi planlægger at tage den anden med hjem til Køge, så vi kan forlænge ferien lidt på den måde.

Nu vil jeg nappe mig et bad! Klokken er i skrivende stund 7.06 her. Ungernes vågne-tidspunkt i LA er fuldkommen ligesom i Danmark kl. 6 om morgenen. Det er sgu da ret godt klaret, at de trods jetlag, tidszoner, 11 timers flyveri og det faktum, at de kommer markant senere i seng her på ferien, alligevel rammer præcis samme opvågningstidspunkt hver eneste morgen! Men altså, så får vi noget ud af dagen, kan man sige. 🙂
I morgen kører vi videre mod Solvang, derefter Bakersfield, og så skal vi tilbringe to dage i Yosemite. Noget, jeg virkelig har glædet mig til! Men vi har lige opdaget, at der er mellem -1 og 8 grader i Yosemite! Vi aaanede ikke, at der var så koldt, og det har vi overhovedet ikke pakket til! Så nu skal vi lige undersøge, om man kan leje varme jakker i nationalparken, eller hvordan det står til med det.  Oh, well, det er det uforudsigelige på rejsen, man husker, eh? Hehe!

Stort møs fra Cali! <3