Jeg har været inde på det flere gange i løbet af de snart fire-et-halvt år, jeg har haft min blog. For det er også den tid, jeg har været forælder i. Jeg synes ikke, det er hårdt at have børn – ikke ud fra den måde, jeg personligt fortolker ordet ‘hårdt’. Men jeg synes, det har været umanerligt hårdt at blive mor. Jeg kan godt forstå, at nogle kan synes, at der da ikke er andet end en overflødig flueknepper-agtig forskel på de to definitioner, men for mig har det altid været ret vigtigt at skelne. Det er nemlig ikke Krapylernes skyld, at jeg nogle gange kæmper nogle kampe med at være deres mor. Det er ikke noget, de gør, der er årsag til det. Det er det faktum, at jeg er deres MOR, der gør hele forskellen.

Inden jeg fik børn, sagde mine veninder tit til mig, at jeg ville blive en fantastisk mor en dag, og jeg elskede at høre det. Siden jeg fandt ud af, at det er kvinders lod i livet at lægge krop til nyt liv, har jeg glædet mig til, at den ære skulle overgå mig, og jeg har altid haft svært ved at gå forbi en barnevogn uden at kigge ned og bede om lov til at ae eller holde ynglingen.

Så kom mine unger, og allerede helt fra starten kunne jeg mærke, at det ikke ville blive helt så nemt, som jeg måske havde regnet med. Nogle kvinder bliver Mor i det øjeblik, babyen (eller babyerne) forlader deres krop, og så er der sådan nogle som mig, der ikke aner, hvad Søren de skal stille op med det (eller de) små væsner, som hospitalet gerne ser, at de tager med sig, når de går. Jeg græd meget, googlede meget, tvivlede meget og spurgte meget. I starten var jeg bange for, at mine unger ville dø af sult eller i søvne, og siden har frygten fordelt sig godt udover hele spektret i takt med, at de er blevet større. Min største frygt har dog altid været, at jeg ikke gør det godt nok. At jeg leger for lidt og råber for meget. At de spiser for lidt grønt og for mange is. Alt sådan noget.

Men heldigvis er skibet ved at vende i Lange-familien. For tiden er gået, vi er her alle sammen endnu, Jon er den bedste i verden til at agere modvægt, når jeg vakler, og mine unger er nu fire år, og den måde, de er på, tyder på, at vi da må gøre NOGET rigtigt! For de er sgu nogle gode, små mennesker!

Jeg talte for nyligt med Jon om, at dengang i starten af 80’erne, hvor vi blev til, gik man meget mere efter statistikkerne. Ja, ja, børn skulle helst have sikkerhedssele på, men mine forældre kendte altså ingen, der var døde i trafikken, så når vi skulle have campingvognen med til Sydfrankrig om sommeren, blev bagsædet i vores gamle stationcar lagt ned, så min søster og jeg kunne ligge på madrasser bag i bilen og sove hele vejen gennem Tyskland. Hvis man foreslog det i en mødregruppe i dagens Danmark, ville man blive stenet. Eller værre: Blokeret på facebook.

Dengang gik man efter ‘der sker nok ikke noget’-devisen. I dag lader vi til lidt for tit at køre efter ‘hvad er det værste, der kan ske?’ i stedet for, og det er jo egentlig synd. Jeg tror, det skyldes, at vi konstant mødes af dårlige nyheder fra hele verden på alle vores bærbare devices. Når der er en oversvømmelse, et uforklarligt spædbarnsdødsfald, et skoleskyderi eller et bandeoverfald ét eller andet sted i (den vestlige) verden, ved vi det på to sekunder. Alle kender nogen, der er døde af kræft, solen er farligere end nogensinde, alle går amok med at spise sundt, og hvis vi ikke får løst problemerne med ozonlaget og den smeltende indlandsis, går verden snart under. Bevidst eller ubevidst er vores eksistens konstant truet – sådan føles det i hvert fald. Og derfor gør vi alt for at undgå det uundgåelige. I hvert fald så længe som muligt. Det gør, at vi (selvfølgelig) gerne vil gøre det allerbedste for vores børn altid – og derfor tipper læsset nogle gange. Vi bliver for overbeskyttende overfor vores unger, der får allergi, fordi de bliver intolerante overfor det, de aldrig har prøvet. De skvatter på legepladsen og går hjem fra natklubben med de forkerte mænd, når de bliver gamle nok til det, fordi de ikke kan finde ud af at risikovurdere, når de ikke har deres mor stående i kulissen til at afgøre situationens alvor. Og vi mødre bliver trætte, vrisne og stressede, fordi alverden altid hænger på vores skuldre.

ENOUGH!!! 🙂 Den snak havde jeg med Jon for nylig. Og for nogle måneder siden. Og for et halvt år siden. Og det bliver vi nok ved med at have resten af livet. Det er vores opgave i en verden, hvor alt konstant vurderes og diskuteres fra alle sider, at forholde os til og tage stilling til, hvordan vi gerne vil leve, og så ændre det, det skal ændres, så det lykkes på daglig basis. Og jeg, for eksempel, vil ikke konstant være bange for, at der sker mine unger noget. Det holder hverken jeg, Jon eller de ud. Vi bor ret tæt på deres børnehave, og de har fået lov at lege på den legeplads uden voksenopsyn flere gange her i foråret. For de er to, så hvis den ene slår sig, kan den anden løbe efter hjælp. Og jeg gider ikke leve i en verden, hvor jeg frygter, at kidnappere slår til i weekenden på en legeplads i et villakvarter i Køge. Jeg giver mere og mere slip på ting og elementer af kontrol, og det føles fuldkommen fantastisk. Både fordi, at jeg på den måde siger til både ungerne og mig selv, at jeg stoler på dem og giver dem et ansvar, og jeg kan se, hvor meget de trives og vokset med det. Og også fordi, at jeg siger til mig selv, at verden er et GODT sted.

Og børn er jo nødt til at slå sig på livet. Hvis de ikke selv finder ud af, at to mælkekasser vælter, hvis man stiller dem ovenpå hinanden og kravler op på dem, som ham geniet, jeg ikke kan huske hvad hedder, skrev i den der artikel, som en af jer sendte til mig omhandlende ‘forældredeterminisme’, og det kan gøre naller, når man rammer jorden, så lærer de det jo ikke. Jo, de hører det, når de voksne siger det, men nogle ting er man nødt til selv at leve og opleve.

Det har CODAN lavet en lille (ret sjov og fin) film om, som kan ses her:
Det er CODAN, der har bedt mig skrive det er indlæg. Eller – indlægget har sådan set ligget i mig baghoved i et par uger, fordi Jon og jeg kom til at snakke om det med 80’ernes tilgang til verden sammenlignet med nu. Men CODAN spurgte, om jeg kunne være interesserede i et samarbejde omhandlende deres børneulykkesforsikring, og da jeg så, at de lagde op til, at jeg i blogindlægget reflekterede over, om jeg er en overbeskyttende mor eller ej, føltes det som om, at bolden lå lige til højreskøjten. Og for at svare på spørgsmålet: Nej, jeg er ikke overbeskyttende. Slet ikke, tror jeg faktisk. Ikke længere. Men jeg er bekymret – stadig. Ikke så meget som i starten, men måske mere end nogle. Og netop derfor er en børneulykkesforsikring jo faktisk en ret god idé. 🙂