Vi er inviteret på den her rejse af Visit California.

Der er altid nogle, der bliver syge, når vi rejser! Når jeg rejser alene, bliver enten jeg syg på min rejse, eller en af ungerne bliver syge derhjemme. Og når vi rejser sammen, bliver en af os syge undervejs. Faktisk var det derfor, vi planlagde, at denne rejse skulle vare i tre uger – så er det ligesom tid til et par sygedage. 😄 Sidste år i Mexico fik begge børn halsbetændelse den sidste uge af ferien, og året før, da vi var i Sti Lanka, fik Hugo først lungebetændelse, og siden blev han indlagt med en styg, styg omgang salmonella.

Og lad mig med den konstatering suse direkte over i, at det jo er heeeelt okay med både halsbetændelser, rygproblemer og sågar små astmaanfald. Så længe vi holder os fra indlæggelser, er vi ganske godt tilfredse!

Denne gang er det så Jon, der er ramt. Han har fået et gigantisk hold i ryggen (meget ala det, jeg havde i Prag sidste år, da vi var på familieferie på vej til Kroatien. Dagen efter Bertas astmaanfald. Se selv, profetien holder!). Så slemt, at han har svært ved at sove om natten om ikke kan køre bil om dagen. Så jeg og ungerne har tullet en del rundt alene de sidste par dage, og jeg har så fået kradset hul på den byld, det er at køre på seks-sporede motorvej i et land, hvor man ikke ser sig i bakspejlet.

I dag fik vi så den idé at ringe til vores rejseforsikring for at høre, hvad mulighederne var. Jon fangede dem klokken 22.15 dansk tid pinsedag. Og på et kvarter havde Susanne i den anden ende lavet research, ringet til USA og booket Jon en tid hos den lokale kiropraktor i vores næste by! Det er satme da service! Derhjemme, når man får en henvisning, må man sgu selv slå op i De Gule Sider for at finde ud af, hvor man kan få hjælp, men her stod de sgu for det hele! Havde vi bare vist det, da vi for to år siden blev indlagt på et regionalhospital med Hugo, hvor herreløse gadehunde lå og sov under sengene (true story). Tip til andre hermed videregivet: En rejseforsikring betaler ikke bare regningen – de står sgu også for at sætte hjælpen op! Runa (det hedder vores forsikring) gør i hvert fald!

Kiropraktorer viser sig så at være lidt anderledes herovre. Den eneste håndspålæggelse, der tilfaldt Jon, var da han gav behandleren et håndtryk ved ankomst. De fik sig en god snak, og så fik Jon recept på fem forskellige medikamenter, som han skal indtage på alle tider af dagen de næste fem dage. Forhåbentlig får de så meget has med smerterne, at han kan gennemføre sin dykkertur (første dyk, siden han blev certificeret!) i San Fransisco d. 23. 🤞🏻

Eller går det sgu godt! Vi bor i et motorhome (en såkaldt airstreamer) i byen Guerneville i Sonoma i nat, og ligesom Bakersfield tager denne by røveren på mig! Bare på en helt anden måde. Guerneville er en hippieby, fik jeg at vide, og det er sandt på en ret episk måde! Halvdelen af de mennesker, jeg har mødt, ligner nogle, der blev frosset ned i starten af 70’erne og tøet op igen i forgårs! Og den anden halvdel ligner yderst gennemsnitlige amerikanere. Halvdelen af byens beværtninger er nogle underlige små udhuse, mens den anden halvdel ligner noget, Cofoco eller Madklubben har fundet på! Her er sygt mange SYGT tjekkede beværtninger og restauranter, og jeg har rigtigt svært ved at gætte mig til, hvem af de folk, jeg har mødt, der sørger for, at de steder løber rundt!

Ungerne og jeg spiste aftensmad på det lokale pizzaria. De var trætte, og lige inden de smeltede sammen i bøtterne over at skulle tegne, mens de ventede på deres mad, igen-igen, (restauranter tre gange om dagen med dertilhørende forventninger om relativt god opførsel er selvklart lidt en prøvelse på tredje uge – men de klarer det fandme flot!) åbenbaredes det for os, at pizzeriaet åbenbart også var en karaokebar! Og således blev vi ufrivillige – men yderst velvillige – tilhørere til en utrolig ublid, men meget underholdende, opvisning af sang fra tre stamgæster, der på skift greb mikrofonen og fyrede den af. Ungerne (særligt Hugo) kastede deres kærlighed på en mørk kvinde med langt hår (de to andre var mænd. Mænd keder Hugo. Han er en LADIES’ man!), som de mente sang “FANTASTISK”! Nu er kunst jo subjektivt, men jeg kan alligevel definitivt sige, at det gjorde hun virkelig ikke… Tjek min Insta-story for bevis! 😄

Ungerne sover nu, og Jon er tilbage i airstreameren! Her er så umanerligt hyggeligt, tjekket og pænt, og vi ville så gerne blive en ekstra dag. Men Jon skal dykke i San Fran (hvis han formår) d. 23. kl. 12, og køreturen tager 4 timer uden moms (moms = pauser, køer og diverse), så vi er nødt til at køre i morgen, hvis det ikke skal blive for stresset. Jeg glæder mig da også mega-meget til at se San Fransisco! Her er bare enormt nice! ❤️