Solen har banket ned hele weekenden. Vi gik en lang tur i skoven i går, som endte med, at vi grillede skumfiduser over et bål ved picnic-stedet ved søen, mens vi kiggede på frøer, der hoppede i vandet, og fik fregner på næsen.

Resten af dagen vidste jeg ikke, hvor mine børn var, det meste af tiden. Tre af husene rundt om vores indeholder nemlig også børn, og på den foranledning styrtede Krapylerne rundt hele dagen og kom hjem så beskidte, at de lignede noget, der var blevet trukket efter hver deres landbrugsmaskine. De faldt i søvn hurtigt og lykkeligt og sov endda en time længere, end de plejer (hvilket betyder indtil klokken 6.45 … 😆)

I dag forløb stort set på samme måde. Der er blevet tegnet hinkeruder på vejen, leget fangeleg i stort set alle haver, spillet lige så meget fodbold og indsamlet lige så mange fregner. Nu er det ikke fordi, jeg nyder at slippe for mine børn (hele tiden, i hvert fald). Men min største drøm for livet som husejer var solrige dage med masser af gode naboer, børn, der griner og har venner over det hele. Mine unger har fået 100% mere selvtillid og tillid til, at verden er et godt sted, de seneste par måneder. Nu er vi ikke længere nødt til at sige “Pas på! Unger, I må ikke løbe på fortorvet! Seriøst, Hugo, stå stille, der kommer en fucking bil!” lige så snart, vi forlader vores hjem, og legeaftaler er ikke noget, de voksne arrangerer og overværer, men noget, man selv opsøger og inviterer til. De har meget lettere ved selv at finde på noget, og de er hele tiden nysgerrige efter, hvad der sker ude på vejen eller på den anden side af hækken. Og nu og da trækker de sig tilbage i Langehjemmet og lægger nogle perleplader eller tegner nogle blomster eller rumraketter i hinandens selskab. Berta er meget mindre genert, end hun var for bare et par måneder siden, og Hugo lærer hver dag endnu lidt mere om demokrati. 😉

Desuden er forældrene til de her børn på vores vej skidesøde. Og sjove og glade og enormt gæstfri. Og jeg har faktisk svært ved helt at forklare, hvor glad vores nye setup gør mig – sådan helt, helt ind i knoglerne. Jeg ELSKER vores hus og føler mig mere hjemme her, end jeg nok nogensinde har gjort andre steder. Og Jon elsker det også, hvilket nok er mere held end forstand, da han alle dage har været lidt af en bydreng. Jeg elsker stadig København, men jeg er så glad for at kunne vælge storbyen til og fra – og så tage hjem til mit smørhul i Køge, når dagen er omme. Og ungerne elsker det. Vi elsker det alle sammen meget mere, end jeg overhovedet havde forestillet mig, og jeg kan mærke en ny følelse af ro vokse i maven, som bliver større og større.

I morgen rejst vi til Californien, og det bliver fantastisk! I skrivende stund ville jeg dog faktisk hellere blive hjemme og nyde solen i haven sammen med Jon og Krapylerne. Meeen vi kommer jo hjem igen! ❤️