Siden vi besluttede os for at købe huset her i Køge, har jeg vidst, at jeg gerne ville have nogle barstole fra Gubi ved den lille “disk”, der er ved køkkenøen. Og lige så længe har jeg vidst, at jeg aldrig ville betale fuld pris for dem. Hvis jeg havde råd, ville jeg udelukkende købe Gubi-møbler, men det får jeg aldrig, for jeg synes simpelthen, at priserne er for høje.
Men heldigvis er Gud tilsyneladende enig, så hun har opfundet begrebet ‘lagersalg’! Og Gubi holder lagersalg to gange om året! (Jeg er tilmeldt lagersalg.com, så jeg løbende får mails om, hvornår der er noget godt i vente). Det plejer at være to hverdage om foråret og så igen om efteråret. Dette forår snød de os – og jeg gik ellers der og ventede. Men pludselig kom mailen, og jeg tog min papsøster under armen og drog ud i Nordhavn for fire uger siden. Der var lagersalg både lørdag og søndag, og vi valgte at tage derud søndag, da det passede bedre i vores kram. Det skulle vise sig at være en relativt dårlig idé, for alt det gode var røget dagen før.

Eller rettere: Næsten alt det gode … For det allerførste, mit øje landede på, da jeg åbnede den tunge dør til showroomet, var disse to skønheder! Guld og blå velour – har himlen nogensinde set skønnere stole? Jeg kan ikke tro det.
Jeg fik dem for 1.500 kr. stykket, hvilket jeg synes er et fund. Det er selvfølgelig stadig mange penge, hvis man fræser en tur op med helikopteren, men jeg er sååå glad for dem! Og udsalgsprisen var meget højere. 🙂