Jeg havde i dag den fornøjelse at være vært ved et Breyers-arrangement på hotellet Manon Les Suites i København! Heldigvis har vi skidegodt lys på badeværelset herhjemme i Køge, så jeg brugte god tid på at fordele et gavmildt lag consealer under begge øjne (jetlagget er meget #real), inden jeg drog afsted.

Til de, der ikke ved det, kan jeg fortælle, at Manon Les Suites måske er det mest tjekkede hotel i København! Jeg har aldrig boet der, og faktisk har jeg heller ikke været der før, men jeg har liket deres pool på Instagram adskillige gange allerede. Den ligger midt i en atriumgård – meget som de gør i riad’er i Marrakech – og der er planter over det hele. Det er død-nice!

Kønne Cana kom også til eventet!

Til de, der ikke ved dét, kan jeg så også berette, at Breyers Delights er en ny is i Danmark! Breyers er amerikansk og udtales således også på amerikansk. I dag var første gang, jeg mødte nogen fra firmaet face-to-face, så indtil nu har jeg udtalt det på dansk. Men det er altså forkert – det hedder Brrrreeeyers!
Det bedste ved Breyers is er smagen! Jeg har de seneste tre måneder haft Breyers i fryseren – over to omgange. Jeg spiste helt seriøst den første sending lidt for hurtigt, så de måtte sende mig en ny portion. Jeg har alle dage været mest til chokoladeis. Et karaktertræk, Hugo har arvet efter mig, men som Berta mangler. Den dame spiser helst vanille, og når bølgerne går ekstrahøjt, hopper hun måske på jordbær. Heldigvis er der også vanille i sortimentet! Og Mint Chip og Cookies & Cream! De smager alle sammen labert, men hvis jeg skal vælge, bliver det chokolade. Eller vanilleisen med jordbær til!

Det næstbedste ved isen er, at den kun indeholder en tredjedel kalorier i forhold til traditionelle flødeis. Og så er den proppet med protein – 20 gram protein per bøtte is. Antallet af kalorier står på toppen af hver bøtte – det ser man jo altså heller ikke hver dag, hehe.
Breyers filosofi er, at man ikke kun skal spise is i weekenden. Eller på sin “cheat day”. Man skal ikke have dårlig samvittighed, når man spiser is! Det har jeg nu sjældent, og der kan snildt bringes argument for, at jeg har kværnet min del bananasplit!
Men hvorom alting er, så har jeg stadig halvdelen tilbage af de små otte kilo, jeg lagde mig ud henover vinteren. Og det er ikke fordi, at man som sådan skal veje noget bestemt, men jeg vil gerne af med dem alligevel. Og det er svært, når man er så glad for lækkerier, som jeg er. Så bruger man tid på dårlig samvittighed, og det, der måske bare skulle have været en enkelt snack, bliver til en dag fuld af binge-snacking, for når man nu ér i gang, er projektet jo for sent at redde før i morgen. 😉

Breyer Delights er lavet med masser af god fløde. Der er bare ikke tilsat så meget sukker, og den plads, det har efterladt, er fyldt ud med protein! Jeg elsker, at det ikke smager light-agtigt, og at man ikke har erstattet fløden med eksempelvis yoghurt, eller sådan noget! Isen smager af is, og jeg ELSKER altså chokoladevarienten! Den kan i øvrigt købes i MENY – test den og se, om I er enige. <3

I dag smagte jeg også Breyers isbarer for første gang, og her var kærligheden ikke helt så stor, må jeg indrømme. Jeg synes netop, at et fede er, at isen IKKE smager slanke-agtigt, og det gør baren lidt, efter min mening. Men vi er jo alle sammen forskellige, så der er sikkert andre, der ser anderledes på det.

Må jeg have lov at høre – er der nogle af jer, der følger med, der har smagt Breyers is?
Og hvor tit spiser I i øvrigt is? Altså sådan på isdessert-måden!