Jeg har altid kendt America som et land, hvor man snildt kan shoppe. Men ikke før Miriams nylige rejse til Ben & Jerry’s modernation har jeg kendt til TJ MaxX og Nordstrom Rack. Og hvilken glædelig erkendelse det har været! (Til de, der indtil nu ej heller er in the know, kan jeg åbenbare, at omtalte butikker er outlets, som sælger skidt og kanel (mest kanel – så som Marc Jacobs, Calvin Klein, Estee Lauder, Ole Henriksen og nogle gange sågar Céline) til spotpris!

Er der noget, der kan få blodet til at rulle i mine årer, så er det at købe ting med besparelse, og det skal jeg denondenlyneme love Dem, at jeg har gjort, Kjære Læser! Og jeg har købt meget! Jeg har spredt alle tingene ud på sofaen i vores nuværende hotelværelse i Sacramento og med varmt hjerte beundret dem alle. Jon har også været med på bølgen, og der er også faldet ting af til Krapylerne, men min mand har nu alligevel (kærligt, bilder jeg mig ind) leet af nogle af mine indkøb. Jeg føler mig dog fortroligt nok med jer, der læser med, til at vide, at I vil kunne forstå mig!

Således her en liste over 20 af de ting, jeg (indtil videre) har købt i USA. Og kun to af dem var altså til fuld pris! Ærgerligt nok er den ene af tingene mine Gucci-solbriller. De er shoppet under indflydelse af shoppe-hormoner i The Grove i Los Angeles og var slet og ret skidedyre. Men det føltes kanon.

1. (Mange) ansigtsmasker

2. Marmelade

3. Ting med skumfiduser i

4. Flere ting med skumfiduser i

5. Et badebassin formet som en enhjørning

6. En større kuffert

7. Makeup-opbevarings-dimser til badeværelset

8. Et smykkeskrin

9. En kartoffelskræller

10. Tøj

11. Flettede, højhælede sko (til at have på til vores genbryllupsfest i haven)

12. Et par Gucci-solbriller med similisten

13. M&M’s med karamel

14. Rosenblade lavet af sæbe

15. Sjove fødselsdagskort

16. Grahamskiks

17. Og Hershey-bars

18. Tre par sneakers

19. En citronpresser

20. En lyskæde