Dagligt gør jeg mig nye oplevelser og iagttagelser her i Guds eget land – og det er mig til stor moro. Nogle af tingene ville jeg ønske, vi havde i Danmark, mens der er andre ting, jeg lever fint uden. Under alle omstændigheder er det altid fedt at se, hvordan andre lever (om det så er i Californien eller Vestafrika). Det sætter ens eget liv i perspektiv, synes jeg, og det er altid godt at tænke lidt over, hvordan man gør alt det, der er blevet til hverdag.

Anyway! Hermed lidt af det!

1. Mange, mange, MANGE mennesker bruger telefonen, mens de kører bil. Vanvittigt mange! Det er lidt skræmmende.

2. Voksne mænd drikker cola. Mange af dem, og store! Både colaerne og mændene.

3. På de fleste spisesteder koster en sodavand det samme uanset størrelsen. Således at man får ‘best value’, som de kalder det, ud af at købe et bæger, der øjensynligt kan rumme godt halvanden liter. Og det ryger ned. Man skal jo have noget for pengene!

4. Jeg har lyst til at have sex med amerikanske supermarkeder!!! Hvis en amerikaner en dag var nødsaget til at købe ind til aftensmad i en Netto, ville han formentligt tro, han var med i en blanding af et udfordrende madlavningsprogram og Robinson Ekspeditionen.

5. Deres slikudvalg er cirka lige så stort som deres udvalg af mad. Og jeg har sat mig for at smage og tilbyde børnene i hvert fald omkring halvdelen af det, der findes på hylderne. Tre uger er langt tid.

6. Amerikanere taler gerne med fremmede. Længe og om spændende ting eller kort og om overfladiske ting. Og jeg ELSKER det! Det skaber en følelse af tilhør og sammenhold folk imellem, som jeg godt kan savne i Danmark nogle gange. Jeg prøver tit at snakke med fremmede i toget eller bussen, og ofte synes folk, jeg er anmasende eller underlig. Heldigvis synes de også tit, det er hyggeligt.

7. Amerikansk morgenmad er sjældent kalorierne værd – efter min mening. Jeg prøver lidt at undgå at tage alt for meget på, mens vi er her, omend jeg absolut heller ikke gør mig nogen håb om at tabe mig. Men jeg vælger mine kalorier lidt efter, hvor lysten er størst, og til morgenmad foretrækker jeg noget sundt frem for pandekager og hashbrowns. Og så en snasket burger til frokost! Og fritter og Sundae og slik!

8. Der er tegneting eller anden børneunderholdning på alle restauranter! Det er der ikke meget af i hverken Køge eller København, og jeg synes tit, at jeg i Danmark kan have en følelse af, at børn helst ikke skal medbringes på restauranter. Det, håber jeg, er en amerikaner-tendens, der lige så stille smitter af på vores land, også.

9. De er ret meget oppe at ringe over Mors Dag! Folk har sagt ‘Happy Mothers Day’ til mig på gaden siden torsdag, og mange butikker reklamerer for Mother’s MONTH!

10. Vi så Claire fra Beverly Hills i dag! I Hollywood Hills! Altså hende der kanslerens datter, som er kærester med Steve, men tænder meget mere på Brandon! Der var åbent hus i et hus, og jeg var SÅ tæt på at gå ind og bede om låne toilettet! Både fordi, Berta skulle bruge det, og fordi jeg vildt gerne ville se huset! Og så kom Claire (eller Kathleen Robertson, som hun hedder. Jeg måtte sgu lige google.) ud med sin mand og deres barn! De har været gift siden 2004! Altså hun og MANDEN.