Jeg begynder at erfare, at det er somewhat sandt, når de siger, at man forvandler sig til sine forældre, når man selv får børn. Jeg har særligt det seneste år talrige gange taget mig selv i at sige ting, jeg for 30 år siden ville have svoret aldrig skulle forlade min mund. Jeg er efter alt at dømme endt ud som et solidt mix af begge mine forældre.

1. Du behøver ikke sove, du skal bare ligge i din seng og slappe af.

2. Det er meget fint, at Buster ikke behøver at have jakke på, men jeg er ikke Busters mor, jeg er DIN mor.

3. Hvis du ikke spiser i hvert fald tre stykker kylling mere, er der altså ingen dessert.

4. Penge vokser ikke på træerne.

5. Hvis I skal skændes herinde, så må I gå udenfor.

6. Det kan da godt være, at Ingeborg må og gør alt det, du ikke må, men hvis Ingeborg spiste en hundelort, ville du så også gøre det?

7. Du behøver ikke sminke, skat, for du er SÅ smuk, som du er.

8. Kan vi ikke sætte et spænde i dit hår? Mor vil så gerne se din pande.

9. Du ved ikke, om du kan lide det, før du har smagt det.

10. Du rydder da ikke legetøj op alene. Jeg sidder lige her og kigger på!