Det her er ikke det første indlæg, jeg har skrevet om emnet, og kun guderne ved selvsagt, om det bliver det sidste. Det er lidt over et år siden, jeg skrev mit sidste indlæg med tanker om familieforøgelse, og dengang havde jeg to blebørn, der stadig sov lur hver dag. Nu har jeg to 4-årige, som både er små og store på samme tid. Men de henter selv mælken i køleskabet, når de er tørstige, går på toilettet, når de skal tisse, og jeg kan gå i bad, mens de er vågne, uden problemer.

Grunden til, at jeg er kommet på at skrive dette indlæg netop i dag er, at Sneglcille har skrevet et rigtigt godt indlæg om netop dét, og det gav mig til tænke. Dét og så det faktum, at Jon og jeg faktisk havde en samtale om netop det med flere børn i sidste uge.
Jeg har de seneste tre år haft en hormonspiral, men i sidste uge opførte min krop sig på en måde, som gjorde, at vi tog snakken. Og en graviditetstest – som var negativ, i øvrigt. Det skulle den også gerne være, når nu jeg har sådan en kobber-laban i underlivet, men livet er en forunderlig størrelse, og man ved fandme aldrig.

Efter at være blevet sikre på, at der ikke lå endnu en Lange-lømmel (eller to) og kogte i mit indre, satte vi os ned og havde en snak med netop den mulighed som centrum. Vores unger er 4 år nu, overskuddet er der, og hvis vi gerne vil have flere børn, er det nok egentlig også en ret god idé at sætte projektet igang snart. Jeg fylder 37 i år, og hvis den næste unge skulle have en chance for at bonde med sine ældre søskende, ville det jo heller ikke gøre noget, at aldersforskellen i hvert fald ikke blev større. Hvis man selv kan være med til at bestemme timingen, that is.
Og det var faktisk en snak, der gjorde, at min stemme knækkede flere gange. Jeg vil ikke supergerne have flere børn lige nu, men jeg synes, det er skidesvært at beslutte, at den del af vores liv er slut. At vi vender ryggen til det mirakel, at vores krop kan skabe liv, og bare laver noget andet. Og sidst, men ikke mindst, så vil jeg rigtigt gerne opleve at få et barn uden at blive mor af det …
Jeg synes på mange måder, det var et vanvittigt projekt at blive mor, og jeg kæmper stadig nogle gange med min selvtillid i den henseende, fordi jeg så gerne vil gøre alt rigtigt, selvom ingen i bund og grund aner, hvad der er det rigtige. Flere kvinder, jeg kender, der har haft det på samme måde med at blive mor første gang, har haft en nærmest terapeutisk oplevelse ved at blive mor anden gang, og dén tanke har jeg svært ved at slippe. Jeg gad godt prøve at blive mor igen – men med den bagage og viden, jeg har nu, efter at have formået at få hele to små vidundere til at overleve livet i Langehjemmet.
Men er den lettere egoistiske trang nok til at sætte et barn mere i verden?

Jon, den gode mand, satte sig ned og bad mig remse op, hvorfor vi ikke skulle få flere børn. Jeg nævnte en masse begrundelser, og han tilbageviste dem alle sammen. En efter en. Han gjorde det ganske enkelt muligt for mig at vælge endnu et barn til.
Og det var som om, at det, at han gav mig muligheden for at være til stede i følelserne og overvejelserne omkring virkelig at tænke det hele igennem, gjorde, at jeg kunne mærke, at det vil jeg ikke. Jeg har ikke lyst til en ny baby. Jeg har ikke lyst til flere børn. Jeg elsker den konstellation, vi har. Jeg vil gerne beholde mit og vores relativt nyvundne overskud og kanalisere det ind i de børn (og voksne), der allerede ér i familien.
Og det, at jeg fantaserer om, hvordan det mon er at blive mor for anden gang eller at prøve kun at blive mor til én ad gangen, er muligvis at sammenligne med, at drengemødre måske nogle gange forestiller sig, hvordan det er at få en pige, eller mødre til piger ind imellem godt kunne tænke sig at prøve livet som mor til en dreng.

Det betyder jo absolut ikke, at vi ikke er lykkelige for det, vi har. For det er jeg i sandhed. Mere end nogensinde før, faktisk. Men det, at jeg er så heldig, at jeg (så vidt vides) har muligheden for at sætte flere børn i verden, kan gøre det svært nogle gange at holde fast i mit nej til netop det. Og derfor er det så dejligt, at det er tilladt at tvivle, sige det højt, genoverveje og i sidste ende skifte mening, hvis det skulle komme til det. Det tvivler jeg meget stærkt på, at det gør, men jeg kan godt lide, at det er okay.