Det sidste officielle punkt på dagsorden under mit besøg i Benin var, at jeg skulle på visit hos en gruppe kvinder i et iværksætterkollektiv. Også her fik jeg en velkomst, der trak tårer i øjnene på mig. Måske er det sædvane for dem, men det er så uvant for mig, og derfor blev jeg virkeligt overvældet.

Da vi kørte bilen op foran stedet, hvor de 15 kvinder arbejder, kom de ud i gården og begyndte at danse og synge. Et er, at de damer jo formår at bevæge sig på en måde, så min arme mås bliver grøn af misundelse. Men teksten, de sang, oversatte min tolk for mig sideløbende, og det fik mig altså til at tude. At stå dér midt i det dybe Afrika i 35 graders varme – så langt, langt væk hjemmefra, og så synger de om min familie.
Teksten handlede om, at de var meget stolte af at have mig på besøg hos dem, og at de bad til, at mine børn og min mand havde det godt derhjemme, mens jeg var væk. Jeg var så meget til stede, at jeg lidt havde puttet Krapylerne ned i en kasse i baghovedet, og det var helt overvældende pludselig at stå der og få dem halet ud.

Kvinderne dansede længe, og da de havde gjort det, viste mig deres virksomhed, hvor de producerer palmeolie. Det bliver gjort ved, at de køber palmebær fra en lokal bonde. Dem koger de så, og de brændende varme bær kommer så op i en stor beholder, der er tilkoblet noget, der mest ligner motoren fra en havetraktor. Der bliver de mest og æltet til den store guldmedalje. Der var én mand ansat, og den her maskine var altså hans domæne. Herefter hældes mosen over i en anden tønde med et låg på.

Ovenpå låget er der en lang stang, og nu er der så fire store børn, der i fællesskab arbejder hårdt for at dreje stangen rundt, så låget kommer længere og længere ned i tønden og moser mosen og derved presser olien uf nederst i tønden. Olien hældes på flasker og sælges på markedet. De gemmer dem, indtil prisen er så høj som mulig, og så sælger de.
Det restprodukt, der er tilbage, udnyttes også. Inde i bærerne er der nogle små kerner, som knækkes. Inden i dem er der nogle små frø, der presses til en anden olie, og kernerne bruges til at tænde op med. Det frugtkød, der er tilbage fra bærerne, presses til briketter, som ligeledes bruges til at tænde op med. Det er altså bæredygtighed i højeste gear, og det skyldes egentlig ikke miljøbevidsthed, men behov.

Der var i forvejen 35 grader varmt, og mellem kognigen af de mange bær, maskinernes arbejden og de mange mennesker på den trange plads, var der så varmt her, at jeg måtte give efter at bare lade sveden løbe ned over min bande, ned ad mine ben og ned ad min mave. Og jeg opdagede, at det er jo sådan, man gør i Afrika. Man sveder bare – alle sammen. Ingen går og tørrer sig i banden eller gør opmærksom på, at de har det med varme.

Jeg talte lidt med den kvinde, der har skabt den her arbejdsplads, som altså betyder, at 15 kvinder og nogle af deres store børn har arbejde og indtægt hver evigt eneste dag. Hun er kommet på idéen, fordi hun har modtaget et kursus gennem BØRNEfonden, hvor hun har lært at fremstille den her palmeolie. Så vidt, jeg kunne forstå, har hun må modtaget støtte til at kunne anskaffe sig den nødvendige maskine, og så har hun altså kunne ansætte 14 andre kvinder i sin virksomhed.

Det har været helt utroligt at rejse rundt i området omkring Porto-Novo i Benin og se, hvordan de penge, BØRNEfondens sponsorer hver måned betaler til deres sponsorbarn, går til at sikre barnet en barndom og en fremtid – men også til, at der rent faktisk én en fremtid! De børn, der er glade for og gode til at gå i skole, har muligheden for at fortsætte helt til universitetet, hvis det er det, de ønsker. Og de vil altid blive tilskyndet og opfordret til at få sig en uddannelse. Det kan også, hvis man ikke er den boglige type, være indenfor en mere håndværksmæssig genre. Og noget af det ekstra-fine, synes jeg, er, at der ikke udelukkende fokuseres på børnene, men også på de voksne. Børnenes forældre og andre unge og voksne i området får gratis uddannelser og kurser, der betyder, at de kan forbedre deres nuværende situation. At de får uddannelser betyder, at de kan få bedre jobs eller tjene flere penge på det, de i forvejen laver. Det giver bedre indtægt, større stolthed omkring arbejdet og en bedre situation i de familier, hvor sponsorbørnene bor. Det er all around GOOD, og jeg blev simpelthen så STOLT af at være sponsor i BØRNEfonden, da jeg oplevede de her ting på første hånd.

Da jeg for et år siden blev ambassadør i BØRNEfonden, gjorde jeg det til en præmis, at jeg altså ville ned til Benin og se, hvordan tingene i virkeligheden foregik. Jeg ville gerne selv betale rejsen, men jeg ville altså derned. Jeg ville ikke nøjes med at sidde i Danmark og omskrive pressemeddelelser, som BØRNEfondens i øvrigt udmærkede presseafdeling har skrevet, og så bringe dem på min blog. Hvis vi skulle gifte os, skulle vi sgu også dele dobbeltseng!
Det har vi nu gjort. Ægteskabet er konsumeret, og jeg er så LYKKELIG! Jeg føler mig født igen BØRNEfondist, og jeg er simpelthen SÅ motiveret til at få overbevist alle, der gider at høre på mig om, hvor god, god, GOD idé, det er at blive sponsor i BØRNEfonden! De penge, man betaler hver måned, rækker så uendeligt langt og skaber så meget stolthed, godhed og storhed i en verden, som på mange måder er så langt fra vores, men på samme tid indeholder den samme slags mennesker.
Det, der har gjort størst indtryk på mig er, at der er så stor stolthed blandt de mennesker, jeg har besøgt. For et forkælet hjerte som mit kan forholdene jo godt synes primitive, men det havde ingen indflydelse på den skaberkraft, de ambitioner og den arbejdsomhed og lige præcis stolthed, jeg har oplevet de steder, jeg har besøgt. I Danmark kan vi nogle gange måske nok have en tendens til en smule dovenskab – dét så jeg ikke i Benin. Det, vi donerer her fra Danmark, er så lidt – men de har i forvejen så lidt, at vores smule udgør en mulighed, og den mulighed bliver taget og udnyttet, udfordret, omvendt og udnyttet igen. Intet går til spilde, intet bliver glemt. Der er, for mig at se, så stor en lyst til at komme på fode og være selvkørende, at man ikke kan gøre andet end at klappe i hænderne og blive imponeret og inspireret.

Jeg håber, ønsker og beder til, at jeg kan komme tilbage til Benin igen. Jeg glæder mig sådan til at følge med hos min sponsorfamilie og se, hvad de kommer til at få ud af at være komme med i programmet. De virkede som de sødeste mennesker, som ikke altid har haft lige nemt ved at mætte alle de munde, de har taget ansvaret for. Jeg håber sådan, at de får nogle flere muligheder for uddannelse indenfor de fag, de helt vil ernære sig indenfor, så faren kan få solgt nogle flere sæt tøj, og moren kan ordne noget hår. Og Mouchi og hendes lillebror kan komme i skole. 🙂

Bliv sponsor her! Det er fuldt fradragsberettiget, firmaer kan også være sponsorer, og der er NUL grunde til at lade være. Bare gør det. <3