Jeg kan helt ærligt bedre lide mine børn nu, end jeg kunne for to år siden. Jeg har selvfølgelig elsket dem fra starten – altså med rygraden. Jeg var klar til at springe ud foran en lastbil, hvis det skulle være, for dem begge allerede fra den første dag. Og efter noget tid kom hjertet også med. Det, der elsker mere og mere i takt med, at man kender folk bedre og bedre.
Da de var 2 år, elskede jeg dem også – meget, meget højt. Jeg kan bare bedre lide dem nu. Er det politisk ukorrekt at sige? Ikke desto mindre føles det sandt. Der er meget mere at kunne lide nu. De har (særligt Hugo!) meninger om alting, de snakker konstant, og de er så kærlige, søde og enormt beregnende, begge to. 🙂

De er enormt forskellige, Berta og Hugo, og jo tydeligere, den forskel bliver, des mere taknemmelig bliver jeg over det faktum. Det er virkelig sjovt at have to børn, som på langt de fleste punkter stikker i hver deres retning.
Berta minder om Jon – både af sind og udseende. Hun er mild, kærlig og tålmodig, og hun har stadig øjne formet som halvmåner, når hun smiler. Hun er min største fan, og jeg er hendes, og jeg tror, hendes yndlingstidspunkt på dagen er, når jeg putter hende om aftenen, og hun falder i søvn, mens jeg synger ‘Solen er så rød, mor’ og nusser hende på ryggen, efter at vi har brugt 5 minutter på at snakke om, hvor højt, vi elsker hinanden. Og det er sgu nok egentlig også min.

Hugo minder mest om mig. Både af sind og udseende. Og måske netop på grund af det med personligheden, er det ham, jeg har flest kampe med. Men når han får malet sig op i et hjørne eller farer vild i sine egne tanker, er jeg heldigvis også den, der bedst kan finde ind til ham og få ham med ud igen, og det gør mig så stolt hver gang. Hugo er vildt udadvendt og eventyrlysten, og når han vil ud på vejen og lege med de andre, er han ret god til at hale Berta med. Når han introducerer hende for nye børn, siger han gerne “Det her er min søster, Berta, hun er lidt genert”. Det giver Berta en undskyldning for lige at bruge fem minutter til at se folk an og tø op, og kort tid efter tonser de gerne afsted alle sammen med ufortrødent mod.

Hugo elsker at lære nye talemåder og ordsprog, som han bruger ret korrekt det meste af tiden. I går opdagede jeg ham med sko på på førstesalen, og da jeg påtalte, at sådan nogle helst skulle blive i entréen, sagde han mildt “Det er okay, mor. Tag pyt-hatten på!”, mens han smilede over hele femøren og trak på skuldrene.
Han lægger også mærke til mange ting, som Berta ikke gør. Dermed på ingen måde sagt, at han er skarpere end hende, for den dame er absolut kvik, om nogen. Igen, hun ligner sin far. Hun har bare andre interesser og er stærk i andre henseender, og den historie, jeg i dag vil berette, handler altså om Hugo.

Sidste weekend var vi på besøg hos Krapylernes 97-årige oldemor på Samsø. Hun er også stadig usædvanligt skarp på første etage, mens resten af byggeriet desværre knager noget. Hun er blevet blind, går meget dårligt og lider af mange forskellige ting, der gør livet surt for hende. Hun vil gerne have et godt forhold til sine oldebørn, og det vanskeliggøres desværre noget af hendes fysiske tilstand. Ungerne forstår ikke helt hendes kropssprog, og de har ikke tålmodigheden og interessen til at sidde og give hende den tid, hun sådan set fortjener. Vi forsøger, men sådan noget kan jo heller ikke forceres.
Søndag sidste weekend kørte vi en tur på det solbeskinnede Samsø og benyttede lejligheden til at slå et smut forbi en af de smukkeste kirkegårde på øen, hvor Jons morfar er begravet. Ungerne har før været på en kirkegård med børnehaven, så de vidste godt, at der lå døde mennesker nede i jorden. De ved også, at deres mormor er død, omend vi endnu ikke har besøgt hendes gravsted sammen. Jeg har fortalt ungerne, at hun bor oppe i himlen, og den har de indtil videre købt, så nok mest for min egen skyld har jeg udsat snakken om det uundgåelige, indtil den blev uundgåelig. Og det blev den så altså samme aften.

Mens vi sad og spiste aftensmad, pegede Hugo på sin oldemor og sagde “Oldemor er gammel”. Jeg svarede bekræftende, ligesom jeg gør, når han eller Berta peger på tykke mennesker, mennesker i kørestol eller mennesker med rødt hår, fletninger eller store øreringe. Folk ser ud, som de gør, og jeg vil ikke være med til at præge mine unger til at synes, det ene er bedre eller dårligere end det andet ved at tysse på dem, når de påpeger det åbentlyse. Og ja, oldemor er altså gammel. “Bliver jeg også gammel?” ville han endvidere vide, og jeg svarede, at ja, dét gør han. For det mente jeg jo var en god ting. Min personlige drøm er at blive meget, meget gammel, og min største frygt i livet er ikke at blive det. Så jeg troede, at jeg gjorde Hugo en tjeneste ved at bekræfte – men jeg glemte selvfølgelig at tage højde for hans meget mere nyudsprungne forståelse af livets gang – og forfald. Hugo brød grædende sammen, så på mig med store tårer i sine lyseblå øjne, lagde gaflen fra sig og sagde med en stemme fuld af frygt “Skal jeg så også blive død? Jeg vil ikke blive død!”
Jeg måtte synke en del gange, forlod min plads og gik over og tog Hugo op i favnen. Så løj jeg. Jeg sagde, at jeg havde udtrykt mig forkert, og han havde misforstået, for der var ingenting at være bange for. Han, Berta, far og jeg skal være sammen for altid og lave vanvittigt mange sjove og hyggelige ting sammen, og det lod han sig spise af med.

Indtil vi dagen efter var hjemme i Køge, og jeg skulle putte ham. Da jeg lå der under dynen med ham på hans værelse, spurgte han mig, hvad der kommer efter forår. Jeg svarede “sommer“, og så ville han vide, hvad der kommer efter sommer. Da vi havde været alle årstiderne igennem to gange, spurgte han, hvad der så sker, når jorden holder op med at dreje rundt? Jeg svarede, at det gør den ikke. Den fortsætter altid, altid, altid, og det samme gør årstiderne. “Jeg vil bare gerne vide, hvad der sker, når det hele stopper?”, fortsatte han. “Skal jeg blive gammel og blive død ligesom oldemor?”

Jeg bad ham i stedet for om at tælle til 97, hvilket han svarede, at det kunne han ikke. “Så gammel er oldemor, Hugo. Hun er enormt gammel, og der går rigtigt, rigtigt mange år, før du bliver så gammel. Så det skal du slet, slet ikke bekymre dig om. Du skal bare glæde dig til at skulle over i hallen med børnehaven i morgen, og at vi skal i Dinosaur-land på fredag“.
Til det svarede Hugo: “Mor. Jeg har faktisk aldrig set en vaskeægte robot”. Det fik vi så en lille snak om, og siden har han ikke nævnt døden eller det hinsides overhovedet.

Min største frygt er, at jeg skal komme af dage før tid. Og det skyldes nok, at jeg havde det pænt stramt med at miste min egen mor, og derfor vil jeg så nødig gå glip af det, min mor går glip af og primært vil jeg meget gerne undgå at påføre ungerne den smerte, jeg selv har følt – og føler. Og snakken om netop døden med ungerne har jeg i sandhed ikke set frem til. Jeg har nydt, at Hugos værste mareridt har handlet om Tyranusaurus Rex’er, og at Berta ikke behøver andet end et kys fra mig for at synes, at verden er storslået.
Men nu kom den altså, snakken. Første del, i hvert fald. Den fyldte meget – indtil den overhovedet ikke gjorde. Døden er nok, for en 4-årig dreng, svær at greje på samme måde, som en robots fantastiske mekanik er det. Og jeg skal gøre mig umage med ikke at lade min voksenforståelse af vores eventuelle endeligt kaste skygge over hans naive tilgang. Han fik et svar, som han var tilfreds med, og siden har han ikke bekymret sig. Og sådan håber jeg, det kan fortsætte i 93 år endnu … <3