Jeg løb 8 kilometer i går! Og jeg holdt kun én pause – til gengæld varede den fire timer.. 😅 Jeg er sgu begyndt at løbe. Jeg har løbet en tur i skoven på 4 kilometer hver anden dag de sidste to uger, og i går eftermiddags fik jeg så altså lyst til at løbe dagens anden tur. Jon griner lidt (kærligt, dog) af mig, fordi han siger (hvilket han har ret i), at det er lidt typisk mig at få sådan nogle flips, hvor jeg elsker et eller andet sindssygt højt i en periode på nogle uger, hvor jeg gør det hele tiden, og så finder jeg noget andet og rykker videre. Troløse hjerte. De sidste ting, jeg har haft disse flips med, har til gengæld været bøf/bearnaise, friskbagte boller af egen produktion (med smør og pålægschokolade) og banana split. Så jeg tænker, at min nuværende hobby da er lidt sundere!

Da vi var ude at se på huset i sensommeren sidste år, cyklede jeg den tur, jeg nu løber, og jeg ønskede sådan, at jeg kunne blive sådan én, der løb. Jeg har givet det adskillige forsøg, mens vi har boet i byen, men jeg har altid fundet det røvkedeligt og irriterende, og jeg bryder mig ikke om at spæne stakåndet rundt i parker mellem hundeluftere eller på fortorve mellem shoppere, hygger og gademusikanter.

Og i forrige uge gav jeg det så altså et forsøg med skovruten. Jeg sagde til mig selv, at jeg bare skulle turen rundt med god musik i ørene, og det var helt okay at spankulere hele vejen. Så kunne jeg jo passende nyde forårets komme og tiden i mit eget hoved i mellemtiden. Jeg løb halvdelen af tiden og gik resten, og jeg var godt tilfreds. Dagen efter tog jeg turen igen. Jeg prøvede at tvinge mig selv til at løbe lidt mere, men jeg blev hurtigt stakåndet og træt. Så kom jeg pludselig til at tænke på de aldrende motionsløbere, man af og til ser på gader og stræder. Sådan nogle relativt ældgamle mennesker med svedbånd og bæltetaske, som løber i så langsomt et tempo, at det faktisk ville være hurtigere at gå. Jeg har tit beundret dem, for de ser ud til at arbejde for det, men de har jo altså truffet beslutningen og holdt fast. Good for them!

Så jeg gav mig til at løbe sådan. Helt langsomt og pensionist-agtigt, og mens jeg luntede derud af, så jeg, hvordan skovens forårsgarderobe nærmest lå på lur under de visne blade i skovbunden. På de fleste træer og grene var der små, lysegrønne knopper, og for fødderne havde træerne lysegrønne tæer.

Dagen efter tog jeg samme tur i samme tempo, og da klarede jeg de 4 kilometer uden pause. Og så har jeg taget en tur i gennemsnit hver anden dag og gradvist sat tempoet meget langsomt op, og nu er det sgu helt sjovt at give sen max spade den sidste kilometers penge, så jeg kommer hjem og ligner en tomat i ansigtet. I weekenden fik jeg grundet tømmermænd og børnefødselsdag (på gudskelov hver sin dag!) ikke løbet, og da jeg kom ud i skoven i går efter fire dages pause, så jeg årets første anemoner! Åh, det er så godt for mit hjerte med den natur! Og jeg har så svært ved at forstå, at jeg nu faktisk allerede kan løbe 4 kilometer på 22 minutter. Hvis ikke JEG er i dårlig form, hvem pokker er så!? Ha! Det er da godt, at man kan overraske sig selv i den voksne alder af 36.

Jeg er spændt på, om jeg kan holde fast i min nye dille, og jeg håber det sådan, for det føles så godt og slet ikke som en pligt, faktisk. Hvilket undrer mig mere end nogen anden. Det har jeg ikke kunne sige om nogen form for motion, siden jeg stoppede til springgymnastik i 1999. Og hvis jeg kan have glæde ved at holde mig lidt i form og så samtidig have bedre samvittighed med at spise alt det guf, jeg gør, så føles det sgu lidt som en win/win. 😊