Det var det herrens år 2009. Det var sommer, solen stod højt på himmelen i hele Danmark flere måneder i træk, og jeg var arbejdsløs, hjemløs og single. Min status havde ændret sig 100% på 14 dage, hvor jeg var gået fra at bo sammen med min kæreste og være specialestuderende på RUC til, at vi slog op, jeg flyttede ud, og jeg nu arbejdede som vikar gennem TempTeam efter endt eksamen. Jeg sad på ydre Nørrebro i tre uger og rettede elev-adresser på en produktionsskole, mens jeg langsomt døde indefra og græd mit hjerte ud i frokostpausen, mens jeg spiste ostemadder. Jeg havde boet nogle uger i en venindes lejlighed, mens hun var 6 uger i Hong Kong, og nu crashede jeg hos min søster, som boede i en etværelses lejlighed.

Den sommer besluttede jeg, min søster og min papsøster at tage på fælles afbudsrejse! Det skulle være billigt og varmt – andre krav havde vi ikke. Åh, jo, så skulle det være den sidste uge i juli. Og snart fandt vi ud af, at så kom vi i hvert fald ikke afsted for 1.700 kr. inklusive morgenmad, som vi havde håbet på.

Men vi kom afsted! Jeg kan underligt nok huske, at billetterne kostede 4.200 kr. pr. snude, hvilket inkluderede flytransport, transfer, hotel i en uge og morgenmad. Hotellet lå i udkanten af byen Heraklion på det nordlige Kreta, og på stranden var der komplet øde og helt vindstille. De eneste, der befolkede stranden, var mine søstre og jeg og så en tjener fra restauranten overfor, som tog imod vores ordrer, når vi manglede noget. Og intet på deres ganske udmærkede menukort kostede over 5 Euro. Jeg havde fire krimier i tasken, som jeg alle nåede at læse, da jeg gjorde alt for ikke at tænke på mit knuste hjerte, og samtidig lå vi altså og stegte og brankede i solen.

Og dét, mine damer og herrer, var den første sommer nogensinde, hvor jeg brugte solcreme! Ever! Jeg var 27 år gammel og voksede altså op i en tid, hvor solen skulle dyrkes og nydes, når den endelig var at se, så vi smurte os ind i olie for at fremme brankningen snarere end at beskytte os imod den. Rød blev af mange opfattet som den farve, huden havde inden den blev brun, og den prikkende, småsvidende fornemmelse, man havde i skuldrene efter en lang dag i solen, var simultan med en følelse af velvære og ferie.

Men denne gang var jeg afsted med min lillesøster, Fie, som altid har været lidt mere på forkant med sundhed end jeg. Hun spiser mange flere grøntsager og har (vist nok) heller aldrig spist bland-selv-slik til aftensmad. Hun havde i vores ungdomsår også meget mere styr på pengesager end jeg, og hun var altså hoppet med på solcreme-bølgen. Hun anbefalede mig at smøre mig ind i den blå NIVEA-dut, hun havde medbragt, og at gøre det i rigelige mængder. Jeg undskyldte mig med, at jeg altså var nyslået single, og jeg havde brug for at se brun og lækker ud – ikke hvid og trist! Men Fie hev stikket hjem ved at forklare mig, at når man bliver gradvist og langsomt brun på en sund måde ved at bruge solcreme, holder den brune farve længere. Så jeg bed på, og da Fies dut var tom, købte vi en ny i kiosken. NIVEA solcremer har altid kunne købes over alt, og vi ved, de virker!
Jeg blev simpelthen så brun den sommer. Jeg havde samme farve på maven som min veninde med afrikanske rødder, og hun og jeg tudede af grin, da jeg kom hjem og opdagede det. Min hals var dog, i skærende kontrast, kridhvid, fordi jeg havde brugt hele igen på at sidde med bøjet hoved og glo ned i en krimi. Men pyt!

Siden da har jeg brugt liter og atter litervis af NIVEA-solcreme. Jeg har også brugt andre mærker, men når jeg har følt, at et produkt ikke virkede, er jeg altid vendt tilbage til NIVEA, fordi den altid gør.
I år har jeg allerede mærket solens gavmilde stråler ved fire separate rejser allerede. Jeg har henover foråret været i Marrakech to gange, og så har jeg været i Benin og nyligt i Barcelona – og alle steder har solcreme været nødvendigt. Faktisk gør man jo klogest i at bruge solcreme i ansigtet året rundt, hvis man gerne vil undgå rynker og ældningstegn, men det husker vi altså ikke alle sammen altid. Jeg glemmer dog aldrig solcreme om sommeren. Og i år har jeg brugt masser af NIVEA allerede – dog næsten uden parabener!

Den fine og lækre, ufedtede ansigtssolcreme til venstre i billedet har ganske vist stadig en parabene eller to, men det har stort set alle ansigtsprodukter, jeg bruger i forvejen altså også, og det skræmmer mig ikke. Jeg plejer bare altid i videst mulig udstrækning at undgå parabener i min kropspleje.

Og det er altså også en mulighed hos NIVEA nu! De ruller flere og flere parfume- og parabene-fri produkter ud, og der er allerede nogle stykker at finde blandt solcremerne. Vores yndlings her i familien er indtil videre de to øvrige her på billedet. Det er egentlig børnesolcremer, og det betyder jo sådan set bare, at de er ekstra milde, uden parabener og med nogle fine tegninger på. Så dem bruger jeg med lind hånd! Især har de været god på mine seneste rejser, hvor jeg kun har rejst med håndbagage, da de fint passer indenfor lufthavnens regulativer. De kan også være i tasken så nemt som ingenting, og de er ikke klistrede, som jeg synes, solcremer med høj faktor var for nogle år siden. Den i midten er en roll-on! Den fungerer efter fuldkommen samme princip som en deodorant, og ungerne synes, det er grineren, så det tager kegler, da de ellers synes, at hele solcremes-showet er noget kedsommeligt!

Så NIVEA holder sgu stadig! Og mere og mere, faktisk. 😄👌🏻