I mandags var jeg sat i stævne på Folketeatret sammen med skuespilleren Julie Ølgaard, fordi Politiken havde bedt om et interview med os begge i anledning af, at jeg har skrevet tekst til og hun spiller med i teaterstykket ‘Mødre’. Det har premiere d. 11. april på Folketeatret, og billetter kan købes her.

Journalisten ville gerne høre lidt om, hvad vi synes om at blive mødre. Meget bredt spørgsmål, og både Julie og jeg er typerne, der kan tale i flere dage om at glo på en hvid væg, så vi sludrede løs i munden på hinanden. Men vi fandt ret hurtigt et fælles spor. Nemlig, at man allerede som gravid og særdeles så snart, man har fået en arving, bliver offer for en heeel masse menneskers (kvinders …) uforbeholdne mening om alt lige fra tarmgasser, amning til tøjvalg, bækkensmerter, opdragelse og korrekte spisetider. Alle ved bedst, for alle har prøvet det før, og alle kan desuden google og er derfor eksperter. Og selv ved man ingenting, for man er lige kommet til, og man er hamrende usikker og bliver tiltagende bange for at gøre alt galt, jo mere de snakker.

Julie var enormt inspirerende for mig at høre på, da hun har en noget rankere ryg, end jeg havde, da mine børn havde den alder, som hendes søn har nu. Og det er skidesundt, for man kan hurtigt få revet sig op med rode i det stormvejr af både gode og onde meninger, som andre mødre har tendens til at smide om sig med – i både god og ond mening.

Som udgangspunkt skal man jo lade være med at sammenligne sig. Sådan helt overordnet set. Ja, der er andre på Instagram, der har tyndere lår og tykkere hår, og ja, der er andre i klassen med dyrere jeans, og ja, der er andre mødre, der ammer mere eller sover mindre, og der er sikkert babyer, der kan gå, fra de er tre måneder gamle.
Og når vi alligevel konstant sammenligner os med sidemanden (som i kraft af de sociale medier efterhånden ikke begrænser sig til én på hver side), så tror jeg, det skyldes usikkerhed. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg var nybagt mor.
Jeg sammenlignede ALT, jeg følte og gjorde, med andre mødre. Smilede mine babyer så meget som deres babyer? Kunne mine kravle, da andre babyer kunne kravle? Ammede jeg lige så længe som andre mødre? Mine børn startede først i vuggestue, da de var TRETTEN måneder, og det var i sig selv en sejr, da jeg vidste, at (nogle) andre babyer kom i vuggestue flere måneder tidligere, og så var jeg vel en god nok mor på dét punkt i det mindste. Men jeg kunne jo også være blevet hjemmegående, som nogle andre mødre? Være sammen med mine børn hele tiden og altid sørge for, at de ikke manglede noget?
I stedet holdt jeg øje i vuggestuens indtjekningsskema med, hvor mange timer, de andre børn var i vuggestue, så jeg kunne sørge for, at mine var der MINDST. Det var ikke noget, jeg gik og gjorde opmærksom på overfor andre forældre, det var bare for at have ro i maven. Og det hjalp ikke rigtigt, for jeg var stadig morderligt usikker på, om jeg nu var en god nok mor. Ikke konkret i forhold til vuggestuen, men over hele linjen.
Og vi er mange, der er usikre, når vi bliver mødre. Vi har aldrig prøvet det før, og samtidig er det vores livs vigtigste opgave. Vi elsker vores børn højere end noget andet og vil gerne gøre alt rigtigt første gang. For de er jo kun nyfødte én gang. Og et år én gang. Og to år … Og så videre, og så videre.

Jeg har lige så stille fundet mig en vis grad af selvtillid omkring det at være mor. Den er ikke helt i hus endnu, men jeg opsøger dem, der for mig er de rigtige, for at finde den og blive bekræftet, og så holder jeg mig så langt væk som muligt fra facebook-kommentarspor, hestenettet og minmave.dk. Jeg tror, at når de mødre, der engang var usikre, finder deres ståsted, kan de risikere at kamme over og blive til “mor-mafiaen”. I ved, den der gruppe af kvinder, som med en nærmest religiøs agenda for dagen prædiker overfor andre (mødre), som stensikkert ikke engang har bedt om det, hvordan man BØR gøre. Hvor længe, man BØR amme, hvor meget, man som mor BØR arbejde, hvordan man BØR putte sine børn. Ja, nogle ryger endda helt over i SKAL-kategorien, da de absolut mener, at de ved alt om alle. Og det er jo den største misforståelse overhovedet. I en verden, hvor vi alle sammen godt er klar over, at vi er forskellige, er det egentlig helt utroligt, at man stadig kan tro, at der findes én måde at gøre tingene på.

Julie sagde under interviewet, at hun lader den slags gå ind af det ene øre og ud af det andet. Hvis kommentarer eller uinviterede meninger alligevel rammer hende, taler hun med sin mand og afstemmer, at de er enige om, hvordan de er verdens bedste forældre for deres søn, og så lægger hun det væk. Hun gør sig umage med ikke at dømme andre og undlader i samme moment at lade andre dømme hende, for det kan de jo ikke. Andre kan aldrig kende hele sandheden, og hvor er det sandt.

Hvis man forestiller sig, at vi står i kø til en pølsevogn og hører kvinden foran os bede om en ristet med det hele uden rå løg, så ér der vel ikke mange af os, der ville fare ind og udbryde:
“Næh, hør nu, lille dame! Rå løg er det bedste ved sådan en pølse, den skal du altså have med! Og hvordan kan du i det hele taget TILLADE dig at kalde det en ‘hotdog med det hele’, når du ikke tager rå løg med? Så er det jo netop ikke ‘det hele’!? Du skulle SKAMME dig!”
Måske er damen allergisk overfor løg. Måske har hun engang fået rå løg galt i halsen og har siden udviklet en antipati overfor selvsamme grøntsag, eller måske kan hun ganske enkelt bare ikke lide løg, når de er rå. Sandheden er, at vi først kender hendes fulde historie, hvis hun fortæller os den, og vi skal holde vores dømmende kommentarer for os selv.

Det ville klæde os morderligt at bakke hinanden meget mere op som mødre! Time’s Up og #metoo ville gøre sig godt i mødrekredse. Hvor ville det være skønt, hvis vi også indenfor mødreskabet kunne være bedre til at inspirere hinanden i stedet for at diktere og formane. Børn er forskellige, og voksne er forskellige, og langt de fleste voksne gør det skidegodt overfor deres børn, og samtidig er INGEN perfekte. Den mor, der råber op om, at der kun findes én måde at amme/putte/made korrekt på, har stensikkert et ømt punkt et andet sted, hvor hun end ikke lever op til sin egen høje moral.

Hej, jeg hedder Mette Marie.
Jeg er en god mor. Jeg har to børn, og jeg elsker dem over alt på jorden.
Da jeg ammede dem, fik de mad hver tredje time døgnet rundt de første fire måneder, og de græd aldrig af sult, for maden kom, før de blev så sultne, at de græd. Jeg bestemte deres spisetider – de havde ikke noget at skulle have sagt. Det fungerede perfekt og var meget harmonisk i forhold til deres behov, og jeg følte, at det gav os en dejlig, rolig og kontrolleret start på deres liv i en tid, hvor alt ellers føltes kaotisk.
Jeg tilbringer meget tid sammen med mine børn, da mit arbejde gør, at de kan få ugentlige fridage og blive hentet tidligt hver dag, men jeg er ikke hjemmegående. Jeg ville kede mig til vanvid, hvis jeg ikke havde et arbejdsliv ved siden af familielivet. Livet handler for mig i høj grad om at være sammen med min familie, men jeg er også andet end mor. Jeg rejser også en del uden mine børn, fordi jeg elsker at opleve verden alene.
Mine børn går ikke i mærkevaretøj, men i H&M og genbrug, da jeg hellere vil bruge pengene på noget andet. Mærkevaretøj til mig selv, for eksempel. Mine børn gik først, da de var 16 måneder, men de smilede længe inden.
Jeg går ret højt op i, at de får tre gode hovedmåltider om dagen, og de spiser også slik og McDonalds. Og vi spiser ikke kun økologisk mad.
De falder begge to i søvn i min favn hver eneste aften (når jeg er hjemme), og hvis de har brug for mig i løbet af natten, lægger jeg mig ind i sengen til dem og sover videre i ske.
Jeg skælder ud og hæver stemmen, når de ikke hører efter, og når jeg er træt, er min lunte meget kort, hvilket ikke altid er lige nemt for børn at forstå.

Jeg er mor, og jeg er menneske. Jeg spiller ikke skuespil overfor mine børn, men giver dem hele mig. Når mine børn bliver voksne, vil de sikkert godt kunne finde på noget at fortælle en freudiansk psykolog, men held og lykke med at finde nogen, der ikke kan det. Jeg er en god mor, og jeg gør mig umage. De fleste dage. Og jeg ved, at jeg gør det skidegodt på min måde!

Time’s Up! Ikke mere mor-mafia, ikke flere know-it-alls og ikke mere kasten med sten. Vi bor alle sammen i glashuse, og hvis vi stedet ville kigge op, kunne vi se, at solen skinner lige meget på os alle sammen. 🙂
God påske!