“Du får ordentlig nok rejst for tiden, hva’, MM?”
JA, den kan du saftsuseme tro, jeg gør! I weekenden vendte jeg hjem efter to dage i Marokko, og på søndag rejser jeg atter til Afrika – denne gang i fire dage. Og denne gang til den vestlige del – nærmere bestemt landet Benin, som er en del af BØRNEfondens program. Som den faste læser vil vide, er jeg ambassadør for BØRNEfonden. Det har jeg været i et år, og folkene fra BØRNEfonden og jeg er blevet enige om, at nu er tiden inde til at fuldbyrde forholdet!

Jeg rejser derfor på søndag til Benin for at se det arbejde, jeg skriver om, og ikke mindst for at møde mit sponsorbarn, Mouridridath, som ses på billedet her! Hun er halvandet år ældre end mine unger, men sådan cirka samme størrelse, og det dér smørrede grin kender jeg også fra mine krudtugler i Køge.
Mouridridath bor sammen med sine forældre og sin lillebror, som er under et år gammel, i en toværelses lerhytte med bliktag i en lille landsby i Benin. Hendes mor er frisør, (som man næsten kan ane på den fine hårudsmykning), og hendes far har nogle afgrøder, som de lever af. Begge forældre knokler, men de tjener stadig ikke nok til at kunne brødføde familien, og derfor er de nu blevet en del af BØRNEfondens program.

De seneste otte år har jeg faktisk været sponsor gennem BØRNEfonden for et andet barn – en dreng ved navn Bignon. Men han har desværre forladt programmet. Bignon har det meste af sit liv boet sammen med sin bedstemor, men hun er nu blevet for gammel til at tage vare på ham, og derfor er han blevet sendt til Nigeria for at bo hos en onkel, som heldigvis både kan tage sig af ham OG sørge for, at han kan passe sin skole i stedet for at skulle arbejde for føden. Det er lidt trist sådan at miste kontakten med en lille dreng, hvis liv jeg har fulgt, siden han var på mine ungers alder, men samtidig er jeg rigtigt glad for, at hans onkel vil sørge for ham. Hans forældre lever faktisk endnu – de er skilt og er flyttet til storbyen, hvor de har stiftet nye familier, og der er der ikke plads til Bignon. Jep, tingene gøres i sandhed på en anden måde i Vestafrika, end de gøres i Danmark – på både godt og ondt.

Og nogle af de ting får jeg lov at opleve på første parket allerede i næste uge! Vi har fået lov at besøge Mouridridath og hendes familie, og derud over skal vi besøge en række iværksættere – her iblandt nogle kvindelige iværksættere, se en børnehave og besøge en brønd. Brønden er åbenbart det sted, hvor folk catcher up med hinanden og får overleveret sladderen fra dag til dag. ÅH, jeg glæder mig simpelthen så MEGET!

Det bliver en oplevelsesrig tur med mange ting på ganske kort tid.
Vi flyver søndag morgen kl. 9, og så lander vi i København igen torsdag kl. 8. Og flyveturen derned tager jo altså også lige en rum tid! Jeg har før prøvet at være i Tanzania med et velgørenhedsprojekt i tre dage, og det er stadig den bedste rejse, jeg nogensinde har været på. Tiden er underordnet, når oplevelserne er så store!

Jeg vil anbefale ALLE at blive sponsor gennem BØRNEfonden! Det er den fineste organisation med en mega-høj grad af gennemsigtighed og et dejligt menneskesyn. Hvis man kunne tænke sig at blive sponsor eller gerne vil læse mere om muligheden, og hvad det gør og giver, så kan man klikke her.