Jeg kører sukkerstop igen. SUK! Igen-igen-igen …
Jeg slås stadig med ikke at kunne passe det tøj, jeg kunne sidste sommer, og vigtigst af alt, så er jeg simpelthen sådan under tøflen overfor sukker for tiden. Og med ‘for tiden’ mener jeg siden sidste sommer. Jeg gav den bogstaveligt talt fuld æde, mens vi var på sommerferie (hvem husker ikke topmaven?) i Kroatien, og jeg tænkte, at når vi kom hjem igen, ville jeg skære lidt ned for i hvert fald cola og hvidt brød. But I couldn’t … Jeg blev ved med at udsætte det til “på mandag”, og det lykkedes ikke.

Og det er jo også helt fint, hvis man har det godt i sin krop, men det har jeg ikke. For det første gider jeg ikke veje det, jeg vejer nu, for mit tøj klæder mig ikke, og jeg kan ikke passer nogen af mine bukser. For det andet sker der det, der altid sker, når jeg er så sukkerhooked, som jeg er nu: Jeg får så svingende energi-niveau, at det er helt tumpet! Og den er stensikker hver eftermiddag kl. 15: Kæmpe-crash! Og den eneste måde at komme op af det hul, jeg falder ned i hvert eftermiddag, er at spise noget slik eller drikke en cola. Og så kører hjulet …
På det seneste har jeg tænkt på sukker flere gange om dagen. Om jeg lige kunne nå forbi 7-11, inden toget kom for at købe et eller andet. Jeg har tilbudt at købe ind, så jeg kunne spise noget chokolade i bilen på vej hjem bagefter. Seriøst – jeg har været en narkoman! Intet freaking mindre! Når vi har haft slik og chokolade i huset, har jeg nærmest følt mig sund, når jeg spiste det, for så arbejdede jeg i det mindste med at få det udryddet!! Det holder jo ikke i længden. Det er ikke sundt, og det er sgu heller ikke særligt sjovt. Jeg vil ikke have, at andre har magten over mig – heller ikke Dumle!

I fredags så jeg alvorligt på Jon og sagde: “Nu siger jeg noget, jeg ved, jeg kommer til at fortryde …”
Han blev i første omgang lidt bleg om næbbet, men det, jeg sagde var, at jeg ville bede ham hjælpe mig. Han skulle tage chokoladen fra mig, lade være med at købe cola og i det hele taget hjælpe mig med at holde mig fra sukker. Bare i én dag, for den første er altid den sværeste, så derefter skulle jeg nok klare den selv. Det lovede han selvfølgelig, men bare det, at jeg fik det sagt til ham, gjorde det nemmere. Jeg havde jo selvsagt ikke tænkt mig at ende i en pinlig tovtrækning med ham i den anden ende af en Yankie Bar.

Om aftenen gjorde jeg det, jeg ved, der virker, når jeg er på sukkerpause: Jeg lavede nogle sunde(re) snacks, der smager mega-meget af noget, der ikke er sundt. Tidligere har jeg klaret mig igennem med daddelkugler, men dem er jeg sandt at sige lidt træt af. Og heldigvis havde jeg i baghovedet gemt den her opskrift, som jeg har set på Carrotsticks Instagram.
De snickers-bites viser sig at være uhyre nemme at lave, og så smager de seriØST for sygt! Ja, peanuts feder og ja, der er frugtsukker i dadler og ja, der er også kalorier i mørk chokolade. Men min plan er at holde mig fra RIGTIGT slik, chokolade og sodavand, og det virker altså for mig. Det er en form for nedtrapning! Efter en uges tid med sundere alternativer, har jeg ikke samme lyst til sukker mere, og så fortager lysten til alternativet sig også.

En anden ting, jeg har opdaget er, at jeg ret godt kan lide Pepsi Max! Ja, jeg ved det, det kom også som et chok for mig. Cola Zero har bare aldrig helt gjort det for mig, og så kom jeg i tanker om, at Pepsi er ret meget sødere end Coca-Cola. Og så tænkte jeg, at det var light-versionen måske også. Og ganske rigtigt! Derfor napper jeg mig nu en Pepsi Max, når lysten til en cola melder sig. Den gør langt fra så godt som en iskold, blodrød Coca-Cola, men det er mere derhen ad.

Jeg kommer sgu nok altid til at være sukker-narkoman. Nogle er vilde med hvidvin, andre ryger smøger, og jeg er afhængig af mælkechokolade – gerne med karamel. Og cola. Og vi finder helt sikkert sammen igen. Lige nu holder vi bare en pause. 🙂