Det er nu en måned siden, at vi fyldte halvanden flyttebil med alt det, vi ejer og har, og rykkede til Køge. Med hud, hår, museben, Krapyler, spændte maver og en lille smule ængstelse. Min spændthed og ængstelse gik på det samme – uvisheden. Hvordan bliver det mon at bo i en anden by? Og en anden ting er, at det med at købe et hus altså er noget af et sats! Vi havde besøgt huset to gange af 20 minutter, da vi satte vores navne på et stykke papir, som betød, at vi havde gældsat os for flere millioner og nu ejede huset! En bil får man da en køretur i, før man køber den, men et hus købes på mavefornemmelsen. Den og tilstandsrapporten.
En største bekymring gik selvfølgelig på ungerne. De har i flere måneder været med på, at vi stod overfor at skulle flytte fra lejligheden i København til et hus i en ny by – med ny børnehave. Vi har selvfølgelig delt alle fordelene med dem i positive vendinger, og de har også selv glædet sig til ting. Som at slippe for at skulle gå op på anden sal og at få hver sit værelse. Men selvom jeg følte mig ret sikker på, at de forstår det faktum, at vi skulle flytte, var jeg også sikker på at de endnu ikke mestrer at forudse konskvenser.
Og lige her kom jeg jo også til kort. Det var umuligt for Jon og mig at vide, hvordan de ville reagere på at skulle starte i en ny børnhave og ikke længere skulle se de venner, som de er vokset op sammen med. Særligt var jeg lidt ekstra nervøs for Berta, som er knap så socialt udfarende som Hugo. Det første stykke tid i den københavnske børnehave, var hun ikke glad for at være der. Indtil en yndig, lyshåret pige kastede sin opmærksomhed på hende sidste sommer, og så blev de hjerteveninder. Så jeg var en kende betænkelig ved, hvad flyningen ville gøre ved hendes selvtillid og nye hverdag. Desuden var vi rigtigt glade for børnehaven i København. Der har det seneste års tid været rigtigt mange sygemeldinger og udskiftninger i personalet, men de folk, der var der, var søde og nemme at snakke med, og ungerne var trygge.

Klip til Køge.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forestille mig, men jeg KAN ikke forestille mig, at vi kunne have fået en bedre start! Vi bor meget tæt på ungernes børnehave, og jeg havde ikke engang tænkt på, at det betyder, at børnenes verden er blevet enormt lille. Genboens dreng er præcis på samme alder som dem, og ham leger de med flere gange om ugen. Og fra vinduet i deres stue i børnehaven, kan de se vores hoveddør. Desuden bor vi for enden af en blind vej, så der er næsten ingen biler, så her leger de havemand og kaster med småsten sammen med genboen, mens jeg kan følge med fra køkkenvinduerne – modsat i København, hvor de ikke måtte gå udenfor en dør uden at have en voksen i hånden og konstant blev mindet om farer i form af biler, man skal tage sig i agt for og deslige.
Deres verden er skrumpet gevaldigt ind, hvilket lader til at have givet dem en tillid og en tryghed, som jeg ikke havde set komme.
Og så er de vanvittigt glade for børnehaven!
På ungernes stue arbejder fire kvinder, som alle har arbejdet der i en årrække. De har en helt masse faste skemaer og måder at gøre tingene på, som gentager sig hver dag og hver uge. Og hvor vi voksne måske godt kunne tænke os et lille afbræk i rutinen fra dag til dag, er (mine) børn et par vaskeægte suckers for det! Jeg vidste faktisk ikke, at mine Krapyler kunne være glade for en institution, som de allerede er for den nye, og det gør mig glad helt ind i marven. Berta kan synes, det er svært at sige farvel om morgenen, men når jeg henter dem, fortæller hun altid, at hun har haft en god dag, og oftest er ingen af dem færdige med at lege, når jeg kommer. De taler også tit om børnehaven, når de har fri, og hver morgen glæder de sig til at skulle derover.

Det gør mig SÅ glad, at Hugo og Berta er faldet så godt til så hurtigt! Vi var nok ikke flyttet ud af København, hvis ikke vi havde unger, men de ville jo aldrig have bedt os om det, og valget er vores. Men de elsker vores hus, deres børnehave, deres nye legekammerat på den ande side af gaden, og så elsker særligt Hugo idéen om KØGE fremfor København. Da de hentede mig i lufthavnen for nogle uger siden, kørte vi bagefter fra Kastrup ind til København for at spise aftensmad. Hugo græd hele vejen derind, fordi han på ingen måder havde lyst til at skulle tilbage til København – han ville kun være i KØGE, bedyrede han. Om morgenen går han nogle gange og nynner “Køge er den bedste by i verden”, mens han leger. Det er lidt skægt og ret fedt!

Og hvad Jon og jeg angår, så er vi også endnu gladere, end vi havde regnet med. Der er dog lidt langt til København nogle gange, vil jeg gerne indrømme. Særligt når kulden bider i kinderne på cykelturen ned til stationen og derefter fra Hovedbanen til kontoret. Men selve togturen er mig en hyggelig pause, hvor jeg kigger på huse og marker, når de suser forbi, og hvor jeg får skrevet indlæg og svaret på mails på mobilen.
Og jeg elsker vores hus! Jeg føler mig sådan rigtigt hjemme for første gang, siden jeg flyttede hjemmefra, og jeg elsker at bo blandt andre huse, som alle sammen udtrykker forskellige personligheder. I København bor alle i lejligheder inde i nogle store bygninger, der ikke siger meget om, hvem de er. Som i sættekasser side om side inde i et stort skab. På sådan en villavej vrimler forhaverne med små afsløringer om dem, der bor indenfor. Forleden gik jeg forbi én, der tydeligvis havde en stærk kærlighed til skildpadder. Overalt i bedet foran huset var der skildpadder udformet i forskellige materialer og størrelser. Det er da hyggeligt!
Vores naboer på den anden side af gaden er så søde, sjove, gæstfri og dejlige – OG de har en søn på 4. The perfect fit!
Og i mandags fik vi besøg af vores nabo til den ene side, som medbragte en 12 år gammel champagne, som vi delte, mens vi grinede og snakkede hele aftenen.
Det lover fandme godt! Jeg er så GLAD for, at vi er flyttet, jeg er lykkelig for, at ungerne er så glade, og så er jeg lettet-happy over at se, at min mand er endnu vildere med livet i en provinsby, end han måske selv havde regnet med. Jeg tænkte lidt, at det kunne gå begge veje med ham, men han har selv indrømmet, at han har det som en fisk i vandet. 🙂

Vi er stadig i nyforelskelsesfasen. Og hvis den klinger af, afløses den af foråret, og jeg har på fornemmelsen, at hvis man kan elske livet i hus nær skov og strand i bidende frost, så kommer man også til at være jævnt tilfreds, når isen smelter, træerne får knopper og blade, fuglene begynder at synge, og terrassen indbyder til sjusser med naboer og venner, mens ungerne leger i det legehus, der er placeret i et æbletræ lige ude i vores have … <3