Sidste fredag fyldte Krapylerne 4 år, og vi havde i den anledning besøg af hele familien til hjemmelavede tapas og lagkager. Berta havde feber om torsdagen, men på sin fødselsdag holdt hun sig troligt under 38. Alligevel valgte vi at udsætte den børnefødselsdag, vi havde planlagt dagen efter for deres venner, da hun ikke var noget mast.

Søndag overtog Hugo hendes symptomer, og han brugte næsten en hel uge på at bide i græsset med over 40 i feber flere dage. Fredag havde han dog været feberfri i næsten to dage, så da røg børnene i børnehave for første gang i deres liv som 4-årige.

I dag skulle vi så fejre fødselsdag med deres venner. Jeg havde bestilt en hermafrodit-kagemand fra det lokale bageri, der er leveret Batman- og Elsa-tema fra partyinabox (reklamelink), og jeg har købt ind til boller og frugtspyd til 10 mennesker.

Men i går fandt vi omsider ud af, hvad det er, der hver aften har plaget Berta på det seneste. En udflugt til vagtlægen, en tur forbi egen læge og to samtaler med telefon-lægevagten har ikke kunne gøre det. Men en ung pige bag disken på Apoteket løste mysteriet. Klamt og simpelt: Børneorm! Ufarligt og ulækkert. Og enormt smitsomt.

Så vi har atter aflyst børnefødselsdagen, og Jon og jeg er nu systematisk i gang med at kogevaske alt, vi ejer og har. Vi tager bad flere gange om dagen og har klippet neglene ned til stumper. Heldigvis har alle det godt dagen lang – det er først om aftenen, at de små svin bevæger sig rundt i deres værtsdyr og dermed gør tilværelsen uudholdelig for min førstefødte. Medicinen siges dog at virke hurtigt, og apoteket åbner klokken 8, og da står Jon klar udenfor i kulden og maser sig ind ad døren så snart, de lemper på den.

De må komme i børnehave og lege med venner så snart, behandlingen er iværksat. Men vores hjem skal jo lige skoldes helt af, før det er forsvarligt sådan at invitere folk herind til os og alle vores ufrivillige husdyr. Hvilket også betyder, at vi må aflyse min søster og svoger, som ellers skulle se efter ungerne i aften, så Jon og jeg kunne komme på date i Køge. Vi har ikke været ude at spise siden 2017, så det smerter mig noget så grusomt, for shit, hvor havde jeg glædet mig.

Men, børneorm. Ækle, vamle, modbydelige børneorm. Og de rammer ikke kun børn, skal jeg hilse og sige. Fy, for pokker! Nåh, de må have mig undskyldt, kære Læser. Jeg skal ud og rulle mig i håndskrift …