Klokken er halv syv, og huset sover. Alle undtagen jeg. Det er for sin vis lidt af et mirakel, og det er noget af det gode, der kommer ud af at have syge børn her i huset. Berta var syg i sidste uge, og hele denne uge har Hugo så været nede og bide i græsset med over 40 i feber. Normalt vågner han troligt mellem klokken 5.58 og 6.10 hver evigt eneste dag, men efter sådan en gang sygdom, trækker han den gerne til henad 7 i et par dage. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kan lide at have syge børn, må jeg da tilstå, at det altså er en bivirkning, jeg ret godt kan sætte pris på.

Efter fire år med at blive vækket tidligt, kan mit sovehjerte dog ikke følge med, så det haler mig stadig op klokken 6. Men nu er jeg begyndt at stå op i stedet for at ligge og ærgre mig, og den der stille halve time, jeg kan score på den konto, på min yndlingsplads i den lille, blå sofa ved vinduet i havestuen, er ret enestående. Dagen lysner langsomt, flere og flere af de andre huse får øjne, morgentrafikken suser effektivt forbi på en hovedvej et sted i baggrunden, og i dag er jorden udenfor hvid af sne.

I dag skal Krapylerne i børnehave for første gang i over en uge, og de skal dele boller ud i anledning af de fire år, de fyldte sidste fredag. Imens de gør det, skal Jon og jeg til parterapi, og bagefter har vi en plan om at spise en frokost sammen og så tage på Arken og se den seneste udstilling. Jeg kan ikke huske, hvad kunstneren hedder, men motiverne er frodige damer i blomstrende omgivelser, og turen derud er ret hyggelig, så det skal vi altså. 😊

Fredagen har et ret fint skær herfra, hvor jeg sidder, og jeg håber, at I, der læser med, har det på samme måde. Nok er den kold, men med varme tæer og udsigten til weekend i baggrunden, kan den lige glide ned. Nu vil jeg tænde ild i brændeovnen og spise noget græsk yoghurt med honning.

Møs til jer! ❤️