De oplevelser, jeg havde i de 48 timer, jeg var i Benin, sidder stadig uløseligt fast i mig, og det tror jeg altid, de vil gøre. Det håber jeg. Den dag, magien begynder at slippe sit tag, booker jeg straks en billet og flyver tilbage på visit.
Men indtil da føler jeg ikke, jeg kan komme videre herhjemme, før jeg har delt historierne fra alle de mennesker, hvis hverdag jeg fik lov at forstyrre og få et indblik i, mens jeg var i Benin.

På andendagen lagde vi ud med et besøg på en skole.
Jeg havde forventet, at der nok ville vente mig en oplevelse, der mindede om besøget i børnehaven, but boy, was I wrong. Da vi kørte ind på gårdspladsen foran skolen så jeg, at de i alt 600 børn og deres 6 lærere (jeps! 100 børn i hver klasse) stod på to rækker ude foran skolen. Imellem dem stod en pige med en stor balje vand.
“Nu skal du gøre dig klar til at holde en tale”, sagde min tolk. Jeg grinede og slog ham på skulderen, da jeg troede, han tog pis på mig. Men det gjorde han ikke. Han sagde, at når jeg kom tættere på, ville pigen med baljen kaste vandet ud på jorden, og så skulle jeg gå henover det. Det var et tegn på, at jeg var meget velkommen. Og det gjorde hun så. Et sekund håbede jeg, at hun ville ramme mig, for de 34 grader bagte virkelig ned på os alle sammen. Men hun virkede mere øvet end jeg, så hun kastede, og jeg gik.

Rektoren havde rullet seks kæmpestore højttalere ud på pladsen mellem skolebygningerne og modtog mig med lovprisninger, som han råbte højt i en mikrofon. Herefter sang børnene en sang for mig og fremsagde nogle vers, og det hele var så overvældende, at jeg kneb en tåre. Så fik jeg stukket mikrofonen lige i masken og blev bedt om at sige et par ord til forsamlingen. Jeg gjorde mit bedste for at fortælle børnene, hvor stort det var for mig at opleve, hvor meget de har opnået og til stadighed opnår hver eneste dag for de midler, sponsorerne fra BØRNEfonden sender dem. Rektor virkede tilfreds, og så blev jeg vist ind på hans kontor, hvor han fortalte, at de senere på dagen havde arrangeret en stor ‘handicap awareness day’ på skolen. Meningen var at hjælpe handicappede børn til forståelse fra omverden og sikre, at de også får mulighed for uddannelse. Så fint et initiativ!

Overalt i skolegården var der hængt plancher på med illustrationer, der viste, hvordan en kørestol har brug for ramper, og hvordan man sagtens kan deltage i undervisningen, selvom man eksempelvis mangler en arm. Herefetr strøg rektoren over i en af skoleklasserne og bad mig følge med. Han gik direkte hen til en lille dreng og bad ham rejse sig op, hvilket han gjorde, og så pegede han på drengens hånd og ben for at vise mig, at drengen var handicappet – men stadig deltog i undervisningen. Da vi atter var udenfor, spurgte jeg rektoren, om drengen kun havde et fysisk handicap, eller om hans begrænsninger også påvirkede hans åndelige formåen. Han svarede, at drengen også er mentalt handicappet, men at han deltager på lige fod med de andre børn. Lærerne taler bare lidt langsommere til ham. 
Børnene på skolen var, ligesom i børnehaven, meget alvorstunge. De smilede ikke, når der var voksne i nærheden, og min fornemmelse er, at de har lært, at de er nødt til at forholde sig roligt, da der er 100 børn i hver klasse. Jeg spurgte rektoren, og han sagde “They come here to LEARN”.
Men da rektoren smuttede udenfor lokalet, lod jeg mig gribe af musikken fra gården og gav mig til at danse oppe ved tavlen, hvilket fik børnene til at bløde op, grine og pjatte, og det var så fedt at se dem være børn – sådan som jeg bedst kender børn, i hvert fald. Vi tog også billeder, som jeg printede til dem på min lommeprinter, og dét var et hit!
Det er ret svært at kende forskel på drenge og piger i Benin, da de stort set alle sammen har fået raget håret helt af. Jeg gætter på, at det handler om hygiejne. Men de var smukke aaaaalle sammen!

Benin er helt sikkert et andet sted i forhold til Danmark, når det kommer til undervisning – og undervisning af handicappede. Men jeg synes, det er så fedt, at man sætter ind i forhold til de tabuer, der ellers har været i forbindelse med handicap. Og jeg synes, det er så SKØNT, at det sker på en skole fuld af børn, så de allerede tidligt lærer, at vi skal acceptere hinanden uanset vores forskellige forudsætninger.

Der er stor fattigdom i Benin, og min sponsorfamilie ejede ikke andre ejendele end deres tøj, nogle gryder og farens symaskine. Det kan være svært at undsige sig, at det får en til at tænke, at alt i livet så kun handler om at skaffe smør til brødet (eller rettere: majs til majsgrøden) og vand til overlevelse. Men det gør det ikke. I skolen lærer mit sponsorbarn, Mouchi, eksempelvis om verden, sine muligheder og om at bekæmpe fordomme og mange andre ting. Præcis som alle andre steder i verden. Min opfattelse af Benin er, at livet på mange måder er meget anderledes og meget mere enkelt her, end det er i Danmark (på ondt OG godt), men aspirationerne, drømmene og målene er ikke mindre af den grund.

Når man er sponsor for et barn gennem BØRNEfonden, er det barn sikret gratis skolegang. Det har en fuldstændig uvurderlig betydning, da min sponsorfamilie eksempelvis ellers ikke ville kunne lade Mouchi komme i skole. Men fordi, hun modtager undervisning og inspireres hver eneste dag, får hun en dag muligheden for selv at bestemme, hvem og hvad hun gerne vil være – i stedet for være nødt til at arbejde i marken allerede som barn, fordi hendes forældre ikke kan betale for skolegangen. Det gør mig stolt og glad, at jeg er med til at gøre den forskel.

Hvis man kunne tænke sig at blive sponsor for et barn gennem BØRNEfonden (det koster 230 kr. pr. måned og er fuldt fradragsberettiget!) kan man melde sig til HER!