Sådan en formiddag som i dag kan jeg nogle gange godt nærmest skamme mig lidt over. Jeg har sovet dårligt i nat, og Jon og jeg har en date-dag i kalenderen, så nu hvor børnene er afleveret i børnehave, starter jeg dagen ud i badekaret. Simpelthen. Med skum og bobler, blød musik og min iPhone! Og jeg føler mig mere priviligeret, end det nærmest er fair.

Jeg har jo også prøvet at have jobs, som jeg var ualmindeligt træt af. Jeg har haft fritidsjobs non stop, siden jeg var 12 år gammel, og der gik ret mange år, før jeg fandt et job, jeg synes var sjovt. (Bartender. Det var fandme sjovt! Men det duer jo ikke rigtigt som 12-årig..)

Nu lever jeg af at klø mig i navlen, jeg har rejst mere de sidste tre måneder, end jeg for bare få år siden havde troet, jeg skulle gøre om året, jeg haler tirsdage ud af kalenderen og bruger dem på dates med min mand, og dagen efter en dum nat, lægger jeg ud med et skumbad. Jeg er vanvittigt heldig, jeg ved det, og jeg sætter sindssygt stor pris på det.

Grunden til, at jeg skammer mig lidt over det er nok, at jeg virkelig godt kan huske dengang, jeg havde jobs, jeg ikke var glad for. Bevares, mange af dem var jeg også begejstret for! Men når man sidder på et arbejde, man ikke gider, og nidstirrer sekundviseren på sit ur ondt i forhåbning om, at man kan få de til at løbe lidt hurtigere i sin vandring rundt om midten, er det fandme irriterende at se feriebilleder fra Maldiverne eller høre om folk, der ligger og fiser i et badekar (for ja, det gør jeg. Det er jo sjovt, altså).

Nu er jeg heldigvis ret overbevist om, at langt de fleste af jer, der læser med, er glade for jeres liv. Ligesom jeg er glad for mit liv. Og ligesom at jeg en sjælden gang imellem godt kunne tænke mig et job med lidt skarpere grænser mellem arbejde og fritid og visheden om, at der hver måned tikker præcis det samme beløb ind på min konto (+ feriepenge, pension og løn under sygdom), så kunne nogle af jer, der læser med, måske også godt tænke jer en badekarsformiddag i ny og næ. Og måske er det den følelse af, at man nogle gange gerne vil have noget andet, der gør, at man holder fingeren på pulsen og mærker efter, om man er tilfreds der, hvor man er. Plus minus.

En anden gang, jeg i et indlæg nævnte, at jeg godt er klar over, hvor heldigt stillet, jeg er med mit arbejdsliv, var der nogle læsere, der skrev i kommentarfeltet, at jeg altså skulle droppe den der smådårlige samvittighed. For nok fiser jeg den af og til af nu, men jeg tog altså også en chance, da jeg sagde mit gode job på Aller Media op og gik solo. Og jeg tjente ikke det, jeg havde brug for, fra starten. Og der var og er ikke noget sikkerhedsnet. Den slags chancer udmunder i det ene eller det andet. Og det er jo sandt nok. Og flinkt kommenteret, i øvrigt.

Lige nu er det for mit vedkommende ‘det andet’. Det, der gør, at jeg kan arbejde fra både Benin og badekaret, og som betyder, at forbi Jon har fødselsdag i morgen, kan vi tage fri i dag og fejre ham bare os to, mens ungerne er i børnehave (vi har ikke fundet en køgegensisk barnepige endnu, så det er nemmere med dagsdates).

Og jeg aner ikke, hvor længe, det varer. Måske løber jeg tør for ord en dag. Måske overhaler YouTuberne mig, måske bliver I trætte af at høre om min lommeuld, og måske viser Internettet sig at være en døgnflue. 😄

Og indtil da nyder jeg mit liv og arbejdsliv med alt, det indebærer, og er jer, mine chefer, ualmindeligt taknemmelige for, at I følger med, kommenterer, diskuterer og involverer jer. Det bringer mig mere glæde, end jeg tror, I ved, og samtidig gør det, at jeg konstant overvejer mit liv, mine følelser og min opfattelse af ting. I holder mig vågen, til ilden, gør mig nysgerrig og glad. Glad i bad. 😊

TAK! ❤️