Jeg synes, jeg har prøvet ret meget ret imponerende i mit liv. Især efter, at jeg er begyndt af at leve af at være blogger. Men den, jeg havde her til formiddag, tog pusten fra mig og gav mig tårer i øjnene på en helt anden og meget mere fantastisk måde. Egentlig var det blot mig og en familie med børn på mine egne ungers alder, sådan cirka, der spiste frokost sammen. Men mens, det stod på, kunne jeg mærke en lille hæklenål, der lige så fint broderede oplevelsen ind i mit hjerte. Ja, undskyld, jeg bliver rørstrømsk, men det var fandme vildt!

Jeg har fået lov at komme på besøg hos familien til det barn, jeg er sponsor for gennem BØRNEfonden. Jeg har fløjet i 36 timer, og endelig var jeg her, og familien bød mig og mit beskedne følge af en medarbejder fra BØRNEfonden i Danmark (Ask), en chauffør, en lokal medarbejder fra BØRNEfonden og en tolk – ligeledes fra BØRNEfonden. Det var så stort at få lov at komme ind i deres hjem.

Vi var alle sammen ret betuttede til at starte med, familien og jeg. Den lokale områdechef fra BØRNEfonden var også med, og hun var så sød og venlig, men også meget serviceminded, så hun forsøgte hele tiden at få Mourichidath, som mit sponsorbarn hedder (det viste sig, at der var en lille stavefejl i de papirer, jeg har fået, så hun hedder altså Mourichidath og ikke Mouridridath, men vi fik heldigvis lov at kalde hende Mouchi, som er hendes kælenavn) til at stå, sidde og være i nærheden af mig. Og hun var enormt genert. Og det var hendes forældre også, så det blev jeg også. Jeg ville så gerne vise den behørige respekt som gæst i deres hjem, men jeg ved jo ikke, hvordan man bedst gør det her. Da vi ankom og gav hånd, nejede de alle sammen helt ned i knæ, så jeg gjorde det samme, hvilket fik dem til at fnise undertrykt, da det åbenbart er værternes tjans og ikke gæstens.

Faren var lidt mindre genert end moren, så vi havde en hyggelig snak gennem den tolk, jeg rejser rundt med. Han fortalte, at han har boet i huset i 10 år. Han og hans konehar Mouchi på snart 6 år og lille Deen på otte måneder. Jeg fik lov at se deres hus indefra, og faktisk bruger de kun en tredjedel af huset til egen beboelse. Der var kulsort inde i hytten, og i det bagerste rum var en seng, hvor hele familien sover. Det forreste rum indeholdt nogle potter og gryder. Livet leves udenfor, hvor der var et ildsted omgivet af et lille hegn af flettede palmeblade, og det var mit klare indtryk, at de oftest opholder sig på den overdækkede terrasse, hvor vi også sad.
I den anden ende af huset bor to andre drenge, som familien tager sig af. Den ene er morens lillebror, og den anden er farens nevø. Det er åbenbart meget almindeligt, at børn sådan bliver sendt rundt til den del af familien, der bedst kan tage vare på dem på et givent tidspunkt. Så forældrene har forsørget fire børn de seneste år, og det er først et halvt år siden, at de kom ind i BØRNEfonden, og jeg blev sponsor for Mouchi. OG de tager sig også af farens forældre, der bor i en lille bitte hytte for enden af deres.
Moren er frisør, og faren er skrædder. Han er bedst til at sy herretøj, men han kan også udføre simple designs til Mouchi. Man vil måske bemærke, at Mouchi ved vores besøg havde den samme kjole på, som hun har på det billede, jeg fik af BØRNEfonden, da jeg blev hendes sponsor. Det er det fineste tøj, hun har, så det kommer frem ved særlige lejligheder. Forældrene har dog ikke så meget gang i deres forretninger, som de driver fra terrassen, så som oftest arbejder de i det stykke jord, de har, hvor de dyrker majs og korn. Det stykke jord, de ejer, hvor deres hus ligger, var så hyggeligt og frodigt. Palmer og bevoksning over det hele og masser af plads for børnene at lege på foran huset.

Da vi havde snakket i en lille time, bød moren os på frokost. Jeg var faktisk blevet advaret mod at spise mad ude i landsbyerne, men det råd kunne jeg altså ikke følge. Det virkede som en meget rituel ting, og det var tydeligt, at hendes nervøsitet gled lidt i baggrunden, da hun fik noget mellem hænderne. Alle gæsterne spiste, og det samme gjorde Mouchi, mens forældrene bare kiggede på. Maden var den traditionelle majs-grød og en stærk tomatsovs. Der var to hele æg i retten, og dem fik Ask, ham jeg rejser med fra BØRNEfonden i Danmark, og jeg.
Jeg spiste min mad, og den smagte seriøst lækkert! Til maden drak vi appelsinjuice, som blev serveret i form af hele appelsiner, som man bidder hul på og gnaver i, til saften kommer. Det var så stort og enkelt på samme tid at sidde dér på deres terrasse og spise frokost, mens høns og kyllinger pippede og fes rundt om fødderne på os.

Mouchis far fortalte mig, at familien er så lykkelig over at have fået en sponsor og være blevet en del af BØRNEfondens program. Fordi de bor i en landsby, hvor BØRNEfonden arbejder, har de i et stykke tid haft fordele som eksempelvis en brønd med rent vand i nærheden. Men nu får de mulighed for at sende Mouchi og senere også hendes lillebror i skole, ligesom at familien får økonomisk tilskud til at få hverdagen til at hænge sammen. Faren fortalte mig, at han drømmer om, at Mouchi engang skal gå på universitetet.

Der er stadig 206 børn i området Massé, som min sponsorfamilie bor i, der drømmer om at få en sponsor gennem BØRNEfonden, og jeg kan ikke anbefale det nok! I BØRNEfonden har alle de børn, der er en del af programmet, kun én sponsor. Alle facts er ikke altid helt korrekte (eksempelvis stod der i mine papirer, at faren var IT-kyndig, men arbejdede som bonde, mens sandheden er, at han er skrædder, men primært lever af at være bonde), og så var der en lille stavefejl i Mouchis navn, men det er jo seriøst småting. Når man tænker på, hvor svært det var for en organisation som Air France at sende mig til Benin (tjek min Instagram), er det måske ikke så mærkeligt, at nogle facts går tabt på vej fra en jordhytte udenfor Cotonou til et murstenshus i Køge.
Flere gange om året drager BØRNEfondens lokale medarbejdere (og det er altså lokale, der er ansat. I Benin arbejder kun to danskere, hvilket er genialt, for så bliver lønningerne jo i området) ud til alle sponsorfamilier og tjekker op på, hvordan det går med dem, om børnene trives i skolen og skriver rapporter, som en gang om året bliver sendt til de respektive familier.
Alle detaljer er endnu ikke på plads, men i april kommer jeg til at holde en lille, festlig aften i København til ære for jer, der læser med, som er sponsorer gennem BØRNEfonden. Det eneste krav, der er for at komme er, at man har et sponsorbarn gennem BØRNEfonden, og jeg håber sådan, at nogle af jer, der endnu ikke er sponsorer, kunne tænke sig at blive det! Hvis I overvejer det, så klik her. I vil ikke fortryde det. Seriøst, jeg lover det! 🙂

Skulle nogen ligge inde med spørgsmål (alle er velkomne, også de ufine) til det at være sponsor gennem BØRNEfonden, som I gerne vil have svar på, så skriv spørgsmålet herunder. Det, jeg ikke selv kan svare på, får jeg hjælp til! BØRNEfonden er så fed en organisation, og jeg er så stolt af at være en del af den, og jeg vil så nødig have, at misforståelser skulle ligge i vejen for, at nogle skulle vælge at hjælpe et barn i Benin til en fremtid.

Læs mere og bliv sponsor her!