Jeg beklager billedet ovenfor! Jeg har besøg af Miriam fra Miriams Blok i dag, og hun sidder overfor mig på kontoret. Og jeg hader, når folk ser mig tage selfies. Så det her er taget i det sekund, hun var optaget af sin mobil og ikke så det … Tosset, ikke? Man vil ikke ligne en idiot overfor ét andet menneske, og derfor ligner man nu en idiot overfor en masse andre. Hehe.

Anywho!
I dag er min sidste dag på kontoret i ret langt tid. På søndag drøner jeg jo til Benin med BØRNEfonden, og jeg er retur igen torsdag morgen – så resten af dagen og fredagen med er tiltænkt Krapylerne og deres hunky far. Og ugen efter er det påske. Og ugen efter påske tager vi tre dage til Barcelona. Vi ville egentlig have brugt påskeferien på det, men flybilletterne var markaaant billigere i dagene lige efter påske, og med en arbejdsløs mand og en dame, der kan arbejde over det hele, gav det jo fin mening.
Eneste problem er, at jeg har lidt svært ved at arbejde overalt, nu hvor ungerne ikke længere sover middagslur. Så jeg prøver at få svaret alle mails i dag – også dem, der kommer de næste 14 dage, høhø.

Som en lille prokrastination har jeg forfattet 10 facts om mig herunder. Det er lidt en blandet landhandel i dag, men hey – god weekend! 🙂

  1. Jeg har udfyldt et sikkerhedsark hos BØRNEfonden i forbindelse med min rejse til Benin i Vestafrika på søndag. Med fysiske kendetegn og ting, jeg skal sige, hvis jeg bliver ‘tilbageholdt’, som de kalder det, så de kan vide sig sikker på, at det ér mig. Det har jeg altså ikke prøvet før!
  2. Jeg har i dag været til presseevent i Magasins Gourmet-afdeling, og jeg har bagagerummet fyldt med store bøffer og chokolade, som jeg fik med hjem som gave. Og det går ikke helt i spænd med det faktum, at jeg gerne vil tabe et par hundrede gram eller tre. 😉
  3. Min far fyldte 69 i går, og min søster og jeg har givet ham en weekendtur sammen med os to til Prag i september. Og jeg glæder mig helt sygt! Vi tre har ikke været ude at rejse sammen alene siden sommeren 2002.
  4. Jeg får tit dårlig samvittighed overfor Vibeke. Vibeke er navnet på den damestemme, der bor i vores Ford. Har Jon og jeg bestemt. Eksempelvis er der et sted på motorvejen fra København til Køge, hvor Vibeke ikke har opdaget, at der er motorvej, så hun tror, jeg kun må køre 50. Derfor tordner hun derud af med blink og advarsler, når jeg kører omkring 100, som man jo altså helst skal på en motorvej, og jeg er altid lidt nervøs for, at hun ser ned på mig.
  5. Hugo er syg igen i dag … Han havde feber tirsdag, kom sig onsdag og var så i børnehave torsdag. Men dagen sluttede med en 4-års-vaccine, og nu har han feber igen. F.U.C.K. Og stakkels knægt, altså!
  6. Jon og jeg har lige købt flybilletter til vores næste, store familierejse med ungerne. Altså sådan langt væk i tre uger, ligesom at vi sidste år var i Mexico og året før i Sri Lanka. Jeg glæder mig helt vildt! Det bliver så anderledes denne gang, fordi børnene er så meget større og opfatter så meget mere, også slipper vi for bleer. Og ja, middagslure! Det bliver på alle måder meget mere en FAMILIEferie! YAY!
  7. Forleden aften fik vi jordbær med vanilleflødeskum (seriøst: MUMS!) til dessert, og mens han spiser, siger Hugo pludselig henført “Det største jordbær i skålen – det er vores families kærlighed …”. Vi tabte vores skeer og kiggede på hinanden, og Hugo forbød os altså at spise bærret, som skulle bevares.
  8. I går blev ungerne passet af deres farfar for første gang. Da han skulle putte dem, bad Berta om at få sunget “sin sang”, altså ‘Solen er så rød, mor’. Farfar måtte indrømme, at han ikke kunne huske mere end de første tre linjer, hvortil Berta svarede, om han ikke bare kunne finde den på sin mobiltelefon? Jeg KAN ikke beslutte mig for, om jeg er stolt eller flov.
  9. I morgen skal vi alle fire til premiere på Peter Kanin, hvor Jon og jeg har lagt stemmer til et meget snobbet ægtepar, der lige har købt hus på landet. Det’ da meget skægt. 😉
  10. Min rabatkode til Boozt gælder i dag og i morgen med! Hurry up, der er fede ting til gode priser! Og her er selvsagt talt om reklamelinks. 🙂