Før jeg fik børn, ville jeg aldrig nogensinde have karakteriseret mig selv som kontrolfreak. Nok snarere det modsatte. Jeg havde aldrig styr på noget – andet end at komme til tiden. Det har min sønderjyske far lært mig. Min far og det faktum, at vi boede så langt ude på landet, at der ofte var to timer mellem rutebilerne ind til byen. Hvis man kom for sent til bussen, gik man glip af festerne, og jeg har aldrig været typen, der gik glip af festerne. Så tiden havde jeg styr på, men ellers ikke meget andet.
Så fik vi børn, og samtidig med, at vi fik børn, blev jeg jo mor. Og jeg har ikke selv nogen mor. Hende mistede jeg et lille år efter, at jeg var flyttet hjemmefra. Min mor var ikke perfekt, for det er der ingen (mødre), der er, men måske i lyset af sit fravær blev hun det i min erindring, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være mor på samme måde, som hun var det.

Nogle kvinder, har jeg lært, bliver mor, når de føder. Nogle sågar i det sekund, de bliver gravide. De har helt fra starten en kraftig mavefornemmelse af, hvad der skal gøres, moderinstinktet er svejset ind i rygraden på dem, og det hele føles naturligt fra starten. Og så er der andre, som er anderledes, og dem er jeg iblandt.
Os, der bliver mor hen ad vejen. Jeg har lært tingene løbende, jeg vidste dem ikke fra starten. Jeg kunne ikke regne ud, hvor meget tøj, ungerne skulle have på, første gang vi gik tur med dem en frostkold dag i marts 2014, og det kom til at betyde, at de blev for kolde, og deres kropstemperaturer dalede til 35, et-eller-andet. Jeg får stadig galoperende mavepine, når jeg tænker på det, og den oplevelse er måske kommet til at stå som synonym for (lidt for) meget i min opfattelse af mig selv som mor.
Da ungerne blev født, var de eksperter i at være babyer, og jeg følte det som om, at jeg var i praktik på mor-kontoret. Men siden har jeg læst, lært og lyttet mig vej, og nu ved jeg præcis, hvordan mine børn skal klædes på hvornår, hvad jeg skal gøre, når de har feber, hvordan jeg tackler det, når de slår sig, og hvordan jeg bedst trøster, når de er bange eller syge. Men de og deres behov forandrer sig konstant, og jeg gør, hvad jeg kan, for at følge trop. Jeg har en langt større selvtillid i projektet nu, end jeg havde dengang, omend jeg konstant stiller spørgsmålstegn ved, om det jeg gør, er rigtigt, godt nok, som min mor ville have gjort det, og om jeg kommer til at forme ungerne på den måde, jeg gerne vil. Et levn fra dengang, de var lidt for små, og jeg var meget ny, tror jeg.

Og jeg spænder ben for mig selv noget af tiden. Og for andre i familien. For den følelse af kontroltab, jeg fik, da ungerne kom til verden, og jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre, har gjort mig til noget, jeg aldrig har været før: En kontrolfreak. Da børnene var spæde, fik de næring gennem en sonde, og fordi de var lidt tidligt på den, var det meget vigtigt, at de fik nok at spise. Og det var mit ansvar. Og Jons, bevares, men fordi naturen havde tiltænkt, at den næring skulle komme fra mine babser, og fordi den efter sonde-tiden gjorde det i et halvt års tid, føltes ansvaret som mit. Måske også fordi, at Jon ikke var så bange som mig, følte jeg ansvaret større. “Kunne han ikke se alvoren?” “Hvis jeg ikke tager bagvagten og eftertjekker alt, går det her helt galt!”

Nu er vores børn så store, at de selv henter en tallerken og nogle havregryn, når de kommer ned i køkkenet om morgenen. Og alligevel er jeg der altid for at tjekke. Får de nok at spise, har de tøj nok på for sådan en tidlig morgenstund, er tænderne forsvarligt børstet? Hvad er det for et blåt mærke? Er det almindeligt?
Og det er trættende. Jeg går og tjekker alle og alting hele tiden. Alle antenner er altid slået ud, og når andre omsorgspersoner ikke lever op til mine høje kvalitetskrav, kan jeg blive godt gammeldags strid. Det betyder, at jeg godt kan være en sur mokke derhjemme, selvom der i bund og grund intet er at være sur over. Som for at sikre artens overlevelse i Lei Lange-huset, er jeg alt for alvorlig, alt for spændt op og alt for lidt sjov. Især de seneste måneder.

Ikke hele tiden. Jeg danser også i badet, laver ansigter i morgenmaden, tager pis på mig selv og Krapylerne og alt sådan noget. Men der er hele tiden tændt for en dum, lille nazi-type inde i mit baghoved, som overvejer, vurderer og giver karakterer. Og det er sindssygt opslidende. Det gør, at jeg kan have svært ved at rumme det støjniveau, der mange gange dagligt naturligt følger med at være en familie med to små børn, og det gør, at jeg vrænger af min elskede mand, når han ikke gør tingene sådan, som jeg lige synes, de skal gøres.

Og hold nu KÆFT, hvor er jeg træt af at være den MM! Jeg er også enormt mange ting, jeg er glad for og stolt af, og jeg er rigtigt god til at se lyst op tilværelsen. Set helt oppe fra helikopteren er jeg sikker på, at jeg udfører opgaven som mor godt og dueligt. Men jeg er så træt af hele tiden at overveje, om jeg gør.

Så det vil jeg holde op med. Hvis man kan lave nytårsforsætter, når ens unger starter et nyt år, så lad dette være mit i anledning af Krapylernes nylige fødselsdag. Jeg vil holde op med at tjekke, efterregne, kontrollere og disektere. Jeg vil være mere til stede i stedet for konstant med det ene kammer af min hjerne at overveje, om det, jeg gør, er rigtigt. (Og jeg vil lade være med at skælde mig selv ud, når det ikke lykkes. Ting Ta’r Tid). Jeg vil gerne have, at mine børn skal vokse op med den version af mig, som jeg godt kan lide – ikke med et regneark, der mister tålmodigheden, fordi alt skal være rigtigt hele tiden.

Man kan ikke ændre på andre. Men hvis man virkelig vil, kan man ændre sig selv, og det er jo derfor, vi er her, ikke? For at lære, udvikle os, suge til os af det, vi vil, og fordrive, forandre og forbedre det, der ikke virker for os. Heldigvis er jeg velsignet med en skytsengel af en ægtemand, som giver mig plads, rum og mulighed, og som spejler mig – også når jeg ikke ligner et selfie taget med den nye iPhone X. Og så kan jeg se det, jeg vil arbejde med. Og det er jeg i gang med nu. I mit dejlige hus i Køge med min lækre familie omkring mig. Og solen skinner. Det er hårdt og spændende, og jeg glæder mig. ❤️