Jeg har været i Marrakech en del gange efterhånden, men alligevel var det lidt som om, at den tur, jeg lige har været på, var den bedste. Selskabet og vejret gjorde selvsagt sit. Det er koldt om aftenen og om natten, men i løbet af dagen kom temperaturerne op på 20 grader, så vi sad i T-shirts med lukkede øjne og nød at mærke varmen i ansigtet, mens vi spiste frokost alle dagene.

Jeg tænkte, mens vi var afsted, at når jeg kom hjem, ville jeg lave en guide! Sådan en “hvis du ikke ved, hvad du skal lave i Marrakech, så tag udgangspunkt i det her”! Sådan nogle læser jeg tit om andre storbyer, og jeg tænker, at den også er god at have i baglommen, hvis man skal på tur til Nordafrikas fineste by.
Hvis man tager børn med, hvilket jeg på ingen måde vil fraråde, vil jeg måske ikke følge lige dénne guide, men jeg tænker, at den er god, hvis man er på veninde- eller kærestetur på en 2-3 dage.

Nina og jeg bestilte billetter på Norwegian, og så bookede vi hotel på Booking.com. Vi boede på Riad Challa, hvor jeg ikke har boet før, og der var både fordele og ulemper.
Til den gode side lå det virkelig centralt. Kun 3 minutters gang fra den store plads, Djeema el-Fna og indgangen til souken. Desuden var der virkeligt rent og varme på værelserne (det er der altså ikke alle steder), og så var det ret billigt. Vi gav 1.200 kr. for tre nætter for to personer. Altså 200 kr. pr. nat pr. dame.

Det, der trak lidt ned var, at den her riad var en del større end dem, jeg normalt bor på. Det gjorde det hele en del mere hotel-agtigt, end jeg er vant til i Marrakech. Jeg foretrækker riads med 5-6 værelser, hvor det er ejerne selv, der står for det hele. Det er så hyggeligt! Værelserne i Riad Challa var også mere hotel-agtige med hvide vægge og hvidt sengetøj, hvor jeg er mere vild med de steder, hvor de har gejlet det hele lidt mere op. Desuden var morgenmaden ikke inkluderet. Den kostede så kun 6 Euro, men den var ikke særligt god. De var meget stolte af at have omfavnet buffetkonceptet, men i Marrakech vil jeg sgu’tte have cornflakes og juice fra karton. Jeg vil have frugtsalat og marrokanske pandekager og friskpresset juice. 🙂
Men! Det var billigt, rent, pænt og enormt centralt!


Dag 1 – souk, god mad og bytur
Vi ankom sidst på eftermiddagen, men heldigvis boede vi jo så centralt nok til, at vi kunne tjekke hurtigt ind, drikke en kop myntete og så stæse ned i souken! Det er den perfekte måde at akklimatisere på, og det føles så vildt at stå dér mellem handlende og kilovis af safran, håndlavede lædertasker og pulverfarver i alle verdens afskygninger og mærke solens stråler i nakken og tænke på, at for bare få timer siden stod man faktisk og småfrøs udenfor en flyver i København. Vi fik købt lidt læbepomade og sonderede terrænet for tæpper og diverse, og efter et par timer bevægede vi os ned til caféen NOMAD, som ligger på den lille plads med alle krydderierne, Place Des Epices.
Her fik vi lidt lækkert at spise og endnu en kande sød te, mens solen gik ned over minareterne, som sang i baggrunden.
Tilbage i riaden tog vi os et bad og sprang op i stiletten (det er første gang, jeg har taget sådan nogle med til Marrakech), og så fik vi vores riad til at stå for en taxa ud til restaurant Bo-Zin, som viiiirkelig er et besøg værd. Vi havde fået et bord kl. 22.30, og der skulle faktisk gå yderligere en halv time, før vi kunne blive seatet. Restauranten, der er asiatisk inspireret, var fyldt til randen med mænd i jakkesæt og kvinder kjoler og mavebluser. Der var homoseksuelle mænd og letpåklædte kvinder, og alle de tanker, jeg havde om muslimske normer, måtte pænt træde i baggrunden, mens vi drak fantastiske cocktails, spiste vanvittigt lækker mad og gloede på resten af selskabet, til vores øjne var ved at trille ud af hovederne på os.

Dag 2 – souk, hammam, massage og hygge
Vi startede dagen langsomt ud med at sove længe (mest Nina) og læse krimi (mest mig), og så spiste vi morgenmad i fred og ro på riad’en, inden tullede ned i souken, hvor jeg købte en lampe udformet som en globus.
Til frokost besøgte vi Terrasse Des Epices, som har samme ejere som NOMAD, hvilket tydeligt ses. Den ligger dybt nede i souken, men er alligevel relativt nem at finde – især med iPhone. Det er så dejligt et sted at sidde og få en pause fra larmen og balladen i souken. Man sidder på terrassen og spiser udendørs, og så kan man få udleveret en stråhat, hvis solen er for skarp. De har et fint udvalg af både marokkansk og mere europæisk mad, og menukortet har været det samme i de seks år, jeg er kommet der. Don’t change a winning team!
Efter endnu en tur rundt i souken, hvor vi for vild og endte i en ende, jeg aldrig har set før, smukkede vi retur til Riad Challa. Et andet plus, jeg ikke fik nævnt, er nemlig, at de har eget spa. Mini-spa, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre god! For 350 kroner fik vi først en traditionel hammam med indsæbning og en scrub så grundig, at jeg er sikker på, at jeg har tabt i hvert fald 300 gram. Derefter blev vi smurt ind i en rassoul-kropsmaske, og så blev vi skyldet af og pakket ind i en badekåbe. Herefter fik jeg en manicure OG en pedicure, hvilket tog omkring 45 minutter, mens Nina fik det, hun efterfølgende kaldte en af sit livs 5 bedste massager, og så byttede vi. Det var SÅ dejligt, og efter endt luksus, kunne vi jo behændigt trisse op på værelset og slappe lidt af med vores bøger. Behandlingerne tog sammenlagt små tre timer, og det var så dejligt! Og billigt.
Om aftenen hoppede vi igen i stiletterne og tog en taxa til restauranten Comptoir Darna. Vi havde fået et bord klokken 19, hvilket måske var lidt tidligt, selvom det faktisk var søndag. Men vi hørte, at der kl. 22 ville komme mavedansere og ildspydere. Noget, jeg egentlig synes lyder ret turistagtigt, men sådan tror jeg egentlig ikke, restauranterne dernede opfatter det. Det synes bare, det er cool.
Vi fik lækker mad, og der var fint, men hvis jeg skulle vælge, ville jeg altid nappe Bo-Zin. Og næste gang vil jeg forsøge at nå at spise en middag på Buddha Bar. Men vi var trætte, så selvom området faktisk lagde op til fuld basarm, smuttede vi tidligt retur til vores bløde senge.

Dag 3 – hemmelige haver og udendørs aftensmad
Vi vågnede ret tidligt på den tredje dag, og så droppede vi morgenmaden på hotellet og smuttede ned på Place Des Epices allerede ved 9-tiden. Det var ret sjovt at se byen vågne langsomt og mærke, hvordan solen lige så stille fik mere og mere fat i dagen. Vi satte os på tagterrassen på Café Des Epices (igen samme ejer som Terrasse Des Epices og NOMAD, men en kende mindre flashy), hvor vi bestilte klassisk morgenmad med pandekager, yoghurt og æg samt kaffe og myntete, og så sad vi og kiggede ud over pladsen og byen i i hvert fald en time. SÅÅÅ dejligt!
Herefetr hoppede vi i en taxa (de koster altså ikke det store i Marrakech) og tog ud til Jardin Majorelle, som er Yves Saint Laurents berømte have. Vi var blevet anbefalet at komme tidligt, og da vi kom klokken 11.30, forstod vi hvorfor, vi burde have taget den anbefaling til hjerte. Køen var flere hundrede meter lang, og det orkede vi ikke. I stedet spadserede vi tilbage til medinaen, hvor vi så ankom fra den anden ende, end man gør fra pladsen. Derfor fik vi set en masse stader, som ikke er forbeholdt turister, men mere de lokale. Stader med kyllinger, der lå klar, plukket og salgsklar på en disk ganske uden is eller kulde. To meter bag dem stod levende kyllinger på skuldrene af hinanden og skræppede op og ventede på at blive slagtet. Velsagtens en noget billigere form for opbevaring end en fryser. Og lidt mere makaber og uhygiejnisk. Vi zigzaggede rundt i medinaen i et par timer, og til sidst endte vi atter på NOMAD til frokost. Jeg er en kende mere eventyrlysten, når det kommer til lokal spise, end min rejsemakker, og på disse etablissementer er man ikke i tvivl om, at maden er tilberedt til perfektion. Vi fik squash/feta-frikadeller og tagine, og solen gav os fregner på næsen imens.

Efter frokost begav vi os ned til Le Jardin Secret, som ligger nede i souken, og det skulle vise sig som en fin erstatning for Jardin Majorelle. Den yndigste have med små plateauer og også et par caféer, hvis man skulle have lyst til et hvil. Jeg vil anbefale at besøge en af disse haver, da der er noget ret skønt ved at erstatte den larmende bymidte med noget så smukt og tyst for en stund.
Til aftensmad delte vi den lidt op. Vi var begge for trætte til at skulle have stiletter på, og da vi skulle tidligt op næste morgen, måtte det også godt være lidt nemt og hurtigt. Derfor gik Nina først med mig op på Djeema el-Fna, der om dagen huser henna-malere, slangetæmmere og andet godtfolk, men om aftenen er propfuld af spise-stader, hvor der grilles kød og grøntsager på spyd og serveres sodavand, te og søde, marokkanske kager til. Jeg fik mig en ‘mixed grill’-tallerken og en cola, og vi nød virakken og de mange “facere”, som konkurrerede med hinanden om, hvem der kunne skaffe flest folk til deres egen biks. Bagefter gik vi på en lidt mere etableret restaurant, hvor Nina bestile en burger, som var så kedelig, at McDonalds synes labert.


Marrakech er ALTID et besøg værd! Og jeg har set mere af byen den her gang, end nogensinde før. Og ja, jeg vil helt klart også anbefale en tur derned med poder, men sådan en venindetur er nu svær at overgå! 😉