Jeg sidder i sofaen i vores stue og misser med øjnene, fordi solen strømmer ind gennem den tredobbelte terrassedør, som åbenbarer sig mod øst. Nogle ville måske finde det irriterende at blive blændet, mens man sådan forsøger at forfatte sig digitalt. Men for én, der de seneste fem år har boet i en baggård og kun er blevet mødt af solen stråler udenfor hjemmet, føles dette som en luksus uden lige!

Desuden er jeg alene i huset, hvilket også er første gang. Jon har tilbragt natten på et billigt hotel tæt ved Hovedbanen, da han i nat fejrede filmbranchen ved årets måske sjoveste fest, Robert Prisen. Sidste år havde jeg det så sjovt, at min læderbukser sprak, og jeg måtte vende hjem med røven bar. Heldigvis boede vi dengang noget mere centralt, så min walk of shame var knap så lang.
I år tog Jon alene afsted, da jeg ikke synes, ungerne skulle passes så tidligt i vores Køge-liv, men også fordi, at jeg ikke ville kunne komme hjem efter festen – med mindre, jeg tog hjem inden midnat, og det, har jeg erfaret, er en dum investering til netop dén fest. Og nogen skal jo altså stå for indkøringen af ungerne i børnehaven, og da det jo ér Jon, der arbejder i filmbranchen, og som var med i MERCUR, der var nomineret i kategorien ‘Årets Danske TV-serie’, så var det nu nok mest rimeligt, at jeg blev hjemme.

Torsdag og fredag i sidste uge var de i børnehave et par timer, og Jon og jeg var med pånær de sidste 20 minutter. Det vil sige, at Jon og jeg faktisk ikke har haft nogen alene-tid i huset, siden vi flyttede ind i tirsdags, hvilket har gjort det ret svært at pakke ud. Vi prioriterede at indrette ungernes værelser som noget af det første, så de kunne få adgang til deres legesager, men det har ikke hjulpet stort. De har ikke været interesserede i at foretage sig noget som helst uden voksen opbakning. Fysisk. Jublende tilråb har ikke kunne gøre det – de har forventet og krævet 1:1 mandsopdækning døgnet rundt. Jeg betvivler ikke, at det til dels skyldes de mange omvæltninger, og jeg har gjort mig umage for at være rummelig og nærværende. Men jeg må indrømme, at jeg ikke er et større menneske, end at jeg kom til kort i lørdags. Jeg løb ganske enkelt tør for overskud og rummelighed efter at have været oppe siden kl. 5.45 og ikke haft et eneste sekund, hvor jeg ikke var i fysisk kontakt med et andet menneske fra familien – som i øvrigt ikke var min mand. Og oven i det er særligt Hugo inde i en periode, hvor han skælder mig ud over alt. Meget af tiden tager jeg det voksent og modent, og her nåede jeg altså til et punkt, hvor jeg endte med at galpe op som en dum unge. Et par gange. For helvede … Heldigvis skete det cirka samtidig med, at jeg fandt den 2-liters Hendrick’s-flaske, jeg VIDSTE, vi havde et sted i en kasse, og klokken var gudskelov så moden, at det ikke ville falde nogen for brystet, at en mor tog sig en sjus. Og sådan går det til, når alkohol nogle gange redder liv og forstand. 😉

Men lige nu er de i børnehave. De skulle på tur i dag – noget, de er hver mandag i den her nye børnehave. Det har de aldrig været med den børnehave, de gik i i København, så det synes de var ret spændende. Aftalen er, at de skal spise frokost i børnehaven i dag, og så henter jeg dem kl. 11.30. Men jeg anede på madplanen, at den i dag står på blomkålssuppe, så jeg må hellere stå klar med et par rundn’ommere.

Nu vil jeg gå i kælderen og flytte ind i det skønheds-glasskab, som Jon samlede til mig i weekenden. Der er nu ikke noget, der får det til at føles som hjem, som når man ved, hvor ens øjencreme og vatpinde befinder sig! <3

Med ønsket om en solskinsfyldt mandag fuld af smil, slapperi, støj eller stilhed – alt efter, hvad man er til!