Berta var syg i sidste uge, og i weekenden lod hun pænt faklen gå videre til Hugo. Jeg ved ikke, om det er det med, at han er blevet søskende-smittet (altså er blevet udsat for smitte i en længere periode, end når han i stedet blot frenchkiss’er en snottet unge i børnehaven en enkelt gang for at redde sig en forkølelse), men damn, hvor han bider i gulvtæppet, min lille Hux.
I går aftes havde han 40,4 i feber, og han drømte de vildeste ting i nat. Halvdelen af tiden talte han i søvne. Jon og jeg skiftedes til at sove ved siden af ham og sørge for, at han løbende fik vand at drikke. På et tidspunkt var Jon faldet i søvn og havde drømt, at Hugo var smittet med tyfus og havde 45 i feber. Jon var heller ikke selv helt vågen, da han vækkede mig og bad mig om at tage stilling til, om Hugo skulle til skadestuen med sine symptomer. Hugo grinede bare, fordi han var i gang med en drøm, der handlede om noget med lyserøde småfugle på lygtepælen udenfor.
I sandhed en interessant nat, men Hugo fik masser af opmærksomhed, Panodil og væske, og her til morgen er feberen noget mere almindelig, og han har sågar spist lidt morgenmad. Berta er endnu ikke klar på at tage alene over i den nye børnehave, så hun er sympati-sygemeldt. I skrivende stund ser de tegnefilm, og jeg har lovet at lave risengrød til frokost. Jeg havde 1.000 planer i dag, men de er aflyst, for det havde Jon i går, og da aflyste han dem for min skyld. Bytte-bytte Købmand. 🙂

Jeg vil egentlig også gerne lige benytte lejligheden (som man siger) til at sige tak for de mange fine sympatitilkendegivelser i forbindelse med udgivelsen af gårsdagens indlæg. Jeg har fået ret mange beskeder både her og på mailen, og det viser sig, at vi er mange kvinder og mødre, der lider af den samme forbandelse. Og vi er mange, der er trætte af det. Jeg skrev indlægget både fordi, at jeg havde på fornemmelsen, at det godt kunne være tilfældet. Jeg er et ret gennemsnitligt menneske, så hvis jeg nu havde det sådan, følte jeg, at det var utroværdigt, at jeg skulle være den eneste. Desuden føles det lidt mindre uoverskueligt at have det på en måde, hvis man ikke er alene, og det er blevet slået fast med syvtommersøm, at det er hverken jeg eller I andre, der kender til Nazi-Mor-Syndromet. 😉
Jeg blev anbefalet af én at læsebogen Lev Mere, Tænk Mindre, så den har jeg købt på nettet formedelst 137 kr. Den handler om metakognitik teori, siger bagsiden, og den planlægger jeg at læse. Og når jeg har gjort det, skal jeg nok anmelde her på domænet, om det er noget, jeg vurderer kan bruges til noget.

Vi er nogle stykker, der har lavet sukkerstop og lyn-sundheds-kurer og 7 Minutes Workout sammen her på bloggen flere gange op imod en bikini-truende sommer. Og det er jo fint nok, men det er da endnu mere meningsfyldt, hvis vi slår os sammen om det her. Fuck taljemålet – det er sgu da endorfinerne i bøtten, der betyder noget! <3